tag:blogger.com,1999:blog-65771112024-03-14T07:41:09.406+01:00Kære weblog..Børn skal altid lige noget andet når man kalder....Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.comBlogger214125tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-41059664653046891702012-02-27T13:57:00.001+01:002012-02-27T13:58:05.113+01:00WordpressBloggen er flyttet til nye, fine "lokaler" nemlig i noget der hedder Wordpress. Fra nu af kan man følge den på www.idabrink.dk/wordpress<br />
<br />
Så moster, jeg skriver stadigvæk. Jeg har bare glemt (eller, Martin havde lovet at klare det tekniske...) at informere om "flytningen" :-)<br />
<br />
Kærlig hilsen IdaIda Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-90735665565535100712011-10-10T22:17:00.000+02:002011-10-10T22:17:06.714+02:00En mere.Kære far.<br />
Jeg venter mig. Du skal være bedstefar igen. Midt i april 2012 kommer der et nyt lille barn til verden som er lidt af mig og lidt af Martin, men mest af sig selv. Det er fantastisk at det kan lade sig gøre igen. Tænk at være så heldig at kunne få tre børn.<br />
Vi glæder os. Og savner dig. For midt i al glæden bor også sorgen over, at du ikke er her til at byde den lille ny velkommen. At du ikke er her til at klappe mig blidt på skulderen, og med stolthed i stemmen sige: "Godt klaret, min pige." At du ikke kan give Martin hånden og oprigtigt ønske ham tillykke, så han bliver helt varm i hjertet. At du ikke kan sidde med den lille ny og være den fantastiske bedstefar du var, da du levede. Jeg savner dig så det gør ondt! Jeg savner dig så det sortner for øjnene. Jeg savner dig så meget at jeg næsten ikke kan rumme det. Bedstefar i himlen. Bedstefar, som passer på os. Den bedste bedstefar noget barn kunne få.<br />
Du vil altid være min far. Og du vil altid være børnenes bedstefar. Det kan ikke engang døden tage fra os. Døden kan tage alle de stunder vi skulle have haft sammen, ansigt til ansigt. Men i virkeligheden er døden bare en jaloux stodder, der tror den får del i noget vigtigt når den tager dem vi elsker. Men minderne og kærligheden får døden aldrig med.<br />
<br />
Kim Larsen, som vi har hørt så mange gange på vores køreture mellem Tarp og Esbjerg, har en sang der hedder "Døden er kun en illusion". Heri synger han blandt andet: "Der er nogen der siger man aldrig ses igen. Det tror vi ikke på, gør vi vel!" Hvis man tror på himmerige, så er der noget om det. Men det, han mener, kan også være noget andet. Jeg mærker jo dig hos mig hver dag. I de små ting, i det tilfældige, i tankerne, i mine handlinger. Du er min styrke, min ranke ryg når jeg underviser. Du er der i min tro på mig selv når jeg gør noget der er svært. Du er der, både når jeg elsker livet og når jeg synes alt går mig imod. Vi er sammen hver dag. For du elsker mig stadig hver dag. Du får mig til at føle mig som noget helt specielt.<br />
<br />
Så kære far. Livet skal hyldes. Endnu et lille Brink Krøger- barn skal se dagens lys og gøre vores liv mere rigt. Jeg skal fortælle ham eller hende om den bedstefar, som ikke længere er levende blandt os men er mere end levende i vores hjerter. Som er med os. Altid.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-50965944889945562352011-08-20T09:44:00.000+02:002011-08-20T09:44:29.654+02:00Jeg er verdens mest utjekkede mor!...for jeg glemte alt om, at der var tilmelding til gymnastik for Ole i onsdags. Siden april måned har han spurgt hvornår han skulle til gymnastik igen. Og vi har forsøgt at forklare ham, at der først er gymnastik igen til efteråret. Og hvad laver moderen så den aften der er tilmelding? Hun bager kager (læs: plejer sine egne interesser/hobbies) Hun løber en tur (læs: tænker kun på egen sundhed...) Først da jeg nåede forbi Præstemarkhallen kom jeg i tanke om... GYMNASTIKTILMELDING!! Og så spurtede jeg hjem! Det resulterede i den hurtigste kilometertid nogensinde for mig, men derudover kom jeg hjem til et tilmeldingswebsite der kunne melde om udsolgt til Oles hold. Han kunne dog få lov at komme på venteliste.... Hurra! Så nu tager vi i svømmehallen mandag eftermiddag i stedet. Det lader til at Ole har stillet sig tilfreds med den løsning. Men fra nu af, bliver vigtige datoer og tidspunkter ALTID skrevet op! Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-57880637538814055192011-07-26T21:50:00.000+02:002011-07-26T21:50:49.951+02:00Hokus pokus!Jeg er ret fascineret af alternativ behandling. Da jeg gik på højskole i Køng på vestfyn stiftede jeg for første gang bekendtskab med zoneterapi. Det var ret nyt for mig at man kunne gøre noget ved sine dårligdomme ved at trykke forskellige steder under fødderne... Og da min underviser inviterede gæsteinstruktører og foredragsholdere, der kunne en masse hokus pokus med at kigge ind i både fortid og fremtid, oplevede jeg nogle ret fantastiske ting. Jeg blev bl.a. befriet for et spyd der havde dræbt mig i et tidligere liv. Det sad i min ryg og gav mig sådan nogle sitrende fornemmelser. Efter at ham den synske fyr "trak spydet ud" af min ryg har jeg ikke haft den slags sitren i ryggen. En anden vi havde besøg af, kunne se min fremtid. Hun fortalte mig, at der ville gå lidt over tre år før jeg mødte ham der skulle være far til mine børn. Tre år og fire måneder senere mødte jeg Martin. Det er da skørt at nogen kan se sådan noget....<br />
<br />
Nå, til sagen! Idag har jeg besøgt en akupunktør, som hævder at han nu, med en nål i hver af mine fødder har kureret min migræne. For 6-7 år siden hjalp selv samme akupunktør mig af med en langvarig seneskedehindebetændelse i min højre hånd. Og jeg håber sådan at han også har gjort kål på migrænen. Mage til møgtilstand skal man lede længe efter. Men jeg kan nok ikke sige noget om resultatet før om et halv til et helt år. Men jeg tror på, at det ikke er helt åndsvagt, det der akupunktur. I'm a believer!Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-17167270703188865142011-07-07T13:15:00.000+02:002011-07-07T13:15:01.263+02:00GevinstenJeg har altid holdt af mit navn, og aldrig gået og ønsket at hedde noget andet. Jeg er Ida. Det har jeg altid været. For nogle år siden fik jeg mulighed for at se nogle af min morfars gamle ting, og blandt andet også hans kalendre fra de sidste år han levede. Der var noter om vejret (han var landmand, så vejret var ikke helt ligemeget...) om at huske at hente og bringe familiemedlemmer, om hvem der have været på besøg, og andre almindelige ting. Og der, på en tilfældig side i en kalender fra begyndelsen af 80'erne står der pludselig: "Besøg af Ida og Rune" Jeg kan ikke huske min morfar, og jeg har kun et enkelt minde om ham, som jeg er sikker på, er mit eget, men at se at han havde skrevet mit navn i sin kalender var meget bevægende for mig. Her følte jeg at jeg blev forbundet med ham. Han havde mit navn i sit hjerte.<br />
<br />
Nu kommer vi til det, der måske er lidt skørt. Lidt noget pjat. Men alligevel noget jeg har rigtig svært ved. Det er den der gevinst. Som jeg skrabte mig til på min skrabejulekalender til jul (en af de få fornøjelser der var ved julen 2010) 50 kr. Udemærkede ægte danske menneskepenge. For fire julekugler på et stykke pap. Der er bare det ved det der stykke pap, at min far købte den til mig og har skrevet mit navn bagpå. Sansynligvis den sidste gang han nogensinde skrev mit navn. Hvis jeg vil have min gevinst, så skal tipstjenesten have det der stykke pap med min fars håndskrift på..... Og det kan jeg ikke give dem. Min far har skrevet mit navn på kort og i breve hundredevis af gange. Men den sidste gang er langt mere værd end halvtreds kroner. Lorte tipstjeneste! (der dog har givet mig til d. 30. september 2012 til senest at indløse den, hvis jeg skulle ombestemme mig...) Lorteverden! (der dog lige her, hvor jeg er, viser sig fra en utroligt sommerlig og smuk side...) Lortelort! Jeg savner min far. Han ville have vidst hvad han skulle sige til dén sag. Det ville nok være noget med at jeg sku se at få den indløst, for de gode minder sidder ikke i et stykke pap, men i hjertet.<br />
Øv.<br />
Øv, fordi jeg godt ved at han har ret.<br />
Øv, fordi han ikke er her mere.<br />
Øv, fordi det stadig gør alt for ondt at prøve at forstå det.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-41991232853203431282011-06-25T21:22:00.000+02:002011-06-25T21:22:22.174+02:00Ferie.Eleverne er sendt på sommerferie, og jeg skal først se dem igen d. 10. august. Festen er overstået, øllerne er drukket, tømmermændene er på retur, og jeg er så småt ved at forstå at jeg rent faktisk også har sommerferie. Det er en vidunderlig fornemmelse.<br />
Men nu skal jeg jo undvære mine kolleger hele ferien. Og det er faktisk den eneste ulempe ved at have sådan en lang (og dejlig) sommerferie. Jeg er ansat det sted i verden hvor alle de bedste og skønneste mennesker også er ansat. Hvor heldig kan man være! Jeg føler mig i hvert fald utrolig priviligeret. Det er dejligt at føle sig holdt af af de mennesker man tilbringer sin arbejdshverdag med. Så herfra skal lyde et tak for en god fest, og et tak, fordi I er så skønne, alle I lærere på Gammelgårdsskolen.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-7144326439833936312011-06-21T20:32:00.000+02:002011-06-21T20:32:41.815+02:00Det er svært at være trist...... når man har to meget glade, aktive og smilende børn som man kan kalde sine egne. Der er en grund til, at man glemmer fødselssmerterne og besværet ved en graviditet. Man glemmer det fordi man skal have flere børn. Og man skal have flere børn, fordi de kan være så utroligt meget godt for hinanden. Mine to pragteksemplarer er helt vilde med at lege sammen, spise sammen, sove sammen, være sammen. Hvis Eva er ked af det, så kommer Ole og skubber mig væk med ordene: "Jeg skal nok trøste Eva". Og Eva elsker at tumle med sin storebror, nogen gange så vildt, at jeg synes det er for meget. Men jeg forsøger at holde mig lidt på afstand, så længe jeg kan se at legen er god og de begge hygger sig. Nogen gange drømmer jeg om at være barn igen, bare for at mærke, hvordan <i>min</i> bror og jeg havde det sammen som børn. Og for at genkalde mig, hvordan sorgløshed og minimum af ansvar føles :-) <br />
<br />
Før vi fik børn tænkte jeg, at vi skulle have flere end én, for børnenes skyld. Men i efterrationaliseringens ulideligt klare lys kan jeg se, at beslutningen om flere børn er udelukkende egoistisk: Hvem andre end mine børn kan få mig til at smile og le, så jeg føler mig varm og let om hjertet...?Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-42559179822844338992011-05-10T21:14:00.000+02:002011-05-10T21:14:49.205+02:00SEJR!!!Jeg synger i det sejeste kor! Vi har i den forgangne weekend deltaget i kor-konkurrencen ved AAVF her i Århus. Og sørme om ikke vi gik hen og vandt førstepladsen og præmien på 25.000 kr! :-) Det var en kæmpestor oplevelse, og en vildt fed følelse at være del af et supertjekket ensemble. <br />
<br />
Her er en optagelse af vores konkurrenceprogram. Det er dårligt billede og dårlig lyd, men det giver da et lille indtryk af hvad vi leverede. Vi er simpelthen flyvende!<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><iframe allowfullscreen='allowfullscreen' webkitallowfullscreen='webkitallowfullscreen' mozallowfullscreen='mozallowfullscreen' width='320' height='266' src='https://www.youtube.com/embed/0L1wT-1Ztnw?feature=player_embedded' frameborder='0'></iframe></div>Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-54567721896054405172011-04-29T13:05:00.000+02:002011-04-29T13:05:44.282+02:0032 med fuld musik.I går blev jeg 32 år (eller tolvogtyve, som det jo også hedder) Jeg elsker at have fødselsdag. Og dagen sluttede med kor - en seance med <a href="http://www.peterkunz.dk/">Peter Kunz</a> for at optimere vores visuelle udtryk når vi skal synge til kor-konkurrencen på <a href="http://www.aavf.dk/">AAVF</a>. Det var fedt og det bliver fedt. <br />
<br />
I tråd med mit løfte kommer der selvfølgelig et fødsels"dagens". Det er en Hugo Boss kjole, købt på udsalg (naturligvis, jeg er jo offentligt ansat), røde woolford strømper og mine skønne sorte Gabor sko med lille hæl. Jeg har også et stort magueritte-smykke på, men det kan man ikke så godt se. Og så står jeg i vores dejlige park, som lige nu bare bliver mere og mere grøn og skøn.<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="http://2.bp.blogspot.com/-rRbyg_HEcaA/TbqbJX9gaII/AAAAAAAAAFs/fzfdPbrMerk/s1600/DSC01229.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="http://2.bp.blogspot.com/-rRbyg_HEcaA/TbqbJX9gaII/AAAAAAAAAFs/fzfdPbrMerk/s320/DSC01229.JPG" width="240" /></a></div>Idag har jeg fri. Og hvor er det pænt af Prins William og Prinsesse Catherine at vælge at blive gift på min fridag. TV-brylluppet nydes i fulde drag.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-60233975663465492472011-04-27T21:23:00.000+02:002011-04-27T21:23:10.979+02:00Det første "dagens"Så kører bussen! Sikke hurtig jeg kom ud af starthullet, hva! ;-) Tak til Randi for fotoassistance.<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="http://3.bp.blogspot.com/-OfCjQ5zyEwU/Tbhq18HprOI/AAAAAAAAAFo/k7bfthVjX7A/s1600/DSC01227.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="http://3.bp.blogspot.com/-OfCjQ5zyEwU/Tbhq18HprOI/AAAAAAAAAFo/k7bfthVjX7A/s320/DSC01227.JPG" width="240" /></a></div>Kan man være smart og moderne når man er udearbejdende småbørnsmor? Altså, jeg ved ikke med moden, men jeg syns selv jeg er smart.Og for nu at følge "dagens"-reglerne, så skal jeg jo da også lige skrive lidt om <i>hvad</i> jeg har på. T-shirten (kalder man det egentlig stadig det?) er fra Blend Det er tusindvis af små sorte pailetter der er med til at skrive: HOW ARE YOU . Bukserne er fra H&M. Støvlerne (totalt yndlingsstøvle) er af mærket Simply og har en lille hæl. Armbåndet er fra hjemmeværkstedet. Læg venligst mærke til læder-match-effekten. Der syns jeg virkelig jeg gjorde et fashion-do.<br />
Jeg forventer kommentarer fra alle fashionistas der læser med. Også dem der ikke synes de ved så meget om mode. Kritik af alle slags modtages. Jeg har brede skuldre, der kan tage det. Og jeg ved hvor der står en tøjcontainer, hvis dommen er, at det er helt håbløst....Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-5293205960461683332011-04-23T16:03:00.000+02:002011-04-23T16:03:02.862+02:00ModeJeg forstår mig ikke på mode. Og jeg imponeres til stadighed af, at nogen kan finde ud af at følge den. Jeg kommer som regel med på nogle af de ting der er moderne, men først efter at det har været moderne i halve og hele år. Og nogen ting bliver aldrig en del af min garderobe. Jeg surfer ind imellem rundt på nettet og finder modeblogs, og jeg kender da også et par stykker der har dedikeret deres blog til deres passion. F.eks. <a href="http://www.chic-fur-mich.blogspot.com/">Nina</a> og <a href="http://www.mariejoost.blogspot.com/">Kirstine</a>. Især er kusine Ninas blog medvirkende til at jeg ind i mellem forsøger mig med helt ny stil - som er moderne ;-) <br />
<br />
På de her modeblogs får man tit et billede af "dagens outfit". Det er sgu da sjovt :-) Så kan man se, hvordan helt almindelige kvinder, med helt almindelig indkomst finder ud af at klæde sig efter moden. De kan jo da ikke have råd til alle de dyre mærker fra catwalken, så der må også være håb for mig. Men bare for sjov skyld tror jeg at jeg vil prøve at tage nogle "dagens outfit"-billeder, for som mor til to, med fuldtidsarbejde, hus, mand og bil er det jo da begrænset hvor modebevidst jeg har tid til at være. Men lad det være et eksperiment. Og tilgiv mig hvis der går lang tid inden der kommer nogle billeder. Jeg kommer ind i kampen når jeg kommer ind i kampen.... :-)Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-36624553366733850442011-04-12T21:21:00.000+02:002011-04-12T21:21:48.648+02:00Tid. Billedtid.Tiden går forbi mig, føler jeg. Den ene dag tager den anden. Det er lidt snobbet, egentlig. Bare sådan at passere uden lige at stoppe op og hilse på. Give sig tid. Men sådan er det måske bare med dage. De er selvoptagede.<br />
<br />
Jeg synes ikke jeg er selvoptaget. Men måske virker jeg ind imellem sådan på folk. Til en fest forleden var der en rigtig sød kollega der spurgte mig om hvordan jeg havde det. Hun sagde at hun tænkte på mig og håbede at jeg havde det godt. Og så var jeg ellers et kvarter - mindst - om at svare hende. Et kvarter hvor jeg talte om mig selv. <br />
<br />
Og hvad talte jeg så om? Min far. Min mor. Min bror. Vores familie. Min egen lille, forholdsvis nye familie. Hvad fanden skulle jeg ellers tale om? Mine trygge baser, de steder der giver mig glæde og godhed, rygstød og selvtillid. Min mor foreslog mig for snart længe siden at jeg skulle finde nogle billeder af far og have hængt op i huset. Det er gjort nu. Han hænger her over skrivebordet - i flere eksemplarer - og kigger på mig. Jeg har forskellige favoritter, alt efter dagsform og humør, men der er to jeg er mest glad for. På det ene står min mor og far med Ole mellem sig. Ole er vel omkring 1 år, de står i haven, og det er et billede af en glad, tryg dreng og hans to stolte og lykkelige bedsteforældre. Det er et feel-good-billede. Det kigger jeg på når jeg har det godt, for så får jeg det endnu bedre.<br />
<br />
På det andet billede sidder min far i havestuen. Han kigger direkte ind i øjnene på mig og ser alvorlig, men samtidig mild ud. Det er det billede jeg kigger på, når jeg har dårlige dage, når jeg har vigtige ting jeg skal spørge ham om, når der er noget i forskudsopgørelsen jeg ikke forstår, eller når jeg bare savner ham. Han fortæller mig at det nok skal gå. At jeg skal stole på mig selv, for jeg ved godt hvad der er det rigtige at gøre. At jeg bare skal tjekke den og den rubrik, regne sammen på mine lønsedler og huske at få rettet renteudgifterne, hvis vi omlægger lån. At jeg er klog og dygtig, sjov og god, at han er stolt af mig og ønsker mig det allerbedste. At jeg altid vil være hans elskede datter.<br />
<br />
Sorgen bliver efterhånden mere difus, synes jeg. Men den er ikke formindsket. Jeg har jo al den kærlighed som min far skulle have haft. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme af med den, eller hvor jeg skal gøre af den. Den er ikke med åben modtager, den er til ham. Det gør ondt. Stadigvæk. Og tiden, den skulle jo siges at læge alle sår. Men når den bare flyver forbi som den snob den er, så ved jeg da ikke lige hvor alvorligt den tager sin opgave... Den skulle lige tage at stoppe op og dufte lidt til roserne. De bliver nemlig stadig vandet med tårer. <br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="http://1.bp.blogspot.com/-Gqrpoc-4gl8/TaSmDexTxWI/AAAAAAAAAFk/YBY6NAYCOIk/s1600/3117379315_3356267f37_b.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="265" src="http://1.bp.blogspot.com/-Gqrpoc-4gl8/TaSmDexTxWI/AAAAAAAAAFk/YBY6NAYCOIk/s400/3117379315_3356267f37_b.jpg" width="400" /></a></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">I får lige feel-good-billedet. Det andet beholder jeg for mig selv.</div>Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-39541521213990821152011-03-08T22:20:00.000+01:002011-03-08T22:20:35.963+01:00Kampdag.Jeg var engang trommeslager i et band der hed "Kvindebandet af 8. marts 2002", eller "Vi er ikke tykke, vi ser bare sådan ud!" En ganske kort, men glorværdig periode i mit liv, hvor jeg gik på højskole i Toftlund og udlevede mine musiker-drømme. Og drak mange øl! Dengang syntes livet, lykken og kærligheden at være nogle abstrakte, men dog håndterbare størrelser, og udtrykket "Go with the flow" gennemsyrede både måden vi tænkte musik på og måden vi levede livet på. <br />
<br />
Nu synes jeg, at "go with the flow" er mere en overlevelsesstrategi end en "way of life". Den ene dag tager den anden, livet, lykken og kærligheden er sat i rammer og system, og hvis man ikke vil blive skør af alle de ting man gerne ville nå men ikke når, så er det ret belejligt bare at "go with the flow". Erkende, at der er grænser for hvad man kan udrette, når man skal gå på arbejde, hente og bringe børn, lave mad, vaske tøj, gøre rent, handle ind og være mor og hustru. Der er aftner hvor jeg tager mig tid til at åbne en øl og sætte mig i sofaen foran flimmeren og forsøger at få tiden til at stå stille. Det ender for det meste med, at jeg kun drikker det halve af øllen, hvorefter jeg sidder og blunder til det, der nu måtte være i fjernsynet. So much for adult life!<br />
<br />
8. marts er kvindernes internationale kampdag. Men jeg har bestemt, at hver og en af mine dage skal være kampdage. Kampen for at gøre noget for mig selv. Kampen for retten til at være en smule selvisk. No going with the flow, but going with MY flow. Hvis jeg øver mig længe nok kan det være, at det holder op med at være en kamp, og i stedet bliver en helt naturlig del af min tilværelse. Første kamp er at holde fast i, at løbeprogrammet begynder på lørdag. For jeg er altså lidt tyk, det ser ikke bare sådan ud....Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-15979837011479263502011-02-14T13:27:00.000+01:002011-02-14T13:27:28.400+01:00Et valentineskys.Jeg er ked af et idag.<br />
Min blog giver ikke et sandfærdigt billede af hvordan jeg har det, sådan overordnet. Jeg tænker på min far hver dag, men det er ikke med tårer i øjnene hele tiden. Det er der ikke tårer nok til i et menneske. Men idag fandt jeg det kort han havde skrevet til Oles 3 års fødselsdag. Og idag fik gensynet med hans elegante og minimalistiske håndskrift mig til at græde. Så så jeg billeder af ham fra i sommer. Og kom til at græde igen. Fik lyst til at se en af de film vi så sammen i biografen. Jeg tør slet ikke gå op og stikke næsen i det halstørklæde jeg har af hans, som dufter så helt vidunderligt af far.<br />
Jeg sidder bare i sofaen og rokker lidt frem og tilbage. Glædes over den tid jeg havde ham. Bander over alle de ting jeg gerne ville have at han skulle have oplevet sammen med mig, mor, Rune, Martin og vores børn. Ville ønske han var her når jeg skal tage vigtige beslutninger. Min fars mening er der ingen andre der kan give mig. Min fars kærlighed er der ingen andre der kan give mig. Det var godt jeg fik så meget af den mens han var her.<br />
<br />
Jeg har opdaget, at jeg græder bedst alene. Når man græder i andres selskab er der en forventning om at man holder op igen på et tidspunkt. Sådan inden for rimelighedens grænser. Når jeg er alene har min sorg og mit savn ingen grænser, og dermed heller ikke tårerne. I morges, da jeg fandt fødselsdagskortet og blev ked af det, var vi dog alle fire hjemme. Ole spurgte: "Hvad er du ked af mor?" Jeg svarede ham at jeg var ked af at bedstefar var død og at jeg savnede ham. Min søde, dejlige dreng lægger armene om halsen på mig og siger: "Så vil jeg give dig et kys." Midt i sorgen er der i sandhed noget at leve for.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-56605580463905540062011-01-24T14:15:00.001+01:002011-01-24T14:15:45.187+01:00Jeg er så glad for at vi blev gift!...så min far kunne opleve dette!<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="http://4.bp.blogspot.com/_21Mbt1YeZ_0/TT16Ak-hkdI/AAAAAAAAAFY/ECv3H0Ax3Yg/s1600/Vores+bryllup+Andreas+053.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="266" src="http://4.bp.blogspot.com/_21Mbt1YeZ_0/TT16Ak-hkdI/AAAAAAAAAFY/ECv3H0Ax3Yg/s400/Vores+bryllup+Andreas+053.jpg" width="400" /></a></div><br />
Jeg tror min far var lige så spændt som jeg var. Han var i hvert fald stolt!<br />
Se bare her.<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="http://2.bp.blogspot.com/_21Mbt1YeZ_0/TT169PZxg2I/AAAAAAAAAFc/zQ3NP4Rpwj8/s1600/Vores+bryllup+Andreas+059.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="265" src="http://2.bp.blogspot.com/_21Mbt1YeZ_0/TT169PZxg2I/AAAAAAAAAFc/zQ3NP4Rpwj8/s400/Vores+bryllup+Andreas+059.jpg" width="400" /></a></div><br />
Jeg savner ham sådan.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-65053068063108892152011-01-11T23:34:00.000+01:002011-01-11T23:34:52.096+01:00Status 2010En gammel ven, som jeg idag ikke længere har kontakt med, yndede at gøre status over sit liv ved nytårstide, så tilbage på året der var gået og gav sig tid til at opsummere på hvad han havde sagt og gjort. Det er en praksis jeg egentlig ikke rigtig bryder mig om, med mindre man tilknytter et fremadskuende element til sin "statusopgørelse". Hvad skulle formålet ellers være med et tilbageblik?<br />
<br />
Status på mit år 2010 kan opsummeres på forskellige måder: 1 stk berigelse, da jeg fødte vores dejlige datter Eva, d. 29. januar. Og 1 stk tab, da min far døde d. 23. november. Det er meget sort-hvidt opstillet. Og lige nu overskygger tabet de glæder vi ellers har oplevet i 2010. Men det er ikke det der fylder mest. Det har vores år været for glædesfyldt til. Vi har en dejlig dreng, der, det øjeblik han blev storebror, har elsket sin lillesøster ubetinget. Der er ingen som de to skønne børn, der kan hygge sig sammen og få hinanden til at grine. Ole er en fantastisk bror. Det har han fra sin fantastiske far.<br />
<br />
Jeg kom i en ny mødregruppe. Det er altid en smule angstprovokerende at blive sat sammen med nye mennesker, som man ikke selv har valgt. Men det viste sig jo, at være 4 dejlige kvinder med nogle lækre unger, som jeg har tilbragt mange skønne timer med, både på trilleture i omegnen og over kaffebordet. Kvinder snakker meget. Og Gudskelov for det! Al den snak giver andre perspektiver på tilværelsen. Det kan vi alle have gavn af at få en gang imellem. Tak Helle, Betina, Randi og Lisette. Jeg har igen ikke bare fået en mødregruppe. Jeg har fået fire nye veninder.<br />
<br />
Da jeg begyndte på arbejde igen efter endt barsel kom jeg tilbage til et job indeholdende en skøn og dygtig 2. klasse, nogle søde musikklasser og ikke mindst en stor flok dejlige kolleger, som sagde, at de havde savnet mig, og mente det. Dem skal jeg tilbage til når jeg er kommet ovenpå igen efter at Ole og Eva har været syge og jeg har haft tid for mig selv. Det er rart at tænke på.<br />
<br />
Med Evas ankomst til verden blev min far og mor bedsteforældre igen. Min far, der var holdt op med at arbejde og var gået på pension, nød hvert øjeblik han var sammen med hende og med Ole. Der faldt en ubeskrivelig ro over ham når han sad med Eva i armene eller gik tur med Ole på legepladsen. Han var rent ud sagt skide stolt over, at være bedstefar! En af de opgaver jeg har fået tildelt i 2010 er, at gøre mindet om min far levende hos mine børn. De skal kende ham gennem fortællingerne om ham. Jeg havde håbet, at det var en opgave jeg først ville få om mange år, men sådan skulle det ikke være.<br />
<br />
Min Martin nåede at blive min igen i 2010. Siden december 2007 har han, mere eller mindre frivilligt haft en arbejdsbyrde, der virker helt urimelig når man ser tilbage på den. En ting er, at hans arbejdsplads lå i Herning. Det ville havde været ok, hvis han så var færdig med sit arbejde når han kom hjem, men der var altid liiiige et eller andet der skulle laves, en deadline der nærmede sig alt for hastigt eller nogle opgaver som andre ikke havde passet og som så blev tørret af på... Martin. Han er rigtig dygtig til det han kan. Han er bare ikke dygtig til at sige nej... Heldigvis er han god til at skrive ansøgninger, så i 2010 var der endelig bid. Nu er han webkoordinator i Vejle Kommunes Tekniske forvaltning. Og ja, det er så i Vejle, men han har fri når han har fri! Det er helt nyt for os. Også at han har fri kl. 16 og dermed allerede er hjemme kl. 17 :-)<br />
<br />
Det bedste ved 2010 er, at jeg har oplevet mange små lykkefyldte stunder. Når Eva og jeg har hentet Ole i børnehaven, hun sidder i barnevognen og han drøner afsted på sin løbecykel, og solen skiner ned på os tre. De dage og ture har der været mange af. Og det er på de ture jeg ind imellem har følt mig helt og aldeles gennem-lykkelig. Jeg har følt mig stærk og smuk, følt mig som en rigtig god mor og hustru, som et rigtig godt menneske. Disse øjeblikke skal være fundamentet for mine forhåbninger for 2011. Jeg vil gerne nå hen til den følelse igen. Jeg vil gerne nærme mig det menneske igen. Nu bare med flere erfaringer i rygsækken. Min far kommer ikke tilbage. Men det gør jeg. Lige nu er jeg svag og sorrig. Men jeg bliver stærk igen. Og smuk. Jeg gør hvad jeg kan for at være en god mor, og jeg elsker min mand - om muligt, højrere end jeg nogensinde har gjort. Jeg skal nok komme tilbage. Det skal bare have sin tid.<br />
<br />
Godt nytår, og glædeligt 2011.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-65190117019508505782011-01-08T14:56:00.000+01:002011-01-08T14:56:46.267+01:00Tillykke!Så kom Mary og Frederiks tvillinger til verden! Og det blev selvfølgelig "en Ida og Rune" - altså først en dreng og så en pige. Vi var dog noget større da vi blev født. Næsten et kilo større, hver.<br />
Jeg glæder mig allerede til barnedåben :-)Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-42353520305837659692011-01-02T21:51:00.000+01:002011-01-02T21:51:09.129+01:00Et stjerneskud.Jeg så et stjerneskud her til aften da Eva og jeg kørte hjem fra Skejby. Med medicin til natten i tasken og endnu en sygdom til samlingen - Eva har, udover lungebetændelse, også influenza A (H1N1), som både Martin og Ole også har haft - var vi i udkanten af Søften, da et stort og klart stjerneskud fór over himlen lige foran os. Det var tegnet. Nu vender det.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-88324077962449431032010-12-31T12:31:00.000+01:002010-12-31T12:31:58.736+01:00Nyt år - tak.Nej, nu er mit liv altså ved at udvikle sig til en farce... Jeg er igen indlagt med Eva, som har lungebetændelse. Faktisk havde hun også lungebetændelse sidst vi var her, og hun er nok ikke kommet ordentligt ovenpå. Fik jeg sagt: Hu-fucking-rra!!<br />
<br />
Måske får vi lov at komme hjem i eftermiddag, og så være "åbent indlagt", således at vi skal herind et par gange om dagen til medicingivning og tjek. Men nu har hun feber igen, så jeg tror ikke på noget som helst før det rent faktisk er sket. Og arbejde. Ja, det er fredag idag og hverdagen begynder igen på mandag. Men Eva er ikke rask på mandag. Hendes imunforsvar er på ingen måder klar til at hun kan komme i dagpleje på mandag. Ole er muligvis heller ikke klar. Han hoster som en gammel mand der har røget fyrre smøger hver dag hele sit liv. Og bliver forpustet ved den mindste aktivitet. Og får åndenød. Fik jeg sagt: Hu-fucking-rra!!! <br />
<br />
Jeg tror på karma. Jeg tror på at der er en mening med de ting vi udsættes for. Og måske er der nogle højere magter der har en plan med os, med mig. Måske kan jeg se meningen med det hele om nogle år. Lige nu er jeg bare glad for, at jeg ved at jeg dybest set er et glad menneske. For smilet - det oprigtige, ærlige, glade smil - er godt nok lidt svært at finde frem lige nu. Der må gemme sig gode ting til min familie og til mig i 2011.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-12902113895881254352010-12-23T21:08:00.000+01:002010-12-23T21:08:28.490+01:00Første månedDet er lillejuleaften. Det er en måned siden.<br />
Martin og jeg og børnene er "flyttet ind" på Skejby Sygehus, børneafdeling A2, stue 108. Ole og især Eva er ramt af noget virus, som er svært at komme af med, især for en baby på snart 11 måneder. Eva og jeg har været her siden d. 19. december. Vi er her også imorgen og Juledag med. Jeg har pyntet stuen med flagranker og andet julepynt, og mine skønne svigerforældre har også bidraget til julestemningen med pynt og julegodter og ikke mindst uvurderlig støtte og mange besøg. Men selv ikke den mest ukuelige optimist kan se sig fri for at være påvirket af syge børn. Især ikke sine egne syge børn. Der er nok at græde over. Så det gør jeg. Når børnene sover.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-2236519373734430942010-12-19T08:37:00.000+01:002010-12-19T08:37:59.130+01:00Begyndelsen.Det sidder øverst i brystet, lige over hjertet. Sorgen. Som en knude, en sten der tynger og ikke går væk lige foreløbig. Jeg kender ikke denne sorg i forvejen, jeg var kun en lille pige på 7 år da min mormor døde i 1986, og alt jeg husker fra dengang er køreturen til Varde i mørket, min mors tårer og at min kusine Nina og jeg havde ens hårbøjler på til begravelsen. Jeg kender ikke til den sorg der hører til det, at miste et elsket menneske for altid. <br />
<br />
Jeg kender kærestesorgen. Det at miste en andens kærlighed, eller tage sin kærlighed fra et andet menneske. At forlade eller blive forladt. I mine teenageår skrev jeg utallige digte om kærligheden, og hvad dertil hører. Det var dybt og smukt og indfølt. Jeg vidste godt at hjerte rimer på smerte. Når man går fra en kæreste kan man føle sig som det mest usle menneske på jorden. Tænk at man kunne gøre det mod ham! Tænk at han nu sidder og er ulykkelig over at have mistet kærligheden. Men kærlighed er heldigvis for det meste lig med glæde og lykke, og kærestesorg går væk igen, når en ny kærlighed bliver givet en chance. <br />
<br />
Min far er død. Jeg ved det godt. Jeg var der jo. Jeg så det. Jeg så ham ligge og ligne sig selv, bortset fra den farve menneskehud får når mennesker dør. Jeg ved det godt. Og alle spørger til mig, til min familile og til min mor. "Hvordan har I det, hvordan går det, klarer din mor sig?" Jeg taler om ham, om det korte sygdomsforløb, om hans død. Og jeg er glad for den varme og omsorg der bliver vist mig. Også selvom den ind imellem river mig ud af en glad hverdag og tilbage i det sorte hul, som denne sorg er. Jeg ved godt at min far er død. Men jeg forstår det jo ikke. Eller hvad? Måske er knuden i brystet begyndelsen på erkendelsen af, at jeg aldrig skal se ham igen. <br />
Det er her kærestesorgen adskiller sig fra sorgen over et dødsfald. Kærester kommer og går. Når man forlader eller bliver forladt af en kæreste, så indebærer det at man får muligheden for, med tiden, at forelske sig i et andet menneske, og modtage dette menneskes kærlighed. Men jeg får ikke en ny far. Jeg vil slet ikke have en ny far. Jeg vil have <i>min</i> far, for jeg savner ham så usigeligt!<br />
<br />
Jeg tror ikke at savnet nogensinde forsvinder helt. Men jeg håber at knuden i brystet gør med tiden. Jeg var til julefrokost med alle mine skønne kolleger i fredags, og det var altså lige hvad jeg trængte til: Øl, snaps, skøre bemærkninger, vilde danse, GLÆDE over at være lige der, hvor jeg var. Blandt mennesker, der fortalte mig at de havde savnet mig. Mens jeg var på barsel med Eva, og nu, mens jeg var fraværende fordi far døde. Der er nogen der savner mig når jeg ikke er der. Heldigvis går der jo mange år inden jeg skal herfra - se bare <a href="http://brinkbobler.blogspot.com/2010/03/jeg-bliver-over-90-ar.html">her</a>. Jeg er simpelthen for glad for livet til at kunne blive mindre end 90 år. Men det var min far også...Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-90603598484169650942010-12-13T15:21:00.000+01:002010-12-13T15:21:29.202+01:00Sur sur sur...Jeg er af natur et grund-glad menneske. Derfor er det også helt naturligt, at jeg ikke har skrevet i ti dage. For jeg har faktisk været glad i ti dage. Men idag er jeg sur! Vred og sur. Og jeg kan ikke forklare hvorfor eller sige præcis hvem eller hvad jeg er sur på. Og DET er frustrerende! Mest fordi jeg kommer til at vrisse af mine børn og af Martin. Det har jeg ikke lyst til. Jeg kan bedst lide mig selv når jeg er glad. Så det håber jeg at jeg er igen imorgen.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-86330566783922261102010-12-03T08:47:00.000+01:002010-12-03T08:47:51.506+01:00Hvordan har du det?Ja. <br />
Jeg står op om morgenen fordi mine børn vågner og skal have mad at spise og have tøj på. De smiler og griner, og det bliver jeg glad af. Eva kan nu gå ved én hånd og kan stå selv i halve til hele minutter. Ole kan tælle til tyve og er helt vild med flyvemaskiner. Han har helt styr på F14, 16, 18 og Blackbirds. Hvad ved jeg om sådan noget... Julen indfinder sig så småt på matriklen. Jeg har, stik mod alle traditioner jeg er vokset op med, allerede købt juletræ og sat det ind i stuen. Det kribler i fingrene for at gå i gang med at pynte op til jul, men når jeg så sidder med kassen med pynt går jeg i stå og kan ikke finde ud af hvor jeg skal begynde. Det er som om der ikke er noget af det der er godt nok....<br />
<br />
Igår var jeg et smut på skolen, for at snakke lidt om hvordan jeg skal komme i gang igen uden at blive helt bims, og så for at være med til at rydde op i vores musiklokale. Det var dejligt at se de mange kendte ansigter, for ethvert kendt ansigt er på en måde en trøst. Og oprydningen med drengene var dagens latterdosis. Ikke så meget føle-snak. Bare fjollede kommentarer og godt humør. Jeg har mange gode kolleger. Venner. Det er rart at tænke på at jeg går på arbejde samme sted som mine gode venner. <br />
<br />
Og så gik det jo hverken værre eller bedre end at jeg mødte nogle af børnene fra min klasse på gangen. De blev åbentlyst glade for at se mig. Nogle af dem vidste ikke helt hvordan de skulle "møde mig", men det forstår jeg da så udemærket. En af drengene fik spurgt: "Savner du din far?" "Ja, det gør jeg", fik jeg svaret. Og det gør jeg. Men jeg mærker det ikke som et ubærligt savn endnu. Sorg er en forunderlig ting. Jeg har hørt folk fortælle, at de savner så det gør helt ondt. At sorgen føles stærk og sort, uoverskuelig. Jeg bliver bare træt. Jeg sover så snart jeg lukker øjnene om aftenen. Jeg har ikke grædt i flere dage. Det er som om der ikke er flere tårer lige nu. Jeg kan heller ikke sådan rigtig lytte efter når folk fortæller om deres egne nære og kære, der har været syge eller er døde. Det er ikke trøst at fortælle sin egen sygehistorie til et menneske i sorg. Det er trøst at få mig til at grine. Det er trøst at lægge hånden på min skulder og smile til mig - sige:"Du ser sgu godt ud, Ida", selv om jeg ved det ikke passer (jeg ligner for tiden noget katten har slæbt ind). Det er trøst at være sammen med andre uden at skulle sige noget, bare være tilstede. Det er trøst at synge - jeg var til kor igår, og det var DEJLIGT!<br />
<br />
Min far ville ikke have brudt sig om at jeg satte mig i et hjørne og græd snot over hans død. Min far var stolt af at jeg kunne klare mig selv, men også stolt af at jeg kunne bede om hjælp, når jeg fornemmede at mine egne evner ikke rakte. Min fars anerkendelse var den jeg helst ville have. Hvis min far var stolt af mig, så blev det ikke bedre. <br />
Så hvordan har jeg det? <br />
Jeg er lykkelig og stolt over at være min fars datter.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-50798173251415922952010-11-29T11:51:00.000+01:002010-11-29T11:51:52.535+01:00En smuk dagEt blomsterhav. Ufatteligt mange blomster.<br />
En fyldt kirke. Overfyldt, faktisk.<br />
En tale, der fortalte hvilken vidunderlig mand min far var. <br />
Sneklædte Bryndum, koldt, men stille, og med enkelte solstrejf på de helt rigtige tidspunkter.<br />
Faktisk mærkede jeg ikke at jeg frøs før alle havde været forbi os for at hilse på.<br />
<br />
Jeg forstår det stadig ikke. Jeg ved godt at det var min far der lå i kisten. Jeg var med til at bære ham ud til graven og jeg så at kisten blev sænket ned. Jeg hørte at præsten sagde de ord man siger ved jordpåkastelsen og at hun sagde min fars navn. Men jeg forstår det ikke helt dybt inde i mit hjerte.<br />
<br />
Jeg kan ikke forstå at min far ikke igen skal med Ole på legepladsen. Jeg kan ikke forstå at han har købt skrabejulekalendere til os for sidste gang. Jeg kan ikke forstå at han aldrig mere ringer for lige at høre til mig. Jeg kan ikke forstå at han ikke kommer til at se Eva gå. Jeg kan ikke forstå at min mor fra nu af skal vågne alene i det store hus i Tarp. Jeg er tom indeni, for jeg forstår det ikke.<br />
<br />
Livet er et kort sekund. Livet er en morgengave. Tænk at livet koster livet.<br />
I have become comfortably numb.Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-6577111.post-19723978033093890362010-11-24T18:20:00.001+01:002010-11-29T11:55:55.853+01:00Til far.Jeg troede der var så mange dage<br />
Så mange dage var der tilbage<br />
<br />
Og pludselig er alting forbi<br />
Og tiden blir uendelig<br />
<br />
Jeg tror jeg vågner om lidt<br />
og hører dig sige, som du har sagt det så tit<br />
Vi tar en dag ad gangen, imorgen er der atter en dag.<br />
<br />
Og hvor er du? Jeg savner dig nu<br />
Dit hjerteslag gjorde natten til dag.<br />
<br />
Så lys og så let, din latter, dit åndedræt<br />
Nu er alt så tung. Min sjæl er forgrædt<br />
<br />
Jeg tror jeg vågner om lidt<br />
og hører dig sige, som du har sagt det så tit<br />
Vi tar en dag ad gangen, imorgen er der atter en dag.<br />
<br />
<br />
Min elskede far er død.<br />
Livet går videre.<br />
Men aldrig som før.<br />
<br />
<object width="480" height="385"><param name="movie" value="http://www.youtube.com/v/E5YZCfHEEcY?fs=1&hl=en_US"></param><param name="allowFullScreen" value="true"></param><param name="allowscriptaccess" value="always"></param><embed src="http://www.youtube.com/v/E5YZCfHEEcY?fs=1&hl=en_US" type="application/x-shockwave-flash" allowscriptaccess="always" allowfullscreen="true" width="480" height="385"></embed></object>Ida Brinkhttp://www.blogger.com/profile/15491518999376475452noreply@blogger.com0