Kære weblog..

En mere.

2011-10-10T22:17:00.000+02:00

Kære far.
Jeg venter mig. Du skal være bedstefar igen. Midt i april 2012 kommer der et nyt lille barn til verden som er lidt af mig og lidt af Martin, men mest af sig selv. Det er fantastisk at det kan lade sig gøre igen. Tænk at være så heldig at kunne få tre børn.
Vi glæder os. Og savner dig. For midt i al glæden bor også sorgen over, at du ikke er her til at byde den lille ny velkommen. At du ikke er her til at klappe mig blidt på skulderen, og med stolthed i stemmen sige: "Godt klaret, min pige." At du ikke kan give Martin hånden og oprigtigt ønske ham tillykke, så han bliver helt varm i hjertet. At du ikke kan sidde med den lille ny og være den fantastiske bedstefar du var, da du levede. Jeg savner dig så det gør ondt! Jeg savner dig så det sortner for øjnene. Jeg savner dig så meget at jeg næsten ikke kan rumme det. Bedstefar i himlen. Bedstefar, som passer på os. Den bedste bedstefar noget barn kunne få.
Du vil altid være min far. Og du vil altid være børnenes bedstefar. Det kan ikke engang døden tage fra os. Døden kan tage alle de stunder vi skulle have haft sammen, ansigt til ansigt. Men i virkeligheden er døden bare en jaloux stodder, der tror den får del i noget vigtigt når den tager dem vi elsker. Men minderne og kærligheden får døden aldrig med.

Kim Larsen, som vi har hørt så mange gange på vores køreture mellem Tarp og Esbjerg, har en sang der hedder "Døden er kun en illusion". Heri synger han blandt andet: "Der er nogen der siger man aldrig ses igen. Det tror vi ikke på, gør vi vel!" Hvis man tror på himmerige, så er der noget om det. Men det, han mener, kan også være noget andet. Jeg mærker jo dig hos mig hver dag. I de små ting, i det tilfældige, i tankerne, i mine handlinger. Du er min styrke, min ranke ryg når jeg underviser. Du er der i min tro på mig selv når jeg gør noget der er svært. Du er der, både når jeg elsker livet og når jeg synes alt går mig imod. Vi er sammen hver dag. For du elsker mig stadig hver dag. Du får mig til at føle mig som noget helt specielt.

Så kære far. Livet skal hyldes. Endnu et lille Brink Krøger- barn skal se dagens lys og gøre vores liv mere rigt. Jeg skal fortælle ham eller hende om den bedstefar, som ikke længere er levende blandt os men er mere end levende i vores hjerter. Som er med os. Altid.

Jeg er verdens mest utjekkede mor!

2011-08-20T09:44:00.000+02:00

...for jeg glemte alt om, at der var tilmelding til gymnastik for Ole i onsdags. Siden april måned har han spurgt hvornår han skulle til gymnastik igen. Og vi har forsøgt at forklare ham, at der først er gymnastik igen til efteråret. Og hvad laver moderen så den aften der er tilmelding? Hun bager kager (læs: plejer sine egne interesser/hobbies) Hun løber en tur (læs: tænker kun på egen sundhed...) Først da jeg nåede forbi Præstemarkhallen kom jeg i tanke om... GYMNASTIKTILMELDING!! Og så spurtede jeg hjem! Det resulterede i den hurtigste kilometertid nogensinde for mig, men derudover kom jeg hjem til et tilmeldingswebsite der kunne melde om udsolgt til Oles hold. Han kunne dog få lov at komme på venteliste.... Hurra! Så nu tager vi i svømmehallen mandag eftermiddag i stedet. Det lader til at Ole har stillet sig tilfreds med den løsning. Men fra nu af, bliver vigtige datoer og tidspunkter ALTID skrevet op!

Hokus pokus!

2011-07-26T21:50:00.000+02:00

Jeg er ret fascineret af alternativ behandling. Da jeg gik på højskole i Køng på vestfyn stiftede jeg for første gang bekendtskab med zoneterapi. Det var ret nyt for mig at man kunne gøre noget ved sine dårligdomme ved at trykke forskellige steder under fødderne... Og da min underviser inviterede gæsteinstruktører og foredragsholdere, der kunne en masse hokus pokus med at kigge ind i både fortid og fremtid, oplevede jeg nogle ret fantastiske ting. Jeg blev bl.a. befriet for et spyd der havde dræbt mig i et tidligere liv. Det sad i min ryg og gav mig sådan nogle sitrende fornemmelser. Efter at ham den synske fyr "trak spydet ud" af min ryg har jeg ikke haft den slags sitren i ryggen. En anden vi havde besøg af, kunne se min fremtid. Hun fortalte mig, at der ville gå lidt over tre år før jeg mødte ham der skulle være far til mine børn. Tre år og fire måneder senere mødte jeg Martin. Det er da skørt at nogen kan se sådan noget....

Nå, til sagen! Idag har jeg besøgt en akupunktør, som hævder at han nu, med en nål i hver af mine fødder har kureret min migræne. For 6-7 år siden hjalp selv samme akupunktør mig af med en langvarig seneskedehindebetændelse i min højre hånd. Og jeg håber sådan at han også har gjort kål på migrænen. Mage til møgtilstand skal man lede længe efter. Men jeg kan nok ikke sige noget om resultatet før om et halv til et helt år. Men jeg tror på, at det ikke er helt åndsvagt, det der akupunktur. I'm a believer!

Gevinsten

2011-07-07T13:15:00.000+02:00

Jeg har altid holdt af mit navn, og aldrig gået og ønsket at hedde noget andet. Jeg er Ida. Det har jeg altid været. For nogle år siden fik jeg mulighed for at se nogle af min morfars gamle ting, og blandt andet også hans kalendre fra de sidste år han levede. Der var noter om vejret (han var landmand, så vejret var ikke helt ligemeget...) om at huske at hente og bringe familiemedlemmer, om hvem der have været på besøg, og andre almindelige ting. Og der, på en tilfældig side i en kalender fra begyndelsen af 80'erne står der pludselig: "Besøg af Ida og Rune" Jeg kan ikke huske min morfar, og jeg har kun et enkelt minde om ham, som jeg er sikker på, er mit eget, men at se at han havde skrevet mit navn i sin kalender var meget bevægende for mig. Her følte jeg at jeg blev forbundet med ham. Han havde mit navn i sit hjerte.

Nu kommer vi til det, der måske er lidt skørt. Lidt noget pjat. Men alligevel noget jeg har rigtig svært ved. Det er den der gevinst. Som jeg skrabte mig til på min skrabejulekalender til jul (en af de få fornøjelser der var ved julen 2010) 50 kr. Udemærkede ægte danske menneskepenge. For fire julekugler på et stykke pap. Der er bare det ved det der stykke pap, at min far købte den til mig og har skrevet mit navn bagpå. Sansynligvis den sidste gang han nogensinde skrev mit navn. Hvis jeg vil have min gevinst, så skal tipstjenesten have det der stykke pap med min fars håndskrift på..... Og det kan jeg ikke give dem. Min far har skrevet mit navn på kort og i breve hundredevis af gange. Men den sidste gang er langt mere værd end halvtreds kroner. Lorte tipstjeneste! (der dog har givet mig til d. 30. september 2012 til senest at indløse den, hvis jeg skulle ombestemme mig...) Lorteverden! (der dog lige her, hvor jeg er, viser sig fra en utroligt sommerlig og smuk side...) Lortelort! Jeg savner min far. Han ville have vidst hvad han skulle sige til dén sag. Det ville nok være noget med at jeg sku se at få den indløst, for de gode minder sidder ikke i et stykke pap, men i hjertet.
Øv.
Øv, fordi jeg godt ved at han har ret.
Øv, fordi han ikke er her mere.
Øv, fordi det stadig gør alt for ondt at prøve at forstå det.

Ferie.

2011-06-25T21:22:00.000+02:00

Eleverne er sendt på sommerferie, og jeg skal først se dem igen d. 10. august. Festen er overstået, øllerne er drukket, tømmermændene er på retur, og jeg er så småt ved at forstå at jeg rent faktisk også har sommerferie. Det er en vidunderlig fornemmelse.
Men nu skal jeg jo undvære mine kolleger hele ferien. Og det er faktisk den eneste ulempe ved at have sådan en lang (og dejlig) sommerferie. Jeg er ansat det sted i verden hvor alle de bedste og skønneste mennesker også er ansat. Hvor heldig kan man være! Jeg føler mig i hvert fald utrolig priviligeret. Det er dejligt at føle sig holdt af af de mennesker man tilbringer sin arbejdshverdag med. Så herfra skal lyde et tak for en god fest, og et tak, fordi I er så skønne, alle I lærere på Gammelgårdsskolen.

Det er svært at være trist...

2011-06-21T20:32:00.000+02:00

... når man har to meget glade, aktive og smilende børn som man kan kalde sine egne. Der er en grund til, at man glemmer fødselssmerterne og besværet ved en graviditet. Man glemmer det fordi man skal have flere børn. Og man skal have flere børn, fordi de kan være så utroligt meget godt for hinanden. Mine to pragteksemplarer er helt vilde med at lege sammen, spise sammen, sove sammen, være sammen. Hvis Eva er ked af det, så kommer Ole og skubber mig væk med ordene: "Jeg skal nok trøste Eva". Og Eva elsker at tumle med sin storebror, nogen gange så vildt, at jeg synes det er for meget. Men jeg forsøger at holde mig lidt på afstand, så længe jeg kan se at legen er god og de begge hygger sig. Nogen gange drømmer jeg om at være barn igen, bare for at mærke, hvordan min bror og jeg havde det sammen som børn. Og for at genkalde mig, hvordan sorgløshed og minimum af ansvar føles :-)

Før vi fik børn tænkte jeg, at vi skulle have flere end én, for børnenes skyld. Men i efterrationaliseringens ulideligt klare lys kan jeg se, at beslutningen om flere børn er udelukkende egoistisk: Hvem andre end mine børn kan få mig til at smile og le, så jeg føler mig varm og let om hjertet...?

SEJR!!!

2011-05-10T21:14:00.000+02:00

Jeg synger i det sejeste kor! Vi har i den forgangne weekend deltaget i kor-konkurrencen ved AAVF her i Århus. Og sørme om ikke vi gik hen og vandt førstepladsen og præmien på 25.000 kr! :-) Det var en kæmpestor oplevelse, og en vildt fed følelse at være del af et supertjekket ensemble.

Her er en optagelse af vores konkurrenceprogram. Det er dårligt billede og dårlig lyd, men det giver da et lille indtryk af hvad vi leverede. Vi er simpelthen flyvende!

32 med fuld musik.

2011-04-29T13:05:00.000+02:00

I går blev jeg 32 år (eller tolvogtyve, som det jo også hedder) Jeg elsker at have fødselsdag. Og dagen sluttede med kor - en seance med Peter Kunz for at optimere vores visuelle udtryk når vi skal synge til kor-konkurrencen på AAVF. Det var fedt og det bliver fedt.

I tråd med mit løfte kommer der selvfølgelig et fødsels"dagens". Det er en Hugo Boss kjole, købt på udsalg (naturligvis, jeg er jo offentligt ansat), røde woolford strømper og mine skønne sorte Gabor sko med lille hæl. Jeg har også et stort magueritte-smykke på, men det kan man ikke så godt se. Og så står jeg i vores dejlige park, som lige nu bare bliver mere og mere grøn og skøn.

Idag har jeg fri. Og hvor er det pænt af Prins William og Prinsesse Catherine at vælge at blive gift på min fridag. TV-brylluppet nydes i fulde drag.

Det første "dagens"

2011-04-27T21:23:00.000+02:00

Så kører bussen! Sikke hurtig jeg kom ud af starthullet, hva! ;-) Tak til Randi for fotoassistance.

Kan man være smart og moderne når man er udearbejdende småbørnsmor? Altså, jeg ved ikke med moden, men jeg syns selv jeg er smart.Og for nu at følge "dagens"-reglerne, så skal jeg jo da også lige skrive lidt om hvad jeg har på. T-shirten (kalder man det egentlig stadig det?) er fra Blend Det er tusindvis af små sorte pailetter der er med til at skrive: HOW ARE YOU . Bukserne er fra H&M. Støvlerne (totalt yndlingsstøvle) er af mærket Simply og har en lille hæl. Armbåndet er fra hjemmeværkstedet. Læg venligst mærke til læder-match-effekten. Der syns jeg virkelig jeg gjorde et fashion-do.
Jeg forventer kommentarer fra alle fashionistas der læser med. Også dem der ikke synes de ved så meget om mode. Kritik af alle slags modtages. Jeg har brede skuldre, der kan tage det. Og jeg ved hvor der står en tøjcontainer, hvis dommen er, at det er helt håbløst....

Mode

2011-04-23T16:03:00.000+02:00

Jeg forstår mig ikke på mode. Og jeg imponeres til stadighed af, at nogen kan finde ud af at følge den. Jeg kommer som regel med på nogle af de ting der er moderne, men først efter at det har været moderne i halve og hele år. Og nogen ting bliver aldrig en del af min garderobe. Jeg surfer ind imellem rundt på nettet og finder modeblogs, og jeg kender da også et par stykker der har dedikeret deres blog til deres passion. F.eks. Nina og Kirstine. Især er kusine Ninas blog medvirkende til at jeg ind i mellem forsøger mig med helt ny stil - som er moderne ;-)

På de her modeblogs får man tit et billede af "dagens outfit". Det er sgu da sjovt :-) Så kan man se, hvordan helt almindelige kvinder, med helt almindelig indkomst finder ud af at klæde sig efter moden. De kan jo da ikke have råd til alle de dyre mærker fra catwalken, så der må også være håb for mig. Men bare for sjov skyld tror jeg at jeg vil prøve at tage nogle "dagens outfit"-billeder, for som mor til to, med fuldtidsarbejde, hus, mand og bil er det jo da begrænset hvor modebevidst jeg har tid til at være. Men lad det være et eksperiment. Og tilgiv mig hvis der går lang tid inden der kommer nogle billeder. Jeg kommer ind i kampen når jeg kommer ind i kampen.... :-)

Tid. Billedtid.

2011-04-12T21:21:00.000+02:00

Tiden går forbi mig, føler jeg. Den ene dag tager den anden. Det er lidt snobbet, egentlig. Bare sådan at passere uden lige at stoppe op og hilse på. Give sig tid. Men sådan er det måske bare med dage. De er selvoptagede.

Jeg synes ikke jeg er selvoptaget. Men måske virker jeg ind imellem sådan på folk. Til en fest forleden var der en rigtig sød kollega der spurgte mig om hvordan jeg havde det. Hun sagde at hun tænkte på mig og håbede at jeg havde det godt. Og så var jeg ellers et kvarter - mindst - om at svare hende. Et kvarter hvor jeg talte om mig selv.

Og hvad talte jeg så om? Min far. Min mor. Min bror. Vores familie. Min egen lille, forholdsvis nye familie. Hvad fanden skulle jeg ellers tale om? Mine trygge baser, de steder der giver mig glæde og godhed, rygstød og selvtillid. Min mor foreslog mig for snart længe siden at jeg skulle finde nogle billeder af far og have hængt op i huset. Det er gjort nu. Han hænger her over skrivebordet - i flere eksemplarer - og kigger på mig. Jeg har forskellige favoritter, alt efter dagsform og humør, men der er to jeg er mest glad for. På det ene står min mor og far med Ole mellem sig. Ole er vel omkring 1 år, de står i haven, og det er et billede af en glad, tryg dreng og hans to stolte og lykkelige bedsteforældre. Det er et feel-good-billede. Det kigger jeg på når jeg har det godt, for så får jeg det endnu bedre.

På det andet billede sidder min far i havestuen. Han kigger direkte ind i øjnene på mig og ser alvorlig, men samtidig mild ud. Det er det billede jeg kigger på, når jeg har dårlige dage, når jeg har vigtige ting jeg skal spørge ham om, når der er noget i forskudsopgørelsen jeg ikke forstår, eller når jeg bare savner ham. Han fortæller mig at det nok skal gå. At jeg skal stole på mig selv, for jeg ved godt hvad der er det rigtige at gøre. At jeg bare skal tjekke den og den rubrik, regne sammen på mine lønsedler og huske at få rettet renteudgifterne, hvis vi omlægger lån. At jeg er klog og dygtig, sjov og god, at han er stolt af mig og ønsker mig det allerbedste. At jeg altid vil være hans elskede datter.

Sorgen bliver efterhånden mere difus, synes jeg. Men den er ikke formindsket. Jeg har jo al den kærlighed som min far skulle have haft. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme af med den, eller hvor jeg skal gøre af den. Den er ikke med åben modtager, den er til ham. Det gør ondt. Stadigvæk. Og tiden, den skulle jo siges at læge alle sår. Men når den bare flyver forbi som den snob den er, så ved jeg da ikke lige hvor alvorligt den tager sin opgave... Den skulle lige tage at stoppe op og dufte lidt til roserne. De bliver nemlig stadig vandet med tårer.

I får lige feel-good-billedet. Det andet beholder jeg for mig selv.

Kampdag.

2011-03-08T22:20:00.000+01:00

Jeg var engang trommeslager i et band der hed "Kvindebandet af 8. marts 2002", eller "Vi er ikke tykke, vi ser bare sådan ud!" En ganske kort, men glorværdig periode i mit liv, hvor jeg gik på højskole i Toftlund og udlevede mine musiker-drømme. Og drak mange øl! Dengang syntes livet, lykken og kærligheden at være nogle abstrakte, men dog håndterbare størrelser, og udtrykket "Go with the flow" gennemsyrede både måden vi tænkte musik på og måden vi levede livet på.

Nu synes jeg, at "go with the flow" er mere en overlevelsesstrategi end en "way of life". Den ene dag tager den anden, livet, lykken og kærligheden er sat i rammer og system, og hvis man ikke vil blive skør af alle de ting man gerne ville nå men ikke når, så er det ret belejligt bare at "go with the flow". Erkende, at der er grænser for hvad man kan udrette, når man skal gå på arbejde, hente og bringe børn, lave mad, vaske tøj, gøre rent, handle ind og være mor og hustru. Der er aftner hvor jeg tager mig tid til at åbne en øl og sætte mig i sofaen foran flimmeren og forsøger at få tiden til at stå stille. Det ender for det meste med, at jeg kun drikker det halve af øllen, hvorefter jeg sidder og blunder til det, der nu måtte være i fjernsynet. So much for adult life!

8. marts er kvindernes internationale kampdag. Men jeg har bestemt, at hver og en af mine dage skal være kampdage. Kampen for at gøre noget for mig selv. Kampen for retten til at være en smule selvisk. No going with the flow, but going with MY flow. Hvis jeg øver mig længe nok kan det være, at det holder op med at være en kamp, og i stedet bliver en helt naturlig del af min tilværelse. Første kamp er at holde fast i, at løbeprogrammet begynder på lørdag. For jeg er altså lidt tyk, det ser ikke bare sådan ud....

Et valentineskys.

2011-02-14T13:27:00.000+01:00

Jeg er ked af et idag.
Min blog giver ikke et sandfærdigt billede af hvordan jeg har det, sådan overordnet. Jeg tænker på min far hver dag, men det er ikke med tårer i øjnene hele tiden. Det er der ikke tårer nok til i et menneske. Men idag fandt jeg det kort han havde skrevet til Oles 3 års fødselsdag. Og idag fik gensynet med hans elegante og minimalistiske håndskrift mig til at græde. Så så jeg billeder af ham fra i sommer. Og kom til at græde igen. Fik lyst til at se en af de film vi så sammen i biografen. Jeg tør slet ikke gå op og stikke næsen i det halstørklæde jeg har af hans, som dufter så helt vidunderligt af far.
Jeg sidder bare i sofaen og rokker lidt frem og tilbage. Glædes over den tid jeg havde ham. Bander over alle de ting jeg gerne ville have at han skulle have oplevet sammen med mig, mor, Rune, Martin og vores børn. Ville ønske han var her når jeg skal tage vigtige beslutninger. Min fars mening er der ingen andre der kan give mig. Min fars kærlighed er der ingen andre der kan give mig. Det var godt jeg fik så meget af den mens han var her.

Jeg har opdaget, at jeg græder bedst alene. Når man græder i andres selskab er der en forventning om at man holder op igen på et tidspunkt. Sådan inden for rimelighedens grænser. Når jeg er alene har min sorg og mit savn ingen grænser, og dermed heller ikke tårerne. I morges, da jeg fandt fødselsdagskortet og blev ked af det, var vi dog alle fire hjemme. Ole spurgte: "Hvad er du ked af mor?" Jeg svarede ham at jeg var ked af at bedstefar var død og at jeg savnede ham. Min søde, dejlige dreng lægger armene om halsen på mig og siger: "Så vil jeg give dig et kys." Midt i sorgen er der i sandhed noget at leve for.

Jeg er så glad for at vi blev gift!

2011-01-24T14:15:00.001+01:00

...så min far kunne opleve dette!

Jeg tror min far var lige så spændt som jeg var. Han var i hvert fald stolt!
Se bare her.

Jeg savner ham sådan.

Status 2010

2011-01-11T23:34:00.000+01:00

En gammel ven, som jeg idag ikke længere har kontakt med, yndede at gøre status over sit liv ved nytårstide, så tilbage på året der var gået og gav sig tid til at opsummere på hvad han havde sagt og gjort. Det er en praksis jeg egentlig ikke rigtig bryder mig om, med mindre man tilknytter et fremadskuende element til sin "statusopgørelse". Hvad skulle formålet ellers være med et tilbageblik?

Status på mit år 2010 kan opsummeres på forskellige måder: 1 stk berigelse, da jeg fødte vores dejlige datter Eva, d. 29. januar. Og 1 stk tab, da min far døde d. 23. november. Det er meget sort-hvidt opstillet. Og lige nu overskygger tabet de glæder vi ellers har oplevet i 2010. Men det er ikke det der fylder mest. Det har vores år været for glædesfyldt til. Vi har en dejlig dreng, der, det øjeblik han blev storebror, har elsket sin lillesøster ubetinget. Der er ingen som de to skønne børn, der kan hygge sig sammen og få hinanden til at grine. Ole er en fantastisk bror. Det har han fra sin fantastiske far.

Jeg kom i en ny mødregruppe. Det er altid en smule angstprovokerende at blive sat sammen med nye mennesker, som man ikke selv har valgt. Men det viste sig jo, at være 4 dejlige kvinder med nogle lækre unger, som jeg har tilbragt mange skønne timer med, både på trilleture i omegnen og over kaffebordet. Kvinder snakker meget. Og Gudskelov for det! Al den snak giver andre perspektiver på tilværelsen. Det kan vi alle have gavn af at få en gang imellem. Tak Helle, Betina, Randi og Lisette. Jeg har igen ikke bare fået en mødregruppe. Jeg har fået fire nye veninder.

Da jeg begyndte på arbejde igen efter endt barsel kom jeg tilbage til et job indeholdende en skøn og dygtig 2. klasse, nogle søde musikklasser og ikke mindst en stor flok dejlige kolleger, som sagde, at de havde savnet mig, og mente det. Dem skal jeg tilbage til når jeg er kommet ovenpå igen efter at Ole og Eva har været syge og jeg har haft tid for mig selv. Det er rart at tænke på.

Med Evas ankomst til verden blev min far og mor bedsteforældre igen. Min far, der var holdt op med at arbejde og var gået på pension, nød hvert øjeblik han var sammen med hende og med Ole. Der faldt en ubeskrivelig ro over ham når han sad med Eva i armene eller gik tur med Ole på legepladsen. Han var rent ud sagt skide stolt over, at være bedstefar! En af de opgaver jeg har fået tildelt i 2010 er, at gøre mindet om min far levende hos mine børn. De skal kende ham gennem fortællingerne om ham. Jeg havde håbet, at det var en opgave jeg først ville få om mange år, men sådan skulle det ikke være.

Min Martin nåede at blive min igen i 2010. Siden december 2007 har han, mere eller mindre frivilligt haft en arbejdsbyrde, der virker helt urimelig når man ser tilbage på den. En ting er, at hans arbejdsplads lå i Herning. Det ville havde været ok, hvis han så var færdig med sit arbejde når han kom hjem, men der var altid liiiige et eller andet der skulle laves, en deadline der nærmede sig alt for hastigt eller nogle opgaver som andre ikke havde passet og som så blev tørret af på... Martin. Han er rigtig dygtig til det han kan. Han er bare ikke dygtig til at sige nej... Heldigvis er han god til at skrive ansøgninger, så i 2010 var der endelig bid. Nu er han webkoordinator i Vejle Kommunes Tekniske forvaltning. Og ja, det er så i Vejle, men han har fri når han har fri! Det er helt nyt for os. Også at han har fri kl. 16 og dermed allerede er hjemme kl. 17 :-)

Det bedste ved 2010 er, at jeg har oplevet mange små lykkefyldte stunder. Når Eva og jeg har hentet Ole i børnehaven, hun sidder i barnevognen og han drøner afsted på sin løbecykel, og solen skiner ned på os tre. De dage og ture har der været mange af. Og det er på de ture jeg ind imellem har følt mig helt og aldeles gennem-lykkelig. Jeg har følt mig stærk og smuk, følt mig som en rigtig god mor og hustru, som et rigtig godt menneske. Disse øjeblikke skal være fundamentet for mine forhåbninger for 2011. Jeg vil gerne nå hen til den følelse igen. Jeg vil gerne nærme mig det menneske igen. Nu bare med flere erfaringer i rygsækken. Min far kommer ikke tilbage. Men det gør jeg. Lige nu er jeg svag og sorrig. Men jeg bliver stærk igen. Og smuk. Jeg gør hvad jeg kan for at være en god mor, og jeg elsker min mand - om muligt, højrere end jeg nogensinde har gjort. Jeg skal nok komme tilbage. Det skal bare have sin tid.

Godt nytår, og glædeligt 2011.

Tillykke!

2011-01-08T14:56:00.000+01:00

Så kom Mary og Frederiks tvillinger til verden! Og det blev selvfølgelig "en Ida og Rune" - altså først en dreng og så en pige. Vi var dog noget større da vi blev født. Næsten et kilo større, hver.
Jeg glæder mig allerede til barnedåben :-)

Et stjerneskud.

2011-01-02T21:51:00.000+01:00

Jeg så et stjerneskud her til aften da Eva og jeg kørte hjem fra Skejby. Med medicin til natten i tasken og endnu en sygdom til samlingen - Eva har, udover lungebetændelse, også influenza A (H1N1), som både Martin og Ole også har haft - var vi i udkanten af Søften, da et stort og klart stjerneskud fór over himlen lige foran os. Det var tegnet. Nu vender det.

Nyt år - tak.

2010-12-31T12:31:00.000+01:00

Nej, nu er mit liv altså ved at udvikle sig til en farce... Jeg er igen indlagt med Eva, som har lungebetændelse. Faktisk havde hun også lungebetændelse sidst vi var her, og hun er nok ikke kommet ordentligt ovenpå. Fik jeg sagt: Hu-fucking-rra!!

Måske får vi lov at komme hjem i eftermiddag, og så være "åbent indlagt", således at vi skal herind et par gange om dagen til medicingivning og tjek. Men nu har hun feber igen, så jeg tror ikke på noget som helst før det rent faktisk er sket. Og arbejde. Ja, det er fredag idag og hverdagen begynder igen på mandag. Men Eva er ikke rask på mandag. Hendes imunforsvar er på ingen måder klar til at hun kan komme i dagpleje på mandag. Ole er muligvis heller ikke klar. Han hoster som en gammel mand der har røget fyrre smøger hver dag hele sit liv. Og bliver forpustet ved den mindste aktivitet. Og får åndenød. Fik jeg sagt: Hu-fucking-rra!!!

Jeg tror på karma. Jeg tror på at der er en mening med de ting vi udsættes for. Og måske er der nogle højere magter der har en plan med os, med mig. Måske kan jeg se meningen med det hele om nogle år. Lige nu er jeg bare glad for, at jeg ved at jeg dybest set er et glad menneske. For smilet - det oprigtige, ærlige, glade smil - er godt nok lidt svært at finde frem lige nu. Der må gemme sig gode ting til min familie og til mig i 2011.

Første måned

2010-12-23T21:08:00.000+01:00

Det er lillejuleaften. Det er en måned siden.
Martin og jeg og børnene er "flyttet ind" på Skejby Sygehus, børneafdeling A2, stue 108. Ole og især Eva er ramt af noget virus, som er svært at komme af med, især for en baby på snart 11 måneder. Eva og jeg har været her siden d. 19. december. Vi er her også imorgen og Juledag med. Jeg har pyntet stuen med flagranker og andet julepynt, og mine skønne svigerforældre har også bidraget til julestemningen med pynt og julegodter og ikke mindst uvurderlig støtte og mange besøg. Men selv ikke den mest ukuelige optimist kan se sig fri for at være påvirket af syge børn. Især ikke sine egne syge børn. Der er nok at græde over. Så det gør jeg. Når børnene sover.

Begyndelsen.

2010-12-19T08:37:00.000+01:00

Det sidder øverst i brystet, lige over hjertet. Sorgen. Som en knude, en sten der tynger og ikke går væk lige foreløbig. Jeg kender ikke denne sorg i forvejen, jeg var kun en lille pige på 7 år da min mormor døde i 1986, og alt jeg husker fra dengang er køreturen til Varde i mørket, min mors tårer og at min kusine Nina og jeg havde ens hårbøjler på til begravelsen. Jeg kender ikke til den sorg der hører til det, at miste et elsket menneske for altid.

Jeg kender kærestesorgen. Det at miste en andens kærlighed, eller tage sin kærlighed fra et andet menneske. At forlade eller blive forladt. I mine teenageår skrev jeg utallige digte om kærligheden, og hvad dertil hører. Det var dybt og smukt og indfølt. Jeg vidste godt at hjerte rimer på smerte. Når man går fra en kæreste kan man føle sig som det mest usle menneske på jorden. Tænk at man kunne gøre det mod ham! Tænk at han nu sidder og er ulykkelig over at have mistet kærligheden. Men kærlighed er heldigvis for det meste lig med glæde og lykke, og kærestesorg går væk igen, når en ny kærlighed bliver givet en chance.

Min far er død. Jeg ved det godt. Jeg var der jo. Jeg så det. Jeg så ham ligge og ligne sig selv, bortset fra den farve menneskehud får når mennesker dør. Jeg ved det godt. Og alle spørger til mig, til min familile og til min mor. "Hvordan har I det, hvordan går det, klarer din mor sig?" Jeg taler om ham, om det korte sygdomsforløb, om hans død. Og jeg er glad for den varme og omsorg der bliver vist mig. Også selvom den ind imellem river mig ud af en glad hverdag og tilbage i det sorte hul, som denne sorg er. Jeg ved godt at min far er død. Men jeg forstår det jo ikke. Eller hvad? Måske er knuden i brystet begyndelsen på erkendelsen af, at jeg aldrig skal se ham igen.
Det er her kærestesorgen adskiller sig fra sorgen over et dødsfald. Kærester kommer og går. Når man forlader eller bliver forladt af en kæreste, så indebærer det at man får muligheden for, med tiden, at forelske sig i et andet menneske, og modtage dette menneskes kærlighed. Men jeg får ikke en ny far. Jeg vil slet ikke have en ny far. Jeg vil have min far, for jeg savner ham så usigeligt!

Jeg tror ikke at savnet nogensinde forsvinder helt. Men jeg håber at knuden i brystet gør med tiden. Jeg var til julefrokost med alle mine skønne kolleger i fredags, og det var altså lige hvad jeg trængte til: Øl, snaps, skøre bemærkninger, vilde danse, GLÆDE over at være lige der, hvor jeg var. Blandt mennesker, der fortalte mig at de havde savnet mig. Mens jeg var på barsel med Eva, og nu, mens jeg var fraværende fordi far døde. Der er nogen der savner mig når jeg ikke er der. Heldigvis går der jo mange år inden jeg skal herfra - se bare her. Jeg er simpelthen for glad for livet til at kunne blive mindre end 90 år. Men det var min far også...

Sur sur sur...

2010-12-13T15:21:00.000+01:00

Jeg er af natur et grund-glad menneske. Derfor er det også helt naturligt, at jeg ikke har skrevet i ti dage. For jeg har faktisk været glad i ti dage. Men idag er jeg sur! Vred og sur. Og jeg kan ikke forklare hvorfor eller sige præcis hvem eller hvad jeg er sur på. Og DET er frustrerende! Mest fordi jeg kommer til at vrisse af mine børn og af Martin. Det har jeg ikke lyst til. Jeg kan bedst lide mig selv når jeg er glad. Så det håber jeg at jeg er igen imorgen.

Hvordan har du det?

2010-12-03T08:47:00.000+01:00

Ja.
Jeg står op om morgenen fordi mine børn vågner og skal have mad at spise og have tøj på. De smiler og griner, og det bliver jeg glad af. Eva kan nu gå ved én hånd og kan stå selv i halve til hele minutter. Ole kan tælle til tyve og er helt vild med flyvemaskiner. Han har helt styr på F14, 16, 18 og Blackbirds. Hvad ved jeg om sådan noget... Julen indfinder sig så småt på matriklen. Jeg har, stik mod alle traditioner jeg er vokset op med, allerede købt juletræ og sat det ind i stuen. Det kribler i fingrene for at gå i gang med at pynte op til jul, men når jeg så sidder med kassen med pynt går jeg i stå og kan ikke finde ud af hvor jeg skal begynde. Det er som om der ikke er noget af det der er godt nok....

Igår var jeg et smut på skolen, for at snakke lidt om hvordan jeg skal komme i gang igen uden at blive helt bims, og så for at være med til at rydde op i vores musiklokale. Det var dejligt at se de mange kendte ansigter, for ethvert kendt ansigt er på en måde en trøst. Og oprydningen med drengene var dagens latterdosis. Ikke så meget føle-snak. Bare fjollede kommentarer og godt humør. Jeg har mange gode kolleger. Venner. Det er rart at tænke på at jeg går på arbejde samme sted som mine gode venner.

Og så gik det jo hverken værre eller bedre end at jeg mødte nogle af børnene fra min klasse på gangen. De blev åbentlyst glade for at se mig. Nogle af dem vidste ikke helt hvordan de skulle "møde mig", men det forstår jeg da så udemærket. En af drengene fik spurgt: "Savner du din far?" "Ja, det gør jeg", fik jeg svaret. Og det gør jeg. Men jeg mærker det ikke som et ubærligt savn endnu. Sorg er en forunderlig ting. Jeg har hørt folk fortælle, at de savner så det gør helt ondt. At sorgen føles stærk og sort, uoverskuelig. Jeg bliver bare træt. Jeg sover så snart jeg lukker øjnene om aftenen. Jeg har ikke grædt i flere dage. Det er som om der ikke er flere tårer lige nu. Jeg kan heller ikke sådan rigtig lytte efter når folk fortæller om deres egne nære og kære, der har været syge eller er døde. Det er ikke trøst at fortælle sin egen sygehistorie til et menneske i sorg. Det er trøst at få mig til at grine. Det er trøst at lægge hånden på min skulder og smile til mig - sige:"Du ser sgu godt ud, Ida", selv om jeg ved det ikke passer (jeg ligner for tiden noget katten har slæbt ind). Det er trøst at være sammen med andre uden at skulle sige noget, bare være tilstede. Det er trøst at synge - jeg var til kor igår, og det var DEJLIGT!

Min far ville ikke have brudt sig om at jeg satte mig i et hjørne og græd snot over hans død. Min far var stolt af at jeg kunne klare mig selv, men også stolt af at jeg kunne bede om hjælp, når jeg fornemmede at mine egne evner ikke rakte. Min fars anerkendelse var den jeg helst ville have. Hvis min far var stolt af mig, så blev det ikke bedre.
Så hvordan har jeg det?
Jeg er lykkelig og stolt over at være min fars datter.

En smuk dag

2010-11-29T11:51:00.000+01:00

Et blomsterhav. Ufatteligt mange blomster.
En fyldt kirke. Overfyldt, faktisk.
En tale, der fortalte hvilken vidunderlig mand min far var.
Sneklædte Bryndum, koldt, men stille, og med enkelte solstrejf på de helt rigtige tidspunkter.
Faktisk mærkede jeg ikke at jeg frøs før alle havde været forbi os for at hilse på.

Jeg forstår det stadig ikke. Jeg ved godt at det var min far der lå i kisten. Jeg var med til at bære ham ud til graven og jeg så at kisten blev sænket ned. Jeg hørte at præsten sagde de ord man siger ved jordpåkastelsen og at hun sagde min fars navn. Men jeg forstår det ikke helt dybt inde i mit hjerte.

Jeg kan ikke forstå at min far ikke igen skal med Ole på legepladsen. Jeg kan ikke forstå at han har købt skrabejulekalendere til os for sidste gang. Jeg kan ikke forstå at han aldrig mere ringer for lige at høre til mig. Jeg kan ikke forstå at han ikke kommer til at se Eva gå. Jeg kan ikke forstå at min mor fra nu af skal vågne alene i det store hus i Tarp. Jeg er tom indeni, for jeg forstår det ikke.

Livet er et kort sekund. Livet er en morgengave. Tænk at livet koster livet.
I have become comfortably numb.

Til far.

2010-11-24T18:20:00.001+01:00

Jeg troede der var så mange dage
Så mange dage var der tilbage

Og pludselig er alting forbi
Og tiden blir uendelig

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hører dig sige, som du har sagt det så tit
Vi tar en dag ad gangen, imorgen er der atter en dag.

Og hvor er du? Jeg savner dig nu
Dit hjerteslag gjorde natten til dag.

Så lys og så let, din latter, dit åndedræt
Nu er alt så tung. Min sjæl er forgrædt

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hører dig sige, som du har sagt det så tit
Vi tar en dag ad gangen, imorgen er der atter en dag.

Min elskede far er død.
Livet går videre.
Men aldrig som før.

2010-11-23T10:12:00.000+01:00

Jeg husker alt fra min bryllupsdag. Nervøsiteten, spændingen, forventningens glæde. De dejlige smil, latteren og al den kærlighed Martin og jeg havde sammen og modtog fra vores gæster. Min far var den første der fik at vide at vi gerne ville giftes. Jeg skulle jo spørge ham om han ville føre mig til alters. Det ville han, og det var en vidunderlig oplevelse at gå med ham den korte vej fra kirkens våbenhus og op til Martin. Han havde fået et råd der lød: "Gå langsomt. Nyd det!" Så det gjorde vi. Og min far var så glad og stolt. Det var en stor og fantastisk dag for os alle sammen.

Nu ligger min far på Odense Universitets Hospital. Han fik en hjerneblødning i søndags. Min mor var heldigvis hjemme og fik med det samme ringet efter en ambulance. Men blødningen var stor og voldsom. Han ligger i dyb søvn og med en maskine der trækker vejret for ham. Ingen kan sige noget om hvordan tingene vil udvikle sig. Der er en sygeplejerske hos ham nat og dag.

Min far er en prægtig mand. Et ord man ikke rigtig bruger om mennesker mere. Ikke desto mindre. Selv med rør og slanger alle steder er han prægtig. Vi taler til ham, fortæller ham hvad der sker og hvem der kommer og besøger ham og os. Jeg prøver ind i mellem at synge for ham, men stemmen knækker over og tonerne vil ikke ordentligt ud.

Mit største lyspunkt i alt dette er, at der ikke er noget usagt mellem min far og jeg. Kun kærlighed, beundring og respekt. Min far har forsøgt at lære mig at være stærk og bevare overblikket. Se de store linjer. Så det prøver jeg, også selv om de store linjer kun rækker en halv dag frem. Mor, Rune og jeg må være ukuelige optimister. Ingen skal komme og sige, at det er håbløst, for så længe far lever, er der håb. Vi har fået mange hilsner og mange mennesker tænker på far og på os. Det varmer. Virkelig. Det bringer tårer frem, men det varmer.

Den kære Gud og skaber, den mindste orm er nær
han føder fugl og markens lilje klæder.
Dog menneskenes børn har han allermest kær.
Gud ånder på øjet når det græder.

Tu-tu-tusindben!

2010-10-28T22:34:00.000+02:00

Føler mig for tiden som en der øver sig i at gøre flere ting på en gang. Jeg er lige begyndt på arbejde igen efter barsel og jeg er nødt til at skrive ALT ned, som jeg skal huske. Samtidig er min kære mand hjemme med Eva og stiller mange spørgsmål til hendes hverdag. Ting som jeg ikke før har skullet sætte ord på, skal jeg nu gerne kunne beskrive kvalificeret, og helst inden kl. 7 om morgenen hvor jeg forsøger at komme ud af døren og på arbejde. I det hele taget foregår der enormt mange ting hjemme hos os inden kl. 07.00. Den anden dag nåede jeg at lappe et punkteret barnevognshjul før morgenmaden...

Det er dejligt at være tilbage på skolen. Jeg er kommet tilbage til søde kolleger og spændende samarbejder. To nye klasser til musik og så selvfølgelig tilbage til min egen 2. klasse, som bare er fantastiske. De hører efter (for det meste...) og går til skolearbejdet uden at kny. De arbejder koncentreret i længere tid og de kan sgu alle sammen læse. Det er bare nogle dejlige unger!

Min eneste fritidsinteresse tager også meget tid og fokus. Jeg kom i august med som 2. alt i et a capella kor der hedder Naura. Vi skal synge efterårets første koncert på torsdag til ForskerFight på universitetet, og jeg har altså lige et stykke vej igen inden jeg kan det hele udenad... Men det er sjovt og dejligt at hjernecellerne er grundigt på arbejde ind i mellem. Det er et kor med lavt handicap, hvis man kan bruge golf-termer om den slags. Jeg glæder mig til at prøve at synge koncert med de andre, og der er heldigvis flere koncerter i kalenderen inden jul.

Og apropos jul, så har svigermor allerede bedt om en ønskeseddel, så nu er hovedet lagt i blød... For hvad skal man ønske sig når man har den dejligste mand og to vidunderlige børn, et spændende job og nok af sjove ting at give sig til...?
Nyt undertøj.

Back to work - næsten.

2010-10-10T20:40:00.000+02:00

Jeg glæder mig til at komme tilbage til mit arbejde når min barsel er slut. Hvor meget jeg glæder mig, fik jeg bekræftet fra fredag middag til lørdag middag på Odder Parkhotel, til pædagogisk weekend med mine lærerkolleger. Hvor var det sjovt, hvor var det hyggeligt og hvor var det dejligt at blive mødt med kram og "neeeej, er du her også, hvornår kommer du tilbage, vi savner dig!". Så ved man at man har noget dejligt at komme tilbage til :-)

Memory Lane

2010-09-13T21:42:00.000+02:00

Jeg var til jubilæumsfest på min gamle folkeskole i lørdags, i anledningen af at den fyldte 50 år. Jeg var selv elev på skolen det år der var 25 års jubilæum, lige begyndt i børnehaveklassen. Jeg husker det som en stor ting, ikke mindst fordi mit minde fra det er erindringen om, at stå i en skolegård, omgivet af hundredevis af børn der alle var højere og større end mig.... Nu er der så gået endnu 25 år, og det er 15 år siden jeg selv gik ud af 9. klasse. Skolen synes fysisk mindre end dengang jeg var elev, men sådan er det vist for alle, der genser stedet. Min gamle klasselærer havde gemt et album med billeder af os, og ting vi havde lavet og oplevet. Bl.a. en julehistorie som jeg havde skrevet, som indeholdt et lille stykke om alle mine klassekammerater. Der var også en underskriftindsamling fra drengene i klassen. De ville gerne have lov til at bo i samme hytte på vores lejrskole til Bornholm, og ikke blive delt op og blandet sammen med drengene fra vores to parallelklasser. "Flere af undertegnede er villige til at sove på gulvet for at vores ønske kan blive opfyldt...." Det blev vist som drengene gerne ville have det :-)

Til festen i lørdags var der bare så mange kendte ansigter, som også var blevet 15 år ældre. Massevis af minder og "kan du huske dengang" summede i luften. Gamle lærere, gode gamle venner, skolekærester og en enkelt tidligere svigermor er bare nogle af de mennesker jeg nåede at snakke med i løbet af aftenen. Det var en vellykket fest, og det var sgu bare så hyggeligt! Der var liveband og dans, men jeg havde slet ikke tid til at danse, jeg havde brug for at snakke med folk. Og det føltes som om der slet ikke var tid nok til alle. Jeg fik for eksempel ikke en ordentlig lang snak med Sine, min barndomsveninde. Hun bor alt for langt væk, og når vi begge to er hjemme i Tarp på samme tid, så skal vi altid alt mulig andet. Det må vi forsøge at lave om på! Da hun først sad der ved siden af mig, kunne jeg virkelig mærke hvor meget jeg savner at have jævnlig kontakt med hende. Det er blevet bedre med Facebook, men det er ikke det samme som at være sammen i samme rum. Sine, du er savnet og nu må vi blive bedre til at få tiden i Tarp til at slå til, også til hinanden.

Det kan være angstprovokerende at tælle i år, for jeg synes jo ikke at det kan være rigtigt at der er gået 15 år siden jeg gik ud af dørene på Bryndumvej 14-16 for sidste gang. Men da jeg gik hjem fra festen lørdag nat (for jeg blev der næsten til lukketid!) følte jeg mig ung, smuk og fyldt op af glæde og genopfriskede, gode minder, dejlige smil og hjertelig latter. Den sidste jeg sagde farvel til var Kasper fra min klasse, som jeg var kærester med i børnehaveklassen (for 25 år siden....) Han er lige så sød idag som han var dengang. "Tak for i aften, det var dejligt at se dig. Vi ses lige pludselig". Sikke en dejlig afslutning på en fantastisk aften! Jeg smilede hele vejen hjem i seng.

Sko!

2010-09-03T11:09:00.000+02:00

Jeg elsker sko! Og jeg elsker ikke mine fødder. Jeg ville ønske at jeg havde helt gennemsnitlige, almindelige fødder, men den gen-pøl jeg er fisket op af, har givet mig en bred størrelse 41 "dame"-fod at gå gennem livet på. Derfor er jeg altid på jagt efter skomærker der kan rumme mine fødder uden at jeg får knyster, vabler og uudholdelige smerter, og som samtidig yder mig bare lidt moderigtig retfærdighed. Jeg har ejet de fodformede sko jeg skulle eje. Nu vil jeg have smarte, sofistikerede og sexede sko, tak! Og hvilken jagtmark er bedre end internettet? Ik nogen, faktisk...
Desværre er det jo sådan med internettet, at man ikke lige har mulighed for at prøve selve skoen... Det er faktisk heller ikke helt vildt nemt at finde ud af hvor skoene bliver solgt i fysiske butikker. Og hvis der er et nederlag jeg kan undvære, så er det at sidde herhjemme med et par sko, købt på nettet, der er for små eller for smalle. Så hellere sidde i en butik og knurre lidt af skosælgeren.

Så er der prisen.... Jeg tror - efter timers research - at f.eks. Lloyd sko måske er noget jeg kan passe. Eller Gabor, eller Angulus. Og et par koster lige lidt mere end min søns vintergarderobe. Suk... Men på den anden side, hvis de passer og giver mig god fodkomfort, så er pengene vel godt givet ud.

Så imens jeg lægger penge til side til opgradering af mine fødders sexapeal, kan jeg jo surfe og drømme.... f.eks. om de her sko og støvler :-) Det er ikke sikkert de er moderne, men jeg synes de ser fantastiske ud!

Bakgear.

2010-07-11T08:14:00.001+02:00

Eva bakker rundt i vores hus. Hun kan komme op og balancere på hænderne og knæene og så står hun der lidt og rokker frem og tilbage til hun klasker maven i gulvet igen. Så kommer hun op og står lidt igen, og det kan hun få halve timer til at gå med. Hver gang hun klasker i gulvet bakker hun lidt. Og hun ender de mærkeligste steder i huset, som her, under trappen. Dygtig pige!

Den lille frække Frederik

2010-07-09T21:22:00.000+02:00

-har næsten fra dag et været en yndet trøstesang i vores lille familie. Det kommer sig af, at det var den jeg lige fik ind på lystavlen en gang jeg kørte hjemad med en vrælende 4-5 måneder gammel Ole i bilen. Det virkede overraskende nok på drengen, og siden har det været den der trøster når Ole er ked. Den anden dag var det så Eva der blev ked. Ole slog en latter op (sikkert fordi han ikke lige vidste hvad han ellers skulle gøre), men mor og far så strengt på ham og fortalte, at Eva altså var ked af det, og det skulle man ikke grine af. Man skulle trøste hende i stedet. Så satte drengen sig i sofaen og begyndte at synge. Nyd den sidste bid af seancen her :-)

Rød er det nye sort.

2010-07-09T21:14:00.000+02:00

Nyt design på bloggen. Trængte pludselig sådan til lidt rødt. Ikke fimset rød, ikke rød i antydningens kunst. Nej, rødt til overflod. Værsgo!

Det er dyrt at leve...

2010-06-25T22:47:00.000+02:00

...og dumt at regne på hvor dyrt! Jeg så idag på min netbank, at vi nu har afdraget 51.000 kr på vores 8 gange så store banklån. Bagefter var jeg så dum at regne på hvor mange penge vi har indbetalt for at kunne afdrage de 51.000 kr. Og så fik jeg sådan lyst til at blive bankdirektør, for tanken om at kunne stikke min store grådige hånd dybt ned i andre folks lommer uden at blive sat fast for tyveri, var godt nok meget tiltalende i et rigtig langt øjeblik... Vi har sluppet 134.500 kr. for at kunne afdrage 51.000 på vores lån. Øv, det er mange penge. Det er lige til at få mavepine over. Jeg ved godt at man ikke skal græde over spildt mælk, og at hvor der handles, der spildes. Men vi kunne være tage på en lang og fantastisk ferie for de penge. Have inviteret alle vi kender til en storslået fest. Holdt fælles barsel i laaaang tid. I stedet kan vi nu gå ud og tælle murstenene i vores hus og regne lidt på hvor mange af dem der reelt er vores ejendom. Jeg bryder mig meget lidt om at skylde penge væk. Men måske skal jeg lære at gøre som min kære svigerinde og vælge at se det hele som tal på et stykke papir. Nej, nu går jeg sgu ud og tæller!

Room with a view

2010-05-11T09:35:00.001+02:00

Det kan godt være at jeg bander lidt indvendig når min dejlige søn synes det skal være morgen allerede kl. 05.00, men det er okay, når udsigten man står op til er denne her. Blodbøgen i vores park er sprunget ud og er bare mega flot. Billedet her yder den slet ikke retfærdighed overhovedet. Og så er den bare smukkest i morgensol.

Den unge mand på billedet her er dog ret ligeglad med morgensol og bøgetræer, han har nemlig fået lov til at se Teletubbies på fars iPod - MENS han spiser morgenmad....

2010-05-04T21:29:00.000+02:00

Det er fjollet, jeg ved det godt.
At gå med solbriller indendøre, når jeg f.eks. er i Rema med baby Eva og handle. Hvis man nu var en kendt skuespiller eller sanger, eller noget andet posh, så var det måske ok med solbriller indenfor. Det giver lidt privatliv og skaber en vis mystik og utilnærmelighed omkring personen der bærer solbrillen. Men jeg er hverken kendt eller berømt...

Det er pinligt, synes Martin.
For jeg har købt de største 70'er briller (til billig pris i H&M), og de dækker ikke bare øjnene, de dækker øjenbrynene og det øverste af kindbenene. "De briller klæ'r dig altså ikke særlig godt, pusling!"

Det er belastende.
At jeg ikke kan gå uden for en dør for tiden uden at have dem på. For de er ikke i brug for at skærme for solen. De sidder på min næse fordi birketræerne smider deres pollen lige for tiden. Så brillerne skærmer for at pollen og kløfingre kan komme i nærheden af mine sarte øjen-slimhinder. Øv, hvor er det altså belastende!! Tænk, at jeg i en alder af 30 år skulle blive pollenallergiker. Det væltede ind over mig første gang sidste forår og ingen kan forklare hvorfor jeg pludselig får pollenallergi. Da jeg var barn havde min fætter Alex allergi. Hver sommer sad han med solskærm på hovedet og løbende øjne. Jeg har ingen solskærm. Jeg har mine king-size solbriller. Der er lidt Victoria Beckham over dem, men det er vist også det eneste flaterende der er at sige om dem! Jeg har besluttet at udsætte min start på mit nye løbeprogram. Det er alligevel for mærkeligt at skulle løbe rundt i Søften i sportstøj og solbriller i gråvejr... Det må vente til birketræerne er færdige med deres pollenkasteri.

At klæde sig ud.

2010-04-25T07:57:00.000+02:00

Jeg filosoferer lidt over tøj for tiden. Nina, min kusine, leverer dagligt et indblik i stil og mode på sin blog. Hun har fingeren på modepulsen, men det er ikke altid jeg forstår tendenserne.... ;-) Hendes seneste indlæg er et citat: "At være velklædt er lidt ligesom at være forelsket" Og det er der da vist noget om! I hvert fald føler man sig noget mere uovervindelig og selvsikker når tøjet sidder - om man så må sige - lige i skabet. Det er der ikke ret meget af mit der gør for tiden. Eller, jo, det gør det måske, men jeg føler mig ikke spor godt tilpas. Der er en mave der skal skjules, der er bryster der skal kunne være der uden at det bliver vulgært, der skal kunne ammes uden at det hele flashes, og den opgave skal jeg forsøge at løse med det der er i skabet. Og det er ikke altid nemt, men det lykkes til tider. Og når det lykkes er det en stor fornøjelse for mig at se på andre mennesker på gaden og tænke: "Aj, jeg ser da trods alt bedre ud i tøjet end hende der..."

Og hvad laver billedet af mig som Madonna-look-a-like så i dette blogindlæg? Jo, det skal jeg sige dig. Der er tøj der kun duer til særlige situationer, men som er det, der giver det sidste pift, det ekstra rygstød, det særlige mod til at gøre noget specielt. Klæder skaber folk. Og billedet er et hyggeligt minde om at optræde og være på. Noget som jeg holder meget af men gør alt for lidt. Så nu hvor jeg går hjemme skulle jeg måske ind i mellem skrue højt op for noget go musik, klæde mig lidt ud og trykke den af med en hårbørste i hånden. Eller som transvestitter siger når de skifter fra herretøj til dametøj: "Jeg klæder mig ikke ud, jeg klæder om."

Ungpigevokal

2010-04-18T22:16:00.000+02:00

Elsker Sanne! Elsker Sneakers! Martin fandt lige noget gammel film med Fru Salomonsen på YouTube, fra før hun blev mit idol. Ved faktisk ikke om det endda er fra før jeg blev født.... Nå, men det jeg ville sige er, at Eva og jeg helt sikkert bliver nødt til at høre Sneakers i morgen fra vi står op til vi skal i seng (eller til Martin og Ole kommer hjem og vi skal se Teletubbies eller Wall*E) Vi skal danse til "Ta med mig" og nyde Sannes lækre, skarpe og præcise ungpigevokal. Vi skal skråle med på "Johnny på havet" og drømme os med "Sui-Sui" på togtur. Vi skal nyde det gode, gamle. Der er ikke nogen større RockMama i DK, og har ikke været det. Men jeg vil helst huske Sanne som jeg så hende til min første Sanne-koncert på Pejsegården i Brædstrup. På "1997"-turnéen, med numre som "Den lille løgn" og en cover-version af Lenny Kravitz' "Are you gonna go my way". Eller på "New York minute" turnéen hvor jeg fik chancen for at give hende et kram og fortælle hende at jeg syns hun var for skøn. "Åh, i lige måde, skat", var det svar jeg fik tilbage. Den Sanne vil jeg huske og holde af. Og præsentere min lille pige for.

"Du er tyk, mor"

2010-04-05T21:50:00.000+02:00

Ja, det sagde han sgu, knægten! Med et af de helt store smil smørret ud i hele det lille barneansigt stod min søn og pegede på mig mens han sagde: "Du er tyk, mor!" "Ja, mor var tyk da Eva var inde i mors mave, ikke også", prøvede jeg. "Nej, du er tyk, mor!" Hmm! Det ved jeg ligesom godt... Efter en graviditet hvor jeg virkelig forsøgte at spise sundt for at holde tallene på vægten nede på et rimeligt niveau og alligevel endte med næsten tyve plus-kilo på fødekontoen, er der selvfølgelig en del overskudsvægt der er blevet hængende. Lad os regne lidt på det: Et stk. baby på 4120 gram, et stk moderkage på godt 700 gram, antageligt lidt vand i kroppen, lad os sige 500 gram.... Så er vi på 5,32 kilo ud af kroppen. Det efterlader mig med ca. 14 kilo i overskud, rundt regnet (ha ha...) De syv forsvandt på mystisk vis i løbet af de første 3-4 uger, helt uden anstrengelser. Nu står jeg så tilbage med 7 kilos overvægt, som (baseret på erfaring) IKKE forsvinder af sig selv, ligegyldigt hvor meget jeg ammer min lille skønne datter. Jeg ved godt at jeg skal gøre en indsats, og jeg har betalt for ti klip i DGI-huset så jeg kan komme til "Mor i form - på bold" med min svigerinde om torsdagen. Men derfor behøver mit afkom jo ikke at påpege det åbentlyse... At min mave hænger ud over bukselindingen og minder mig om, at der er lang vej til de 70 sylfide-kilo og de ti kilometer jeg løb lige før jeg blev gravid med Eva. Heldigvis elsker min søn mig betingelsesløst, plusvægt eller ej. Måske er det det, der motiverer ekstra når jeg strimler hvidkål til salat i stedet for at bage kage. ;-)

...og close.

2010-03-20T21:18:00.000+01:00

Ole er forresten ikke den eneste der kan det med sjove ord og vendinger. Vi griner hver gang vi kører forbi Designa Køkken i Tilst, ved Bilka. De har nemlig en reklame på deres butiksrude hvor de reklamerer med at deres køkkener har "Softluk og close." En skøn pleonasme som man bare bliver i godt humør af ;-)

Mor sagt.

2010-03-20T09:16:00.000+01:00

Der kommer så mange skønne ord og sætninger ud af vores søns mund for tiden. "Sveskeduen betyder f.eks. vinduesviskerne eller at bruge vinduesviskerne i bilen. Vi får også tit vores egne ord at høre, og de kan lyde både kloge, absurde fjollede og urimelige når de kommer ud af munden på en dreng på 2 1/2 år. Som når han f.eks. med alvorlig mine siger til sit legetøj: "Du ska høre efter!"
Det er også en fornøjelse når han oplever nye ting og kommer til at holde af dem. Som når han har lært noget ny musik at kende og bliver helt hysterisk når der bliver slukket, hvor efter han råber: "NEEEJ, høre mor sagt!!!" Barnet mener naturligvis at han gerne vil blive ved med at høre musik af en af de største komponister nogensinde: W. A. Mozart. Mor sagt.

Jeg bliver over 90 år.

2010-03-10T14:28:00.000+01:00

Inspireret af Lea fra min skønne fitnessloge tog jeg lige testen her - på DRs hjemmeside - for liiiige at tage et kig ind i fremtiden. Det viser sig at jeg bliver 94,8 år. Hvis jeg skulle gå hen og blive så gammel, så tror jeg lige jeg vil opstille et par kriterier:

Jeg vil blive gammel med stil! Ikke nogen spinlonkjoler og nylonstrømper med ål i til mig. Jeg vil være den skønneste golden-girl i oldekollet! - Mest for min egen skyld :-)
Jeg vil kunne bevæge mig rundt ved egen hjælp. Tage bussen ud og besøge mine børn, som på det tidspunkt vil være 60+ begge to. Jeg vil kunne være med når mine børnebørn holder barnedåb og fødselsdage for mine oldebørn. Jeg vil kunne gå i teatret uden at skulle have specielt anvist plads. Jo, måske køber jeg to billetter, så der også er en til min stok, ligesom Simon Spies.... :-)
Jeg vil være elsket, ikke kun af min familie, men også af en partner. Hvis Martin bliver 99,8 år eller derover, så har vi heldigvis hinanden, men hvis jeg en dag skal leve uden ham, så vil der forhåbentlig dukke en anden op som jeg kan dele livets mange glæder med. Skulle det omvendte ske, at det er Martin der må leve uden mig, så ønsker jeg det samme for ham. Og det ved han godt. (Det bliver nok ikke noget problem for kongen af de billige point... :-) Jo, måske, hvis klaverfingrene kalker til...)

Min mor har i snart 25 år været del af den ældste generation i sin familie. Jeg tror man føler et vist ansvar for at ting bliver sagt, gjort og videreført når man er "den ældste". Jeg er vokset op med at min mor har sagt, gjort og videreført og til stadighed gør det. Jeg er ikke bange for den dag min mor dør, for jeg er ikke nervøs ved en dag at skulle være "den ældste". Jeg kan til gengæld blive helt slået ud ved tanken om at skulle undvære hende. I testen er der et spørgsmål der lyder: Har du to eller flere tætte venner? Og det har jeg. Men jeg har også min mor, og hun er så meget mere end en tæt ven. Hun er min mentor og min fortrolige. En dag skal jeg leve uden hende. Det er livets lod. Og det må jeg så lære at gøre når den tid kommer.
For år tilbage blev jeg sur og irriteret på mig selv når jeg hørte en af min mors vendinger komme ud af min mund. Nu bliver jeg stolt når Martin kigger på mig og siger: "Ida, det der kunne din mor have sagt!"

Eva Brink Krøger, 29.01.10

2010-01-30T16:25:00.000+01:00

Jeg fødte vores datter igår kl. 12.56. Hun vejede 4120 gram og målte 54 cm ved fødslen. Hun er så fin og sød og nem, og vi har det rigtig godt alle fire. Vi blev udskrevet kl. 16.00 igår og har haft en god første nat herhjemme. Jeg fødte igen uden smertelindring og syns efterhånden at jeg er ret hård til det der med naturlige fødsler :-) Denne gang tog fødslen lidt over 13 timer fra vandet gik torsdag aften.

Det er altså dejligt at blive mor!

"Du har overstået 98% af din graviditet"

2010-01-21T15:31:00.000+01:00

Så er der 6 dage til terminen. Ole blev født fem dage før termin, men det tror jeg at jeg helt skal lade være med at tænke på, for så bliver jeg da først gnaven og vranten hvis der så ikke sker noget inden imorgen.... hvilket der ikke er tegn til overhovedet!
Nå, men vi skal da også bare i byen imorgen i stedet, når jeg nu ikke skal føde. Veninde Mette har fødselsdag og har inviteret. Så sker der da lidt.

Spiser flødeboller...

2010-01-14T19:46:00.000+01:00

Og nu har jeg næsten spist en hel kasse mini-flødeboller selv... Tror min far fik 3 af dem til eftermiddagskaffen. Men med 13 dage til terminen er jeg efterhånden ved at være revnende ligeglad med hvad jeg putter i hovedet. Det skal bare tilfredsstille den sult- eller sukkertrang jeg lige har.
Ole har falsk strubehoste igen. Det er hårdt at passe ham når man selv er elefant-størrelse og mest af alt har brug for at hvile med fødderne opad. Håber at han kan komme i dagpleje imorgen. Det må natten vise.....

Godt nytår!

2010-01-01T09:11:00.000+01:00

Det bliver et fantastisk 2010. Min søn ligger og leger på gulvet mens han synger den ene børne/julesang efter den anden - lange sange som han sikkert ikke forstår meningen af, men som han kan gengive næsten ordret. Min datter ligger i min mave og kommer snart ud til os. Min datter... Det er helt underligt at sige. Jeg skal være på barsel en stor del af året, så jeg kan måske også få tid til nogle hobby-projekter. Og et nyt årti er jo ikke at kimse af :-) En gammel ven lærte mig at man ved nytårstide skal se tilbage og gøre status. Det bryder jeg mig faktisk ikke så meget om mere. Jeg vil hellere se fremad og gøre status. Hvor er vi henne? Hvor er vi på vej hen? Hvad skal vi gøre for at opnå det, vi ønsker os allermest? Lige nu skal jeg ikke gøre andet end at vente på at naturen går sin gang. Om kort tid er jeg mor til to. :-)

Jul hjemme

2009-12-27T20:46:00.000+01:00

- det kan anbefales! Især når man holder den sammen med sin familie og sine forældre og tvillingebror. Vi havde verdens bedste juleaften. Intet mindre. Og jeg fik en (om ikke romantisk, så meget praktisk og) fantastisk julegave: Et nyt batteri til min MacBook! Så nu kan jeg igen sidde i sofaen og blogge, læse nyheder, følge med på gravid-forum og Facebook, uden at skulle have en dum ledning hængende, som hele tiden falder af... Min mand forstår til fulde mine behov ;-) Han fik så også en praktisk gave: Nye hovedtelefoner, for de gamle (med mere end 10 år på bagen) holdt ikke til at blive revet af i fantom-fart da han en dag skulle redde poden fra at falde alt for langt ned ad trappen... Hvad ofrer man ikke for de små?

Nu begynder så for alvor ventetiden på lillesøster inde i mors mave. Med en måned til terminen kan alt jo ske inden for den nærmeste fremtid. Så nu vil jeg gå ned og plyndre juletræet (eller i hvert fald begynde på det) og hvis jeg føder før tid kan man være heldig at blive budt på resterne af vores bjerg af julesmåkager, hvis man kommer på barselsvisit. Det lyder fristende, ikke :-)

Klar til jul

2009-12-21T20:12:00.002+01:00

Der bliver ikke gjort hovedrent i hytten her inden juleaften. Jeg er simpelthen for gravid til at jeg kan holde til sådan en omgang. Oven i det, så har jeg slået foden (sku undvige en legetøjsbil, og vred om i stedet...) så jeg er ikke til megen nytte... Håber blot at jeg når at få ryddet nogenlunde op inde i vores gæsteværelse, så mine forældre kan sove der julenat. Det må jeg kunne svinge mig op til.

Går ellers og venter på, at min kusine Heidi og min fætter Jans kone Tenna skal føde. De er begge gået over tid nu, så det kan være det er lige nu det sker. 3 uger efter min termin d. 27. januar har min kusine Mette termin, og hen på foråret har min fætter Michaels kone Anita termin. Min bedstemor bliver altså oldemor fem gange inden for 5 måneder. Man må sige, at vi gør vores bedste for at bidrage til artens overlevelse :-)

Nu er Ole puttet og jeg vil gå nedenunder og skrælle mig en gulerod. Har mest lyst til 10 flødeboller eller en kæmpe plade mørk chokolade, men det vil badevægten ikke bryde sig om. Og tøsen i maven har vist bedst af den der gulerod.... Suk....

2009-12-05T15:30:00.002+01:00

Læste lige i avisen at Dansk Folkeparti har gang i en masse forslag, bl.a. om at forbyde burkaer og minareter i det offentlige rum, samt at forbyde at der bliver talt fremmedsprog i frikvartererne på de danske skoler. Forslagene er til dels affødt af denne sag fra Odense. Jeg må ryste på hovedet og skamme mig over, at nogle af mine landsmænd og kvinder har sådanne holdninger, og at rigtig mange mennesker tager hovedet under armen og stemmer på dem... Det med burkaerne og minareterne vil jeg ikke kommentere på, for det er ikke mit fagområde. Dog vil jeg sige, at det simpelthen ikke giver mening at fremsætte lovforslag, der i den grad er på kant med både grundloven og menneskerettighedskonventionerne.... tsk tsk...

Men den med fremmedsprogene i skolegården... Skulle det så være min opgave som lærer at gå og forbyde børn at tale på deres modersmål til hinanden? Eller øve sig i at tale engelsk/tysk/fransk sammen i frikvartererne? Hvis eleverne råber efter lærere eller andre elever i frikvartererne og/eller opfører sig truende (og tilfældigvis bruger et sprog man ikke forstår) så er det jo en opdragelses-sag, hvor de har et problem med autoriterer, og hvor forældrene skal ind over. Min erfaring er desværre, at forældre med islamisk baggrund ofte har svært ved at tro på at deres barn opfører sig dårlig eller voldsomt i skolen. Og hvis de endelig vil tro på det, er det ofte med det udgangspunkt, at deres barn kun gør de dumme ting fordi andre gør noget dumt mod det, eller det føler sig tvunget til det... Det er altså ikke (kun) en sprogbarriere, men mere en kulturel forskellighed, der gør det svært for skole og hjem at kommunikere. Løsningen på forældrenes skepsis overfor skolens eventuelle "beskyldninger" mod deres barn kunne man måske finde i videodokumentation. Men ofte skal sund fornuft og imødekommenhed altså afprøves før man går til så drastiske midler.

Nu til det jeg virkelig harmes over: Tænk, at man vil forbyde børn at tale deres modersmål!! Vi kæmper en brav kamp i skolen for at lære de tosprogede børn at læse og tale et dansk, som de forhåbentlig engang, hvis de er dygtige og flittige, kan bruge til at tage sig en videregående uddannelse, og blive en del af et dansk samfund hvor de er ønskede. Men de kan altså ikke lære et indholdsrigt og nuanceret dansk sprog hvis ikke de har et indholdsrigt og nuanceret modersmål. Hvis ikke de forstår det, de læser og skriver, hvor langt er vi så nået? Jeg har siddet med tosprogede børn, som fint kunne læse den tekst jeg bad dem om at læse. Når jeg så spurgte dem til indholdet, eller til et specifikt ords betydning, så kunne de ikke svare... De kunne altså læse i teknisk forstand, men de forstod ikke indholdet af teksten. Det er blandt andet fordi de ikke altid kan drage paralleller mellem deres ord på modersmålet og ordene på dansk, simpelthen fordi ordene tilhører to verdener: Modersmålet, der koncentrerer sig om hjemmet og de begreber man bruger der, og det danske sprog, som bliver brugt i skoleverdenen. Netop derfor skal de tale deres modersmål i skolen og gøre det sammen med andre tosprogede. De skal læse lektier med deres forældre på modersmålet, for deres forældre skal (sgu!) vide, hvad der foregår i skolen og hvad deres børn lærer. Vores samfund har marginaliseret deres modersmål, det er os, der har set skævt til dem når de talte arabisk, tyrkisk, urdu, somali osv. Vi har gjort deres sprog små, fordi vi helst ser at de taler dansk. Men med den gigantiske fodfejl har vi også gjort deres danske sprog til et marginaliseret og nuancefattigt sprog. Man kan godt læse og skrive ord man ikke forstår, men når man så skal til at bruge indholdet til noget, så er man godt nok lost. Man kan godt klare sig igennem de første to-tre år i skolen som teknisk læser, men derefter bliver man altså hægtet af. Og så begynder det hårde slid for alvor. Enten tager man fat og får det bedste ud af de sprogkundskaber man har, eller også går man i stå og får en halv- til hel-dårlig afgangsprøve fra folkeskolen. Hvor er det bare vammelt, at en flok danske politikere med ondt i danskhedsfølelsen ikke fatter, at det, de tror vil skabe et bedre samfund kan have den direkte modsatte effekt. Tænk at man vil nedværdige sig til at forbyde nogle mennesker (børn, for pokker!) at tale det sprog som er deres. Jeg er rystet og flov over, at der i mit dejlige Danmark er folk der går rundt og mener sådan.

Berlin - here we come.

2009-11-26T18:02:00.002+01:00

I morgen går turen mod Berlin. Som tyndt øl. Vocal Line skal ned og synge julekoncert i Kaiser Wilhelm Gedächtnisch kirche (sådan staves det måske...) og eeeendelig har vi, der ellers sku sidde hjemme og være kor-enker, fået lov at komme med på tur. Der er koncert i Berlin i morgen aften, lørdag er der sightseeing-dag, og søndag er der afgang mod Hamburg, hvor der også lige skal synges en koncert, inden turen går mod Århus igen. Jeg er top-spændt på, hvordan det vil være at sidde i en bus i 7 timer med en "gravid-i-32.-uge"-mave... På den anden side, så skal jeg jo ikke gå rundt eller stå op, som på arbejde. Jeg håber det bedste.

Ole er hos Bedstemor og Bedstefar. Han blev kørt til Vejle, hvor han lige tog en omstigning til Bedstefars bil, og fortsatte mod "Esbjerg-sejler-med-færge-blå-færge". Han har glædet sig hele dagen, og var rigtig sur i morges da han fandt ud af at han altså lige skulle om til Linda og være idag, inden han skulle ned til Bedstemor og Bedstefar. Jeg håber han får alletiders weekend. Så må moderen og faderen styre deres eventuelle savn, for han er i gode hænder, den lille gut.

2009-08-06T21:17:00.003+02:00

Her er seneste skud på stammen her hos os i Søften! Den fineste lille baby, med bøjede ben, lidt genert (den vender hovedet væk) og hænder der danser ovenover maven. Spørg lige om vi glæder os til slutningen af januar 2010..... DET GØR VI!!! Der bliver Ole storebror til en lillesøster :-)

Ferie.

2009-07-12T21:26:00.002+02:00

Det er længe siden vi har siddet helt stille med hver sin syssel en søndag aften, uden tændt fjernsyn, uden et legende barn om benene, uden udsigten til en mandag i arbejdets tegn. Det er en særlig aften i aften. Vi har fri i morgen, begge to, vi skal ikke andet end være sammen med hinanden og Ole, som sover trygt i sin weekendseng i det store soveværelse i huset Havglimt på Fanø. Her er lidt gråt og lidt vådt, men vi har ferie, så vi lod som om vejret var helt rigtigt, og gik op efter is i støvregnen. Imorgen tager vi nok til stranden mellem de varslede små-byger.

På Fanø søger jeg roen. Og jeg kan mærke, at den er forbavsende tæt på, allerede :-)

Racisme?

2009-05-28T16:30:00.002+02:00

En jeg kender blev overfaldet og tævet af 7-8 indvandrerdrenge/mænd sidste torsdag, på Kristi Himmelfartsdag. Han var på vej hjem fra byen midt på natten, da han blev omringet og kaldt "danskersvin" og "din mor er en luder". Han havde ikke øjenkontakt med nogen af dem inden, og havde heller ikke sagt noget til dem. Alligevel slår de ring om ham og tæver ham. Han "slap" med et flækket øjenbryn og knubs. På skadestuen fortalte de ham at han var sluppet heldigt fra det møde... Er det en trøst?

Jeg bliver så harm når jeg hører om sådan noget. Man tror at man kan gå i fred på gaden. Især at mænd af en vis statur kan gå i fred. Hvorfor gør de unge indvandrerdrenge sådan noget? Hvem er det, der har trådt sådan på dem at de synes de kan opføre sig sådan over for et menneske de ikke kender? Det er jo racisme! Når man kan blive mødt på gaden med tilråb som "danskersvin", så bliver jeg bekymret for fremtiden. Hvordan skal det gå når Ole bliver en ung mand og gerne vil gå i byen? Kan han få lov at gå i fred?

Jeg gætter på (og nu generaliserer jeg, og hiver fordomme op af posen) at de dumme bøller ikke kan så meget. Måske kan de lige akkurat læse, måske har de lige modtaget afslag nr. 117 på et job eller en lærerplads - hvor ansøgningen er skrevet på gebrokkent dansk. Det bedste de har lært.... Nogen gange tænker jeg på, hvorfor vi i skolen kæmper en kamp for at få de tosprogede (især drengene) til at lære det de skal. Forsøger at give dem en ordentlig læse og staveballast. Det gør vi for at de ikke skal blive vrede unge mænd der ikke kan andet end at være vrede (og dumme!!)

30

2009-04-30T07:15:00.003+02:00

Så blev jeg 30 år. Med 7 fødselsdagssange, masser af lykønskninger - både in real life og på Facebook og sms, et enkelt fødselsdagsbrev med posten (tak, mor) og mails i mailboxen. Og hvad så nu?
Fire dage før min fødselsdag løb jeg for første gang 1o km. uden pause. Jeg havde lissom fået den idé, at det skulle jeg nå inden jeg blev 30. Og det gjorde jeg så. Men hvad skal jeg sætte mig for at nå efter jeg er blevet 30? Det kan jeg jo så bruge lidt tid til at tænke over.....
En ting er dog helt sikkert: Jeg blir ved med at være en bralderrøv, en ligefrem og ublu kvinde der ikke er bange for at sige pinlige ting, eller kommentere højt hvis folk gør noget tåbeligt. Eller hvis jeg selv gør noget tåbeligt... :-) Det ændrer alder ikke noget ved. Blir jeg nogensinde rigtig voksen? Jeg håber det ikke. Rigtige voksne er så alvorlige og triste, tager for mange sorger på forskud og tør ikke flytte sig hvis de ikke bryder sig om lugten i bageriet. Sådan en vil jeg aldrig være. Det skal måske være det, jeg skal forsøge ikke at opnå efter de 30.....

2009-04-08T08:21:00.002+02:00

Det bliver vist en tradition for mig at blogge d. 8. .....
Jeg har påskeferie og Ole er i dagpleje. Så kan jeg nemlig nå at få lavet alle de der ting som er så rare at få gjort, men som ikke er så nemme når Ole er hjemme. Og så er det jo fantastisk at bo i en by hvor dagplejemødrene er så fantastiske som de er. Ole er hos en reservedagpleje fordi Linda har ferie, og han går bare ind ad en ny dør, ind i et nyt legeværelse, og gir sig til at føle sig hjemme. Det er nu den femte gæstedagplejemor han besøger, og hver gang bliver vi og han mødt med smil, positiv energi og frem for alt, professionalisme! Han er aldrig utryg. Det er fantastisk. Længe leve dagplejemødrene i Søften.

I'm loving it!

2009-03-08T21:38:00.002+01:00

Jeg troede ikke jeg skulle sige dette nogensinde, men: Jeg elsker at løbe. For fire uger siden begyndte vi begge to på et løbeprogram der skulle gøre os i stand til at kunne løbe 5 km efter fire ugers tilrettelagt træning. Og det kan jeg nu! Uden at holde pauser undervejs. Jeg fatter det næsten ikke, og det jeg mindst fatter er, at jeg er vild med det og helt frivilligt tager løbetøj og sko på og løber 5 km en søndag aften. Jeg har, i et øjebliks vanvid, meldt mig til iForms kvindeløb d.25. april, og været så kæk at jeg har tilmeldt mig 10 km. ruten. Det skal jeg åbentbart nå at prøve inden jeg bliver 30... Men jeg glæder mig til at prøve det, og jeg glæder mig især over at være blevet glad for en motionsform der er ganske gratis, effektiv og som foregår udendørs så man også får frisk luft. Det er da et hit!

Ferie igen.

2009-02-08T17:08:00.003+01:00

Så gik der lige 6 uger mere, og nu står der vinterferie i min kalender. Lige på ferieområdet er det ind i mellem a walk in the park at være skolelærer.
Hvad skal jeg så lave...? Vaske gulv, sortere Oles tøj, ringe til en smed som skal lave en opslagstavle til os, forsøge at sælge mine seminariebøger, feje vores flisearealer, osv, osv, osv. Men jeg skal også være sammen med søde mennesker, bl.a. min mor og min gode gamle veninde Charlotte. We go way back! Og vi ses ikke så tit. Men det gør ikke noget, for det er lige som om, vi ved nøjagtig hvor vi kom til, sidst vi såes. Så det bliver ganske særligt, som det altid er. Go ferie til jer der skal holde det, og god arbejdslyst til jer der skal holde hjulene igang :-)

En rigtig jul

2008-12-21T20:11:00.002+01:00

Det mest stillede spørgsmål for tiden synes at være: "Nå, hvor skal I så holde jul?". Vi skal hjem til svigermor. Stedet hvor der er all-inclusive børnebørns-service, god mad, potentielt hyggeligt og frem for alt juleglædeligt. Det er tredje gang jeg holder jul hos mine svigerforældre. Første gang bloggede jeg om det, med forventningen om, at jeg ville være overvældet ved at holde jul med 11 mennesker, når jeg er vant til at holde jul med en tre-fire stykker hjemme hos mine egne forældre. Det var også overvældende, og det føltes som om det var overstået på meget kort tid... Jeg husker at jeg var voldsomt bagud med gaveudpakningen da de andre begyndte at pakke gaver væk, for at få plads til kaffekopperne. Men det var OK, for jeg var sammen med Martin (og vidste, at jeg skulle fejre jul med min egen familie næste gang det blev jul...)
Det er efterhånden gået op for mig, at det ikke er en selvfølge at fejre jul med sin kæreste, heller ikke selvom man har været sammen i flere år. Martin og jeg har kun fejret en jul væk fra hinanden, og det var den første jul, hvor vi havde været kærester i halvanden måned. Siden har vi været samme sted juleaften. Argumenter som "jeg skal have min risengrød juleaften" eller "det er altså ikke rigtig jul hvis jeg ikke er hjemme hos min mor" er den slags jeg har hørt når jeg har spurgt folk hvorfor de dog ikke skal holde jul med deres kæreste. Det har gang på gang fået mig til at tænke over, hvad en rigtig jul er. Og hver gang kommer jeg frem til, at det ikke kommer an på gås, flæskesteg eller and, citronfromage eller ris á la mande. Det er ligemeget om vi får gaver før eller efter, hvilke salmer vi synger rundt om træet, eller om vi overhovedet synger. En rigtig jul er ikke hvad, men hvem. Hvis bare jeg er sammen med min mand og min søn, så kan vi for min skyld spise pizza. Det ville stadig være en rigtig jul. I år glæder jeg mig allermest til at se min skønne Oles øjne, når han ser det tændte juletræ. Det er priceless. Det er glæde og kærlighed.

"Tak for mad"

2008-11-27T21:18:00.002+01:00

Ole sagde "tak for mad" den anden morgen efter at have spist sin havregrød. Martin og jeg kiggede på hinanden og flippede skråt af pure stolthed over vores fremmelige pode. Han har ikke sagt det siden... Måske var det bare tilfældigt at hans lyde blev til "tak for mad". Men vi var så stolte at der blev klappet i hånd.

Tid der gik, kompetencer vi fik.

2008-11-12T20:20:00.002+01:00

Min kollega Lotte fortalte idag, at hun på ingen måde savnede seminarietiden. Vi gik der samtidig og kender nogle af de samme mennesker fra vores fire år på ÅDAS. Hun elskede praktikken og gad ikke tilbage på seminariet, hvor jeg havde det lige omvendt, og skulle bare have praktikken til at gå, så jeg kunne komme tilbage på seminariet og have en hverdag med mine kammerater på mit stamhold og i de forskellige fag. Lottes bedste dag var dimisionsdagen, for så var hun færdig med sin uddannelse og behøvede ikke komme på seminariet mere. For mig var det sidste halve år på seminariet en lang, vemodig turné af ting som jeg vidste, jeg skulle gøre for sidste gang. Det vidner mine blogs fra foråret 2006 også tydeligt om. Jeg ser tilbage på min seminarietid med stor glæde og varme. De mennesker jeg mødte og de aftryk de satte i mig. Det menneske alle mine seminarieoplevelser har gjort mig til. Jeg ville ikke have undværet en eneste kaffepause, frokostdiskussion, fredagsbar, forfest, studietur eller bytur som jeg havde i forbindelse med seminariet. Den faglige læring jeg oplevede på seminariet var altid det sekundære, for jeg kunne ikke andet, end lade de menneskelige relationer være det primære.
Og hvad gør det så ved mig som lærer? Er Lotte og jeg så to fundamentalt forskellige lærere? Ikke nødvendigvis. Lotte underviser de store klasser og er knalder-dygtig til det. Jeg underviser i indskolingen og synes at jeg er blevet en habil indskolingslærer. Nogle dage ville jeg gerne bytte, og være dansklærer i en 8. eller 9. klasse i stedet for i min 3. klasse. Men det er godt nok ikke mange dage ud af et skoleår. Og Lotte bryder sig vist mest om at være der, hvor hun er nu... Min pointe (for jeg har nemlig en pointe med dette indlæg) er, at vi måske nok former os efter den arena vi bliver sat i, men at vores følelser for arenaen kommer helt an på, hvad vi skal bruge den til. Eller hvad vi med tiden kan se, at vi kan bruge den til. For Lotte var seminariet et middel til at nå målet: At blive lærer. For mig var seminariet også et middel til at begynde med, men det udviklede sig til at være et mål for mig, at "være" på seminariet. Jeg bestemte mig simpelthen for, at hvis jeg skulle være der i fire år, så kunne jeg lige så godt få det maksimale udbytte ud af situationen, og det betød stimulation af alle sanser, ikke bare lysten til at blive lærer. Det er faktisk også sådan jeg forsøger at arbejde i min 3. klasse. At alle sanser skal i brug ved indlæring, for de unger skal være i skolen i mange år. Lottes 8.-9. klasser skal imidlertid nå et mål, nemlig at bestå afgangsprøven, og derfor er Lotte en supergod udskolingslærer, fordi hun har målet meget mere for øje, end jeg har. Jeg beundrer hendes drive, hendes arbejdsomhed og hendes faste gang mod målet. Men jeg er glad for, at jeg ikke er i hendes sko, for de ville slet slet ikke passe mig.

Susan er vel hjemme igen - og Barack er kommende præsident!

2008-11-05T20:08:00.003+01:00

Jeg hørte Barack Obamas sejrstale i morges i tv, mens Ole tulrede rundt og "lavede mad" med mine køkkenting. Og jeg blev rørt. Af det faktum, at en sort mand kan blive præsident i USA. Jeg tænkte som så mange andre sikkert også gjorde, at hvis det kan lade sig gøre, så er der ikke noget i hele verden der ikke kan lade sig gøre. Et kort øjeblik var jeg helt ude i, at alle krige i hele verden kan få ende, når en mand med et så lidt amerikansk klingende navn, kan blive præsident i USA.
Jeg er ikke fyldt 30 endnu, og det føles historisk, også for mig. Det siger lidt om, hvor meget verden har udviklet sig på få år. Jeg spurgte min 3. klasse idag, om de vidste at der havde været præsidentvalg i USA. Og det vidste de godt (no wonder...) Men at det var noget særligt at en neger havde vundet, det kunne de ikke lige bedømme. For dem er det helt naturligt at nogen i klassen har forskellige hudfarver. Jeg var 14 år før jeg talte med en der havde en anden hudfarve end mig. Det er en vanvittig hastighed verden udvikler sig med. Og mennesker der virkelig vil noget besider en utrolig kraft. Måske kunne jeg alligevel godt få de 4 børn jeg stille går og drømmer om... Hvis bare jeg vil det nok :-)

Ingen reaktion - Susan er helt væk...

2008-11-03T19:50:00.002+01:00

Ja, det er min bil jeg taler om. Den skønne blå Toyota Corolla stationcar kunne ikke starte i morges. Faktisk kunne hun ingenting. Hun sagde ikke noget når jeg drejede nøglen. Var bare helt stille. Det ligner ikke Susan. Hun er nok en dame med sludremekanismerne i orden. Vel låser hun ikke altid begge fordøre op når jeg trykker på fjernbetjeningen, men hun god nok, dybest inde. Vel var hun skyld i en P-bøde til mig i tirsdags, men hun bringer mig trofast fra A til B, en tur omkring C og tilbage til A igen. Og nu er hun altså på vej ud til vores mekaniker... Min Susan (mørk)Himmelblå. Bare hun nu kommer tilbage og vil sludre igen som før. Jeg er nemlig blevet ret glad for hende....

Pas på! Her surstråles!

2008-10-16T19:30:00.002+02:00

Jeg har lige købt et par nye jeans. Og inden det endelige køb har jeg nok gennemset mindst tusind par og prøvet de hundrede af dem. Når man køber jeans skal man vide hvor stor/lille man er om livet i tommer... Ikke noget med str. 38 - 40 eller 42 her. Næh, er man mon en 30/32? eller en 27/30? Alt efter om den pågældende buks er en "Low cut, regular or high cut", skal jeg have fat i forskellige størrelser. Og når jeg har fundet den rigtige størrelse omkring taljen står jeg som regel altid med et par bukser der er aaaaalt for lange til mig. Det hører nemlig til sjældenhederne, at man kan finde en buks, hvor det første tal, nemlig taljemålet er større end det andet tal, nemlig benlængden... Jeg er ikke nogen kort kvinde, men dog heller ikke et nips med modelhøjde. Jeg er vist det nærmeste man kommer på leverpostej.... helt almindelig. Men om jeg kan finde et par nye bukser uden at skulle bruge en formiddag på at lede efter dem.... NEJ! Og jeg ville ALDRIG turde købe et par bukser over nettet. Chancen for at de passer er vist mindre end at vinde i lotto. Nå, men nu er de nye bukser i hus. Så skal jeg bare huske at skifte til de gamle hullede når jeg kommer hjem fra arbejde. Det gir nemlig slidte knæer at lege på gulvet med en knægt son Ole :-)

Intet mindre

2008-10-14T19:57:00.002+02:00

Jeg har verdens dejligste lille familie. Martin kom hjem med blomster idag, og Ole har leget "bøh!" til den store guldmedalje her til aften. Hans glade ansigt er tusind lotto-gevinster værd. Intet mindre.

Sprogpolitiet er på pletten!!

2008-09-28T19:13:00.002+02:00

Altså, det er muligvis en arbejdsskade, men jeg kan altså ikke lade være med at rette på folk når de bytter om på hans/hendes og sin.... Jeg morer mig også kongeligt når nogen får et ordsprog eller en sæj` (vestjysk for "noget man siger") galt i halsen. Som nu f.eks. da vi så "Luksusfælden" for en times tid siden. Det aktuelle par har fået vendt deres dårlige vaner og er ved at komme på ret køl med deres økonomi, og den ene af økonomieksperterne siger: "Jeg vil ønske jer rigtig held og lykke". STOP!!! Det er sprogpolitiet!! Det kan man altså ikke sige. Man kan ønske nogen held og lykke eller ønske dem rigtig meget held og lykke. Men man kan ikke ønske nogen rigtig held og lykke. "Rigtig" er i denne sætning blevet et betydningsbærende tillægsord. Det skal i stedet være en beskrivelse af mængde. Bla, bla, nu blir du teknisk, mutter.
Det korte af det lange er, at hvis jeg retter på dig er det ikke fordi jeg ikke holder af dig, men fordi jeg holder af det danske sprog :-)

Sæsonen er begyndt - og forbi

2008-09-05T15:16:00.002+02:00

Freden er forbi, tiden er blevet knap, harddiscrecorderen kommer på overarbejde: NFL-sæsonen er begyndt. Det er blevet september. I Amerika spiller de football fra nu af og ind til februar. Der spilles 3-4 kampe om ugen som bliver vist i tv og endnu flere, som ikke bliver vist. Og resultaterne af disse kampe skal selvfølgelig også følges. Af min kære mand.... Timers football kigning har vi i vente i det lille hjem.

Til gengæld er en anden sæson forbi for Martins vedkommende. Der er ikke længere baskettræning og basketkampe i hans kalender, og det betyder, at han ikke skal bruge en halv weekend på at køre til Lemvig og spille en basketkamp. Der er langt hjem fra Lemvig når man har tabt.... Det glæder Ole og jeg os meget over, og måske kan vi bære mere over med NFL kampene på harddiskoptageren, nå vi har ham herhjemme. Nogen gange vil han også gerne se kampene live.... Klokken rigtig mange om natten. Det må han også godt, hvis han er klar til en ny dag næste morgen kl. 05.25. ;-)

Skanderborg, dagplejemor og sko!

2008-08-16T13:17:00.002+02:00

Jeg var på Skanderborg festival i år, mens Martin og Ole holdt fri derhjemme. Der var dejligt i bøgeskoven, som altid. Der var mange mennesker, jeg syns jeg sku sno mig hele tiden, men god musik og god stemning gør jo sit til, at man finder sig i lidt af hvert. Men den bedste oplevelse på årets festival var.... buschaufførerne i shuttlebusserne! Weird, men det var det. De var i et strålende humør, og snakkede lystigt på alle ture, og var bare nogle gode fest-fremmere. Der var bestemt ingen sure miner. Så thumbs up til dem! Og thumbs up til det faktum, at man nu kan få sushi på festivalpladsen :-)

Oles ferie er slut. I mandags begyndte han hos sin nye dagplejemor, Linda. Og han er bare så gald for hende! Ingen problemer ved afleveringen, ingen kny da de tog i legestue (han havde leget og hygget sig, som om han aldrig havde prøvet andet...) og en glad og tilfreds dreng som nogengange er svær at få med hjem om eftermiddagen. Hvor er det nemt at få ham passet, når han har det så dejligt.

Sko, skrev jeg... Ja. Jeg har fundet en skobutik, der sælger moderigtige sko til kvinder med store fødder og bredde lægge. Jeg tror aldrig mere at jeg køber sko andre steder. Hellere spare op til et par dyre sko som jeg kan passe, end købe billige møgsko, som gør ondt at ha på. Hurra!

De små penge

2008-07-14T15:45:00.003+02:00

En tur i Bilka med Ole i indkøbsvognen gav idag en helt ny oplevelse.... Vi stod i ventekø ved flaskeautomaterne. Og det var ikke fordi der var mange mennesker. Det var fordi at den pensionerede herre foran os havde mange flasker. Rigtig mange flasker. Billedet var det samme ved de andre to automater, fyldte indkøbsvogne med ældre mennesker ved roret. Herren foran os kunne efter endt aflevering trykke en flaskebon ud på 233 kr. Vi gik derfra med en på 14.50 kr.

Flere tanker gik gennem hovedet på mig. Blandt andre: "Husk nu din pensionsopsparring, du vil ikke selv stå og være flaskesamler som 70 årig." "Er det folkepensionistens måde at forsøde tilværelsen på?" Men også: " Tænk hvis de ikke samlede alle de flasker og dåser, så lå de jo i naturen. De gør egentlig naturen og samfundet en tjeneste".
Om ikke andet, så får de ældre mennesker da tiden til at gå med først at samle flaskerne og dåserne, og derefter stå og putte dem i automaten, én ad gangen.....

Det første år i nr. 87

2008-07-07T09:22:00.002+02:00

Idag er det et år siden vi flyttede ind i vores lille fine rækkehus i Elgårdsmindeparken. Dengang bar vi vores lille dreng i armene eller i liften. Nu går han selv. Dengang blev vores dejlige lejlighed på Sdr. Ringgade overladt til kusine Ghita og fætter Tore. Nu flytter de ud af den igen og tager til Ålborg - sammen, heldigvis. Dengang stod blodbøgen stor og flot midt i et værre byggerods-menageri. Idag står den endnu flottere, fri for jordbunker og gravemaskiner. Vi har købt det bedste hus i Elgårdsmindeparken!! That's it! Den udsigt til det store flotte træ, er fantastisk at stå op til om morgenen. Og når solen om aftenen går ned bag træet, så stiger vores lille hus voldsomt i værdi :-) Det er så smukt. Jeg håber også at Ole vil synes det, når han bliver så stor at han kan holde sig vågen til at se en sommersolnedgang. :-)

Jeg fik bronze!!!!

2008-07-04T20:14:00.002+02:00

Juhuuuuu! Jeg har fået bronze! Jeg har ikke vundet noget, men jeg har fået en lille bronzenål idag i blodbanken, fordi det var tiende gang jeg blev tappet. Hurra! Tænk at man går ind, lægger sig på en briks, bliver budt på sodavand og chokolade, og får lov at ligge og slappe af i 20-25 minutter, og så får man minsanten et "tak for hjælpen" når man går. Det er da lige til at blive mild og glad af ;-)

"Vi holder med Tyskland, Ida" - en sportsupdate.

2008-06-29T21:14:00.003+02:00

Det er sommer. Jeg har ferie.
Det er sommer. Det er 2008 = EM i bold = Wimbledon = Tour de France = OL i Beijing.
I aften spilles finalen i EM. "Vi" holder med Tyskland, for hele Martins drømmehold består af tyske spillere.
Igår blev vores danske tennis-tøs, Caroline W. slået ud af Wimbledon. Øv øv, det var træls. Heldigvis kan man glæde sig over, at Maria Sharapova fik bank i torsdags, for så slipper vi for at høre på hendes ulidelige stønnen hver gang hun slår til bolden. Vi siger tak ;-)

Og så venter touren lige om hjørnet. I år får vi lov at se den skønne dannebrogstrøje i feltet. Det kalder jo i den grad på nationalfølelsen. Om "vi" kommer til at holde med Nicki Sørensen når han cykler rundt på de franske landeveje, det vil vise sig når Martin får begyndt på sit tour-managerspil. Jeg har også engang spillet med i et tour-managerspil. Min taktik var, at jeg kun købte cykelryttere med sjove navne.... Det er vist overflødigt at fortælle, at jeg ikke vandt. Men Martin plejer at være ret skrap til det der manager-noget.

Nu vi er ved sport, så har jeg fået fikset min cykel lidt op, og har været ude at cykle lidt, for første gang siden jeg fødte. Man kan altså godt glemme hvordan det er man gør... Men nu er der altså ikke nogen undskyldning længere. Ole fik også en cykelhjelm i fødselsdagsgave, så nu skal vi have købt en barnestol til jernhesten. Så kan vi tage på tur i sommervejret. Jeg glæder mig allerede.

Varme...

2008-06-08T19:44:00.002+02:00

For et år siden var det også ret varmt ved denne tid. Jeg kan huske det, fordi jeg havde elefantstørrelse og bare gerne ville føde. På fredag bliver vores søn et år. Jeg synes stadig ind imellem at jeg har elefant(unge) størrelse, og tid er der bestemt ikke blevet mere af. Men glæden over hver dag at få et smil fra Ole, den opvejer alle nætterne med for lidt søvn og ærgelserne over det jeg igen ikke nåede. Så hvad ønsker jeg mig for Ole på hans fødselsdag? Lykke og held i livet, og så lige en time ekstra i døgnet, til hans mor :-)

Tre-dages-fri.

2008-05-12T15:51:00.002+02:00

Jeg elsker at have fri. Jeg savner at gå hjemme. Jeg elsker solskin. Pinse rocks!!! Så håber jeg bare, at det også bliver godt vejr på lørdag, når Poul og Malene skal giftes. Det bliver hyl!

Min sol! Min stjerne!

2008-04-28T20:54:00.003+02:00

Vi havde den store ære at lægge stue til en huskoncert med Morten Kjær i går, søndag. Det var intet mindre end en udsøgt fornøjelse! Morten udsender sin første plade "Fra En Ny Altan" d. 28. maj på eget pladeselskab "Gule Plader". Den kan købes i pladebutikker og på www.mortenkjaer.dk
Jeg har ventet i flere år på, at Morten fik lavet sig en plade, og nu kommer den endelig! Og jeg synes den er intet mindre end fantastisk! Jeg spår rent faktisk (og ønsker rigtig meget), at det går hen og bliver stort for Morten. For det første er han en fremragende sanger og for det andet skriver han nogle unikke sange på dansk. Jeg elsker Morten og det han kan! Tusind tak fordi du lagde vejen forbi vores stue og gjorde mine øregange bløde.

Vi fornemmer et musikalsk talent.

2008-03-28T09:01:00.002+01:00

Så fik de fingrene i nogle tangenter. Så kan jeg jo stå for at lære ham at slå søm i....

Hoppende bogstaver

2008-03-27T19:13:00.002+01:00

Min mand og min søn har en fælles svaghed. Kærligheden til det skrevne ord. Martin har alle dage haft meget svært ved at gå forbi en avis uden liiige at skulle læse lidt i den. Og nu følger sønnike i faderens stolte fodspor. Ole læser dog ikke endnu - trods alt. Han river aviser, reklamer, blade og andet papir i tusind stykker med stor fornøjelse. Han kan spotte en avis på lang afstand. Det er som som bogstaverne hopper på både ham og hans far. For Oles vedkommende vil jeg håbe at glædens for bogstaver hænger ved. Han skal nok lære at læse, men læseglæde kan man ikke pådutte børn. Den skal komme af sig selv. Så vi fortsætter med Bamses Borte-borte, tit-tit bog. Han er ikke træt af den endnu....

Å åh!

2008-03-16T15:40:00.003+01:00

Nu kravler han skisme! Så er det med at komme ned på alle fire og kravle rundt i hytten og elliminere potentielle farer og fjerne det han ikke må pille ved. For nu bliver han altså RIGTIG sur hvis man afskærer ham vejen hen til PS2'eren...

Martshund.

2008-03-01T20:41:00.002+01:00

Min dreng bliver dygtigere til at være dreng hver dag. Han er begyndt at råbe til os, og forventer at vi råber tilbage, nærmest som om vi taler sammen. Så griner han over hele femøren og råber igen. Søde barn.

dum-di-dum, ja, så er overenskomsten vist også på plads. Udsigt til en ganske fin lønstigning for den danske lærerstab kan jo bringe smil frem på selv det sureste overlærerfjæs. Med det seneste halve års prisstigninger på visse fødevarer, så var det heller ikke for meget at give os mere i løn. Nogle lever for at spise. Andre spiser for at leve.

Apropos mad. Jeg er holdt op med at spise sukker og mælkeprodukter. Jep, jeg har spist min sidste ostemad og smovset min sidste hindbærsnitte. Jeg har købt en bog der siger, at kroppen ikke han bruge mælk og sukker til noget som helst, så nu skal det prøves. Jeg kan konstatere, at det har indflydelse på tallene på vægten. På godt 3 uger har jeg tabt to og et halvt kilo af mit fødefedt. Kun ved at droppe sukker og mælk. Ikke på den fanatiske måde, jeg fik kage til Martins fødselsdag for en uge siden, og et tyrkisk kaffebrød igår. Men det daglige sukker og mælkeindtag er droppet. Og jeg har det SUPER godt! Nu ku man så fristes til at spørge: Hvordan kan man holde op med at indtage sukker og mælk? Jo, man lader bare være. Man samler al den viljestyrke man kan finde inde i sig selv, og så lader man være. Spiser frugt, rosiner, mandler, nødder og andet godt når sukkertrangen melder sig. Og man holder ud de første 3-4 dage, for de er nemlig de værste. Det er ligesom når man er gravid. Så siger man også nej tak til alkohol. For barnets skyld. Nu siger man bare nej tak for sin egen skyld. Men det kan sjovt nok være meget sværere.
Jeg skal i hvert fald af med tre kilo mere, og hvem ved, måske bliver det en vane, at holde sig fra mælken og det søde.

Og nu hvor det er første marts, og officielt forår, er det helt på sin plads at ønske alle god Martshund. Rune, du har hermed tabt igen. For Gud ved hvilket år! Kom nu ind i kampen, bros!

Grampri og kaffe.

2008-02-02T14:04:00.000+01:00

Der' grampri i aften. Jeg vil derfor ikke gøre som jeg plejer, og gå i seng før kl. 21.30, men sidde oppe og se det, sammen med min mand, og lege musikpoliti. Man må jo nyde de gratis glæder man kan, når man som jeg er på dagpenge, og ikke har råd til særlig megen viften med ørerne... Jeg vil i øvrigt lige, i den forbindelse, endnu engang sige tak til min svigerinde og svoger for den gode mælkeskummer jeg fik i julegave. Nu kan jeg drikke caffe-latte herhjemme ved mit eget spisebord, til omkring 3 kroner glasset, alt incl. istedet for at give mellem 30 og 45 kroner for en næsten magen til på en fancy cafe i city. Så vi tænder for musik-konkurrencen og jeg laver mig en latte og nyder en lørdag aften i sofaen med Martin. Skønno!! (det siger vi alt for lidt....)

Der er stille i huset.

2008-01-22T20:23:00.000+01:00

Ole sover. Efter at vi omkring juletid bøvlede voldsomt med at lægge ham i seng, er situationen vendt 180 grader. Det der før kunne tage halve og hele timer, tager nu 5-10 minutter. Uden en eneste tåre. Havde jeg vidst dengang, at det kunne være så nemt at putte ham til nat, så havde vi kunnet spare os selv for timer med et grædende og kaldende barn i sengen og på armen. Men man er så klog bagefter... Drengen ville bare have sin mor, og falde i søvn mens han følte sig tryg. Det gælder vel for os alle sammen, det med at være tryg.

Jeg kan godt se, at hovedparten af alle mine blogindlæg handler om mit barn... Men det er jo det der fylder min hverdag. Og han er da sød, ikke?

Luksus.

2008-01-09T16:39:00.000+01:00

Det er vild luksus at sove 8 timer i træk. Det viste jeg ikke før jeg blev mor. Og når man ikke får lov at sove mere end max 2 timer ad gangen, så bliver man efterhånden skør. Ole har siden julen været en rigtig nattetyran. Vågen hver time til halvanden, hvorfor ved jeg ikke. Men nu har vi vendt skuden. De sidste to nætter har han sovet hhv. 5 og 7 timer i træk. Takket være en tålmodig og vedholdende indsats, og stor inspiration fra www.sovecoach.dk, er vi nu på vej ind på rette spor. Det gamle ordsprog med ro, renlighed og regelmæssighed er slet ikke så tosset. En forudsigelig dagsrytme, faste putteritualer, både i seng og barnevogn, og vores stålsatte overbevisning om, at tiltagene var de rigtige at gøre, har foreløbig givet os to rolige nætter. Vi venter lige et par uger med at kalde det en evt. succes. Men det tegner lovende :-)

Julen nærmer sig

2007-12-20T08:48:00.000+01:00

Vi skal holde jul i Tarp. Hjem til mor og far, hvor alt er som det altid har været. NOT! Intet er som det har været før. Nu er de bedsteforældre, og det er Martin og jeg der er mor og far. Min bror og jeg plejer at stå for at pynte juletræet. I år skal jeg lære at klargøre juleanden, mens drengene klarer træpyntningen.
Den mest julede julesmåkage jeg ved, er mors kagefigurer. Stjerner, hjerter, juletræer, grise, mænd og koner. I år er det bare ikke min mor der har bagt dem. Det er mig. Oles mor. Jeg blev voksen den dag jeg stod med kagerulle og udstiksforme, og var hende der lavede kagefigurer til min familie. Det er skisme ikke for sjov. Jeg blev voksen lige med et, og jeg vil huske det øjeblik for altid.
Men størst af alt bliver, at holde juleaften sammen med vores søn. Selv om han nok er fløjtende ligeglad med gaver og julemad, og sikkert synes at papiret er det mest spændende, så glæder Martin og jeg os helt vildt! Vi kommer selv fra gode, dejlige familier. Nu er det os der skal skabe en god og dejlig familie, med de traditioner der hører til det at være en sådan.
Alle julegaver er købt, der er 4 dage tilbage, nu er det bare at vente. :-)
Glædelig jul!

Min søn er et halvt år og min mand er glad!

2007-12-13T08:04:00.000+01:00

Det er den 13. december. Det er min fætter Alex's fødselsdag (tillykke!). Det er min søns halve års fødselsdag. Og det er et år siden vi så ham første gang, på en monitor på Skejby Sygehus. Det er utroligt hvad der sker på et år. Ole er den gladeste julenisse nord for ækvator. Han kan sidde og lege selv, men vil helst lege med mor, og helst "borte-tit-tit" -lege. Han er begyndt at række ud efter mig, og det er slet ikke til at stå for. Han rækker ikke helt ud efter far endnu, men far er også afsted fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Martin har nemlig fået nyt arbejde fra 1. december, som webmaster hos BoConcept i Herning. Det er en en køretur på lidt mere end en time hver vej. Så det er tidligt afsted og sent hjemme. Men det betyder ingenting, når han er glad når han tager afsted og glad når han kommer hjem. Det var fint at have arbejde i Århus centrum, men jeg tror hans evner og hans væsen bliver brugt og værdsat bedre i hans nye job. Det er i hvert fald en fornøjelse at være en glad mands hustru. :-)

"Jeg ringer når jeg kan se Eifeltårnet"

2007-11-23T13:04:00.000+01:00

Nogle mennesker er gode til at læse et kort på hovedet, andre er nødt til at have det lagt rigtigt i forhold til verdenshjørnerne. Nogle er gode til at finde vej, og finde tilbage af den vej de er kommet. Andre er totalt afhængige af at blive guidet og må spørge om vej igen og igen. Og endnu andre tager bare tingene som de kommer, og tager de uforudsete oplevelser med sig, som flyder i kølvandet på det at fare vild. Disse mennesker ser det bare ikke som at fare vild, de ser at der findes en anden vej. Man kunne synes at det er en letsindig eller eventyrlysten væremåde, men jeg tror at man bliver et gladere menneske hvis man ikke altid følger den lige vej. Jeg er selv slem til at sige til Martin at han kører omveje, og han kører ikke omveje med vilje, men fordi han tror at hans vej er den nærmeste (det er de ikke, det er altid mine der er de korteste...) Men tænk hvis vi bare gav pokker i benzin-priser og klokkeslet og bare tog en tur ud i det blå.
Jeg synes at alle kan lære noget af min fætter Jens, som sku til Århus i 9. klasses praktik, blev sat på toget med alskens formaninger og gennemgange af hvor han skulle skifte tog og stå af og så videre. Jens er ikke kendt for altid at høre efter, men han klarer sig altid. Og drengens sidste kommentar til familien før togdørene lukker i, er: "Jeg ringer når jeg kan se Eifeltårnet". Når vi kan sige det, så lever vi i nuet og for eventyret. Min søde fætter har sgu humor!

Gran - Træ?

2007-11-09T19:20:00.000+01:00

Ole har fået en trækusine her sidst i oktober. Cecilia skal hun hedde. Hun er datter af min fætter og hans kone og altså Oles trækusine. Det har vi i hvert fald altid kaldt det i min familie. I min folkeskoleklasse grinte de altid af mig og sagde: "Det hedder da grankusine, ikke trækusine."
Og nu har jeg sat mig for at finde ud af hvad der er hvad.
For det første: Det hedder ikke gran men grand. Det må komme fra det franske grand som betyder stor. Det hænger sådan sammen, at mine forældres søskende og ægtefæller, som er mostre, morbrødre, farbrødre, faster, onkler og tanter til mig, er Oles grandonkler og grandtanter. Og så må mine fætre og kusiner vel være Oles grandfætre og grandkusiner. Men hvor kommer begrebet træfætter og -kusine så fra? Det er såmænd sydvestjysk og betyder både det samme og noget helt andet. I dette dokument kan du se forklaringen. Vores brug af ordet træfætter og -kusine er altså til dels en hjemmstrikket størrelse. Men derfor blir jeg nu alligevel ved med at bruge det som jeg gør nu.

Zzzz....

2007-10-26T08:29:00.000+02:00

Ole synes ikke det er så sjovt at sove om natten for tiden... Til gengæld sover han glimrende om dagen - lange stræk, så jeg bliver helt forvirret... Min verden indeholder ikke så meget andet end tanker om søvn, grød og vasketøj, så de kloge blogs må nok vente lidt...

Og så alligevel. Nu skal der være valg d. 13. november, på Oles fem måneders dag og hans mor og fars 5 års kærester-dag. Bum bum, lynvalg, god for nogen, skidt for andre. Det er blevet svært og en anelse frustrerende at være borgerlig vælger i dette land. Det ser nemlig ikke rigtig ud til at man kan stemme på et borgerligt parti uden at give inddirekte stemmer til Dansk Folkeparti. Jo, Ny Alliance proklamerer, at de ikke vil samarbejde med Pia K. og hendes kumpaner. Men hvad står Ny Alliance for? Det har jeg så lige godt 14 dage til at finde ud af. Ellers må jeg jo tilslutte mig de socialistiske balademageres fløj...

Surprise...

2007-10-14T21:00:00.000+02:00

Vi skulle have været til bryllup igår. Martins søster Anne og hendes Christian skulle giftes. Det blev de ikke. Næh, vi blev i stedet vidner til en kirkelig velsignelse, for de unge mennesker var sgu gift i forvejen. Og det var præsten der, i sin tale til dem om at de var livets lys og livets salt, overbragte hele selskabet nyheden om, at de var blevet gift på Læsø rådhus i april. Meget raffineret... Min stakkels svigermor tabte både næse og mund og var nær ved også at tabe lille Johanne som sad på skødet af hende. Næsen og munden kunne jeg ikke gribe, men jeg skyndte mig at gribe barnet. Christian sad med et "undskyld-svigermor-men-det-var-sådan-vi-helst-ville-det"-udtryk i øjnene, mens præsten talte videre om kærlighed og ægteskab. Jeg ville sgu heller ikke selv turde at sige det til min mor og svigermor, hvis Martin og jeg var blevet gift på rådhuset uden dem som vidner.

Nå, men selv om der ikke var nogen vielse, kun en velsignelse, så var der ellers bryllupsfest for alle pengene bagefter. Ole var ikke med, han blev passet hjemme af sin bedstemor og bedstefar. De havde en rigtig hyggelig eftermiddag og aften sammen. Oles far og mor var henholdsvis toastmaster og praktisk gris til festen. Og selvfølgelig gæster. Det var meget hyggeligt.
Og så var min kusine Ghita jo med, som Martins fætter Tores kæreste. Det tog lige lidt tid før jeg holdt op med at undre mig over, hvad hun dog lavede til en fest i Martins familie... ;-) Sådan er det vist at komme dobbelt i familie.

ANTM - noget om drømme

2007-10-10T11:41:00.000+02:00

At Nå Til Målet. Aldrig Noget Til Mig. Americas Next Top Model. Alt Nydes Til Musik. Nogle piger drømmer om at blive model. Jeg ser med stor fornøjelse Americas Next Top Model på TV3, for jeg synes det er så spændende at se hvordan de klarer sig når de står foran et kamera. Måske fordi jeg selv er lidt af en linselus, og inderst inde godt selv kunne tænke mig at være hende der står i det smarte tøj og poserer i blitzlys. Og hvor er jeg så nu? Jeg sidder hjemme i rækkevillaen, på barselsorlov, forstadsfrue, hjemmegående husmor.
At Nå Til Målet. En god ven lærte mig engang at stoppe op ind i mellem og spørge mig selv: Er det det her du vil? Er det det her du drømte om? Og det er jo meget godt at stille sig kritisk analyserende overfor det liv man lever. Men jo ældre jeg er blevet, jo mindre entydige er svarene på disse spørgsmål blevet. Spørgsmålene må stilles på ny, i andre formuleringer: Hvad var det jeg drømte om? Og blev det som jeg drømte det ville blive? Jeg har i 10 år (mindst) glædet mig til at jeg skulle være mor. Tænkt på hvordan det ville være, hvordan jeg ville gøre ting, opdrage mit barn, o.s.v. Og forstå mig nu ret: Det er stort at blive forældre, og ikke noget man skal gå ind til med letsindighed, hvis man kan undgå det. Man bliver sgu lige pludselig voksen og ansvarsfuld... Men samtidig er det lidt det samme som at komme i 3.g: Som 1.g'er tænkte jeg tit at det bare var for sejt af være 3.g'er, og hvor ville det bare blive cool når man selv var "de store". Og hvad var det så? Ikke så spor meget anderledes. Jeg kunne i hvert fald ikke mærke nogen nævneværdig forandring.
Og nu er jeg mor. Som jeg har drømt om så længe. Er det så ligesom jeg drømte det ville være? Ja og nej. Jeg elsker min søn helt ubeskriveligt. Det er svært at beskrive hvad moderkærlighed er, og hvad det gør ved kvinder (og mænd, der hedder det jo bare faderkærlighed :-)) Men samtidig er jeg jo stadig mig. Linselusen, skrålhalsen, sløjdlæreren. Jeg er stadig mig, men jeg bliver aldrig den samme igen. Forvirrende? Ja. Det er det. Måske kan det beskrives bedst således: Jeg er alt det jeg var før, men det er altsammen blevet rykket en tak. Nu er jeg nemlig mor først. Intet over, intet ved siden af.
"Goddag, mit navn er Ida, jeg er Oles mor". Det er ikke som jeg drømte det ville være. Det er bedre.

Blå himmel og Ole 3 måneder

2007-09-13T16:16:00.000+02:00

Ole er blevet stukket af lægen idag. Han græd det bedste han havde lært i 10-15 sekunder, og så var fars arme det bedste sted at være. Det er godt at han siger til når der er noget han synes er ubehageligt. Dygtig dreng!

Senere, da vi stod af bussen hjemme i Søften mødte vi tre landevejsriddere. De spurgte om vej til en købmand. Jeg har altid været fascineret af de mennesker, der lever på landevejen, med alle deres ejendele i en gammel barnevogn eller i en rygsæk. Tænk, som barn drømte jeg om at blive vagabond. Idag havde de tre frie fugle skønt vejr på deres vej ud i det blå. Og vi havde en skøn tur med barnevognen. :-)

Charmebøf!

2007-08-30T10:56:00.000+02:00

Er han ikke bare lækker!

Ole i sin mors kjole

2007-08-28T08:34:00.000+02:00

Ole blev døbt i søndags i Søften Kirke. I den dåbskjole som hans bedstemor syede til hans mors barnedåb, og med den fineste dåbskyse, som også er fremstillet af bedstemoderen. Med tønderkniplingen "Danmarks lille hjerte". Og han var så dygtig til at være i kirke. han sad stille og roligt på sin fars skød indtil han faldt i søvn, lige før han skulle op og have vand i hovedet.
Til den efterfølgende dåbsfest hjemme i rækkevillaen var han også et pragteksemplar. Vi havde en rigtig dejlig dag, som vi vil huske længe.

(Everything I do) I do it for you.

2007-08-24T21:19:00.000+02:00

Titlen på et monsterhit af Bryan Adams, brugt til filmen "Robin Hood" med Kevin Costner. Det handler om kærlighed. Alt hvad jeg gør, det gør jeg for dig. Jeg kan ikke gøre for det, der er ikke noget jeg hellere vil. Der er intet uden dig, altid, hele vejen. Det er en altopslugende kærlighed, som jeg ikke før har kendt. Ikke engang min søde mand, som jeg jo siger at jeg elsker, vil jeg gøre alt for. Men Ole. Ham vil jeg give mit liv for. Jeg er gået hen og blevet totalt forelsket i min lille, dejlige dreng. Når han smiler er der ikke noget andet sted i verden jeg hellere vil være end lige der, ansigt til ansigt med ham. Lige nu ligger han i slyngen og sover. Der kommer små knirkelyde fra ham. Ren velvære. Man er vel også veltilpas når man på 10 uger er vokset 10,5 cm og 3,3 kg.

Vi skal have barnedåb på søndag. Vi glæder os rigtig meget og håber det bliver en dejlig dag.
Og så har Ole fået sig en veninde. Lærke og Anders blev forældre sidste torsdag til lille Alberte. På billederne ser hun ud til at være en lækker lille baby, men vi håber at få tid til at komme over og se hende "live" i løbet af efteråret. Tillykke til Ølstykkerne med hende!

Venter på far.

2007-08-01T08:48:00.000+02:00

Martin er begyndt på arbejde igen, efter 6 dejlige uger hjemme sammen med Ole og mig, i vores nye hus. Og nu føles det som om min barsel rigtig kan begynde. Nu er det bare Ole og mig. Jeg skal også have besluttet mig for hvor meget barsel jeg vil have. Og det er ærlig talt lidt svært at vide, hvor længe man har lyst til at gå hjemme med sådan en lille en. For hvornår når man til mætningspunktet, for både mor og barn trænger til at se andre mennesker? Min søde veninde Lærke sagde noget vældig klogt i telefonen igår (vi snakkede i næsten en time, men det siger vi ikke til Anders...) Man skal huske på, at man er på barsel for barnets skyld og ikke for sin egen. For mig er det vigtigt at Ole får den stimulering han har brug for, og når jeg ikke kan give ham den mere, så skal han ud og være sammen med andre børn.
Men der er længe til. Nu er vi bare os to. Og hvad snakker man så med sådan en størrelse om? Om ham vi savner: Far!

Idag er det Oles 4-ugers-fødselsdag.

2007-07-11T20:19:00.000+02:00

Hurra! Hurra! HURRA!
Vores skønne dreng er vokset helt vildt. Jeg synes han er så stor og dygtig, og jeg nyder hver dag han er i mit liv. Jeg har tænkt meget over hvordan man omtaler sine børn. Vi siger "min dreng"og "mit barn", men vores børn er jo ikke vores... De er deres egne. Vi ejer dem ikke. Vi sætter dem i verden og heldigvis fremkalder de en helt ubeskrivelig altopslugende kærlighed i deres forældre. Men de er dem selv. De har deres egen personlighed, deres eget lune. Og vi elsker dem, betingelsesløst, derfor kan de vokse op og blive selvstændige mænd og kvinder. Vi kan bare håbe, at vi giver dem den bedste bagage med. Og nu må jeg smutte, Ole er sulten ;-)

Familien Krøger er flyttet i eget hus!

2007-07-09T16:40:00.000+02:00

Efter en hektisk weekend med uvurderlig hjælp fra vores familier er vi nu flyttet rigtigt. Det var meget svært for mig, med min organisator-trang og forkærlighed for overblik, at måtte se til fra sidelinjen, mens de andre flyttede vores ejendele. Ingenting havde jeg overblik over. Jeg skulle kun passe på Ole. Puha, en anden gang vil jeg hellere have veer i 30 timer end være tilskuer til min egen flytning. Jeg kan bedst med at være hende der ved hvor alting er, og det kan man bestemt ikke sige at jeg ved lige nu...

Men hvor er det dejligt at have fået mere plads, lysere rum og egen vaskemaskine! Og hvor er det dejligt at have en søn der bare tager alting roligt, og ikke lader sig stresse. Ole er bare en glad og tilfreds dreng, som er blevet god til at huske, at man er vågen om dagen, og sover om natten. Han får mad hver 3.-4. time og sover så videre, så hans mor også kan sove videre ;-) Og så nyder vi at Martin har ferie i forlængelse af sin barsel. Det er så dejligt at være en familie, der har tid.

En vidunderlig lille dreng.

2007-06-22T13:14:00.000+02:00

Ventetiden blev ikke så lang som frygtet. Onsdag d. 13. juni kl. 17.09 fødte jeg en dreng på 3900 gram og 53 cm, 5 dage før termin. Fødslen var en rigtig god oplevelse, det tog godt 5 timer, hvoraf de tre blev tilbragt hjemme i sofaen med Harry Potter i DVD afspilleren... Jeg er åbentbart en hurtig-føder.

Vores søn hedder Ole Brink Krøger, og han er bare en dejligt rolig dreng, som spiser og sover og hygger sig med sin far og mor. Det er helt fantastisk at blive forældre, og jeg bliver overvældet hver dag af alle de nye stærke følelser han vækker i mig. Hans far har lavet et lille album på flickr.com med billeder fra vores første dage som familie, der er link til albummet på www.martinkroeger.dk

Har du sovet godt i nat?

2007-06-11T07:11:00.000+02:00

Når min mor fortæller om, at hun sad op og sov den sidste måned af sin graviditet, fordi hun var meget besværet med to børn i maven, så ved jeg godt, at jeg har det godt. Men alligevel, lidt pivet må man godt være, og lidt medlidenhed ønsker jeg mig også med på vejen. Jeg har fået ondt i ryggen af al min plus-vægt. Lægen siger, at bevægelse - altså varme, arbejdende muskler - er den eneste effektive medicin, og hvis det nu er, så er det ok med en pinex eller to... Men jeg kan jo ikke rende rundt og fylde min krop med piller hele tiden, så hvis du ser mig stå og "danse grimt" som Søs Fenger sagde i en gammel reklame, så er det bare fordi jeg satser på varme, arbejdende muskler... Jeg står endda op om natten og strækker ud og danser lambada, når jeg nu alligevel er oppe for at tisse... Mit liv er ufatteligt indholdsløst for tiden, når jeg blogger om nattegymnastik... Suk! Syv dage igen... med risiko for 14 dages forlængelse... It better be worth it!

Fodbold og fjorten dage igen...

2007-06-04T08:31:00.000+02:00

Øv, jeg ville ønske at jeg i lørdags havde været passioneret fodboldfan med højt hævet nationalfølelse... Den vanvittige fodboldlandskamp kunne i så fald have sat fødslen igang. Men nej, jeg går stadig rundt med min egen fodbold på maven og føler mig som kaptajn Vom. Min søde svigermor synes jeg har den fineste gravide mave, og forsikrer mig om, at jeg ikke ser ud som den skude jeg føler mig som... At alt sidder lige hvor det skal. Og det er rart at høre, bare det ikke bliver ved med at sidde hvor det sidder nu. Folks forudsigelser om at "nu kan det ikke vare længe endnu", og "jeg tror du føder før tid" kan jeg ikke bruge til en hujende fis! Hvis nogen tror jeg føder før tid, så vil jeg have argumenter og facts på bordet! Ikke det der "det tror jeg bare". Og heller ingen historier om "da jeg fødte, da var det sådan og sådan, måske er det også sådan for dig" NEJ TAK. Jeg kan kun bruge råd og vejledning der er direkte ve-stimulerende.

Dog ville jeg ikke bytte liv med Danmarks for tiden mest udsatte og forhadte mand. Når Martin skal udtrykke sin ringeagt for et menneske som ham der i sin 100-hestes-brandert løb ind på banen i Parken i lørdags, så siger han: "Hans forældre må virkelig være stolte!" Det er de nok ikke... Manden kan ikke komme hjem til sin egen lejlighed, han har i følge bt.dk lejet et sommerhus et hemmeligt sted sammen med kæresten (hvem gider i øvrigt være kæreste med en mand der drikker 15-20 øl i forbindelse med en fodboldkamp og løber ind på banen fordi han lige vil sige dommeren en sandhed eller to... Jeg mener, 15-20 øl! Jeg går i dørken efter max 4 store fadøl...) fordi han er bange for at blive fundet. Ja, hurra, det ville jeg dæleme også være bange for. Tag du bare lige og bliv der sommeren over. Det er vist bedst for både DK og dig. Jeg skal indrømme, at jeg glæder mig meget til igen at smage en kold øl, men fulde mennesker siger mig ingenting! Jeg tror jeg vil bruge dagen idag til at tænke over, hvordan jeg ville have det, hvis idioten var en jeg kendte...

Tyk og lykkelig.

2007-05-28T17:15:00.000+02:00

Kom til at læse gamle mails fra Martin idag... Fra før vi blev kærester og fremad. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg var tiltrukket af ham, for jeg mente ikke at han var min type. Men hvor ved man fra, hvilken type menneske der kan gøre ens liv lykkeligt og fuldkomment? I lørdags, til min kusines bryllup kunne jeg pludselig huske følelsen i maven fra da jeg selv stod og sagde ja til Martin for både Gud og mennesker. Den lykkeligste dag i mit liv. Det vil i hvert fald sige, til dato... Jeg har en stærk fornemmelse af, at vores bryllupsdag snart må vige pladsen som den lykkeligste dag, til fordel for vores første barns fødselsdag. Tænk, at vi om meget kort tid får lov til at møde det lille menneske, der indeholder (forhåbentlig) det bedste fra os begge to. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal forvente. Og det er også lige meget, for det vigtigste er, at jeg skal dele oplevelsen med Martin. Det kan godt være, at han ikke var min type, men han er den skønneste mand i verden! Og han bliver verdens bedste far til vores barn. Intet mindre.

Kære Bjarne.

2007-05-25T17:51:00.000+02:00

Så var der alligevel noget du ikke lige havde fået fortalt... En lille detalje af stor betydning. Eller hvad? Du vandt Tour de France i 1996, og vi var stolte af, at du var "vores". Hey, jeg var rent faktisk i København den dag du kom hjem, og jeg så dig på vej fra lufthavnen og til Tivoli. Du var så tynd og cykelrytter-brun, og vi var stolte. Idag fortæller du os så, at du har brugt EPO og andet præstationsfremmende skidt. "Den eneste bivirkning har været, at jeg kørte stærkere". Men hvad med alle de andre ryttere? De var vel også proppet med alt muligt. EPO eller ej, at vinde Tour de France er noget helt enestående, kræver en helt ubegribelig træningsindsats og må også have kostet dyrt, på flere måder. Jeg kan ikke engang begynde at begribe, hvor stort et offer det er, at hellige sig en sportsgren så helt og fuldt som du har gjort, Bjarne. Og hvad så, om du har løjet om det. Du holdt et glimrende pressemøde. Du blev hjemme hos dig selv og holdt dig for god til at sige noget om andre end dig selv. Og så var du mand nok til ikke at tude over det på TV! Det viser, at du har affundet dig med dine valg, selv om du måske ikke er stolt af alt hvad du har gjort. Jeg synes du er god nok, Bjarne. Også selv om jeg ikke havde ventet at du ville bekende din fortid med doping.

30 dage endnu...

2007-05-19T10:11:00.000+02:00

...til terminen. Vielsesringen er taget af. Ikke fordi vi ikke er gift mere, men fordi jeg nu har så meget vand i fingrene, at ringen klemmer og gør ondt at have på. Hov, fik jeg skrevet 30 dage..? Ja, det gjorde jeg. Og den kommer ud om 30 dage, hvis den er lige så punktligt anlagt som sin mor. Men som min gode ven Lasse sagde til mig i sidste weekend: "Tag og glem den terminsdato, eller tænk den 14 dage senere end den er sat. Hver dag der går efter den dato uden at der sker noget, er et helvede." Og han ved hvad han taler om. Ham og Tanja ventede 16 dage over terminen sidste sommer før Andrea bestemte sig for at komme til verden.

Sidste år var det jo os der blev gift. Jeg er den første af kusinerne i min familie der har stået ved alteret og sagt ja. Og på lørdag, om en uge er det så Randis tur til at blive Fru Knudsen. Som det vist fremgik ret tydeligt af mine indlæg omkring vores eget bryllup, så er det en helt fantastisk begivenhed, som betyder utroligt meget for os, hver dag, stadigvæk. Og jeg håber sådan, at Randi og Jakob får en lige så dejlig dag som vi havde. Og tykmutter her, ja, hun håber bare, at hun ikke er faldet i søvn før vi når til desserten. Måske skal jeg lige have pude og tæppe med, og så ha mig en lille lur i bilen i løbet af eftermiddagen. Som jeg før har sagt, så er man jo ikke gravid for sin egen fornøjelses skyld. Hele fokus er på produktet, ellers kan processen være ret svær at holde ud.....