Wordpress

Bloggen er flyttet til nye, fine "lokaler" nemlig i noget der hedder Wordpress. Fra nu af kan man følge den på www.idabrink.dk/wordpress

Så moster, jeg skriver stadigvæk. Jeg har bare glemt (eller, Martin havde lovet at klare det tekniske...) at informere om "flytningen" :-)

Kærlig hilsen Ida

En mere.

Kære far.
Jeg venter mig. Du skal være bedstefar igen. Midt i april 2012 kommer der et nyt lille barn til verden som er lidt af mig og lidt af Martin, men mest af sig selv. Det er fantastisk at det kan lade sig gøre igen. Tænk at være så heldig at kunne få tre børn.
Vi glæder os. Og savner dig. For midt i al glæden bor også sorgen over, at du ikke er her til at byde den lille ny velkommen. At du ikke er her til at klappe mig blidt på skulderen, og med stolthed i stemmen sige: "Godt klaret, min pige." At du ikke kan give Martin hånden og oprigtigt ønske ham tillykke, så han bliver helt varm i hjertet. At du ikke kan sidde med den lille ny og være den fantastiske bedstefar du var, da du levede. Jeg savner dig så det gør ondt! Jeg savner dig så det sortner for øjnene. Jeg savner dig så meget at jeg næsten ikke kan rumme det. Bedstefar i himlen. Bedstefar, som passer på os. Den bedste bedstefar noget barn kunne få.
Du vil altid være min far. Og du vil altid være børnenes bedstefar. Det kan ikke engang døden tage fra os. Døden kan tage alle de stunder vi skulle have haft sammen, ansigt til ansigt. Men i virkeligheden er døden bare en jaloux stodder, der tror den får del i noget vigtigt når den tager dem vi elsker. Men minderne og kærligheden får døden aldrig med.

Kim Larsen, som vi har hørt så mange gange på vores køreture mellem Tarp og Esbjerg, har en sang der hedder "Døden er kun en illusion". Heri synger han blandt andet: "Der er nogen der siger man aldrig ses igen. Det tror vi ikke på, gør vi vel!" Hvis man tror på himmerige, så er der noget om det. Men det, han mener, kan også være noget andet. Jeg mærker jo dig hos mig hver dag. I de små ting, i det tilfældige, i tankerne, i mine handlinger. Du er min styrke, min ranke ryg når jeg underviser. Du er der i min tro på mig selv når jeg gør noget der er svært. Du er der, både når jeg elsker livet og når jeg synes alt går mig imod. Vi er sammen hver dag. For du elsker mig stadig hver dag. Du får mig til at føle mig som noget helt specielt.

Så kære far. Livet skal hyldes. Endnu et lille Brink Krøger- barn skal se dagens lys og gøre vores liv mere rigt. Jeg skal fortælle ham eller hende om den bedstefar, som ikke længere er levende blandt os men er mere end levende i vores hjerter. Som er med os. Altid.

Jeg er verdens mest utjekkede mor!

...for jeg glemte alt om, at der var tilmelding til gymnastik for Ole i onsdags. Siden april måned har han spurgt hvornår han skulle til gymnastik igen. Og vi har forsøgt at forklare ham, at der først er gymnastik igen til efteråret. Og hvad laver moderen så den aften der er tilmelding? Hun bager kager (læs: plejer sine egne interesser/hobbies) Hun løber en tur (læs: tænker kun på egen sundhed...) Først da jeg nåede forbi Præstemarkhallen kom jeg i tanke om... GYMNASTIKTILMELDING!! Og så spurtede jeg hjem! Det resulterede i den hurtigste kilometertid nogensinde for mig, men derudover kom jeg hjem til et tilmeldingswebsite der kunne melde om udsolgt til Oles hold. Han kunne dog få lov at komme på venteliste.... Hurra! Så nu tager vi i svømmehallen mandag eftermiddag i stedet. Det lader til at Ole har stillet sig tilfreds med den løsning. Men fra nu af, bliver vigtige datoer og tidspunkter ALTID skrevet op!

Hokus pokus!

Jeg er ret fascineret af alternativ behandling. Da jeg gik på højskole i Køng på vestfyn stiftede jeg for første gang bekendtskab med zoneterapi. Det var ret nyt for mig at man kunne gøre noget ved sine dårligdomme ved at trykke forskellige steder under fødderne... Og da min underviser inviterede gæsteinstruktører og foredragsholdere, der kunne en masse hokus pokus med at kigge ind i både fortid og fremtid, oplevede jeg nogle ret fantastiske ting. Jeg blev bl.a. befriet for et spyd der havde dræbt mig i et tidligere liv. Det sad i min ryg og gav mig sådan nogle sitrende fornemmelser. Efter at ham den synske fyr "trak spydet ud" af min ryg har jeg ikke haft den slags sitren i ryggen. En anden vi havde besøg af, kunne se min fremtid. Hun fortalte mig, at der ville gå lidt over tre år før jeg mødte ham der skulle være far til mine børn. Tre år og fire måneder senere mødte jeg Martin. Det er da skørt at nogen kan se sådan noget....

Nå, til sagen! Idag har jeg besøgt en akupunktør, som hævder at han nu, med en nål i hver af mine fødder har kureret min migræne. For 6-7 år siden hjalp selv samme akupunktør mig af med en langvarig seneskedehindebetændelse i min højre hånd.  Og jeg håber sådan at han også har gjort kål på migrænen. Mage til møgtilstand skal man lede længe efter. Men jeg kan nok ikke sige noget om resultatet før om et halv til et helt år. Men jeg tror på, at det ikke er helt åndsvagt, det der akupunktur. I'm a believer!

Gevinsten

Jeg har altid holdt af mit navn, og aldrig gået og ønsket at hedde noget andet. Jeg er Ida. Det har jeg altid været. For nogle år siden fik jeg mulighed for at se nogle af min morfars gamle ting, og blandt andet også hans kalendre fra de sidste år han levede. Der var noter om vejret (han var landmand, så vejret var ikke helt ligemeget...) om at huske at hente og bringe familiemedlemmer, om hvem der have været på besøg, og andre almindelige ting. Og der, på en tilfældig side i en kalender fra begyndelsen af 80'erne står der pludselig: "Besøg af Ida og Rune" Jeg kan ikke huske min morfar, og jeg har kun et enkelt minde om ham, som jeg er sikker på, er mit eget, men at se at han havde skrevet mit navn i sin kalender var meget bevægende for mig. Her følte jeg at jeg blev forbundet med ham. Han havde mit navn i sit hjerte.

Nu kommer vi til det, der måske er lidt skørt. Lidt noget pjat. Men alligevel noget jeg har rigtig svært ved. Det er den der gevinst. Som jeg skrabte mig til på min skrabejulekalender til jul (en af de få fornøjelser der var ved julen 2010)  50 kr. Udemærkede ægte danske menneskepenge. For fire julekugler på et stykke pap. Der er bare det ved det der stykke pap, at min far købte den til mig og har skrevet mit navn bagpå. Sansynligvis den sidste gang han nogensinde skrev mit navn. Hvis jeg vil have min gevinst, så skal tipstjenesten have det der stykke pap med min fars håndskrift på..... Og det kan jeg ikke give dem. Min far har skrevet mit navn på kort og i breve hundredevis af gange. Men den sidste gang er langt mere værd end halvtreds kroner. Lorte tipstjeneste! (der dog har givet mig til d. 30. september 2012 til senest at indløse den, hvis jeg skulle ombestemme mig...) Lorteverden! (der dog lige her, hvor jeg er, viser sig fra en utroligt sommerlig og smuk side...) Lortelort! Jeg savner min far. Han ville have vidst hvad han skulle sige til dén sag. Det ville nok være noget med at jeg sku se at få den indløst, for de gode minder sidder ikke i et stykke pap, men i hjertet.
Øv.
Øv, fordi jeg godt ved at han har ret.
Øv, fordi han ikke er her mere.
Øv, fordi det stadig gør alt for ondt at prøve at forstå det.

Ferie.

Eleverne er sendt på sommerferie, og jeg skal først se dem igen d. 10. august. Festen er overstået, øllerne er drukket, tømmermændene er på retur, og jeg er så småt ved at forstå at jeg rent faktisk også har sommerferie. Det er en vidunderlig fornemmelse.
Men nu skal jeg jo undvære mine kolleger hele ferien. Og det er faktisk den eneste ulempe ved at have sådan en lang (og dejlig) sommerferie. Jeg er ansat det sted i verden hvor alle de bedste og skønneste mennesker også er ansat. Hvor heldig kan man være! Jeg føler mig i hvert fald utrolig priviligeret.  Det er dejligt at føle sig holdt af af de mennesker man tilbringer sin arbejdshverdag med. Så herfra skal lyde et tak for en god fest, og et tak, fordi I er så skønne, alle I lærere på Gammelgårdsskolen.

Det er svært at være trist...

... når man har to meget glade, aktive og smilende børn som man kan kalde sine egne. Der er en grund til, at man glemmer fødselssmerterne og besværet ved en graviditet. Man glemmer det fordi man skal have flere børn. Og man skal have flere børn, fordi de kan være så utroligt meget godt for hinanden. Mine to pragteksemplarer er helt vilde med at lege sammen, spise sammen, sove sammen, være sammen. Hvis Eva er ked af det, så kommer Ole og skubber mig væk med ordene: "Jeg skal nok trøste Eva". Og Eva elsker at tumle med sin storebror, nogen gange så vildt, at jeg synes det er for meget. Men jeg forsøger at holde mig lidt på afstand, så længe jeg kan se at legen er god og de begge hygger sig. Nogen gange drømmer jeg om at være barn igen, bare for at mærke, hvordan min bror og jeg havde det sammen som børn. Og for at genkalde mig, hvordan sorgløshed og minimum af ansvar føles :-)

Før vi fik børn tænkte jeg, at vi skulle have flere end én, for børnenes skyld. Men i efterrationaliseringens ulideligt klare lys kan jeg se, at beslutningen om flere børn er udelukkende egoistisk: Hvem andre end mine børn kan få mig til at smile og le, så jeg føler mig varm og let om hjertet...?