Jeg bliver over 90 år.

Inspireret af Lea fra min skønne fitnessloge tog jeg lige testen her - på DRs hjemmeside - for liiiige at tage et kig ind i fremtiden. Det viser sig at jeg bliver 94,8 år. Hvis jeg skulle gå hen og blive så gammel, så tror jeg lige jeg vil opstille et par kriterier:

• Jeg vil blive gammel med stil! Ikke nogen spinlonkjoler og nylonstrømper med ål i til mig. Jeg vil være den skønneste golden-girl i oldekollet! - Mest for min egen skyld :-)
• Jeg vil kunne bevæge mig rundt ved egen hjælp. Tage bussen ud og besøge mine børn, som på det tidspunkt vil være 60+ begge to. Jeg vil kunne være med når mine børnebørn holder barnedåb og fødselsdage for mine oldebørn. Jeg vil kunne gå i teatret uden at skulle have specielt anvist plads. Jo, måske køber jeg to billetter, så der også er en til min stok, ligesom Simon Spies.... :-)
• Jeg vil være elsket, ikke kun af min familie, men også af en partner. Hvis Martin bliver 99,8 år eller derover, så har vi heldigvis hinanden, men hvis jeg en dag skal leve uden ham, så vil der forhåbentlig dukke en anden op som jeg kan dele livets mange glæder med. Skulle det omvendte ske, at det er Martin der må leve uden mig, så ønsker jeg det samme for ham. Og det ved han godt. (Det bliver nok ikke noget problem for kongen af de billige point... :-) Jo, måske, hvis klaverfingrene kalker til...)

Min mor har i snart 25 år været del af den ældste generation i sin familie. Jeg tror man føler et vist ansvar for at ting bliver sagt, gjort og videreført når man er "den ældste".  Jeg er vokset op med at min mor har sagt, gjort og videreført og til stadighed gør det. Jeg er ikke bange for den dag min mor dør, for jeg er ikke nervøs ved en dag at skulle være "den ældste". Jeg kan til gengæld blive helt slået ud ved tanken om at skulle undvære hende. I testen er der et spørgsmål der lyder: Har du to eller flere tætte venner? Og det har jeg. Men jeg har også min mor, og hun er så meget mere end en tæt ven. Hun er min mentor og min fortrolige. En dag skal jeg leve uden hende. Det er livets lod. Og det må jeg så lære at gøre når den tid kommer.
For år tilbage blev jeg sur og irriteret på mig selv når jeg hørte en af min mors vendinger komme ud af min mund. Nu bliver jeg stolt når Martin kigger på mig og siger: "Ida, det der kunne din mor have sagt!"