22 januar 2008

Der er stille i huset.

Ole sover. Efter at vi omkring juletid bøvlede voldsomt med at lægge ham i seng, er situationen vendt 180 grader. Det der før kunne tage halve og hele timer, tager nu 5-10 minutter. Uden en eneste tåre. Havde jeg vidst dengang, at det kunne være så nemt at putte ham til nat, så havde vi kunnet spare os selv for timer med et grædende og kaldende barn i sengen og på armen. Men man er så klog bagefter... Drengen ville bare have sin mor, og falde i søvn mens han følte sig tryg. Det gælder vel for os alle sammen, det med at være tryg.

Jeg kan godt se, at hovedparten af alle mine blogindlæg handler om mit barn... Men det er jo det der fylder min hverdag. Og han er da sød, ikke?

09 januar 2008

Luksus.

Det er vild luksus at sove 8 timer i træk. Det viste jeg ikke før jeg blev mor. Og når man ikke får lov at sove mere end max 2 timer ad gangen, så bliver man efterhånden skør. Ole har siden julen været en rigtig nattetyran. Vågen hver time til halvanden, hvorfor ved jeg ikke. Men nu har vi vendt skuden. De sidste to nætter har han sovet hhv. 5 og 7 timer i træk. Takket være en tålmodig og vedholdende indsats, og stor inspiration fra www.sovecoach.dk, er vi nu på vej ind på rette spor. Det gamle ordsprog med ro, renlighed og regelmæssighed er slet ikke så tosset. En forudsigelig dagsrytme, faste putteritualer, både i seng og barnevogn, og vores stålsatte overbevisning om, at tiltagene var de rigtige at gøre, har foreløbig givet os to rolige nætter. Vi venter lige et par uger med at kalde det en evt. succes. Men det tegner lovende :-)