En smuk dag

Et blomsterhav. Ufatteligt mange blomster.
En fyldt kirke. Overfyldt, faktisk.
En tale, der fortalte hvilken vidunderlig mand min far var. 
Sneklædte Bryndum, koldt, men stille, og med enkelte solstrejf på de helt rigtige tidspunkter.
Faktisk mærkede jeg ikke at jeg frøs før alle havde været forbi os for at hilse på.

Jeg forstår det stadig ikke. Jeg ved godt at det var min far der lå i kisten. Jeg var med til at bære ham ud til graven og jeg så at kisten blev sænket ned. Jeg hørte at præsten sagde de ord man siger ved jordpåkastelsen og at hun sagde min fars navn. Men jeg forstår det ikke helt dybt inde i mit hjerte.

Jeg kan ikke forstå at min far ikke igen skal med Ole på legepladsen. Jeg kan ikke forstå at han har købt skrabejulekalendere til os for sidste gang. Jeg kan ikke forstå at han aldrig mere ringer for lige at høre til mig. Jeg kan ikke forstå at han ikke kommer til at se Eva gå. Jeg kan ikke forstå at min mor fra nu af skal vågne alene i det store hus i Tarp. Jeg er tom indeni, for jeg forstår det ikke.

Livet er et kort sekund. Livet er en morgengave. Tænk at livet koster livet.
I have become comfortably numb.

Til far.

Jeg troede der var så mange dage
Så mange dage var der tilbage

Og pludselig er alting forbi
Og tiden blir uendelig

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hører dig sige, som du har sagt det så tit
Vi tar en dag ad gangen, imorgen er der atter en dag.

Og hvor er du? Jeg savner dig nu
Dit hjerteslag gjorde natten til dag.

Så lys og så let, din latter, dit åndedræt
Nu er alt så tung. Min sjæl er forgrædt

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hører dig sige, som du har sagt det så tit
Vi tar en dag ad gangen, imorgen er der atter en dag.


Min elskede far er død.
Livet går videre.
Men aldrig som før.

Jeg husker alt fra min bryllupsdag. Nervøsiteten, spændingen, forventningens glæde. De dejlige smil, latteren og al den kærlighed Martin og jeg havde sammen og modtog fra vores gæster. Min far var den første der fik at vide at vi gerne ville giftes. Jeg skulle jo spørge ham om han ville føre mig til alters. Det ville han, og det var en vidunderlig oplevelse at gå med ham den korte vej fra kirkens våbenhus og op til Martin. Han havde fået et råd der lød: "Gå langsomt. Nyd det!" Så det gjorde vi. Og min far var så glad og stolt. Det var en stor og fantastisk dag for os alle sammen.

Nu ligger min far på Odense Universitets Hospital. Han fik en hjerneblødning i søndags. Min mor var heldigvis hjemme og fik med det samme ringet efter en ambulance. Men blødningen var stor og voldsom. Han ligger i dyb søvn og med en maskine der trækker vejret for ham. Ingen kan sige noget om hvordan tingene vil udvikle sig. Der er en sygeplejerske hos ham nat og dag.

Min far er en prægtig mand. Et ord man ikke rigtig bruger om mennesker mere. Ikke desto mindre. Selv med rør og slanger alle steder er han prægtig. Vi taler til ham, fortæller ham hvad der sker og hvem der kommer og besøger ham og os. Jeg prøver ind i mellem at synge for ham, men stemmen knækker over og tonerne vil ikke ordentligt ud.

Mit største lyspunkt i alt dette er, at der ikke er noget usagt mellem min far og jeg. Kun kærlighed, beundring og respekt. Min far har forsøgt at lære mig at være stærk og bevare overblikket. Se de store linjer. Så det prøver jeg, også selv om de store linjer kun rækker en halv dag frem. Mor, Rune og jeg må være ukuelige optimister. Ingen skal komme og sige, at det er håbløst, for så længe far lever, er der håb.  Vi har fået mange hilsner og mange mennesker tænker på far og på os. Det varmer. Virkelig. Det bringer tårer frem, men det varmer.

Den kære Gud og skaber, den mindste orm er nær
han føder fugl og markens lilje klæder.
Dog menneskenes børn har han allermest kær.
Gud ånder på øjet når det græder.