En smuk dag

Et blomsterhav. Ufatteligt mange blomster.
En fyldt kirke. Overfyldt, faktisk.
En tale, der fortalte hvilken vidunderlig mand min far var. 
Sneklædte Bryndum, koldt, men stille, og med enkelte solstrejf på de helt rigtige tidspunkter.
Faktisk mærkede jeg ikke at jeg frøs før alle havde været forbi os for at hilse på.

Jeg forstår det stadig ikke. Jeg ved godt at det var min far der lå i kisten. Jeg var med til at bære ham ud til graven og jeg så at kisten blev sænket ned. Jeg hørte at præsten sagde de ord man siger ved jordpåkastelsen og at hun sagde min fars navn. Men jeg forstår det ikke helt dybt inde i mit hjerte.

Jeg kan ikke forstå at min far ikke igen skal med Ole på legepladsen. Jeg kan ikke forstå at han har købt skrabejulekalendere til os for sidste gang. Jeg kan ikke forstå at han aldrig mere ringer for lige at høre til mig. Jeg kan ikke forstå at han ikke kommer til at se Eva gå. Jeg kan ikke forstå at min mor fra nu af skal vågne alene i det store hus i Tarp. Jeg er tom indeni, for jeg forstår det ikke.

Livet er et kort sekund. Livet er en morgengave. Tænk at livet koster livet.
I have become comfortably numb.