"Jeg ringer når jeg kan se Eifeltårnet"

Nogle mennesker er gode til at læse et kort på hovedet, andre er nødt til at have det lagt rigtigt i forhold til verdenshjørnerne. Nogle er gode til at finde vej, og finde tilbage af den vej de er kommet. Andre er totalt afhængige af at blive guidet og må spørge om vej igen og igen. Og endnu andre tager bare tingene som de kommer, og tager de uforudsete oplevelser med sig, som flyder i kølvandet på det at fare vild. Disse mennesker ser det bare ikke som at fare vild, de ser at der findes en anden vej. Man kunne synes at det er en letsindig eller eventyrlysten væremåde, men jeg tror at man bliver et gladere menneske hvis man ikke altid følger den lige vej. Jeg er selv slem til at sige til Martin at han kører omveje, og han kører ikke omveje med vilje, men fordi han tror at hans vej er den nærmeste (det er de ikke, det er altid mine der er de korteste...) Men tænk hvis vi bare gav pokker i benzin-priser og klokkeslet og bare tog en tur ud i det blå.
Jeg synes at alle kan lære noget af min fætter Jens, som sku til Århus i 9. klasses praktik, blev sat på toget med alskens formaninger og gennemgange af hvor han skulle skifte tog og stå af og så videre. Jens er ikke kendt for altid at høre efter, men han klarer sig altid. Og drengens sidste kommentar til familien før togdørene lukker i, er: "Jeg ringer når jeg kan se Eifeltårnet". Når vi kan sige det, så lever vi i nuet og for eventyret. Min søde fætter har sgu humor!

Gran - Træ?

Ole har fået en trækusine her sidst i oktober. Cecilia skal hun hedde. Hun er datter af min fætter og hans kone og altså Oles trækusine. Det har vi i hvert fald altid kaldt det i min familie. I min folkeskoleklasse grinte de altid af mig og sagde: "Det hedder da grankusine, ikke trækusine."
Og nu har jeg sat mig for at finde ud af hvad der er hvad.
For det første: Det hedder ikke gran men grand. Det må komme fra det franske grand som betyder stor. Det hænger sådan sammen, at mine forældres søskende og ægtefæller, som er mostre, morbrødre, farbrødre, faster, onkler og tanter til mig, er Oles grandonkler og grandtanter. Og så må mine fætre og kusiner vel være Oles grandfætre og grandkusiner. Men hvor kommer begrebet træfætter og -kusine så fra? Det er såmænd sydvestjysk og betyder både det samme og noget helt andet. I dette dokument kan du se forklaringen. Vores brug af ordet træfætter og -kusine er altså til dels en hjemmstrikket størrelse. Men derfor blir jeg nu alligevel ved med at bruge det som jeg gør nu.