At klæde sig ud.

Jeg filosoferer lidt over tøj for tiden. Nina, min kusine, leverer dagligt et indblik i stil og mode på sin blog. Hun har fingeren på modepulsen, men det er ikke altid jeg forstår tendenserne.... ;-) Hendes seneste indlæg er et citat: "At være velklædt er lidt ligesom at være forelsket" Og det er der da vist noget om! I hvert fald føler man sig noget mere uovervindelig og selvsikker når tøjet sidder - om man så må sige - lige i skabet. Det er der ikke ret meget af mit der gør for tiden. Eller, jo, det gør det måske, men jeg føler mig ikke spor godt tilpas. Der er en mave der skal skjules, der er bryster der skal kunne være der uden at det bliver vulgært, der skal kunne ammes uden at det hele flashes, og den opgave skal jeg forsøge at løse med det der er i skabet. Og det er ikke altid nemt, men det lykkes til tider. Og når det lykkes er det en stor fornøjelse for mig at se på andre mennesker på gaden og tænke: "Aj, jeg ser da trods alt bedre ud i tøjet end hende der..."

Og hvad laver billedet af mig som Madonna-look-a-like så i dette blogindlæg? Jo, det skal jeg sige dig. Der er tøj der kun duer til særlige situationer, men som er det, der giver det sidste pift, det ekstra rygstød, det særlige mod til at gøre noget specielt. Klæder skaber folk. Og billedet er et hyggeligt minde om at optræde og være på. Noget som jeg holder meget af men gør alt for lidt. Så nu hvor jeg går hjemme skulle jeg måske ind i mellem skrue højt op for noget go musik, klæde mig lidt ud og trykke den af med en hårbørste i hånden. Eller som transvestitter siger når de skifter fra herretøj til dametøj: "Jeg klæder mig ikke ud, jeg klæder om."

Ungpigevokal

Elsker Sanne! Elsker Sneakers! Martin fandt lige noget gammel film med Fru Salomonsen på YouTube, fra før hun blev mit idol. Ved faktisk ikke om det endda er fra før jeg blev født.... Nå, men det jeg ville sige er, at Eva og jeg helt sikkert bliver nødt til at høre Sneakers i morgen fra vi står op til vi skal i seng (eller til Martin og Ole kommer hjem og vi skal se Teletubbies eller Wall*E)  Vi skal danse til "Ta med mig" og nyde Sannes lækre, skarpe og præcise ungpigevokal. Vi skal skråle med på "Johnny på havet" og drømme os med "Sui-Sui" på togtur. Vi skal nyde det gode, gamle. Der er ikke nogen større RockMama i DK, og har ikke været det. Men jeg vil helst huske Sanne som jeg så hende til min første Sanne-koncert på Pejsegården i Brædstrup. På "1997"-turnéen, med numre som "Den lille løgn" og en cover-version af Lenny Kravitz' "Are you gonna go my way". Eller på "New York minute" turnéen hvor jeg fik chancen for at give hende et kram og fortælle hende at jeg syns hun var for skøn. "Åh, i lige måde, skat", var det svar jeg fik tilbage. Den Sanne vil jeg huske og holde af. Og præsentere min lille pige for.

"Du er tyk, mor"

Ja, det sagde han sgu, knægten! Med et af de helt store smil smørret ud i hele det lille barneansigt stod min søn og pegede på mig mens han sagde: "Du er tyk, mor!" "Ja, mor var tyk da Eva var inde i mors mave, ikke også", prøvede jeg. "Nej, du er tyk, mor!" Hmm! Det ved jeg ligesom godt... Efter en graviditet hvor jeg virkelig forsøgte at spise sundt for at holde tallene på vægten nede på et rimeligt niveau og alligevel endte med næsten tyve plus-kilo på fødekontoen, er der selvfølgelig en del overskudsvægt der er blevet hængende. Lad os regne lidt på det: Et stk. baby på 4120 gram, et stk moderkage på godt 700 gram, antageligt lidt vand i kroppen, lad os sige 500 gram.... Så er vi på 5,32 kilo ud af kroppen. Det efterlader mig med ca. 14 kilo i overskud, rundt regnet (ha ha...) De syv forsvandt på mystisk vis i løbet af de første 3-4 uger, helt uden anstrengelser. Nu står jeg så tilbage med 7 kilos overvægt, som (baseret på erfaring) IKKE forsvinder af sig selv, ligegyldigt hvor meget jeg ammer min lille skønne datter. Jeg ved godt at jeg skal gøre en indsats, og jeg har betalt for ti klip i DGI-huset så jeg kan komme til "Mor i form - på bold" med min svigerinde om torsdagen. Men derfor behøver mit afkom jo ikke at påpege det åbentlyse... At min mave hænger ud over bukselindingen og minder mig om, at der er lang vej til de 70 sylfide-kilo og de ti kilometer jeg løb lige før jeg blev gravid med Eva. Heldigvis elsker min søn mig betingelsesløst, plusvægt eller ej. Måske er det det, der motiverer ekstra når jeg strimler hvidkål til salat i stedet for at bage kage. ;-)