30 december 2005

Baghjul!

Efter nogle utroligt afslappende juledage i familiens skød og nogle dejlige hjemmedage med Martin og hans familie og alt for meget god mad, skulle dagen idag bruges til at tage lidt hånd om kroppens velbefindende. Min gode ven Lasse og jeg måtte en tur i suppen og derefter i sauna. Det er ikke helt forkert når jeg siger, at vores blege vinternumser var nærmest selvlysende i genskæret fra den smukke hvide sne, men det var godt til os. Halvanden time i skiftevis meget koldt havvand og i en meget varm sauna gør godt, giver energi og ind imellem en svimletur... Lækkert!

Efter sådan en tur kan man alt. Det var måske derfor jeg foreslog at vi kørte i Bilka for at handle ind til vores storslåede nytårsaftensmenu. Klokken tre om eftemiddagen. Jeg var nok blevet lidt for kåd, eller også havde jeg slugt for meget saltvand... Der var SORT af mennesker i Bilka! Folk holdt uautoriserede steder på parkeringsområdet, indkøbsvogne var der ikke for mange af og det var alt i alt en lille smule kaotisk. Inden vi gik ind blev vi enige om, at vi også ville være glade når vi kom ud igen, at det skulle være en dejlig tur i Bilka. Og sådan blev det så. Det lille husholdningsplastickort sagde godt nok "av av" efter at være blevet præsenteret for de 603, 75 som Bilka-eskapaden endte med at stå os i. Det er jo sidst på måneden.... men pengene bliver først hævet til næste år, jo!!!! Så vi glæder os til krebsehalecoctail, oksetyksteg med brunede kartofler og chokoladekage med flydende indre og vanilieis imorgen aften. Og Queenies nytårstale, naturligvis. Herfra skal der i hvert fald lyde et godt nytår til alle. Raket raket!!

22 december 2005

Den sidste gang af alting.

Igår var det sidste gang jeg deltog i en juleafslutning på ÅDAS, sidste gang jeg spiste julemorgenmad med mit stamhold, sidste gang med alt muligt. Det er ligesom temaet det næste halve år... mit sidste semester på ÅDAS... Jeg er så glad for at gå på seminaret, så glad for alle de dejlige mennesker jeg har mødt der. Bare jeg ikke nogensinde skal sige at det er sidste gang jeg skal være sammen med dem. Tak for en god juleafslutning. Og en festlig fredagsbar, som sædvanligt :-)

20 december 2005

Julen nærmer sig... -og jeg har snart juleferie!

Det er som om det ikke er gået helt op for mig at juleaften rent faktisk indfinder sig om blot 4 dage... Det kan have noget at gøre med at vejret ikke er super-julet. I hvert fald er vores hjem julet. Det er der sørget for.

Igår havde vi på mit sløjdhold den første runde hvor vi fortalte om vores tanker om den store eksamensopgave vi skal lave. Den hedder en 40-timers projekt og det indebærer at vi har brugt minimum 40 timer på det stykke arbejde vi nu vil lave. Nogen vil lave en esse, andre vil lave et pokerbord/skrivebord/spisebord, og en tredje vil lave en barneseng. Jeg har besluttet mig for at lave en sykasse. En kasse på ca. 17x35x35 cm. med tre "lag" og en masse fine detaljer. Tegninger bliver tegnet og tegnet om og jeg har sådan lyst til at gå igang med det lige nu! Men jeg tror jeg skal lave mig en prototype i noget billigt træ før jeg går i gang med de dyre, fine træsorter...

- Hov, vi har forresten anskaffet os en HardDisk/DVD optager. DET ER SMART!!! Hvordan er det dog lykkedes os at leve uden sådan en i så lang tid??? Man kan begynde at se et program man er i gang med at optage, man kan redigere i sine optagelser, klippe alle reklameblokkene ud, brænde optagelser ned på en DVD-skive og gemme dem. Således er vi nu snart i hus med begge julekalendre fra i år. Og det bedste af det hele er, at man ikke løber tør for bånd! Vi kan i realiteten optage ALLE de film der kommer mellem jul og nytår uden at skulle bekymre os om hvorvidt der er plads på båndet og om der snart skal skiftes bånd. DET ER SMART! Og så er den superbrugervenlig, med dansk menu, så selv jeg kan finde ud af at betjene dyret. Jeg siger det igen: DET ER SMART!

08 december 2005

Det lakker mod enden.

Dagens papirpost indeholdt en støttemeddelelse fra SU-styrelsen. Den viste mig at min SU ophører planmæssigt til sommer... Hvad er jeg for en kylling? Jeg kan flytte fra by til by, tage på den ene og den anden højskole, men jeg bryder mig ikke om at gøre min uddannelse færdig og forlade seminariet. Det betyder vel at jeg holder af stedet og menneskene der. Men det gjorde jeg jo også på højskolerne, og da jeg boede i Odense... ARGH!!!! Måske er det fordi jeg slet ikke synes jeg er færdig med at lære at at være lærer. Der er så meget mere jeg kunne lære, så meget mere jeg synes jeg bør vide før jeg får overdraget ansvaret for at lære børn at læse, f.eks. Vel egentlig et udtryk for, at jeg tager det at være lærer meget alvorligt. At jeg vil gøre det så godt som overhovedet muligt. Jeg vil så nødigt skuffe nogen. Jeg ser mig omkring på mine medstuderende og vurderer dem i en kollegasituation og kommer frem til at jeg ikke vil undvære nogen af dem... Ku vi ikke bare lave vores egen skole, en hel flok nyuddannede lærere?

03 december 2005

Gåsestegen er til bageren sendt...

...andestegen laver vi selv. Vi er i gang med at stege vores første andesteg, og vi er meget spændte på resultatet. Frøken Jensen guider os igennem jomfrustegningen så godt som hun nu kan, og vi kigger nysgerrige ind gennem ovnlågens glas. Den har det hedt derinde. Men når vi nu ikke har plads til en frossen and i fryseren, så må vi jo opbevare den i ovnen... Det er ikke sådan med bankogevinster.
Jeg skal have ringet til præstesekretæren ved Bryndum Kirke på mandag for at "bestille" en dato til vores bryllup. Vi håber på at der ikke er andre der har fundet på at blive gift på den dato som vi går kredser om.

Jeg skal aflevere problemformulering til min bacheloropgave på fredag, d. 9. december, og har efterhånden indkredset mit emne til at omhandle en undersøgelse og en diskussion om hvorvidt min hypotese, at sløjd er et basisfag i skolen og i indlæringssammenhæng, holder. Nu har jeg noget forholdsvis konkret at arbejde ud fra, og så skal jeg bare have læst en ordentlig røvfuld faglitteratur i min juleferie. Godt den ikke er særlig lang i år...

Og så har min kusine Ghita fødselsdag idag. Tillykke med det!

23 november 2005

Alting har en ende...

Jeg har taget afsked med en genstand som har været en del af mig i over 5 år. Her på det sidste har vi ikke helt kunnet forliges med hinanden, og siden det nu er mig der er den tænkende part i vores forhold, har jeg måttet tage den tunge beslutning: Jeg går ikke længere med tåring. Jeg har fået smag for sko med hæle og ikke-så-meget-plads-til-tæerne, og her passede min tåring ikke helt ind i billedet. Vi mødtes i sommeren 2000 og har været uadskillelige indtil nu. Men alting har en ende, og således også mit liv med tåring. Den ligger nu ude i badeværelset og afventer sin videre skæbne. Den er lavet af 925 sølv, så det kan være jeg smelter den om til noget andet. Vi har tværfagligt forløb om smykker i sløjd og håndarbejde på seminariet, så muligheden er der. Tak for alt, du gamle.

14 november 2005

Igår var en god dag

Der er dejligt i Grenå. Vi har lige været på weekendophold på Helnan Marina Hotel i Grenå i anledningen af at vi har været kærester i 3 år. Og ved samme lejlighed stillede Martin mig et spørgsmål som jeg kun kunne svare ja til. Så nu skal vi giftes engang i løbet af det næste års tid. Der er vist ikke så meget andet at sige, end at vi er glade og glæder os :-)

06 november 2005

Kolde fødder med mere

Nu er jeg så halvvejs i 4. års praktikken. Jeg har lige 14 dage endnu hos 6. d på Gammelgaardsskolen. Søde børn som viser mig og min makker tillid og er glade for at lære. Alligevel går jeg og glæder mig til den sidste praktikdag så jeg kan komme tilbage på seminariet. Der er trygt og godt, jeg kender rytmen, ved hvad der forventes af mig og har lyst til at være der hele tiden. Når jeg mærker efter har jeg faktisk ikke lyst til at blive færdig til sommer og skulle ud i et job på en skole. Jeg synes at lærerværelset på Gammelgaardsskolen er så koldt og uindbydende, mens nogle af de andre fra holdet er helt vilde med stedet. Måske er de bare mere job-modne end jeg er. Jeg har virkelig ikke lyst til at være lærer som tingene er lige nu.

-Og så er det, at jeg bliver nødt til at fortælle, at min trofaste følgesvend de sidste 9 år, min gule citybike har tabt sin kæde to gange inden for fjorten dage. Det i sig selv er vel ikke underligt, idet hun efterhånden er godt brugt, nej, det underlige er, at det begge gange skete nøjagtig samme geografiske sted på Ingerslevs Boulevard... Jeg tror det spøger.

02 november 2005

Farvel, Train

Jeg har haft min sidste vagt på Train. Selv om det er et hyggeligt sted at arbejde, og man føler sig som del af et godt hold, så gav det for lidt penge i forhold til den tid jeg brugte på det. Man skal ikke arbejde på Train for pengenes skyld, og det er vist bedst at være single når man arbjeder om natten, for tiden man bruger der, bliver taget dobbelt fra den tid man kunne have haft med sin kæreste. Og hvor sjovt er det?

Istedet bruger jeg lidt tid i weekenderne på at være god ved mig selv og tage ned på Den Permanente og vinterbade. Det er så skønt! Vinterbadning er godt mod dårligt humør, træthed, tømmermænd, ømhed, dovenhed, negative tanker, stress, slatne lår og baller og vinterdepresioner. Det er simpelthen luxus for krop og sjæl. Og så kan man komme og gå næsten som det passer en. Jeg tror da at jeg vil tage derned idag efter praktikken og nyde at der er udsigt til solskin. Åh, at stå nøgen på en badebro badet i sollys, i november. Bliver det bedre?

19 oktober 2005

Vel hjemme igen.

Vi kom hjem til Århus igår, efter en super tur til Berlin. Idag holder Martin en ekstra feriedag, så vi laver så lidt som mulig, pakker ud og ser på feriebilleder. Det er blevet efterår, vi har tændt radiatoren i stuen for første gang idag, og jeg kan stadig forundres over at bladene på træerne skifter farve og falder ned på jorden. (der skal ikke meget til at underholde mig, hva...)
Imorgen kommer min mor på besøg, og vi skal feriehygge og måske finde mig et nyt sæt tøj i andledningen af min bedstemors kommende 80 års fødselsdagsfest. Vi skal også til Skanderborg og besøge Randi og Gustav (og Jakob, hvis han er hjemme). Ferien kan hurtigt få ben at gå på...

16 oktober 2005

Morgenkvisten

Tidligt op en söndag morgen for at komme alle de andre turister i forköbet og undgaa at staa for meget i kö. Det lykkedes! Vi gik direkte ind i Reichstags Gebäude og gennem sikkerhedschekket, op med elevatoren og ud paa taget til kuplen. Herefter videre til Fernsehturm hvor vi stod i kö i 5 minutter og tilmed var heldige at faa en plads i "Telecafe", hvor vi indtog frokosten. Ved Pergamonmuseet var vi saa heldige at score to heldagsbilletter af et par der kom ud af museet netop som vi skulle ind. Og dét museum er stort nok til at der ikke lige saadan bliver kö. Til sidst blev det til en tur paa teknikmuseum, hvor undertegnede dog maatte staa af museumsräset. Martin var standhaftig og fik noget ud af museet (teknik interesserer vist ogsaa ham mere end det interesserer mig...) Aftensmaden bestod af Wittys Bio-bratwurst mit pommes und ketchup/mayo. Nam nam.

15 oktober 2005

Prins Berlin

Saa fik de en sön, Frederik og Mary. Martin saa det paa CNN tekst-tv i morges, og derefter vaeltede det ind med sms'er hjemme fra Danmark. For vi er jo paa ferie i Berlin i disse dage (derfor de lidt anderledes tegn for ä ö og aa...) Vi bor blot en blok fra KaDe We, en ordentlig kolos af et indköbssted hvor man kan faa ALT!!! Lidt a la Harrods i London. Vi ankom igaar og har idag väret ude at se et tidligere stasi-fängsel. Vi blev vist rundt af en äldre herre der selv havde siddet i fängslet og selv om vi fik det hele paa tysk, saa forstod vi udemärket alvoren. Derefter tog vi ind til Brandenburger Tor og til das Reichstags Gebaude og saa den ude fra. Berlin er altsaa fantastisk. Jeg er stadig vild med byen, her anden gang jeg ser den. Jeg var hernede med musikhöjskolen i februar 2002 og kan efterhaanden huske mange af stederne naar jeg ser dem igen. Maaske kommer der mere nyt hernede fra de kommende dage.

30 september 2005

Dullegrej

Har netop idag modtaget en lille pakke fra Aller Press, 2500 Viby Sj., med små prøver på lækkert clinique dullegrej. Jeg er så nem at lokke når det gælder "Super tilbud - prøv tre numre af Bazar og få eksklusive Clinique produkter i lækker kosmetikpung" Jeg er som fluer omkring honning. Men havde du spurgt mig for bare 6-7 år siden, da jeg blev student, om jeg nogensinde ville blive en pyntepige, så havde du fået et rungende NEJ! Jeg var ikke spor piget eller feminin, og det der med make-up og modetøj, det kunne de smarte duller bare holde for sig selv når de nu ikke havde noget vigtigere at gå op i. Idag er sagen en helt anden... Jeg har nærmest en hel udstilling stående af diverse cremer der kan både det ene og det andet, hårplejemidler med så og så gode egenskaber, parfumer, neglelakker, ørenringe, halskæder; you name it, I got it. Ja, jeg har også en øjencreme og endda en læbepleje creme. Ikke bare en Labelo-pomade, næh, en rigtig Helena Rubinstein læbecreme... Jeg er vist det man kalder en luksus-junkie når det gælder dullegrej. Hvis ikke vores kamera var gået til i turen ned i Varde Å (se forrige indslag) så ville jeg have foreviget samlingen og delt den med dig. Det må du have til gode. -Og ha så en rigtig god weekend.

18 september 2005

Den blå loge

Jeg faldt i Varde å igår... Plump! Logen var på kanotur i forbindelse med den årlige logefest. Torben, Jakob og jeg sejlede i fin stil og var blevet lidt kåde, og så, lige med et lå vi i vandet og pjaskede. Det var lidt koldt, men det var nu endnu mere koldt at gå op til min fætter Alex´ hus for at få tørt tøj på. Jeg frøs resten af aftenen og sad pakket ind i et tæppe. Jeg er aldrig faldet i vandet før, men en gang skal jo være den første. Og det blev så igår.
Ellers ikke noget nyt rigtig... Jeg har vildt travlt og er begyndt til både pilates, kor og på et hjemmesidekursus. Jeg ser også Martin en gang i mellem....

04 september 2005

Gode venner


Har I set ham? Er han ikke sød? Det er Anne og Christians søn Magnus som er 8 måneder og et par dage. Her er vi på opdagelse i mormor og morfars have og har fundet nogle fine blomster som vi bare må kigge lidt nærmere på. Flaget er hejst i baggrunden, for Magnus' mor har fødselsdag og udenfor billedet står grillen og steger de saftigste bøffer til de voksne. Magnus må nøjes med kartoffel og gulerodsmos og måske en enkelt godbid fra fars tallerken. Sikke en dejlig dag. Magnus og tante Ida hygger max når muligheden er der. Vi synger små sange og øver os i at gå på de små yndige fødder og mærker græsset mellem tæerne. Vi hvisker sammen, og hvis tante Ida er heldig falder der også et lille hygge-møs af ind imellem. For vi er nemlig venner, gode venner. På en sommeraften hvor tiden står stille og vi ingenting skal nå, er det de små øjeblikke der bliver de største. Magnus altså, du gør din tante skruk og får hende til at ønske sig en lille en som dig...

02 september 2005

Min far er den bedste i verden

Ja, det er rigtig nok, min far er den bedste far i verden. Han er lun og tør på en vidunderlig vestjysk underspillet måde. Min far er ikke en brallerrøv som jeg selv kan være ind imellem (det må jeg have fået fra min mor....), næh, han er hyggelig, rolig og sjov! Intelligent og kærlig. Og så har han humor.
Martin gjorde mig opmærksom på en hjemmeside, som du kan tage et kig på når du har god tid og gerne vil underholdes lidt. Den hedder www.farhumor.dk og indeholder diverse citater og kommentarer, sagt af fædre i det ganske danske land. Der er nogle lårklaskere ind imellem :-) Her fik jeg også bekræftet at min far ikke er spor plat. Tænk at der er voksne mænd der stadig synes at det er sjovt at få børn og andre voksne til at hive dem i fingeren når de skal prutte...

23 august 2005

Idoler er også mennesker...

...de går også på lokum for at skide. Jeg så en stangstiv Sanne Salomonsen på Kupé lørdag nat. Flankeret af Nikolaj Steen, Morten Woods og Anika Askman holdt Sanne hof, iført drinks i lange baner, svømmende øjne og usikre ben. Mit idol er pinlig når hun er fuld, præcis ligesom alle os andre. But seeing is believing...

Jeg har fået grønt lys fra undervisningsministeriet til at mail-interviewe Bertel Haarder. Det sidste år på seminariet må jo følges til dørs af nogle super-artikler i Traktor, de studerendes blad. Så jeg går og brygger på spørgsmål til undervisningsministeren. Har du et godt et, så skriv det til mig i en comment.

Ellers er jeg begyndt i en uges observationspraktik i en sjette klasse som er helt vildt nysgerrige. De vil vide hvem min yndlingssanger er, hvem min yndlingsskuespiller er, hvad min kæreste hedder, hvor jeg bor, om jeg synes Beckham er sexet (her fniser de og bliver røde i hovedet så snart de har sagt "sexet"...) om det gør ondt at få en piercing i navlen, hvem jeg har fået mit ur af og en masse andre bramfrie ting. De er søde og jeg glæder mig til at det bliver mig der skal undervise dem efter efterårsferien.

Og så har TV2 igen glædet en gammel seriejunkie. Beverly Hills 90210 er startet forfra igen efter at alle 291 afsnit er løbet over skærmen på hverdags-eftermiddage, kun afbrudt af Wimbledon, Tour de France og OL i Athen. Det tager næsten 1½ år med afbrydelser at sende hele serien når den kører alle hverdage. TV2 må have en evighedslicens på serien siden der ikke bliver sendt noget andet. Serien er jo nærmest blevet fast inventar på kanalen, på linie med Nyhederne og Vejret. Så nu er der igen udsigt til sikker eftermiddagsunderholdning. 291 afsnit... tænk hvis der var så mange afsnit af Matador. Nøj!!!! :-)

18 august 2005

Jeg var på Fanø igår mens Rune var på arbejde. Her ferierede Charlotte og hendes to børn, Simon på 5½ og Emma på 3 år. Vi havde næsten en hel dag sammen og det var så dejligt at se hende igen. Det er et år siden vi sidst sås, og det er altså for lang tid ikke at se hinanden i. Vi var ved stranden og grave kanaler, vi spillede Uno og Ludo og snakkede. Jeg kan ikke huske hvornår det præcis var at vi mødte hinanden. Enten var det på træningsbanen i Breinholdtgård Golfklub eller også var det til hiphoptimer inde i Esbjerg. Det betyder heller ikke noget hvor det var, vi har holdt sammen siden. Det er et helt specielt venskab vi har. Når vi ses føles det ikke som om vi har været væk fra hinanden længe. Og så alligevel. Hun bor desværre i København med sin familie, men det burde jo ikke være en forhindring. Jeg kan jo bare rejse derover. Eller ringe noget mere. Det må jeg hellere. Vi har vist stadig brug for hinanden.

17 august 2005

Bilkalort!

Sidder her i provinshullet Esbjerg og har givet op overfor en simpel opgave... At bore huller i væggene i min brors lejlighed. Vi har bandet, vi har støvsuget, vi har svedt, vi har spist og nu gider vi ikke bruge mere tid på at få fars lorte-Bilka-bor til at makke ret. Billigt skrammel! Så nu må den vist stå på is og fodboldkamp. Vi har ellers været effektive. Malet, købt lamper og knagerækker og ommøbleret. Men bore, det kan vi ikke få lov til. Øv.

14 august 2005

Skanderborg Festival i gråvejr...

...føles ikke helt som rigtig Skanderborg Festival. Alligevel kan det ærge min festival-glade sjæl at vi ikke fik købt billetter før der var totalt udsolgt. Jeg tog ned til festivalområdet og så til Lærke og Anders og deres venner i torsdags, og fik også hilst på Rune og ønsket ham en god festival. Hyggeligt selskab, men vejret var ikke som det plejer at være til Skanderborg. Det er synd for dem som er der for første gang, for de får nok ikke oplevet den der afslappede og frie bøgeskovsstemning. Hvis man hele tiden går og kigger ned i jorden fordi det ellers ville regne ind i ansigtet på én, så går meget af festivalen tabt. Hov, hilste også på Bettina og mødte dermed alle dem jeg gerne ville sige hej til. Heldigt nok. Jeg håber vi er med igen til næste år.

Uden festivalbillet har vi gået herhjemme og hyttet os for augustregn og blæst. Det er helt forkert vejr vi har haft de sidste fjorten dage. Der må snart komme noget sensommer. Jeg var på arbejde i nat, og vi havde 1000 færre gæster end vi plejer på en gennemsnitslørdag. Det kan mærkes at der er festival i Østjylland. Vi fik tilsyneladende besøg af Anastacias band og noget crew, men Anastacia selv krøb nok under dynen på Hotel Royal i stedet for at gå i byen i Århus. Jeg fik fri allerede kl. 02.45, den korteste vagt jeg nogensinde har haft på Train. I morgen tager jeg nogle dage til Tarp og hjælper Rune med hans nye lejlighed. Nu har han flyttet for mig så mange gange at det er helt pinligt... Guitar.

08 august 2005

Tina Dickow in the red


Ny plade i konstant rotation i det lille hjem på Sdr. Ringgade. Tina Dickows tredje plade "In The Red" har taget mig med storm. Og tilsyneladende er der flere derude der har fået øjnene op for denne talentfulde sangskriver og sangerinde. Direkte ind på en førsteplads på salgslisten. Glimrende! Jeg sagde det første gang jeg hørte hende og jeg siger det gerne igen: Hun er et big shot og kommer rigtig langt med det hun laver. Vi kan forvente os rigtig meget af pigen fra Åbyhøj. Grib muligheden for at høre hende her i Danmark inden de får ordentlig øje på hende i det store udland. Se her hvor hun spiller: http://www.tinadickow.dk/tourdatoer/kommende/ You don't want to mis this! Hun kan noget med ord og melodier.

31 juli 2005

Jeg glemte helt Gustav

Randi og Jakob fik jo da en søn i tirsdags. Hvordan kunne jeg glemme det? Har ikke set vidunderet endnu, men han var en stor krabat ved føslen. 4100 gram og 56 cm. Det varer ikke længe før han selv kan gå i køleskabet efter mælk til mors kaffe.... Og så har jeg glemt at bekendtgøre, at man nu kan skrive kommentarer til min blog uden at skulle være medlem af blogger.com. Spil ind med dine tanker, jeg glæder mig til at høre fra dig.

Jeg lever stadig

..på trods af ti dages græsenke-tilstand. Jeg står ikke model til det her en anden gang. Ti dage uden Martin, uden arbejde, uden faste gøremål. Jeg var ved at blive vanvittig i øjeblikke. Kun en druktur, 5 blockbuster DVD'er (tøsefilm af værste skuffe, hold op, jeg havde ondt af mig selv...) og min mors trofaste opkald for at høre om jeg klarede mig, har holdt mig oven vande. Og i morgen henter jeg Martin i Billund Lufthavn. JEG GLÆDER MIG HELT UBESKRIVELIGT!!!! Lasse var her idag, til kaffe og EfB-Bif. Rart med lidt adsprædelse inden den sidste ensomme nat. Gad vide om jeg overhovedet kan sove...

24 juli 2005

Sidste år ved denne tid gik vi sammen her.

Ja, den hurtige vil vide at det er den første linie i en gammel Sanne Salomonsen sang der hedder "Uden Dig" og er fra "Sanne"-albummet (det rød-orange...) Sidste år var Martin og jeg i København sidst i juli og her fotograferede vi os selv ved Rosenborg. Nu er han i Taipei med Vocal Line på koncertturné, og jeg kan vist godt - uden at overraske nogen - indrømme, at jeg savner ham helt forfærdeligt. Meget mere end jeg troede jeg ville. Og der går en hel uge inden han kommer hjem til mig igen. Jeg skal slet ikke begynde at tænke på hvordan jeg skal få tiden til at gå, for så begynder jeg så småt at gå i panik. Strandbabe er det vist ikke så sjovt at være i det danske sommervejr for tiden. Og penge har jeg ingen af, så savne-shopping er også udelukket. Mine forældre kommer dog på tirsdag for at adsprede mig lidt. Men de er jo ikke Martin...

Imorgen har jeg dog én meget vigtig mission: Tina Dickows nye plade "In The Red" udkommer, og hun holder autograf session i Stereo Studio i morgen eftermiddag. Det må jeg simpelthen ikke gå glip af!!! Ny plade med autograf på udgivelsesdagen, det bliver ikke bedre. Så er der noget at stå op til :-)

21 juli 2005

Fenja og Niels fik en datter

Selma blev født igår, onsdag d. 20/7 2005, 3730 gram og 53 centimeter lang. En stor, dejlig og velskabt pige med masser af mørkt hår på hovedet og et godt lille sovehjerte. Jakob og jeg har lige været ude på patienthotellet og se til dem og de har det godt, både mor og far og baby. Hun er helt vidunderlig! Nem og selskabelig og så ligner hun vist mest sin far. Hun småsov i mine arme og vidste slet ikke at hun ved sin blotte tilstedeværelse satte dybe spor i sin "moster". Hver en bevægelse blev set og gemt i hukommelsen om hende, hver en lyd. Man bliver vist ikke på noget tidspunkt træt af at se på spædbørn. De er et mirakel, tænk at det kan lade sig gøre at lave noget så perfekt som en barn. Jeg er så glad på Fenjas og Niels' vegne.

Selma er født præcis 19 år efter at min mormor døde. Den dato der i 19 år har stået for noget meget trist i mine minder skal nu være Selmas fødselsdag - en festdag! Min mormor var et dejligt menneske, både efter hvad jeg selv husker og hvad jeg har fået fortalt. Hun var klog på livet, og hun så min begejstring for musik. Jeg tror nok at hun ønskede at jeg skulle have hendes båndoptager efter hendes død. Den holdt ud til længe efter. Vi fik altid lov til at få både pålægchokolade og cacao til eftermiddagskaffe ude hos "momor", og i haven havde hun det bedste klatretræ i verden - i hvert fald i vores verden. Jeg var 7 år gammel da hun døde, og min kusine Nina og jeg havde ens hårbånd på til begravelsen. Jeg husker min mors tårer og køreturene ud til Varde Sygehus hvor vi besøgte momor de sidste uger af hendes liv. Jeg husker hvad vi hørte af musik i bilen og jeg husker at jeg ikke ville med ind og se hende efter hun var død. Det er både godt og skidt at jeg ikke var ældre da vi mistede hende. Jeg kan ikke huske at jeg følte sorg eller smerte, men jeg er på den anden side ked af at jeg ikke nåede at lære hende bedre at kende. Nu får jeg i stedet lov til at lære Selma at kende. Verden er cirkulær, vi mister og får, mister og får. Gammelt liv ebber ud og nyt liv får plads i verden. Jeg håber jeg selv en dag kan få lov at bidrage til cirkulariteten.

17 juli 2005

Koncert-update

Søndag i sofaen. Jeg spiller edderkop på Martins bærbare mens han ser skiftevis Tour de France og British Open. Om godt halvanden time går Sanne Salomonsen på scenen ude på Vestereng til Grøn Koncert, og jeg er selvfølgelig på plads på en af de første rækker til den tid. :-) Men Bongodrengene kunne vi godt lige undvære idag. Ellers har de sidste 8-9 dage budt på musik i verdensklasse. Først Elton John lørdag d. 9. juli, en Elton i storform på en meget lun sommeraften. Siden min far købte "The Very Best of Elton John" som mandelgave en jul for mere end 15 år siden (og i øvrigt selv vandt den...) har jeg været hooked på klaverbokseren. Ham og Sanne har nok været det mest spillede på mit stereoanlæg. No doubt! Det var en dejlig koncert med et velspillende band og en lidt hot percussionist. Nam nam. Han spillede det han skulle spille og jeg fik selvfølgelig yndlingsnummeret "Saturday Night" på en sunny saturday night. Det er altid en fornøjelse at høre Elton John live, og nu har jeg haft fornøjelsen tre gange.

Mandag tog vi til Kbh. og i Tivoli for at høre Mariah Carey. Jeg var spændt på hvad hun kunne levere. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Kvinden som spænder over 5 oktaver gav den som super hot diva, og kunne tage de der sindsyge overtoner så rent som på nogen plade!!!!!! Hun sang i det hele taget overraskende rent hele vejen igennem. Det var en fantastisk oplevelse, og hårene på armene var længe om at lægge sig igen derefter. Jeg kan ikke udtrykke min hele begejstring for oplevelsen, så jeg kapitulerer her i forsøget.

I går var jeg så i byen med drengene. Peter og Jakob fra højskolen og jeg var på Train og høre Mike Andersen Band. Det var en swing-blues oplevelse af de absolut bedre. Jakob lænede sig ind til mig på et tidspunkt og trak mig ud af min boble i det han sagde: "Man glemmer jo helt verden udenfor når man lytter til det her". Og jeg kunne kun give ham ret. Det er ikke sidste gang jeg har hørt Mike Andersen Band.

Og så venter vi stadig på at Fenjas baby vil ud og se verden. Status er 12 dage over tid, så jeg kan gå hen og blive pseudomoster hvert øjeblik det skal være. Fenja, vi tænker på dig og glæder os til at byde baby velkommen til.

Nu er det vist tid til at smutte ud til Grøn Koncert. Sanne på landevejen er altid værd at se, og gerne mere end én gang. Måske ses vi derude....?

07 juli 2005

ARGH!!

Uha, jeg har meget jeg gerne vil ud med idag.

Fjernsynet kørte i baggrunden hele formiddagen igår. Bush og frue var i Danmark. Det er fuldstændig vildt så mange mennesker der skal i sving for at passe på Amerikas præsident. Journalisterne fik besked på at gå roligt omkring i de områder de overhovedet havde lov til at gå i. Hvis de gjorde pludselige bevægelser ville der blive skudt efter dem... Anne Mette Rasmussens arbejdsplads fik besøg af Laura Bush, og her blev alle børnenes tasker gennesøgt inden besøget. Selv ungernes madpakker... Det virker totalt hysterisk. Men det er åbentbart nødvendigt. Vi tænker måske ikke over det til hverdag, men flere af vores egne folkevalgte politikere har livvagter med sig. Statsministeren har helt sikkert, Bendt Bendtsen og Per Stig Møller sikkert også. Og Pia Kjærsgård skal sikkert bare pippe en lille smule før hun bliver bevilget en livvagt. Hvorfor kan politikerne ikke gå i fred? De mennesker, som ved et demokratisk valg er blevet udvalgt til at varetage styrringen af landet bør kunne udføre deres opgave uden at skulle frygte for deres sikkerhed. Jeg bliver vred! Jeg synes det er primitivt når unge mennesker deltager i en demonstration der kalder sig "Død over Bush". Det siger sgu mere om de unges intelligenskvotient end om den amerikanske præsident. Hvorfor er det, at nogle mennesker foretrækker at tale med næverne frem for med ord? Hvad er det for nogle mennesker der opdrager deres børn til at blive sådan nogle voksne? Jeg bliver altså bare så vred!

Igår var også dagen hvor det blev besluttet at London skal være vært ved OL i 2012. Martin og jeg besluttede allerede for et år siden at vi ville til OL i 2012 hvis det kom til London, så glæden i det lille hjem var stor. Idag sprænges der bomber i den brittiske hovedstad. "Vi ønsker verden et godt G8-topmøde" BUM!!!!!!!! Et topmøde, hvor emnerne var bekæmpelse af fattigdom, gældssanering, handelsmuligheder for Afrika og miljø. Dejligt bløde politiske emner. Og så springer bomberne. Efter et par timers gisnen om hvorvidt der var tale om terror eller ej kom det frem at der var fundet spor af sprængstof på et af åstederne. Terrorister har altså igen formået at sætte dagsorden. Som en journalist på tv sagde: "Terrorisme lever af opmærksomhed, og det var ikke på dagsordenen til G8 i Skotland." Nu er det i alle medier. Den lille sorte plet der hedder terror vokser sig større og grusommere jo mere den bliver omtalt. Jeg bliver vred! Jeg bliver så edderspændt rasende vred!

27 juni 2005

Matador, job, Jeppe og Salling

Idag fik jeg hentet Matador hjem igen. DVD'erne har været på frivilligt ophold ude hos Martins forældre mens jeg læste til eksamen. Hvis de stod herhjemme ville jeg ikke få læst... Det ville være meget sjovere at nuppe et afsnit eller tre af livet i Korsbæk. Og det får man ikke 8, 9 og 10 af. Men nu har jeg ferie, så nu er Matador i hus igen. Det er altså tv-historie i topklasse. Jeg elsker det!!

Mht. mit sommerferiejob, så går det ikke helt som forventet... Der kommer ikke så mange mennesker på Sandet at der er råd til at have to på vagt ad gangen, så det er kun dem der er oplært der har fået vagter i denne uge. Og jeg har kun haft een vagt indtil nu, nemlig i lørdags, så jeg står omtrent nederst på listen til vagter. Men så har jeg jo fri i stedet for. Og det er heller ikke værst.

Min fætter Poul og hans kæreste Malene blev forældre til en lille dreng i lørdags. Min mor ringede til mig lørdag morgen før kl. 9.00 for at fortælle den glade nyhed. Jeg glæder mig til at se dem igen og til at se ham den lille ny.

Og så stod jeg op kl. 06.35 idag for at tage til UDSALG i Salling. Med kurs mod lingeriafdelingen og med et gavekort på 500 kr der brændte i lommen. Jeg har nemlig lavet en aftale med mig selv: Aldrig mere billige H&M bh'er som er for små og sidder forkert! Mine bryster har fortjent at blive holdt på plads af bøjler og blonder der passer perfekt. Jeg behøver vist ikke sige at jeg måtte have lidt kontanter op ad lommen også...

21 juni 2005

Nu har jeg sommerferie!

Jeg fik 8 til min sidste eksamen i almen didaktik. Så årets talhøst endte altså med 8'eren fra idag, et 9-tal i pædagogik og 10 i psykologi. Det giver et meget godt billede af hvor mine interessefelter ligger... Nu er jeg færdig med 3. år, det er ret uvirkeligt. Nu skal jeg til at tænke på bachelor, jobsøgning, a-kasse, alt mulig mærkeligt som jeg ikke lige kan overskue nu. Og måske noget efteruddannelse... Åh, kan jeg ikke bare holde lidt fri fra alle mine tanker og slappe af. Der er ikke noget der haster nu. Slow down, der er ikke noget du skal nå, Ida.
Go ferie!

19 juni 2005

Two down, one to go...

Har sidste eksamen på tirsdag. Har ikke læst nok og idag er det søndag... Er ved at blive syg, sommeren kan ikke finde ud af om den vil være her eller ej og jeg har forøvrigt lige fyldt op på lokumspapirshylden... Someone stop me! Jeg er så træt at det bare ender i noget sludder. Og jeg har fået blanke tæer. Jeg logger af og logger ikke på igen før tirsdag efter kl. 15.00 Før vil der ikke komme noget nævneværdigt ud af hovedet på mig. Roger over tandtråd.

11 juni 2005

Eksamensbuhu

Det er svært at læse til eksamen når man er alene om det. Har luntet om den varme grød i flere dage, fået læst lidt og tænkt endnu mere og ellers lavet overspringshandlinger som en gal. Men idag fik jeg Martin til at sidde og lytte mens jeg prøvede at sætte ord på mine tanker og forklare de plancher jeg trods alt har fået lavet. Det satte gang i motivationen! Han stillede spørgsmål (ikke særligt faglige, men gode forklaringsspørgsmål...) som gav mig mulighed for at få sagt en masse gode ting. Nu har jeg bestemt mig for at fremlægge for mig selv de næste par dage og indspille min fremlæggelse på minidisc så jeg kan lytte det igennem og få skrevet en form for manuskript og også få en fornemmelse af hvor lang tid det tager at sige det jeg vil sige. God eksamenstaktik. Jeg ville nu alligevel gerne snart være færdig. Der er 10 dage endnu til jeg kan læne mig tilbage og sige at jeg har sommerferie. Derefter går det løs i mit sommerjob på "Sandet", en sommerforanstaltning som Train og Kupé står for nede ved Europaplads. Så jeg håber på sol og sommer og varme fra d. 21. juni og frem til engang i oktober.....

30 maj 2005

Ingen tak, hellere en ti'er :-)

Jeg fik 10 til psykologieksamen den anden dag. Morten og jeg styrede det totalt og var helt vilde med det gode resultat bagefter. Jeg følte at der ikke var nogen spørgsmål jeg ikke kunne svare på, så de kunne bare komme an, ku de! Jeg har heller aldrig nogensinde læst så meget til en eksamen før som til denne her. Nu mangler jeg bare to, pædagogik og didaktik. Dem skal jeg klare alene.

15 maj 2005

Boller i karry

Igår havde de bryllupsdag, Frederik og Mary. Og mit sentimentale og romantiske hjerte kunne næsten ikke holde til alle genudsendelserne af vielsen, balkonscenen og middagen. Det var nærmest selvpineri, for jeg sad med tårer ned ad kinderne hele tiden og var så rørt, så rørt. Jeg vil også giftes med en prins i en blomstersmykket kirke, i en designerbrudekjole og køres i karet mens tusindvis af folk vinker til mig med flag... nå, okay, så bare nogle stykker da. Hun var så smuk og det var så rigtigt. Suk....

Idag tog vi ned i mindeparken og spiste medbragte sandwich. Det var skønt vejr og der var masser af glade mennesker i parken. Ah, jeg elsker sommer! Duften af grønt og alle de mange grønne nuancer er så livgivende, det er en fornøjelse at sidde midt i det hele og ikke have travlt. En dejlig måde at fejre pinsedag på.

02 maj 2005

Happy birthday to me!

Så blev jeg 26 år. Hvor holder jeg mig godt! :-) Jeg var ikke uden for en dør på selve dagen, jeg sad foran computeren og arbejdede på at få mine eksamensopgaver færdige til dagen efter, og det lykkedes kl. 21.20 torsdag aften. Sikke en lettelse! Men også en tom fornemmelse bagefter.

Jeg fik en iPod mini af min skønne kæreste (og hans forældre), et serveringsfad og lækkert dullegrej af mine egne forældre og mere dullegrej af min tvillingebror. Og Martins far kom med blomster. Men ikke et eneste brev med posten, tilgengæld væltede det ind med sms'er hele dagen. Dejligt.

I går blev min yngste fætter i min mors familie konfirmeret, nu er fætter/kusine logen komplet. Det var en fin dag, men der er langt hjem til Århus søndag aften kl. 19.00, når man ikke synes man har haft weekend og ved at man skal møde kl. 8.50 dagen efter. Men det er jo altid en fornøjelse at være sammen med familien.

Ellers er tempoet sat lidt ned, eksamensforberedelser er så småt gået igang, og jeg tror jeg har godt af at slappe lidt af. Har genopdaget Sneakers skønne musik fra starten af 80'erne og er helt høj på Sannes ungpige-sopran-rockvoice! Det er lækkert! Så min nye iPod indeholder ihvertfald Sneakers 4 plader de næste mange uger.

26 april 2005

Skrivestresssss

Det er tirsdag, på fredag skal jeg aflevere mine eksamensopgaver. Jeg er færdig med to af dem, men den tredje og største sidder jeg stadig med. Ind imellem går det godt, ind imellem synes jeg at jeg gentager mig selv og jævnligt synes jeg at jeg er på vej ud af et sidespor... Flot, Ida.
Men nu er jeg igang med en overspringshandling, nemlig at skrive en lille blog... :-)

Vi var i København i weekenden. Vi havde billetter til Sanne Salomonsens "Show" på Bellevue Teatret. Med skønt (men lidt koldt) solskinsvejr var vi også en tur på Bakken, hvor vi så en masse forskellige rockere. Både Banditos, Hells Angels, No Name og en masse prospects. Vi blev enige om at de nok havde holdt møde og så lige tog en promenadetur rund på Bakken for at vise at de godt kan sammen...
Sannes show var en god oplevelse. Hun spillede mest gamle Sneakers sange og sange fra den nye plade "The Album" (super original titel...) Der var dansere og artister, og når man er fan, så er det slet ikke nødvendigt med en masse fegumdik til musikken. Sanne er nok. Imellem numrene fortalte hun anekdoter fra sit rockmama-liv, og det var til gengæld fan-guf. Jeg elsker at vide mere om mine idoler. Hun spillede også mit yndlingsnummer fra "In a New York-minute" pladen, nemlig In love we grow. Der måtte jeg lige knibe en tåre. Hun spiller den aldrig live, men vi fik den på Belevue. Det var dejligt.

19 april 2005

Opgaver, arbejde og Alanis!

Two down, one to go! Er færdig med to af de tre eksamensopgaver der skal afleveres d. 29. april, om 10 dage. Inden for de næste 10 dage skal jeg have besøg af mine forældre, en tur til Kbh. til koncert, til Odense til en konfirmation, jeg skal have fødselsdag og så skal jeg også lige skrive den her didaktikopgave... 10-20 sider som jeg ikke ved hvordan jeg skal få begyndt på. Jeg lider af et "jeg har det bare lige inde i hovedet"-syndrom. Jeg tror at mine undervisningsplaner kan ses af andre selv om de befinder sig inde i min hjerne. Flot, Ida. Der er bare nogen ting jeg ikke har været for heldig med.

Jeg har søgt arbejde på Train, været til samtale og får besked på torsdag om jeg kan bruges. Gardarobechick på Train, det er da lige mig, hva. "Ska jag ta dærs jagg'? Va mæ dærs task?" Spørgsmålet er så om jeg kan finde ud af at arbejde om natten... Min krop bliver træt når det er mørkt, og jeg ved sgu ikke om jeg kan tvinge den til at sove om dagen og være vågen om natten. Hvis jeg får det job må det prøves. Det er vel en ærlig sag at være A-menneske.

Jeg glemte at skrive sidst, at vi var til Alanis Morissette koncert d. 9. april i Horsens. Alanis var mit ungdomsoprør, hun var sådan en vred ung dame som jeg aldrig turde være. Hun sang om alle de ting jeg kun turde tænke lige så stille. Og så sang hun med sådan en smerte at det også gjorde helt ondt på mig. Hun synger stadig forrygende, kraftfuld og med nerve så mine små hår på armene rejser sig. Det var en dejlig oplevelse. Hun har elsket og hun har haft ondt i hjertet. What are you, my blood? You touch me like you are my blood.

13 april 2005

Fenja og Jakob

Jeg havde besøg af min to dejlige højskolevenner igår, Fenja og Jakob. Fenja og jeg boede på samme værelse i Toftlund i 23 uger, og hun er sådan en dejlig pige. Hun er gravid med sit første barn og har termin d. 5. juli. Hun er lidt den lillesøster jeg aldrig har haft, så jeg glæder mig til at blive en slags pseudo-moster. Og Jakob, ham kan jeg faktisk ikke huske hvordan jeg kom i snak med på højskolen. Det er heller ikke vigtigt, vi har hinanden nu her i Århus og havde en dejlig aften sammen igår. Hvorfor skriver jeg det her i min blog? Jo, fordi jeg havde glædet mig til at se dem, og fordi det var første gang de besøgte mig her hvor Martin og jeg bor nu. Og fordi jeg holder så meget af dem begge to.

09 marts 2005

dpu.dk

En god kammerat satte i går lus i skindpelsen på mit fremtidige virke som almindelig lærer i en almindelig skole. Han læser pædagogisk sociologi på DPU - Danmarks Pædagogiske Universitet. Jeg tog straks hjem og tjekkede hjemmesiden www.dpu.dk Og der, som det øverste kandidatstudie stod pædagogisk psykologi. Jeg læste beskrivelserne af faget og læste dem igen og en gang til. Lige der, mens jeg sad i min lejlighed på min kontorstol og klikkede rundt mellem de forskellige sider besluttede jeg at jeg vil læse videre. Jeg vil vide mere, være noget andet. Min praktik, som slutter på fredag har godt nok vist mig at jeg er god til at være lærer og det er heller ikke fordi jeg ikke vil være lærer. Jeg vil bare også mere end det. Godt nok er udsigten til 2 år mere på SU ikke ligefrem super motiverende, men jeg er ikke i tvivl om de er det hele værd. Men jeg kan jo nå at skifte mening hundrede gange inden jeg skal bestemme mig endeligt...

02 marts 2005

Martshund, dag 2

Magnus bliver 2 måneder idag, det var Martshund igår (en bror-søster-joke) og det sner helt vildt uhæmmet. DET ER FORÅR, for pokker! Det er nu vi skal have sol, det er nu træerne skal springe ud, forårsblomsterne skal myldre op ad jorden. Og det skal de NU NU NU!!!! Det kan kun gå for langsomt.
Jeg har købt Sanne Salomonsens nye plade idag. Den er okay. Bare hun snart laver noget på dansk. Det gad jeg godt lige...

16 februar 2005

Cand. have travlt

Kom hjem fra Sverige natten til fredag, sov til kl. 13.00 stod op og vaskede tøj, sov igen, tog til Esbjerg lørdag til eksamensfest for min bror, sov igen, ryddede op efter eksamensfest for min bror, sov igen, tog til lægen og fik penicilin for en grum bihulebetændelse, så Beverly Hills, sov igen, besøgte min bedstemor og var til middag hos en bekendt, sov igen, kørte til Århus med min mor og far, osede med dem, lavede kaffe til dem, sidder nu her og er kommet hertil....

Det var alletiders skitur, både for skiformen og for pædagogikken. Hvor var det spændende!! Jeg fandt hurtig skitekniken frem og stod både på rød og sort løjpe. Hvad eleverne angår, så er det et fantastisk studie i mennesker at flytte teenagere fra deres hjemlige trummerum til en ukendt verden hvor de ikke kender deres formåen. Der rykkes status og grænser, skal jeg lige love for. Det var guld værd og en enestående chance for at skubbe nogen af dem i en anden (og bedre) retning. Når det lykkes lærer man også enormt meget om sig selv...!

Min bror blev færdig i torsdags mens jeg sad i en bus gennem Sverige. Han fik ti til sin afsluttende eksamen, og søsteren er ved at revne af stolthed!! Min bror er nu cand. polyt, eller civilingeniør i software. Stik den!!!! ;-)

04 februar 2005

På vej på ski!

Imorgen stryger jeg af mod Sverige med efterskolen. Skitøjet er klar, skihumøret er i top. Eneste minus er en lang bustur i en bus med 40 efterskolekids. Men det skal nu nok blive hyggeligt alligevel. De er jo søde. Glæder mig til fem dage i sneen med 80 hormonbomber.

02 februar 2005

Har sat kryds

Det er kyndelmisse, nevø Magnus er en måned gammel præcist idag, jeg har fri indtil kl. 16.09 hvor jeg tager bussen ud til Femmøller Efterskole og begynder min aftenvagt kl. 17.30. På lørdag tager jeg med efterskolen på skitur til Säfsen i Sverige, så jeg er ikke hjemme til folketingsvalget d. 8. februar. Jeg har brevstemt og er egentlig godt tilfreds med ikke at være hjemme til den store tv-dækning. Men der er en ting politikerne bliver ved med at køre rundt i, som gør mig aldeles rasende: De bliver ved med at sige, at danske børn ikke kan læse og at det er en katastrofe at de ikke læser nær så godt som vore finske genboer. Nu ved jeg tilfældigvis at man ikke kan sammenligne dansk og finsk sådan uden videre. Det danske sprog er langt mere kompliceret og langt mindre mundret end finsk. Sammenligningsgrundlaget er altså fuldstændig misforstået. Dansk er bare et sværere sprog at lære. Måske skulle vi kigge indad og erkende, at vores sprog ikke har fulgt med tiden, tage konsekvensen af dette og ændre i stavemåderne. Dæn såm skriver "d" i gjård han ska ha sin æne smårt. Guturalt og primitivt måske, men det er jo sådan vi siger det, for pokker! Vå mang gang ska jar si det?

13 januar 2005

Femmøller pruhest

Skolepraktikken drøner derudad for fulde gardiner!! Det er fedt at være i praktik på en efterskole. Et inspirerende miljø, en flok energiske elever som har taget overvældende godt imod mig og lukket mig ind i miljøet på skolen. Det er utroligt givende, jeg er i mit rette element. To uger er gået imorgen og jeg føler jeg lige er kommet, samtidig med at jeg føler mig utrolig godt hjemme på skolen. En opløftende oplevelse midt i et skoleår, der kørte lidt på pumperne. Al den forudgående nervøsitet over denne praktik er forsvundet som dug for solen. Jeg kan lide at undervise de unger!

04 januar 2005

Anne og Christian fik en søn!

Jeg er blevet tante!!! Til Anne og Christians vidunderlige søn, Magnus. Han blev født om morgenen d. 2. januar, det tog tre timer og han vejede 3500 gram. Og han er bare sød! Man bliver let lidt skruk når man sidder med sådan en guldklump i armene. Oven i det, så skal Fenja og Niels være forældre sidst i juni, min fætter Poul og hans Malene skal være forældre først i juli og min kusine Randi og hendes Jakob skal være forældre sidst i juli. Jeg skal rende på barselsbesøg hele sommeren. Børn er det største vidunder!