En rigtig jul

Det mest stillede spørgsmål for tiden synes at være: "Nå, hvor skal I så holde jul?". Vi skal hjem til svigermor. Stedet hvor der er all-inclusive børnebørns-service, god mad, potentielt hyggeligt og frem for alt juleglædeligt. Det er tredje gang jeg holder jul hos mine svigerforældre. Første gang bloggede jeg om det, med forventningen om, at jeg ville være overvældet ved at holde jul med 11 mennesker, når jeg er vant til at holde jul med en tre-fire stykker hjemme hos mine egne forældre. Det var også overvældende, og det føltes som om det var overstået på meget kort tid... Jeg husker at jeg var voldsomt bagud med gaveudpakningen da de andre begyndte at pakke gaver væk, for at få plads til kaffekopperne. Men det var OK, for jeg var sammen med Martin (og vidste, at jeg skulle fejre jul med min egen familie næste gang det blev jul...)
Det er efterhånden gået op for mig, at det ikke er en selvfølge at fejre jul med sin kæreste, heller ikke selvom man har været sammen i flere år. Martin og jeg har kun fejret en jul væk fra hinanden, og det var den første jul, hvor vi havde været kærester i halvanden måned. Siden har vi været samme sted juleaften. Argumenter som "jeg skal have min risengrød juleaften" eller "det er altså ikke rigtig jul hvis jeg ikke er hjemme hos min mor" er den slags jeg har hørt når jeg har spurgt folk hvorfor de dog ikke skal holde jul med deres kæreste. Det har gang på gang fået mig til at tænke over, hvad en rigtig jul er. Og hver gang kommer jeg frem til, at det ikke kommer an på gås, flæskesteg eller and, citronfromage eller ris á la mande. Det er ligemeget om vi får gaver før eller efter, hvilke salmer vi synger rundt om træet, eller om vi overhovedet synger. En rigtig jul er ikke hvad, men hvem. Hvis bare jeg er sammen med min mand og min søn, så kan vi for min skyld spise pizza. Det ville stadig være en rigtig jul. I år glæder jeg mig allermest til at se min skønne Oles øjne, når han ser det tændte juletræ. Det er priceless. Det er glæde og kærlighed.

"Tak for mad"

Ole sagde "tak for mad" den anden morgen efter at have spist sin havregrød. Martin og jeg kiggede på hinanden og flippede skråt af pure stolthed over vores fremmelige pode. Han har ikke sagt det siden... Måske var det bare tilfældigt at hans lyde blev til "tak for mad". Men vi var så stolte at der blev klappet i hånd.

Tid der gik, kompetencer vi fik.

Min kollega Lotte fortalte idag, at hun på ingen måde savnede seminarietiden. Vi gik der samtidig og kender nogle af de samme mennesker fra vores fire år på ÅDAS. Hun elskede praktikken og gad ikke tilbage på seminariet, hvor jeg havde det lige omvendt, og skulle bare have praktikken til at gå, så jeg kunne komme tilbage på seminariet og have en hverdag med mine kammerater på mit stamhold og i de forskellige fag. Lottes bedste dag var dimisionsdagen, for så var hun færdig med sin uddannelse og behøvede ikke komme på seminariet mere. For mig var det sidste halve år på seminariet en lang, vemodig turné af ting som jeg vidste, jeg skulle gøre for sidste gang. Det vidner mine blogs fra foråret 2006 også tydeligt om. Jeg ser tilbage på min seminarietid med stor glæde og varme. De mennesker jeg mødte og de aftryk de satte i mig. Det menneske alle mine seminarieoplevelser har gjort mig til. Jeg ville ikke have undværet en eneste kaffepause, frokostdiskussion, fredagsbar, forfest, studietur eller bytur som jeg havde i forbindelse med seminariet. Den faglige læring jeg oplevede på seminariet var altid det sekundære, for jeg kunne ikke andet, end lade de menneskelige relationer være det primære.
Og hvad gør det så ved mig som lærer? Er Lotte og jeg så to fundamentalt forskellige lærere? Ikke nødvendigvis. Lotte underviser de store klasser og er knalder-dygtig til det. Jeg underviser i indskolingen og synes at jeg er blevet en habil indskolingslærer. Nogle dage ville jeg gerne bytte, og være dansklærer i en 8. eller 9. klasse i stedet for i min 3. klasse. Men det er godt nok ikke mange dage ud af et skoleår. Og Lotte bryder sig vist mest om at være der, hvor hun er nu... Min pointe (for jeg har nemlig en pointe med dette indlæg) er, at vi måske nok former os efter den arena vi bliver sat i, men at vores følelser for arenaen kommer helt an på, hvad vi skal bruge den til. Eller hvad vi med tiden kan se, at vi kan bruge den til. For Lotte var seminariet et middel til at nå målet: At blive lærer. For mig var seminariet også et middel til at begynde med, men det udviklede sig til at være et mål for mig, at "være" på seminariet. Jeg bestemte mig simpelthen for, at hvis jeg skulle være der i fire år, så kunne jeg lige så godt få det maksimale udbytte ud af situationen, og det betød stimulation af alle sanser, ikke bare lysten til at blive lærer. Det er faktisk også sådan jeg forsøger at arbejde i min 3. klasse. At alle sanser skal i brug ved indlæring, for de unger skal være i skolen i mange år. Lottes 8.-9. klasser skal imidlertid nå et mål, nemlig at bestå afgangsprøven, og derfor er Lotte en supergod udskolingslærer, fordi hun har målet meget mere for øje, end jeg har. Jeg beundrer hendes drive, hendes arbejdsomhed og hendes faste gang mod målet. Men jeg er glad for, at jeg ikke er i hendes sko, for de ville slet slet ikke passe mig.

Susan er vel hjemme igen - og Barack er kommende præsident!

Jeg hørte Barack Obamas sejrstale i morges i tv, mens Ole tulrede rundt og "lavede mad" med mine køkkenting. Og jeg blev rørt. Af det faktum, at en sort mand kan blive præsident i USA. Jeg tænkte som så mange andre sikkert også gjorde, at hvis det kan lade sig gøre, så er der ikke noget i hele verden der ikke kan lade sig gøre. Et kort øjeblik var jeg helt ude i, at alle krige i hele verden kan få ende, når en mand med et så lidt amerikansk klingende navn, kan blive præsident i USA.
Jeg er ikke fyldt 30 endnu, og det føles historisk, også for mig. Det siger lidt om, hvor meget verden har udviklet sig på få år. Jeg spurgte min 3. klasse idag, om de vidste at der havde været præsidentvalg i USA. Og det vidste de godt (no wonder...) Men at det var noget særligt at en neger havde vundet, det kunne de ikke lige bedømme. For dem er det helt naturligt at nogen i klassen har forskellige hudfarver. Jeg var 14 år før jeg talte med en der havde en anden hudfarve end mig. Det er en vanvittig hastighed verden udvikler sig med. Og mennesker der virkelig vil noget besider en utrolig kraft. Måske kunne jeg alligevel godt få de 4 børn jeg stille går og drømmer om... Hvis bare jeg vil det nok :-)

Ingen reaktion - Susan er helt væk...

Ja, det er min bil jeg taler om. Den skønne blå Toyota Corolla stationcar kunne ikke starte i morges. Faktisk kunne hun ingenting. Hun sagde ikke noget når jeg drejede nøglen. Var bare helt stille. Det ligner ikke Susan. Hun er nok en dame med sludremekanismerne i orden. Vel låser hun ikke altid begge fordøre op når jeg trykker på fjernbetjeningen, men hun god nok, dybest inde. Vel var hun skyld i en P-bøde til mig i tirsdags, men hun bringer mig trofast fra A til B, en tur omkring C og tilbage til A igen. Og nu er hun altså på vej ud til vores mekaniker... Min Susan (mørk)Himmelblå. Bare hun nu kommer tilbage og vil sludre igen som før. Jeg er nemlig blevet ret glad for hende....

Pas på! Her surstråles!

Jeg har lige købt et par nye jeans. Og inden det endelige køb har jeg nok gennemset mindst tusind par og prøvet de hundrede af dem. Når man køber jeans skal man vide hvor stor/lille man er om livet i tommer... Ikke noget med str. 38 - 40 eller 42 her. Næh, er man mon en 30/32? eller en 27/30? Alt efter om den pågældende buks er en "Low cut, regular or high cut", skal jeg have fat i forskellige størrelser. Og når jeg har fundet den rigtige størrelse omkring taljen står jeg som regel altid med et par bukser der er aaaaalt for lange til mig. Det hører nemlig til sjældenhederne, at man kan finde en buks, hvor det første tal, nemlig taljemålet er større end det andet tal, nemlig benlængden... Jeg er ikke nogen kort kvinde, men dog heller ikke et nips med modelhøjde. Jeg er vist det nærmeste man kommer på leverpostej.... helt almindelig. Men om jeg kan finde et par nye bukser uden at skulle bruge en formiddag på at lede efter dem.... NEJ! Og jeg ville ALDRIG turde købe et par bukser over nettet. Chancen for at de passer er vist mindre end at vinde i lotto. Nå, men nu er de nye bukser i hus. Så skal jeg bare huske at skifte til de gamle hullede når jeg kommer hjem fra arbejde. Det gir nemlig slidte knæer at lege på gulvet med en knægt son Ole :-)

Intet mindre

Jeg har verdens dejligste lille familie. Martin kom hjem med blomster idag, og Ole har leget "bøh!" til den store guldmedalje her til aften. Hans glade ansigt er tusind lotto-gevinster værd. Intet mindre.

Sprogpolitiet er på pletten!!

Altså, det er muligvis en arbejdsskade, men jeg kan altså ikke lade være med at rette på folk når de bytter om på hans/hendes og sin.... Jeg morer mig også kongeligt når nogen får et ordsprog eller en sæj` (vestjysk for "noget man siger") galt i halsen. Som nu f.eks. da vi så "Luksusfælden" for en times tid siden. Det aktuelle par har fået vendt deres dårlige vaner og er ved at komme på ret køl med deres økonomi, og den ene af økonomieksperterne siger: "Jeg vil ønske jer rigtig held og lykke". STOP!!! Det er sprogpolitiet!! Det kan man altså ikke sige. Man kan ønske nogen held og lykke eller ønske dem rigtig meget held og lykke. Men man kan ikke ønske nogen rigtig held og lykke. "Rigtig" er i denne sætning blevet et betydningsbærende tillægsord. Det skal i stedet være en beskrivelse af mængde. Bla, bla, nu blir du teknisk, mutter.
Det korte af det lange er, at hvis jeg retter på dig er det ikke fordi jeg ikke holder af dig, men fordi jeg holder af det danske sprog :-)

Sæsonen er begyndt - og forbi

Freden er forbi, tiden er blevet knap, harddiscrecorderen kommer på overarbejde: NFL-sæsonen er begyndt. Det er blevet september. I Amerika spiller de football fra nu af og ind til februar. Der spilles 3-4 kampe om ugen som bliver vist i tv og endnu flere, som ikke bliver vist. Og resultaterne af disse kampe skal selvfølgelig også følges. Af min kære mand.... Timers football kigning har vi i vente i det lille hjem.

Til gengæld er en anden sæson forbi for Martins vedkommende. Der er ikke længere baskettræning og basketkampe i hans kalender, og det betyder, at han ikke skal bruge en halv weekend på at køre til Lemvig og spille en basketkamp. Der er langt hjem fra Lemvig når man har tabt.... Det glæder Ole og jeg os meget over, og måske kan vi bære mere over med NFL kampene på harddiskoptageren, nå vi har ham herhjemme. Nogen gange vil han også gerne se kampene live.... Klokken rigtig mange om natten. Det må han også godt, hvis han er klar til en ny dag næste morgen kl. 05.25. ;-)

Skanderborg, dagplejemor og sko!

Jeg var på Skanderborg festival i år, mens Martin og Ole holdt fri derhjemme. Der var dejligt i bøgeskoven, som altid. Der var mange mennesker, jeg syns jeg sku sno mig hele tiden, men god musik og god stemning gør jo sit til, at man finder sig i lidt af hvert. Men den bedste oplevelse på årets festival var.... buschaufførerne i shuttlebusserne! Weird, men det var det. De var i et strålende humør, og snakkede lystigt på alle ture, og var bare nogle gode fest-fremmere. Der var bestemt ingen sure miner. Så thumbs up til dem! Og thumbs up til det faktum, at man nu kan få sushi på festivalpladsen :-)

Oles ferie er slut. I mandags begyndte han hos sin nye dagplejemor, Linda. Og han er bare så gald for hende! Ingen problemer ved afleveringen, ingen kny da de tog i legestue (han havde leget og hygget sig, som om han aldrig havde prøvet andet...) og en glad og tilfreds dreng som nogengange er svær at få med hjem om eftermiddagen. Hvor er det nemt at få ham passet, når han har det så dejligt.

Sko, skrev jeg... Ja. Jeg har fundet en skobutik, der sælger moderigtige sko til kvinder med store fødder og bredde lægge. Jeg tror aldrig mere at jeg køber sko andre steder. Hellere spare op til et par dyre sko som jeg kan passe, end købe billige møgsko, som gør ondt at ha på. Hurra!

De små penge

En tur i Bilka med Ole i indkøbsvognen gav idag en helt ny oplevelse.... Vi stod i ventekø ved flaskeautomaterne. Og det var ikke fordi der var mange mennesker. Det var fordi at den pensionerede herre foran os havde mange flasker. Rigtig mange flasker. Billedet var det samme ved de andre to automater, fyldte indkøbsvogne med ældre mennesker ved roret. Herren foran os kunne efter endt aflevering trykke en flaskebon ud på 233 kr. Vi gik derfra med en på 14.50 kr.

Flere tanker gik gennem hovedet på mig. Blandt andre: "Husk nu din pensionsopsparring, du vil ikke selv stå og være flaskesamler som 70 årig." "Er det folkepensionistens måde at forsøde tilværelsen på?" Men også: " Tænk hvis de ikke samlede alle de flasker og dåser, så lå de jo i naturen. De gør egentlig naturen og samfundet en tjeneste".
Om ikke andet, så får de ældre mennesker da tiden til at gå med først at samle flaskerne og dåserne, og derefter stå og putte dem i automaten, én ad gangen.....

Det første år i nr. 87

Idag er det et år siden vi flyttede ind i vores lille fine rækkehus i Elgårdsmindeparken. Dengang bar vi vores lille dreng i armene eller i liften. Nu går han selv. Dengang blev vores dejlige lejlighed på Sdr. Ringgade overladt til kusine Ghita og fætter Tore. Nu flytter de ud af den igen og tager til Ålborg - sammen, heldigvis. Dengang stod blodbøgen stor og flot midt i et værre byggerods-menageri. Idag står den endnu flottere, fri for jordbunker og gravemaskiner. Vi har købt det bedste hus i Elgårdsmindeparken!! That's it! Den udsigt til det store flotte træ, er fantastisk at stå op til om morgenen. Og når solen om aftenen går ned bag træet, så stiger vores lille hus voldsomt i værdi :-) Det er så smukt. Jeg håber også at Ole vil synes det, når han bliver så stor at han kan holde sig vågen til at se en sommersolnedgang. :-)

Jeg fik bronze!!!!

Juhuuuuu! Jeg har fået bronze! Jeg har ikke vundet noget, men jeg har fået en lille bronzenål idag i blodbanken, fordi det var tiende gang jeg blev tappet. Hurra! Tænk at man går ind, lægger sig på en briks, bliver budt på sodavand og chokolade, og får lov at ligge og slappe af i 20-25 minutter, og så får man minsanten et "tak for hjælpen" når man går. Det er da lige til at blive mild og glad af ;-)

"Vi holder med Tyskland, Ida" - en sportsupdate.

Det er sommer. Jeg har ferie.
Det er sommer. Det er 2008 = EM i bold = Wimbledon = Tour de France = OL i Beijing.
I aften spilles finalen i EM. "Vi" holder med Tyskland, for hele Martins drømmehold består af tyske spillere.
Igår blev vores danske tennis-tøs, Caroline W. slået ud af Wimbledon. Øv øv, det var træls. Heldigvis kan man glæde sig over, at Maria Sharapova fik bank i torsdags, for så slipper vi for at høre på hendes ulidelige stønnen hver gang hun slår til bolden. Vi siger tak ;-)

Og så venter touren lige om hjørnet. I år får vi lov at se den skønne dannebrogstrøje i feltet. Det kalder jo i den grad på nationalfølelsen. Om "vi" kommer til at holde med Nicki Sørensen når han cykler rundt på de franske landeveje, det vil vise sig når Martin får begyndt på sit tour-managerspil. Jeg har også engang spillet med i et tour-managerspil. Min taktik var, at jeg kun købte cykelryttere med sjove navne.... Det er vist overflødigt at fortælle, at jeg ikke vandt. Men Martin plejer at være ret skrap til det der manager-noget.

Nu vi er ved sport, så har jeg fået fikset min cykel lidt op, og har været ude at cykle lidt, for første gang siden jeg fødte. Man kan altså godt glemme hvordan det er man gør... Men nu er der altså ikke nogen undskyldning længere. Ole fik også en cykelhjelm i fødselsdagsgave, så nu skal vi have købt en barnestol til jernhesten. Så kan vi tage på tur i sommervejret. Jeg glæder mig allerede.

Varme...

For et år siden var det også ret varmt ved denne tid. Jeg kan huske det, fordi jeg havde elefantstørrelse og bare gerne ville føde. På fredag bliver vores søn et år. Jeg synes stadig ind imellem at jeg har elefant(unge) størrelse, og tid er der bestemt ikke blevet mere af. Men glæden over hver dag at få et smil fra Ole, den opvejer alle nætterne med for lidt søvn og ærgelserne over det jeg igen ikke nåede. Så hvad ønsker jeg mig for Ole på hans fødselsdag? Lykke og held i livet, og så lige en time ekstra i døgnet, til hans mor :-)

Tre-dages-fri.

Jeg elsker at have fri. Jeg savner at gå hjemme. Jeg elsker solskin. Pinse rocks!!! Så håber jeg bare, at det også bliver godt vejr på lørdag, når Poul og Malene skal giftes. Det bliver hyl!

Min sol! Min stjerne!

Vi havde den store ære at lægge stue til en huskoncert med Morten Kjær i går, søndag. Det var intet mindre end en udsøgt fornøjelse! Morten udsender sin første plade "Fra En Ny Altan" d. 28. maj på eget pladeselskab "Gule Plader". Den kan købes i pladebutikker og på www.mortenkjaer.dk
Jeg har ventet i flere år på, at Morten fik lavet sig en plade, og nu kommer den endelig! Og jeg synes den er intet mindre end fantastisk! Jeg spår rent faktisk (og ønsker rigtig meget), at det går hen og bliver stort for Morten. For det første er han en fremragende sanger og for det andet skriver han nogle unikke sange på dansk. Jeg elsker Morten og det han kan! Tusind tak fordi du lagde vejen forbi vores stue og gjorde mine øregange bløde.

Vi fornemmer et musikalsk talent.

Så fik de fingrene i nogle tangenter. Så kan jeg jo stå for at lære ham at slå søm i....

Hoppende bogstaver

Min mand og min søn har en fælles svaghed. Kærligheden til det skrevne ord. Martin har alle dage haft meget svært ved at gå forbi en avis uden liiige at skulle læse lidt i den. Og nu følger sønnike i faderens stolte fodspor. Ole læser dog ikke endnu - trods alt. Han river aviser, reklamer, blade og andet papir i tusind stykker med stor fornøjelse. Han kan spotte en avis på lang afstand. Det er som som bogstaverne hopper på både ham og hans far. For Oles vedkommende vil jeg håbe at glædens for bogstaver hænger ved. Han skal nok lære at læse, men læseglæde kan man ikke pådutte børn. Den skal komme af sig selv. Så vi fortsætter med Bamses Borte-borte, tit-tit bog. Han er ikke træt af den endnu....

Å åh!

Nu kravler han skisme! Så er det med at komme ned på alle fire og kravle rundt i hytten og elliminere potentielle farer og fjerne det han ikke må pille ved. For nu bliver han altså RIGTIG sur hvis man afskærer ham vejen hen til PS2'eren...

Martshund.

Min dreng bliver dygtigere til at være dreng hver dag. Han er begyndt at råbe til os, og forventer at vi råber tilbage, nærmest som om vi taler sammen. Så griner han over hele femøren og råber igen. Søde barn.

dum-di-dum, ja, så er overenskomsten vist også på plads. Udsigt til en ganske fin lønstigning for den danske lærerstab kan jo bringe smil frem på selv det sureste overlærerfjæs. Med det seneste halve års prisstigninger på visse fødevarer, så var det heller ikke for meget at give os mere i løn. Nogle lever for at spise. Andre spiser for at leve.

Apropos mad. Jeg er holdt op med at spise sukker og mælkeprodukter. Jep, jeg har spist min sidste ostemad og smovset min sidste hindbærsnitte. Jeg har købt en bog der siger, at kroppen ikke han bruge mælk og sukker til noget som helst, så nu skal det prøves. Jeg kan konstatere, at det har indflydelse på tallene på vægten. På godt 3 uger har jeg tabt to og et halvt kilo af mit fødefedt. Kun ved at droppe sukker og mælk. Ikke på den fanatiske måde, jeg fik kage til Martins fødselsdag for en uge siden, og et tyrkisk kaffebrød igår. Men det daglige sukker og mælkeindtag er droppet. Og jeg har det SUPER godt! Nu ku man så fristes til at spørge: Hvordan kan man holde op med at indtage sukker og mælk? Jo, man lader bare være. Man samler al den viljestyrke man kan finde inde i sig selv, og så lader man være. Spiser frugt, rosiner, mandler, nødder og andet godt når sukkertrangen melder sig. Og man holder ud de første 3-4 dage, for de er nemlig de værste. Det er ligesom når man er gravid. Så siger man også nej tak til alkohol. For barnets skyld. Nu siger man bare nej tak for sin egen skyld. Men det kan sjovt nok være meget sværere.
Jeg skal i hvert fald af med tre kilo mere, og hvem ved, måske bliver det en vane, at holde sig fra mælken og det søde.

Og nu hvor det er første marts, og officielt forår, er det helt på sin plads at ønske alle god Martshund. Rune, du har hermed tabt igen. For Gud ved hvilket år! Kom nu ind i kampen, bros!

Grampri og kaffe.

Der' grampri i aften. Jeg vil derfor ikke gøre som jeg plejer, og gå i seng før kl. 21.30, men sidde oppe og se det, sammen med min mand, og lege musikpoliti. Man må jo nyde de gratis glæder man kan, når man som jeg er på dagpenge, og ikke har råd til særlig megen viften med ørerne... Jeg vil i øvrigt lige, i den forbindelse, endnu engang sige tak til min svigerinde og svoger for den gode mælkeskummer jeg fik i julegave. Nu kan jeg drikke caffe-latte herhjemme ved mit eget spisebord, til omkring 3 kroner glasset, alt incl. istedet for at give mellem 30 og 45 kroner for en næsten magen til på en fancy cafe i city. Så vi tænder for musik-konkurrencen og jeg laver mig en latte og nyder en lørdag aften i sofaen med Martin. Skønno!! (det siger vi alt for lidt....)

Der er stille i huset.

Ole sover. Efter at vi omkring juletid bøvlede voldsomt med at lægge ham i seng, er situationen vendt 180 grader. Det der før kunne tage halve og hele timer, tager nu 5-10 minutter. Uden en eneste tåre. Havde jeg vidst dengang, at det kunne være så nemt at putte ham til nat, så havde vi kunnet spare os selv for timer med et grædende og kaldende barn i sengen og på armen. Men man er så klog bagefter... Drengen ville bare have sin mor, og falde i søvn mens han følte sig tryg. Det gælder vel for os alle sammen, det med at være tryg.

Jeg kan godt se, at hovedparten af alle mine blogindlæg handler om mit barn... Men det er jo det der fylder min hverdag. Og han er da sød, ikke?

Luksus.

Det er vild luksus at sove 8 timer i træk. Det viste jeg ikke før jeg blev mor. Og når man ikke får lov at sove mere end max 2 timer ad gangen, så bliver man efterhånden skør. Ole har siden julen været en rigtig nattetyran. Vågen hver time til halvanden, hvorfor ved jeg ikke. Men nu har vi vendt skuden. De sidste to nætter har han sovet hhv. 5 og 7 timer i træk. Takket være en tålmodig og vedholdende indsats, og stor inspiration fra www.sovecoach.dk, er vi nu på vej ind på rette spor. Det gamle ordsprog med ro, renlighed og regelmæssighed er slet ikke så tosset. En forudsigelig dagsrytme, faste putteritualer, både i seng og barnevogn, og vores stålsatte overbevisning om, at tiltagene var de rigtige at gøre, har foreløbig givet os to rolige nætter. Vi venter lige et par uger med at kalde det en evt. succes. Men det tegner lovende :-)