Jeg er ked af et idag.
Min blog giver ikke et sandfærdigt billede af hvordan jeg har det, sådan overordnet. Jeg tænker på min far hver dag, men det er ikke med tårer i øjnene hele tiden. Det er der ikke tårer nok til i et menneske. Men idag fandt jeg det kort han havde skrevet til Oles 3 års fødselsdag. Og idag fik gensynet med hans elegante og minimalistiske håndskrift mig til at græde. Så så jeg billeder af ham fra i sommer. Og kom til at græde igen. Fik lyst til at se en af de film vi så sammen i biografen. Jeg tør slet ikke gå op og stikke næsen i det halstørklæde jeg har af hans, som dufter så helt vidunderligt af far.
Jeg sidder bare i sofaen og rokker lidt frem og tilbage. Glædes over den tid jeg havde ham. Bander over alle de ting jeg gerne ville have at han skulle have oplevet sammen med mig, mor, Rune, Martin og vores børn. Ville ønske han var her når jeg skal tage vigtige beslutninger. Min fars mening er der ingen andre der kan give mig. Min fars kærlighed er der ingen andre der kan give mig. Det var godt jeg fik så meget af den mens han var her.
Jeg har opdaget, at jeg græder bedst alene. Når man græder i andres selskab er der en forventning om at man holder op igen på et tidspunkt. Sådan inden for rimelighedens grænser. Når jeg er alene har min sorg og mit savn ingen grænser, og dermed heller ikke tårerne. I morges, da jeg fandt fødselsdagskortet og blev ked af det, var vi dog alle fire hjemme. Ole spurgte: "Hvad er du ked af mor?" Jeg svarede ham at jeg var ked af at bedstefar var død og at jeg savnede ham. Min søde, dejlige dreng lægger armene om halsen på mig og siger: "Så vil jeg give dig et kys." Midt i sorgen er der i sandhed noget at leve for.