Tiden går forbi mig, føler jeg. Den ene dag tager den anden. Det er lidt snobbet, egentlig. Bare sådan at passere uden lige at stoppe op og hilse på. Give sig tid. Men sådan er det måske bare med dage. De er selvoptagede.
Jeg synes ikke jeg er selvoptaget. Men måske virker jeg ind imellem sådan på folk. Til en fest forleden var der en rigtig sød kollega der spurgte mig om hvordan jeg havde det. Hun sagde at hun tænkte på mig og håbede at jeg havde det godt. Og så var jeg ellers et kvarter - mindst - om at svare hende. Et kvarter hvor jeg talte om mig selv.
Og hvad talte jeg så om? Min far. Min mor. Min bror. Vores familie. Min egen lille, forholdsvis nye familie. Hvad fanden skulle jeg ellers tale om? Mine trygge baser, de steder der giver mig glæde og godhed, rygstød og selvtillid. Min mor foreslog mig for snart længe siden at jeg skulle finde nogle billeder af far og have hængt op i huset. Det er gjort nu. Han hænger her over skrivebordet - i flere eksemplarer - og kigger på mig. Jeg har forskellige favoritter, alt efter dagsform og humør, men der er to jeg er mest glad for. På det ene står min mor og far med Ole mellem sig. Ole er vel omkring 1 år, de står i haven, og det er et billede af en glad, tryg dreng og hans to stolte og lykkelige bedsteforældre. Det er et feel-good-billede. Det kigger jeg på når jeg har det godt, for så får jeg det endnu bedre.
På det andet billede sidder min far i havestuen. Han kigger direkte ind i øjnene på mig og ser alvorlig, men samtidig mild ud. Det er det billede jeg kigger på, når jeg har dårlige dage, når jeg har vigtige ting jeg skal spørge ham om, når der er noget i forskudsopgørelsen jeg ikke forstår, eller når jeg bare savner ham. Han fortæller mig at det nok skal gå. At jeg skal stole på mig selv, for jeg ved godt hvad der er det rigtige at gøre. At jeg bare skal tjekke den og den rubrik, regne sammen på mine lønsedler og huske at få rettet renteudgifterne, hvis vi omlægger lån. At jeg er klog og dygtig, sjov og god, at han er stolt af mig og ønsker mig det allerbedste. At jeg altid vil være hans elskede datter.
Sorgen bliver efterhånden mere difus, synes jeg. Men den er ikke formindsket. Jeg har jo al den kærlighed som min far skulle have haft. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme af med den, eller hvor jeg skal gøre af den. Den er ikke med åben modtager, den er til ham. Det gør ondt. Stadigvæk. Og tiden, den skulle jo siges at læge alle sår. Men når den bare flyver forbi som den snob den er, så ved jeg da ikke lige hvor alvorligt den tager sin opgave... Den skulle lige tage at stoppe op og dufte lidt til roserne. De bliver nemlig stadig vandet med tårer.
I får lige feel-good-billedet. Det andet beholder jeg for mig selv.
