Jeg er så glad for at vi blev gift!

...så min far kunne opleve dette!

Jeg tror min far var lige så spændt som jeg var. Han var i hvert fald stolt!
Se bare her.

Jeg savner ham sådan.

Status 2010

En gammel ven, som jeg idag ikke længere har kontakt med, yndede at gøre status over sit liv ved nytårstide, så tilbage på året der var gået og gav sig tid til at opsummere på hvad han havde sagt og gjort. Det er en praksis jeg egentlig ikke rigtig bryder mig om, med mindre man tilknytter et fremadskuende element til sin "statusopgørelse". Hvad skulle formålet ellers være med et tilbageblik?

Status på mit år 2010 kan opsummeres på forskellige måder: 1 stk berigelse, da jeg fødte vores dejlige datter Eva, d. 29. januar. Og 1 stk tab, da min far døde d. 23. november. Det er meget sort-hvidt opstillet. Og lige nu overskygger tabet de glæder vi ellers har oplevet i 2010. Men det er ikke det der fylder mest. Det har vores år været for glædesfyldt til. Vi har en dejlig dreng, der, det øjeblik han blev storebror, har elsket sin lillesøster ubetinget. Der er ingen som de to skønne børn, der kan hygge sig sammen og få hinanden til at grine. Ole er en fantastisk bror.  Det har han fra sin fantastiske far.

Jeg kom i en ny mødregruppe. Det er altid en smule angstprovokerende at blive sat sammen med nye mennesker, som man ikke selv har valgt. Men det viste sig jo, at være 4 dejlige kvinder med nogle lækre unger, som jeg har tilbragt mange skønne timer med, både på trilleture i omegnen og over kaffebordet. Kvinder snakker meget. Og Gudskelov for det! Al den snak giver andre perspektiver på tilværelsen. Det kan vi alle have gavn af at få en gang imellem. Tak Helle, Betina, Randi og Lisette. Jeg har igen ikke bare fået en mødregruppe. Jeg har fået fire nye veninder.

Da jeg begyndte på arbejde igen efter endt barsel kom jeg tilbage til et job indeholdende en skøn og dygtig 2. klasse, nogle søde musikklasser og ikke mindst en stor flok dejlige kolleger, som sagde, at de havde savnet mig, og mente det. Dem skal jeg tilbage til når jeg er kommet ovenpå igen efter at Ole og Eva har været syge og jeg har haft tid for mig selv. Det er rart at tænke på.

Med Evas ankomst til verden blev min far og mor bedsteforældre igen. Min far, der var holdt op med at arbejde og var gået på pension, nød hvert øjeblik han var sammen med hende og med Ole. Der faldt en ubeskrivelig ro over ham når han sad med Eva i armene eller gik tur med Ole på legepladsen. Han var rent ud sagt skide stolt over, at være bedstefar! En af de opgaver jeg har fået tildelt i 2010 er, at gøre mindet om min far levende hos mine børn. De skal kende ham gennem fortællingerne om ham. Jeg havde håbet, at det var en opgave jeg først ville få om mange år, men sådan skulle det ikke være.

Min Martin nåede at blive min igen i 2010. Siden december 2007 har han, mere eller mindre frivilligt haft en arbejdsbyrde, der virker helt urimelig når man ser tilbage på den. En ting er, at hans arbejdsplads lå i Herning. Det ville havde været ok, hvis han så var færdig med sit arbejde når han kom hjem, men der var altid liiiige et eller andet der skulle laves, en deadline der nærmede sig alt for hastigt eller nogle opgaver som andre ikke havde passet og som så blev tørret af på... Martin. Han er rigtig dygtig til det han kan. Han er bare ikke dygtig til at sige nej... Heldigvis er han god til at skrive ansøgninger, så i 2010 var der endelig bid. Nu er han webkoordinator i Vejle Kommunes Tekniske forvaltning. Og ja, det er så i Vejle, men han har fri når han har fri! Det er helt nyt for os. Også at han har fri kl. 16 og dermed allerede er hjemme kl. 17 :-)

Det bedste ved 2010 er, at jeg har oplevet mange små lykkefyldte stunder. Når Eva og jeg har hentet Ole i børnehaven,  hun sidder i barnevognen og han drøner afsted på sin løbecykel, og solen skiner ned på os tre. De dage og ture har der været mange af. Og det er på de ture jeg ind imellem har følt mig helt og aldeles gennem-lykkelig. Jeg har følt mig stærk og smuk, følt mig som en rigtig god mor og hustru, som et rigtig godt menneske.  Disse øjeblikke skal være fundamentet for mine forhåbninger for 2011. Jeg vil gerne nå hen til den følelse igen. Jeg vil gerne nærme mig det menneske igen. Nu bare med flere erfaringer i rygsækken.  Min far kommer ikke tilbage. Men det gør jeg. Lige nu er jeg svag og sorrig. Men jeg bliver stærk igen. Og smuk. Jeg gør hvad jeg kan for at være en god mor, og jeg elsker min mand - om muligt, højrere end jeg nogensinde har gjort. Jeg skal nok komme tilbage. Det skal bare have sin tid.

Godt nytår, og glædeligt 2011.

Tillykke!

Så kom Mary og Frederiks tvillinger til verden! Og det blev selvfølgelig "en Ida og Rune" - altså først en dreng og så en pige. Vi var dog noget større da vi blev født. Næsten et kilo større, hver.
Jeg glæder mig allerede til barnedåben :-)

Et stjerneskud.

Jeg så et stjerneskud her til aften da Eva og jeg kørte hjem fra Skejby. Med medicin til natten i tasken og endnu en sygdom til samlingen - Eva har, udover lungebetændelse, også influenza A (H1N1), som både Martin og Ole også har haft - var vi i udkanten af Søften, da et stort og klart stjerneskud fór over himlen lige foran os. Det var tegnet. Nu vender det.