"Tak for mad"

Ole sagde "tak for mad" den anden morgen efter at have spist sin havregrød. Martin og jeg kiggede på hinanden og flippede skråt af pure stolthed over vores fremmelige pode. Han har ikke sagt det siden... Måske var det bare tilfældigt at hans lyde blev til "tak for mad". Men vi var så stolte at der blev klappet i hånd.

Tid der gik, kompetencer vi fik.

Min kollega Lotte fortalte idag, at hun på ingen måde savnede seminarietiden. Vi gik der samtidig og kender nogle af de samme mennesker fra vores fire år på ÅDAS. Hun elskede praktikken og gad ikke tilbage på seminariet, hvor jeg havde det lige omvendt, og skulle bare have praktikken til at gå, så jeg kunne komme tilbage på seminariet og have en hverdag med mine kammerater på mit stamhold og i de forskellige fag. Lottes bedste dag var dimisionsdagen, for så var hun færdig med sin uddannelse og behøvede ikke komme på seminariet mere. For mig var det sidste halve år på seminariet en lang, vemodig turné af ting som jeg vidste, jeg skulle gøre for sidste gang. Det vidner mine blogs fra foråret 2006 også tydeligt om. Jeg ser tilbage på min seminarietid med stor glæde og varme. De mennesker jeg mødte og de aftryk de satte i mig. Det menneske alle mine seminarieoplevelser har gjort mig til. Jeg ville ikke have undværet en eneste kaffepause, frokostdiskussion, fredagsbar, forfest, studietur eller bytur som jeg havde i forbindelse med seminariet. Den faglige læring jeg oplevede på seminariet var altid det sekundære, for jeg kunne ikke andet, end lade de menneskelige relationer være det primære.
Og hvad gør det så ved mig som lærer? Er Lotte og jeg så to fundamentalt forskellige lærere? Ikke nødvendigvis. Lotte underviser de store klasser og er knalder-dygtig til det. Jeg underviser i indskolingen og synes at jeg er blevet en habil indskolingslærer. Nogle dage ville jeg gerne bytte, og være dansklærer i en 8. eller 9. klasse i stedet for i min 3. klasse. Men det er godt nok ikke mange dage ud af et skoleår. Og Lotte bryder sig vist mest om at være der, hvor hun er nu... Min pointe (for jeg har nemlig en pointe med dette indlæg) er, at vi måske nok former os efter den arena vi bliver sat i, men at vores følelser for arenaen kommer helt an på, hvad vi skal bruge den til. Eller hvad vi med tiden kan se, at vi kan bruge den til. For Lotte var seminariet et middel til at nå målet: At blive lærer. For mig var seminariet også et middel til at begynde med, men det udviklede sig til at være et mål for mig, at "være" på seminariet. Jeg bestemte mig simpelthen for, at hvis jeg skulle være der i fire år, så kunne jeg lige så godt få det maksimale udbytte ud af situationen, og det betød stimulation af alle sanser, ikke bare lysten til at blive lærer. Det er faktisk også sådan jeg forsøger at arbejde i min 3. klasse. At alle sanser skal i brug ved indlæring, for de unger skal være i skolen i mange år. Lottes 8.-9. klasser skal imidlertid nå et mål, nemlig at bestå afgangsprøven, og derfor er Lotte en supergod udskolingslærer, fordi hun har målet meget mere for øje, end jeg har. Jeg beundrer hendes drive, hendes arbejdsomhed og hendes faste gang mod målet. Men jeg er glad for, at jeg ikke er i hendes sko, for de ville slet slet ikke passe mig.

Susan er vel hjemme igen - og Barack er kommende præsident!

Jeg hørte Barack Obamas sejrstale i morges i tv, mens Ole tulrede rundt og "lavede mad" med mine køkkenting. Og jeg blev rørt. Af det faktum, at en sort mand kan blive præsident i USA. Jeg tænkte som så mange andre sikkert også gjorde, at hvis det kan lade sig gøre, så er der ikke noget i hele verden der ikke kan lade sig gøre. Et kort øjeblik var jeg helt ude i, at alle krige i hele verden kan få ende, når en mand med et så lidt amerikansk klingende navn, kan blive præsident i USA.
Jeg er ikke fyldt 30 endnu, og det føles historisk, også for mig. Det siger lidt om, hvor meget verden har udviklet sig på få år. Jeg spurgte min 3. klasse idag, om de vidste at der havde været præsidentvalg i USA. Og det vidste de godt (no wonder...) Men at det var noget særligt at en neger havde vundet, det kunne de ikke lige bedømme. For dem er det helt naturligt at nogen i klassen har forskellige hudfarver. Jeg var 14 år før jeg talte med en der havde en anden hudfarve end mig. Det er en vanvittig hastighed verden udvikler sig med. Og mennesker der virkelig vil noget besider en utrolig kraft. Måske kunne jeg alligevel godt få de 4 børn jeg stille går og drømmer om... Hvis bare jeg vil det nok :-)

Ingen reaktion - Susan er helt væk...

Ja, det er min bil jeg taler om. Den skønne blå Toyota Corolla stationcar kunne ikke starte i morges. Faktisk kunne hun ingenting. Hun sagde ikke noget når jeg drejede nøglen. Var bare helt stille. Det ligner ikke Susan. Hun er nok en dame med sludremekanismerne i orden. Vel låser hun ikke altid begge fordøre op når jeg trykker på fjernbetjeningen, men hun god nok, dybest inde. Vel var hun skyld i en P-bøde til mig i tirsdags, men hun bringer mig trofast fra A til B, en tur omkring C og tilbage til A igen. Og nu er hun altså på vej ud til vores mekaniker... Min Susan (mørk)Himmelblå. Bare hun nu kommer tilbage og vil sludre igen som før. Jeg er nemlig blevet ret glad for hende....