31 december 2010

Nyt år - tak.

Nej, nu er mit liv altså ved at udvikle sig til en farce... Jeg er igen indlagt med Eva, som har lungebetændelse. Faktisk havde hun også lungebetændelse sidst vi var her, og hun er nok ikke kommet ordentligt ovenpå. Fik jeg sagt: Hu-fucking-rra!!

Måske får vi lov at komme hjem i eftermiddag, og så være "åbent indlagt", således at vi skal herind et par gange om dagen til medicingivning og tjek. Men nu har hun feber igen, så jeg tror ikke på noget som helst før det rent faktisk er sket.  Og arbejde. Ja, det er fredag idag og hverdagen begynder igen på mandag. Men Eva er ikke rask på mandag. Hendes imunforsvar er på ingen måder klar til at hun kan komme i dagpleje på mandag. Ole er muligvis heller ikke klar. Han hoster som en gammel mand der har røget fyrre smøger hver dag hele sit liv. Og bliver forpustet ved den mindste aktivitet. Og får åndenød. Fik jeg sagt: Hu-fucking-rra!!! 

Jeg tror på karma. Jeg tror på at der er en mening med de ting vi udsættes for. Og måske er der nogle højere magter der har en plan med os, med mig. Måske kan jeg se meningen med det hele om nogle år. Lige nu er jeg bare glad for, at jeg ved at jeg dybest set er et glad menneske. For smilet - det oprigtige, ærlige, glade smil - er godt nok lidt svært at finde frem lige nu. Der må gemme sig gode ting til min familie og til mig i 2011.

23 december 2010

Første måned

Det er lillejuleaften. Det er en måned siden.
Martin og jeg og børnene er "flyttet ind" på Skejby Sygehus, børneafdeling A2, stue 108. Ole og især Eva er ramt af noget virus, som er svært at komme af med, især for en baby på snart 11 måneder. Eva og jeg har været her siden d. 19. december. Vi er her også imorgen og Juledag med. Jeg har pyntet stuen med flagranker og andet julepynt, og mine skønne svigerforældre har også bidraget til julestemningen med pynt og julegodter og ikke mindst uvurderlig støtte og mange besøg. Men selv ikke den mest ukuelige optimist kan se sig fri for at være påvirket af syge børn. Især ikke sine egne syge børn. Der er nok at græde over. Så det gør jeg. Når børnene sover.

19 december 2010

Begyndelsen.

Det sidder øverst i brystet, lige over hjertet. Sorgen. Som en knude, en sten der tynger og ikke går væk lige foreløbig. Jeg kender ikke denne sorg i forvejen, jeg var kun en lille pige på 7 år da min mormor døde i 1986, og alt jeg husker fra dengang er køreturen til Varde i mørket, min mors tårer og at min kusine Nina og jeg havde ens hårbøjler på til begravelsen. Jeg kender ikke til den sorg der hører til det, at miste et elsket menneske for altid.

Jeg kender kærestesorgen. Det at miste en andens kærlighed, eller tage sin kærlighed fra et andet menneske. At forlade eller blive forladt. I mine teenageår skrev jeg utallige digte om kærligheden, og hvad dertil hører. Det var dybt og smukt og indfølt. Jeg vidste godt at hjerte rimer på smerte. Når man går fra en kæreste kan man føle sig som det mest usle menneske på jorden. Tænk at man kunne gøre det mod ham! Tænk at han nu sidder og er ulykkelig over at have mistet kærligheden. Men kærlighed er heldigvis for det meste lig med glæde og lykke, og kærestesorg går væk igen, når en ny kærlighed bliver givet en chance.

Min far er død. Jeg ved det godt. Jeg var der jo. Jeg så det. Jeg så ham ligge og ligne sig selv, bortset fra den farve menneskehud får når mennesker dør. Jeg ved det godt. Og alle spørger til mig, til min familile og til min mor. "Hvordan har I det, hvordan går det, klarer din mor sig?" Jeg taler om ham, om det korte sygdomsforløb, om hans død. Og jeg er glad for den varme og omsorg der bliver vist mig. Også selvom den ind imellem river mig ud af en glad hverdag og tilbage i det sorte hul, som denne sorg er. Jeg ved godt at min far er død. Men jeg forstår det jo ikke. Eller hvad? Måske er knuden i brystet begyndelsen på erkendelsen af, at jeg aldrig skal se ham igen.
Det er her kærestesorgen adskiller sig fra sorgen over et dødsfald. Kærester kommer og går. Når man forlader eller bliver forladt af en kæreste, så indebærer det at man får muligheden for, med tiden, at forelske sig i et andet menneske, og modtage dette menneskes kærlighed. Men jeg får ikke en ny far. Jeg vil slet ikke have en ny far. Jeg vil have min far, for jeg savner ham så usigeligt!

Jeg tror ikke at savnet nogensinde forsvinder helt. Men jeg håber at knuden i brystet gør med tiden. Jeg var til julefrokost med alle mine skønne kolleger i fredags, og det var altså lige hvad jeg trængte til: Øl, snaps, skøre bemærkninger, vilde danse, GLÆDE over at være lige der, hvor jeg var. Blandt mennesker, der fortalte mig at de havde savnet mig. Mens jeg var på barsel med Eva, og nu, mens jeg var fraværende fordi far døde. Der er nogen der savner mig når jeg ikke er der. Heldigvis går der jo mange år inden jeg skal herfra - se bare her. Jeg er simpelthen for glad for livet til at kunne blive mindre end 90 år. Men det var min far også...

13 december 2010

Sur sur sur...

Jeg er af natur et grund-glad menneske. Derfor er det også helt naturligt, at jeg ikke har skrevet i ti dage. For jeg har faktisk været glad i ti dage. Men idag er jeg sur! Vred og sur. Og jeg kan ikke forklare hvorfor eller sige præcis hvem eller hvad jeg er sur på. Og DET er frustrerende! Mest fordi jeg kommer til at vrisse af mine børn og af Martin. Det har jeg ikke lyst til. Jeg kan bedst lide mig selv når jeg er glad. Så det håber jeg at jeg er igen imorgen.

03 december 2010

Hvordan har du det?

Ja.
Jeg står op om morgenen fordi mine børn vågner og skal have mad at spise og have tøj på. De smiler og griner, og det bliver jeg glad af. Eva kan nu gå ved én hånd og kan stå selv i halve til hele minutter. Ole kan tælle til tyve og er helt vild med flyvemaskiner. Han har helt styr på F14, 16, 18 og Blackbirds. Hvad ved jeg om sådan noget... Julen indfinder sig så småt på matriklen. Jeg har, stik mod alle traditioner jeg er vokset op med, allerede købt juletræ og sat det ind i stuen. Det kribler i fingrene for at gå i gang med at pynte op til jul, men når jeg så sidder med kassen med pynt går jeg i stå og kan ikke finde ud af hvor jeg skal begynde. Det er som om der ikke er noget af det der er godt nok....

Igår var jeg et smut på skolen, for at snakke lidt om hvordan jeg skal komme i gang igen uden at blive helt bims, og så for at være med til at rydde op i vores musiklokale. Det var dejligt at se de mange kendte ansigter, for ethvert kendt ansigt er på en måde en trøst. Og oprydningen med drengene var dagens latterdosis. Ikke så meget føle-snak. Bare fjollede kommentarer og godt humør. Jeg har mange gode kolleger. Venner. Det er rart at tænke på at jeg går på arbejde samme sted som mine gode venner.

Og så gik det jo hverken værre eller bedre end at jeg mødte nogle af børnene fra min klasse på gangen. De blev åbentlyst glade for at se mig. Nogle af dem vidste ikke helt hvordan de skulle "møde mig", men det forstår jeg da så udemærket. En af drengene fik spurgt: "Savner du din far?" "Ja, det gør jeg", fik jeg svaret. Og det gør jeg. Men jeg mærker det ikke som et ubærligt savn endnu. Sorg er en forunderlig ting. Jeg har hørt folk fortælle, at de savner så det gør helt ondt. At sorgen føles stærk og sort, uoverskuelig. Jeg bliver bare træt. Jeg sover så snart jeg lukker øjnene om aftenen. Jeg har ikke grædt i flere dage. Det er som om der ikke er flere tårer lige nu. Jeg kan heller ikke sådan rigtig lytte efter når folk fortæller om deres egne nære og kære, der har været syge eller er døde. Det er ikke trøst at fortælle sin egen sygehistorie til et menneske i sorg. Det er trøst at få mig til at grine. Det er trøst at lægge hånden på min skulder og smile til mig - sige:"Du ser sgu godt ud, Ida", selv om jeg ved det ikke passer (jeg ligner for tiden noget katten har slæbt ind). Det er trøst at være sammen med andre uden at skulle sige noget, bare være tilstede. Det er trøst at synge - jeg var til kor igår, og det var DEJLIGT!

Min far ville ikke have brudt sig om at jeg satte mig i et hjørne og græd snot over hans død. Min far var stolt af at jeg kunne klare mig selv, men også stolt af at jeg kunne bede om hjælp, når jeg fornemmede at mine egne evner ikke rakte. Min fars anerkendelse var den jeg helst ville have. Hvis min far var stolt af mig, så blev det ikke bedre.
Så hvordan har jeg det?
Jeg er lykkelig og stolt over at være min fars datter.