Jul hjemme

- det kan anbefales! Især når man holder den sammen med sin familie og sine forældre og tvillingebror. Vi havde verdens bedste juleaften. Intet mindre. Og jeg fik en (om ikke romantisk, så meget praktisk og) fantastisk julegave: Et nyt batteri til min MacBook! Så nu kan jeg igen sidde i sofaen og blogge, læse nyheder, følge med på gravid-forum og Facebook, uden at skulle have en dum ledning hængende, som hele tiden falder af... Min mand forstår til fulde mine behov ;-) Han fik så også en praktisk gave: Nye hovedtelefoner, for de gamle (med mere end 10 år på bagen) holdt ikke til at blive revet af i fantom-fart da han en dag skulle redde poden fra at falde alt for langt ned ad trappen... Hvad ofrer man ikke for de små?

Nu begynder så for alvor ventetiden på lillesøster inde i mors mave. Med en måned til terminen kan alt jo ske inden for den nærmeste fremtid. Så nu vil jeg gå ned og plyndre juletræet (eller i hvert fald begynde på det) og hvis jeg føder før tid kan man være heldig at blive budt på resterne af vores bjerg af julesmåkager, hvis man kommer på barselsvisit. Det lyder fristende, ikke :-)

Klar til jul

Der bliver ikke gjort hovedrent i hytten her inden juleaften. Jeg er simpelthen for gravid til at jeg kan holde til sådan en omgang. Oven i det, så har jeg slået foden (sku undvige en legetøjsbil, og vred om i stedet...) så jeg er ikke til megen nytte... Håber blot at jeg når at få ryddet nogenlunde op inde i vores gæsteværelse, så mine forældre kan sove der julenat. Det må jeg kunne svinge mig op til.

Går ellers og venter på, at min kusine Heidi og min fætter Jans kone Tenna skal føde. De er begge gået over tid nu, så det kan være det er lige nu det sker. 3 uger efter min termin d. 27. januar har min kusine Mette termin, og hen på foråret har min fætter Michaels kone Anita termin. Min bedstemor bliver altså oldemor fem gange inden for 5 måneder. Man må sige, at vi gør vores bedste for at bidrage til artens overlevelse :-)

Nu er Ole puttet og jeg vil gå nedenunder og skrælle mig en gulerod. Har mest lyst til 10 flødeboller eller en kæmpe plade mørk chokolade, men det vil badevægten ikke bryde sig om. Og tøsen i maven har vist bedst af den der gulerod.... Suk....

Læste lige i avisen at Dansk Folkeparti har gang i en masse forslag, bl.a. om at forbyde burkaer og minareter i det offentlige rum, samt at forbyde at der bliver talt fremmedsprog i frikvartererne på de danske skoler. Forslagene er til dels affødt af denne sag fra Odense. Jeg må ryste på hovedet og skamme mig over, at nogle af mine landsmænd og kvinder har sådanne holdninger, og at rigtig mange mennesker tager hovedet under armen og stemmer på dem... Det med burkaerne og minareterne vil jeg ikke kommentere på, for det er ikke mit fagområde. Dog vil jeg sige, at det simpelthen ikke giver mening at fremsætte lovforslag, der i den grad er på kant med både grundloven og menneskerettighedskonventionerne.... tsk tsk...

Men den med fremmedsprogene i skolegården... Skulle det så være min opgave som lærer at gå og forbyde børn at tale på deres modersmål til hinanden? Eller øve sig i at tale engelsk/tysk/fransk sammen i frikvartererne? Hvis eleverne råber efter lærere eller andre elever i frikvartererne og/eller opfører sig truende (og tilfældigvis bruger et sprog man ikke forstår) så er det jo en opdragelses-sag, hvor de har et problem med autoriterer, og hvor forældrene skal ind over. Min erfaring er desværre, at forældre med islamisk baggrund ofte har svært ved at tro på at deres barn opfører sig dårlig eller voldsomt i skolen. Og hvis de endelig vil tro på det, er det ofte med det udgangspunkt, at deres barn kun gør de dumme ting fordi andre gør noget dumt mod det, eller det føler sig tvunget til det... Det er altså ikke (kun) en sprogbarriere, men mere en kulturel forskellighed, der gør det svært for skole og hjem at kommunikere. Løsningen på forældrenes skepsis overfor skolens eventuelle "beskyldninger" mod deres barn kunne man måske finde i videodokumentation. Men ofte skal sund fornuft og imødekommenhed altså afprøves før man går til så drastiske midler.

Nu til det jeg virkelig harmes over: Tænk, at man vil forbyde børn at tale deres modersmål!! Vi kæmper en brav kamp i skolen for at lære de tosprogede børn at læse og tale et dansk, som de forhåbentlig engang, hvis de er dygtige og flittige, kan bruge til at tage sig en videregående uddannelse, og blive en del af et dansk samfund hvor de er ønskede. Men de kan altså ikke lære et indholdsrigt og nuanceret dansk sprog hvis ikke de har et indholdsrigt og nuanceret modersmål. Hvis ikke de forstår det, de læser og skriver, hvor langt er vi så nået? Jeg har siddet med tosprogede børn, som fint kunne læse den tekst jeg bad dem om at læse. Når jeg så spurgte dem til indholdet, eller til et specifikt ords betydning, så kunne de ikke svare... De kunne altså læse i teknisk forstand, men de forstod ikke indholdet af teksten. Det er blandt andet fordi de ikke altid kan drage paralleller mellem deres ord på modersmålet og ordene på dansk, simpelthen fordi ordene tilhører to verdener: Modersmålet, der koncentrerer sig om hjemmet og de begreber man bruger der, og det danske sprog, som bliver brugt i skoleverdenen. Netop derfor skal de tale deres modersmål i skolen og gøre det sammen med andre tosprogede. De skal læse lektier med deres forældre på modersmålet, for deres forældre skal (sgu!) vide, hvad der foregår i skolen og hvad deres børn lærer. Vores samfund har marginaliseret deres modersmål, det er os, der har set skævt til dem når de talte arabisk, tyrkisk, urdu, somali osv. Vi har gjort deres sprog små, fordi vi helst ser at de taler dansk. Men med den gigantiske fodfejl har vi også gjort deres danske sprog til et marginaliseret og nuancefattigt sprog. Man kan godt læse og skrive ord man ikke forstår, men når man så skal til at bruge indholdet til noget, så er man godt nok lost. Man kan godt klare sig igennem de første to-tre år i skolen som teknisk læser, men derefter bliver man altså hægtet af. Og så begynder det hårde slid for alvor. Enten tager man fat og får det bedste ud af de sprogkundskaber man har, eller også går man i stå og får en halv- til hel-dårlig afgangsprøve fra folkeskolen. Hvor er det bare vammelt, at en flok danske politikere med ondt i danskhedsfølelsen ikke fatter, at det, de tror vil skabe et bedre samfund kan have den direkte modsatte effekt. Tænk at man vil nedværdige sig til at forbyde nogle mennesker (børn, for pokker!) at tale det sprog som er deres. Jeg er rystet og flov over, at der i mit dejlige Danmark er folk der går rundt og mener sådan.

Berlin - here we come.

I morgen går turen mod Berlin. Som tyndt øl. Vocal Line skal ned og synge julekoncert i Kaiser Wilhelm Gedächtnisch kirche (sådan staves det måske...) og eeeendelig har vi, der ellers sku sidde hjemme og være kor-enker, fået lov at komme med på tur. Der er koncert i Berlin i morgen aften, lørdag er der sightseeing-dag, og søndag er der afgang mod Hamburg, hvor der også lige skal synges en koncert, inden turen går mod Århus igen. Jeg er top-spændt på, hvordan det vil være at sidde i en bus i 7 timer med en "gravid-i-32.-uge"-mave... På den anden side, så skal jeg jo ikke gå rundt eller stå op, som på arbejde. Jeg håber det bedste.

Ole er hos Bedstemor og Bedstefar. Han blev kørt til Vejle, hvor han lige tog en omstigning til Bedstefars bil, og fortsatte mod "Esbjerg-sejler-med-færge-blå-færge". Han har glædet sig hele dagen, og var rigtig sur i morges da han fandt ud af at han altså lige skulle om til Linda og være idag, inden han skulle ned til Bedstemor og Bedstefar. Jeg håber han får alletiders weekend. Så må moderen og faderen styre deres eventuelle savn, for han er i gode hænder, den lille gut.

Her er seneste skud på stammen her hos os i Søften! Den fineste lille baby, med bøjede ben, lidt genert (den vender hovedet væk) og hænder der danser ovenover maven. Spørg lige om vi glæder os til slutningen af januar 2010..... DET GØR VI!!! Der bliver Ole storebror til en lillesøster :-)

Ferie.

Det er længe siden vi har siddet helt stille med hver sin syssel en søndag aften, uden tændt fjernsyn, uden et legende barn om benene, uden udsigten til en mandag i arbejdets tegn. Det er en særlig aften i aften. Vi har fri i morgen, begge to, vi skal ikke andet end være sammen med hinanden og Ole, som sover trygt i sin weekendseng i det store soveværelse i huset Havglimt på Fanø. Her er lidt gråt og lidt vådt, men vi har ferie, så vi lod som om vejret var helt rigtigt, og gik op efter is i støvregnen. Imorgen tager vi nok til stranden mellem de varslede små-byger.

På Fanø søger jeg roen. Og jeg kan mærke, at den er forbavsende tæt på, allerede :-)

Racisme?

En jeg kender blev overfaldet og tævet af 7-8 indvandrerdrenge/mænd sidste torsdag, på Kristi Himmelfartsdag. Han var på vej hjem fra byen midt på natten, da han blev omringet og kaldt "danskersvin" og "din mor er en luder". Han havde ikke øjenkontakt med nogen af dem inden, og havde heller ikke sagt noget til dem. Alligevel slår de ring om ham og tæver ham. Han "slap" med et flækket øjenbryn og knubs. På skadestuen fortalte de ham at han var sluppet heldigt fra det møde... Er det en trøst?

Jeg bliver så harm når jeg hører om sådan noget. Man tror at man kan gå i fred på gaden. Især at mænd af en vis statur kan gå i fred. Hvorfor gør de unge indvandrerdrenge sådan noget? Hvem er det, der har trådt sådan på dem at de synes de kan opføre sig sådan over for et menneske de ikke kender? Det er jo racisme! Når man kan blive mødt på gaden med tilråb som "danskersvin", så bliver jeg bekymret for fremtiden. Hvordan skal det gå når Ole bliver en ung mand og gerne vil gå i byen? Kan han få lov at gå i fred?

Jeg gætter på (og nu generaliserer jeg, og hiver fordomme op af posen) at de dumme bøller ikke kan så meget. Måske kan de lige akkurat læse, måske har de lige modtaget afslag nr. 117 på et job eller en lærerplads - hvor ansøgningen er skrevet på gebrokkent dansk. Det bedste de har lært.... Nogen gange tænker jeg på, hvorfor vi i skolen kæmper en kamp for at få de tosprogede (især drengene) til at lære det de skal. Forsøger at give dem en ordentlig læse og staveballast. Det gør vi for at de ikke skal blive vrede unge mænd der ikke kan andet end at være vrede (og dumme!!)

30

Så blev jeg 30 år. Med 7 fødselsdagssange, masser af lykønskninger - både in real life og på Facebook og sms, et enkelt fødselsdagsbrev med posten (tak, mor) og mails i mailboxen. Og hvad så nu?
Fire dage før min fødselsdag løb jeg for første gang 1o km. uden pause. Jeg havde lissom fået den idé, at det skulle jeg nå inden jeg blev 30. Og det gjorde jeg så. Men hvad skal jeg sætte mig for at nå efter jeg er blevet 30? Det kan jeg jo så bruge lidt tid til at tænke over.....
En ting er dog helt sikkert: Jeg blir ved med at være en bralderrøv, en ligefrem og ublu kvinde der ikke er bange for at sige pinlige ting, eller kommentere højt hvis folk gør noget tåbeligt. Eller hvis jeg selv gør noget tåbeligt... :-) Det ændrer alder ikke noget ved. Blir jeg nogensinde rigtig voksen? Jeg håber det ikke. Rigtige voksne er så alvorlige og triste, tager for mange sorger på forskud og tør ikke flytte sig hvis de ikke bryder sig om lugten i bageriet. Sådan en vil jeg aldrig være. Det skal måske være det, jeg skal forsøge ikke at opnå efter de 30.....

Det bliver vist en tradition for mig at blogge d. 8. .....
Jeg har påskeferie og Ole er i dagpleje. Så kan jeg nemlig nå at få lavet alle de der ting som er så rare at få gjort, men som ikke er så nemme når Ole er hjemme. Og så er det jo fantastisk at bo i en by hvor dagplejemødrene er så fantastiske som de er. Ole er hos en reservedagpleje fordi Linda har ferie, og han går bare ind ad en ny dør, ind i et nyt legeværelse, og gir sig til at føle sig hjemme. Det er nu den femte gæstedagplejemor han besøger, og hver gang bliver vi og han mødt med smil, positiv energi og frem for alt, professionalisme! Han er aldrig utryg. Det er fantastisk. Længe leve dagplejemødrene i Søften.

I'm loving it!

Jeg troede ikke jeg skulle sige dette nogensinde, men: Jeg elsker at løbe. For fire uger siden begyndte vi begge to på et løbeprogram der skulle gøre os i stand til at kunne løbe 5 km efter fire ugers tilrettelagt træning. Og det kan jeg nu! Uden at holde pauser undervejs. Jeg fatter det næsten ikke, og det jeg mindst fatter er, at jeg er vild med det og helt frivilligt tager løbetøj og sko på og løber 5 km en søndag aften. Jeg har, i et øjebliks vanvid, meldt mig til iForms kvindeløb d.25. april, og været så kæk at jeg har tilmeldt mig 10 km. ruten. Det skal jeg åbentbart nå at prøve inden jeg bliver 30... Men jeg glæder mig til at prøve det, og jeg glæder mig især over at være blevet glad for en motionsform der er ganske gratis, effektiv og som foregår udendørs så man også får frisk luft. Det er da et hit!

Ferie igen.

Så gik der lige 6 uger mere, og nu står der vinterferie i min kalender. Lige på ferieområdet er det ind i mellem a walk in the park at være skolelærer.
Hvad skal jeg så lave...? Vaske gulv, sortere Oles tøj, ringe til en smed som skal lave en opslagstavle til os, forsøge at sælge mine seminariebøger, feje vores flisearealer, osv, osv, osv. Men jeg skal også være sammen med søde mennesker, bl.a. min mor og min gode gamle veninde Charlotte. We go way back! Og vi ses ikke så tit. Men det gør ikke noget, for det er lige som om, vi ved nøjagtig hvor vi kom til, sidst vi såes. Så det bliver ganske særligt, som det altid er. Go ferie til jer der skal holde det, og god arbejdslyst til jer der skal holde hjulene igang :-)