Julen nærmer sig

Vi skal holde jul i Tarp. Hjem til mor og far, hvor alt er som det altid har været. NOT! Intet er som det har været før. Nu er de bedsteforældre, og det er Martin og jeg der er mor og far. Min bror og jeg plejer at stå for at pynte juletræet. I år skal jeg lære at klargøre juleanden, mens drengene klarer træpyntningen.
Den mest julede julesmåkage jeg ved, er mors kagefigurer. Stjerner, hjerter, juletræer, grise, mænd og koner. I år er det bare ikke min mor der har bagt dem. Det er mig. Oles mor. Jeg blev voksen den dag jeg stod med kagerulle og udstiksforme, og var hende der lavede kagefigurer til min familie. Det er skisme ikke for sjov. Jeg blev voksen lige med et, og jeg vil huske det øjeblik for altid.
Men størst af alt bliver, at holde juleaften sammen med vores søn. Selv om han nok er fløjtende ligeglad med gaver og julemad, og sikkert synes at papiret er det mest spændende, så glæder Martin og jeg os helt vildt! Vi kommer selv fra gode, dejlige familier. Nu er det os der skal skabe en god og dejlig familie, med de traditioner der hører til det at være en sådan.
Alle julegaver er købt, der er 4 dage tilbage, nu er det bare at vente. :-)
Glædelig jul!

Min søn er et halvt år og min mand er glad!

Det er den 13. december. Det er min fætter Alex's fødselsdag (tillykke!). Det er min søns halve års fødselsdag. Og det er et år siden vi så ham første gang, på en monitor på Skejby Sygehus. Det er utroligt hvad der sker på et år. Ole er den gladeste julenisse nord for ækvator. Han kan sidde og lege selv, men vil helst lege med mor, og helst "borte-tit-tit" -lege. Han er begyndt at række ud efter mig, og det er slet ikke til at stå for. Han rækker ikke helt ud efter far endnu, men far er også afsted fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Martin har nemlig fået nyt arbejde fra 1. december, som webmaster hos BoConcept i Herning. Det er en en køretur på lidt mere end en time hver vej. Så det er tidligt afsted og sent hjemme. Men det betyder ingenting, når han er glad når han tager afsted og glad når han kommer hjem. Det var fint at have arbejde i Århus centrum, men jeg tror hans evner og hans væsen bliver brugt og værdsat bedre i hans nye job. Det er i hvert fald en fornøjelse at være en glad mands hustru. :-)

"Jeg ringer når jeg kan se Eifeltårnet"

Nogle mennesker er gode til at læse et kort på hovedet, andre er nødt til at have det lagt rigtigt i forhold til verdenshjørnerne. Nogle er gode til at finde vej, og finde tilbage af den vej de er kommet. Andre er totalt afhængige af at blive guidet og må spørge om vej igen og igen. Og endnu andre tager bare tingene som de kommer, og tager de uforudsete oplevelser med sig, som flyder i kølvandet på det at fare vild. Disse mennesker ser det bare ikke som at fare vild, de ser at der findes en anden vej. Man kunne synes at det er en letsindig eller eventyrlysten væremåde, men jeg tror at man bliver et gladere menneske hvis man ikke altid følger den lige vej. Jeg er selv slem til at sige til Martin at han kører omveje, og han kører ikke omveje med vilje, men fordi han tror at hans vej er den nærmeste (det er de ikke, det er altid mine der er de korteste...) Men tænk hvis vi bare gav pokker i benzin-priser og klokkeslet og bare tog en tur ud i det blå.
Jeg synes at alle kan lære noget af min fætter Jens, som sku til Århus i 9. klasses praktik, blev sat på toget med alskens formaninger og gennemgange af hvor han skulle skifte tog og stå af og så videre. Jens er ikke kendt for altid at høre efter, men han klarer sig altid. Og drengens sidste kommentar til familien før togdørene lukker i, er: "Jeg ringer når jeg kan se Eifeltårnet". Når vi kan sige det, så lever vi i nuet og for eventyret. Min søde fætter har sgu humor!

Gran - Træ?

Ole har fået en trækusine her sidst i oktober. Cecilia skal hun hedde. Hun er datter af min fætter og hans kone og altså Oles trækusine. Det har vi i hvert fald altid kaldt det i min familie. I min folkeskoleklasse grinte de altid af mig og sagde: "Det hedder da grankusine, ikke trækusine."
Og nu har jeg sat mig for at finde ud af hvad der er hvad.
For det første: Det hedder ikke gran men grand. Det må komme fra det franske grand som betyder stor. Det hænger sådan sammen, at mine forældres søskende og ægtefæller, som er mostre, morbrødre, farbrødre, faster, onkler og tanter til mig, er Oles grandonkler og grandtanter. Og så må mine fætre og kusiner vel være Oles grandfætre og grandkusiner. Men hvor kommer begrebet træfætter og -kusine så fra? Det er såmænd sydvestjysk og betyder både det samme og noget helt andet. I dette dokument kan du se forklaringen. Vores brug af ordet træfætter og -kusine er altså til dels en hjemmstrikket størrelse. Men derfor blir jeg nu alligevel ved med at bruge det som jeg gør nu.

Zzzz....

Ole synes ikke det er så sjovt at sove om natten for tiden... Til gengæld sover han glimrende om dagen - lange stræk, så jeg bliver helt forvirret... Min verden indeholder ikke så meget andet end tanker om søvn, grød og vasketøj, så de kloge blogs må nok vente lidt...

Og så alligevel. Nu skal der være valg d. 13. november, på Oles fem måneders dag og hans mor og fars 5 års kærester-dag. Bum bum, lynvalg, god for nogen, skidt for andre. Det er blevet svært og en anelse frustrerende at være borgerlig vælger i dette land. Det ser nemlig ikke rigtig ud til at man kan stemme på et borgerligt parti uden at give inddirekte stemmer til Dansk Folkeparti. Jo, Ny Alliance proklamerer, at de ikke vil samarbejde med Pia K. og hendes kumpaner. Men hvad står Ny Alliance for? Det har jeg så lige godt 14 dage til at finde ud af. Ellers må jeg jo tilslutte mig de socialistiske balademageres fløj...

Surprise...

Vi skulle have været til bryllup igår. Martins søster Anne og hendes Christian skulle giftes. Det blev de ikke. Næh, vi blev i stedet vidner til en kirkelig velsignelse, for de unge mennesker var sgu gift i forvejen. Og det var præsten der, i sin tale til dem om at de var livets lys og livets salt, overbragte hele selskabet nyheden om, at de var blevet gift på Læsø rådhus i april. Meget raffineret... Min stakkels svigermor tabte både næse og mund og var nær ved også at tabe lille Johanne som sad på skødet af hende. Næsen og munden kunne jeg ikke gribe, men jeg skyndte mig at gribe barnet. Christian sad med et "undskyld-svigermor-men-det-var-sådan-vi-helst-ville-det"-udtryk i øjnene, mens præsten talte videre om kærlighed og ægteskab. Jeg ville sgu heller ikke selv turde at sige det til min mor og svigermor, hvis Martin og jeg var blevet gift på rådhuset uden dem som vidner.

Nå, men selv om der ikke var nogen vielse, kun en velsignelse, så var der ellers bryllupsfest for alle pengene bagefter. Ole var ikke med, han blev passet hjemme af sin bedstemor og bedstefar. De havde en rigtig hyggelig eftermiddag og aften sammen. Oles far og mor var henholdsvis toastmaster og praktisk gris til festen. Og selvfølgelig gæster. Det var meget hyggeligt.
Og så var min kusine Ghita jo med, som Martins fætter Tores kæreste. Det tog lige lidt tid før jeg holdt op med at undre mig over, hvad hun dog lavede til en fest i Martins familie... ;-) Sådan er det vist at komme dobbelt i familie.

ANTM - noget om drømme

At Nå Til Målet. Aldrig Noget Til Mig. Americas Next Top Model. Alt Nydes Til Musik. Nogle piger drømmer om at blive model. Jeg ser med stor fornøjelse Americas Next Top Model på TV3, for jeg synes det er så spændende at se hvordan de klarer sig når de står foran et kamera. Måske fordi jeg selv er lidt af en linselus, og inderst inde godt selv kunne tænke mig at være hende der står i det smarte tøj og poserer i blitzlys. Og hvor er jeg så nu? Jeg sidder hjemme i rækkevillaen, på barselsorlov, forstadsfrue, hjemmegående husmor.
At Nå Til Målet. En god ven lærte mig engang at stoppe op ind i mellem og spørge mig selv: Er det det her du vil? Er det det her du drømte om? Og det er jo meget godt at stille sig kritisk analyserende overfor det liv man lever. Men jo ældre jeg er blevet, jo mindre entydige er svarene på disse spørgsmål blevet. Spørgsmålene må stilles på ny, i andre formuleringer: Hvad var det jeg drømte om? Og blev det som jeg drømte det ville blive? Jeg har i 10 år (mindst) glædet mig til at jeg skulle være mor. Tænkt på hvordan det ville være, hvordan jeg ville gøre ting, opdrage mit barn, o.s.v. Og forstå mig nu ret: Det er stort at blive forældre, og ikke noget man skal gå ind til med letsindighed, hvis man kan undgå det. Man bliver sgu lige pludselig voksen og ansvarsfuld... Men samtidig er det lidt det samme som at komme i 3.g: Som 1.g'er tænkte jeg tit at det bare var for sejt af være 3.g'er, og hvor ville det bare blive cool når man selv var "de store". Og hvad var det så? Ikke så spor meget anderledes. Jeg kunne i hvert fald ikke mærke nogen nævneværdig forandring.
Og nu er jeg mor. Som jeg har drømt om så længe. Er det så ligesom jeg drømte det ville være? Ja og nej. Jeg elsker min søn helt ubeskriveligt. Det er svært at beskrive hvad moderkærlighed er, og hvad det gør ved kvinder (og mænd, der hedder det jo bare faderkærlighed :-)) Men samtidig er jeg jo stadig mig. Linselusen, skrålhalsen, sløjdlæreren. Jeg er stadig mig, men jeg bliver aldrig den samme igen. Forvirrende? Ja. Det er det. Måske kan det beskrives bedst således: Jeg er alt det jeg var før, men det er altsammen blevet rykket en tak. Nu er jeg nemlig mor først. Intet over, intet ved siden af.
"Goddag, mit navn er Ida, jeg er Oles mor". Det er ikke som jeg drømte det ville være. Det er bedre.

Blå himmel og Ole 3 måneder

Ole er blevet stukket af lægen idag. Han græd det bedste han havde lært i 10-15 sekunder, og så var fars arme det bedste sted at være. Det er godt at han siger til når der er noget han synes er ubehageligt. Dygtig dreng!

Senere, da vi stod af bussen hjemme i Søften mødte vi tre landevejsriddere. De spurgte om vej til en købmand. Jeg har altid været fascineret af de mennesker, der lever på landevejen, med alle deres ejendele i en gammel barnevogn eller i en rygsæk. Tænk, som barn drømte jeg om at blive vagabond. Idag havde de tre frie fugle skønt vejr på deres vej ud i det blå. Og vi havde en skøn tur med barnevognen. :-)

Charmebøf!

Er han ikke bare lækker!

Ole i sin mors kjole

Ole blev døbt i søndags i Søften Kirke. I den dåbskjole som hans bedstemor syede til hans mors barnedåb, og med den fineste dåbskyse, som også er fremstillet af bedstemoderen. Med tønderkniplingen "Danmarks lille hjerte". Og han var så dygtig til at være i kirke. han sad stille og roligt på sin fars skød indtil han faldt i søvn, lige før han skulle op og have vand i hovedet.
Til den efterfølgende dåbsfest hjemme i rækkevillaen var han også et pragteksemplar. Vi havde en rigtig dejlig dag, som vi vil huske længe.

(Everything I do) I do it for you.

Titlen på et monsterhit af Bryan Adams, brugt til filmen "Robin Hood" med Kevin Costner. Det handler om kærlighed. Alt hvad jeg gør, det gør jeg for dig. Jeg kan ikke gøre for det, der er ikke noget jeg hellere vil. Der er intet uden dig, altid, hele vejen. Det er en altopslugende kærlighed, som jeg ikke før har kendt. Ikke engang min søde mand, som jeg jo siger at jeg elsker, vil jeg gøre alt for. Men Ole. Ham vil jeg give mit liv for. Jeg er gået hen og blevet totalt forelsket i min lille, dejlige dreng. Når han smiler er der ikke noget andet sted i verden jeg hellere vil være end lige der, ansigt til ansigt med ham. Lige nu ligger han i slyngen og sover. Der kommer små knirkelyde fra ham. Ren velvære. Man er vel også veltilpas når man på 10 uger er vokset 10,5 cm og 3,3 kg.

Vi skal have barnedåb på søndag. Vi glæder os rigtig meget og håber det bliver en dejlig dag.
Og så har Ole fået sig en veninde. Lærke og Anders blev forældre sidste torsdag til lille Alberte. På billederne ser hun ud til at være en lækker lille baby, men vi håber at få tid til at komme over og se hende "live" i løbet af efteråret. Tillykke til Ølstykkerne med hende!

Venter på far.

Martin er begyndt på arbejde igen, efter 6 dejlige uger hjemme sammen med Ole og mig, i vores nye hus. Og nu føles det som om min barsel rigtig kan begynde. Nu er det bare Ole og mig. Jeg skal også have besluttet mig for hvor meget barsel jeg vil have. Og det er ærlig talt lidt svært at vide, hvor længe man har lyst til at gå hjemme med sådan en lille en. For hvornår når man til mætningspunktet, for både mor og barn trænger til at se andre mennesker? Min søde veninde Lærke sagde noget vældig klogt i telefonen igår (vi snakkede i næsten en time, men det siger vi ikke til Anders...) Man skal huske på, at man er på barsel for barnets skyld og ikke for sin egen. For mig er det vigtigt at Ole får den stimulering han har brug for, og når jeg ikke kan give ham den mere, så skal han ud og være sammen med andre børn.
Men der er længe til. Nu er vi bare os to. Og hvad snakker man så med sådan en størrelse om? Om ham vi savner: Far!

Idag er det Oles 4-ugers-fødselsdag.

Hurra! Hurra! HURRA!
Vores skønne dreng er vokset helt vildt. Jeg synes han er så stor og dygtig, og jeg nyder hver dag han er i mit liv. Jeg har tænkt meget over hvordan man omtaler sine børn. Vi siger "min dreng"og "mit barn", men vores børn er jo ikke vores... De er deres egne. Vi ejer dem ikke. Vi sætter dem i verden og heldigvis fremkalder de en helt ubeskrivelig altopslugende kærlighed i deres forældre. Men de er dem selv. De har deres egen personlighed, deres eget lune. Og vi elsker dem, betingelsesløst, derfor kan de vokse op og blive selvstændige mænd og kvinder. Vi kan bare håbe, at vi giver dem den bedste bagage med. Og nu må jeg smutte, Ole er sulten ;-)

Familien Krøger er flyttet i eget hus!

Efter en hektisk weekend med uvurderlig hjælp fra vores familier er vi nu flyttet rigtigt. Det var meget svært for mig, med min organisator-trang og forkærlighed for overblik, at måtte se til fra sidelinjen, mens de andre flyttede vores ejendele. Ingenting havde jeg overblik over. Jeg skulle kun passe på Ole. Puha, en anden gang vil jeg hellere have veer i 30 timer end være tilskuer til min egen flytning. Jeg kan bedst med at være hende der ved hvor alting er, og det kan man bestemt ikke sige at jeg ved lige nu...

Men hvor er det dejligt at have fået mere plads, lysere rum og egen vaskemaskine! Og hvor er det dejligt at have en søn der bare tager alting roligt, og ikke lader sig stresse. Ole er bare en glad og tilfreds dreng, som er blevet god til at huske, at man er vågen om dagen, og sover om natten. Han får mad hver 3.-4. time og sover så videre, så hans mor også kan sove videre ;-) Og så nyder vi at Martin har ferie i forlængelse af sin barsel. Det er så dejligt at være en familie, der har tid.

En vidunderlig lille dreng.

Ventetiden blev ikke så lang som frygtet. Onsdag d. 13. juni kl. 17.09 fødte jeg en dreng på 3900 gram og 53 cm, 5 dage før termin. Fødslen var en rigtig god oplevelse, det tog godt 5 timer, hvoraf de tre blev tilbragt hjemme i sofaen med Harry Potter i DVD afspilleren... Jeg er åbentbart en hurtig-føder.

Vores søn hedder Ole Brink Krøger, og han er bare en dejligt rolig dreng, som spiser og sover og hygger sig med sin far og mor. Det er helt fantastisk at blive forældre, og jeg bliver overvældet hver dag af alle de nye stærke følelser han vækker i mig. Hans far har lavet et lille album på flickr.com med billeder fra vores første dage som familie, der er link til albummet på www.martinkroeger.dk

Har du sovet godt i nat?

Når min mor fortæller om, at hun sad op og sov den sidste måned af sin graviditet, fordi hun var meget besværet med to børn i maven, så ved jeg godt, at jeg har det godt. Men alligevel, lidt pivet må man godt være, og lidt medlidenhed ønsker jeg mig også med på vejen. Jeg har fået ondt i ryggen af al min plus-vægt. Lægen siger, at bevægelse - altså varme, arbejdende muskler - er den eneste effektive medicin, og hvis det nu er, så er det ok med en pinex eller to... Men jeg kan jo ikke rende rundt og fylde min krop med piller hele tiden, så hvis du ser mig stå og "danse grimt" som Søs Fenger sagde i en gammel reklame, så er det bare fordi jeg satser på varme, arbejdende muskler... Jeg står endda op om natten og strækker ud og danser lambada, når jeg nu alligevel er oppe for at tisse... Mit liv er ufatteligt indholdsløst for tiden, når jeg blogger om nattegymnastik... Suk! Syv dage igen... med risiko for 14 dages forlængelse... It better be worth it!

Fodbold og fjorten dage igen...

Øv, jeg ville ønske at jeg i lørdags havde været passioneret fodboldfan med højt hævet nationalfølelse... Den vanvittige fodboldlandskamp kunne i så fald have sat fødslen igang. Men nej, jeg går stadig rundt med min egen fodbold på maven og føler mig som kaptajn Vom. Min søde svigermor synes jeg har den fineste gravide mave, og forsikrer mig om, at jeg ikke ser ud som den skude jeg føler mig som... At alt sidder lige hvor det skal. Og det er rart at høre, bare det ikke bliver ved med at sidde hvor det sidder nu. Folks forudsigelser om at "nu kan det ikke vare længe endnu", og "jeg tror du føder før tid" kan jeg ikke bruge til en hujende fis! Hvis nogen tror jeg føder før tid, så vil jeg have argumenter og facts på bordet! Ikke det der "det tror jeg bare". Og heller ingen historier om "da jeg fødte, da var det sådan og sådan, måske er det også sådan for dig" NEJ TAK. Jeg kan kun bruge råd og vejledning der er direkte ve-stimulerende.

Dog ville jeg ikke bytte liv med Danmarks for tiden mest udsatte og forhadte mand. Når Martin skal udtrykke sin ringeagt for et menneske som ham der i sin 100-hestes-brandert løb ind på banen i Parken i lørdags, så siger han: "Hans forældre må virkelig være stolte!" Det er de nok ikke... Manden kan ikke komme hjem til sin egen lejlighed, han har i følge bt.dk lejet et sommerhus et hemmeligt sted sammen med kæresten (hvem gider i øvrigt være kæreste med en mand der drikker 15-20 øl i forbindelse med en fodboldkamp og løber ind på banen fordi han lige vil sige dommeren en sandhed eller to... Jeg mener, 15-20 øl! Jeg går i dørken efter max 4 store fadøl...) fordi han er bange for at blive fundet. Ja, hurra, det ville jeg dæleme også være bange for. Tag du bare lige og bliv der sommeren over. Det er vist bedst for både DK og dig. Jeg skal indrømme, at jeg glæder mig meget til igen at smage en kold øl, men fulde mennesker siger mig ingenting! Jeg tror jeg vil bruge dagen idag til at tænke over, hvordan jeg ville have det, hvis idioten var en jeg kendte...

Tyk og lykkelig.

Kom til at læse gamle mails fra Martin idag... Fra før vi blev kærester og fremad. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg var tiltrukket af ham, for jeg mente ikke at han var min type. Men hvor ved man fra, hvilken type menneske der kan gøre ens liv lykkeligt og fuldkomment? I lørdags, til min kusines bryllup kunne jeg pludselig huske følelsen i maven fra da jeg selv stod og sagde ja til Martin for både Gud og mennesker. Den lykkeligste dag i mit liv. Det vil i hvert fald sige, til dato... Jeg har en stærk fornemmelse af, at vores bryllupsdag snart må vige pladsen som den lykkeligste dag, til fordel for vores første barns fødselsdag. Tænk, at vi om meget kort tid får lov til at møde det lille menneske, der indeholder (forhåbentlig) det bedste fra os begge to. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal forvente. Og det er også lige meget, for det vigtigste er, at jeg skal dele oplevelsen med Martin. Det kan godt være, at han ikke var min type, men han er den skønneste mand i verden! Og han bliver verdens bedste far til vores barn. Intet mindre.

Kære Bjarne.

Så var der alligevel noget du ikke lige havde fået fortalt... En lille detalje af stor betydning. Eller hvad? Du vandt Tour de France i 1996, og vi var stolte af, at du var "vores". Hey, jeg var rent faktisk i København den dag du kom hjem, og jeg så dig på vej fra lufthavnen og til Tivoli. Du var så tynd og cykelrytter-brun, og vi var stolte. Idag fortæller du os så, at du har brugt EPO og andet præstationsfremmende skidt. "Den eneste bivirkning har været, at jeg kørte stærkere". Men hvad med alle de andre ryttere? De var vel også proppet med alt muligt. EPO eller ej, at vinde Tour de France er noget helt enestående, kræver en helt ubegribelig træningsindsats og må også have kostet dyrt, på flere måder. Jeg kan ikke engang begynde at begribe, hvor stort et offer det er, at hellige sig en sportsgren så helt og fuldt som du har gjort, Bjarne. Og hvad så, om du har løjet om det. Du holdt et glimrende pressemøde. Du blev hjemme hos dig selv og holdt dig for god til at sige noget om andre end dig selv. Og så var du mand nok til ikke at tude over det på TV! Det viser, at du har affundet dig med dine valg, selv om du måske ikke er stolt af alt hvad du har gjort. Jeg synes du er god nok, Bjarne. Også selv om jeg ikke havde ventet at du ville bekende din fortid med doping.

30 dage endnu...

...til terminen. Vielsesringen er taget af. Ikke fordi vi ikke er gift mere, men fordi jeg nu har så meget vand i fingrene, at ringen klemmer og gør ondt at have på. Hov, fik jeg skrevet 30 dage..? Ja, det gjorde jeg. Og den kommer ud om 30 dage, hvis den er lige så punktligt anlagt som sin mor. Men som min gode ven Lasse sagde til mig i sidste weekend: "Tag og glem den terminsdato, eller tænk den 14 dage senere end den er sat. Hver dag der går efter den dato uden at der sker noget, er et helvede." Og han ved hvad han taler om. Ham og Tanja ventede 16 dage over terminen sidste sommer før Andrea bestemte sig for at komme til verden.

Sidste år var det jo os der blev gift. Jeg er den første af kusinerne i min familie der har stået ved alteret og sagt ja. Og på lørdag, om en uge er det så Randis tur til at blive Fru Knudsen. Som det vist fremgik ret tydeligt af mine indlæg omkring vores eget bryllup, så er det en helt fantastisk begivenhed, som betyder utroligt meget for os, hver dag, stadigvæk. Og jeg håber sådan, at Randi og Jakob får en lige så dejlig dag som vi havde. Og tykmutter her, ja, hun håber bare, at hun ikke er faldet i søvn før vi når til desserten. Måske skal jeg lige have pude og tæppe med, og så ha mig en lille lur i bilen i løbet af eftermiddagen. Som jeg før har sagt, så er man jo ikke gravid for sin egen fornøjelses skyld. Hele fokus er på produktet, ellers kan processen være ret svær at holde ud.....

40 dage til termin...

Hvem var det nu der vandrede fyrre dage i ørkenen...? Var det Moses? Nej, det var vist fyrre år, var det ikke? Nå, jo, der er fyrre dage fra Påskedag til Kr. Himmelfartsdag. Og Gud lod det regne i fyrre dage og fyrre nætter i historien med Noahs ark. Nå, så kan jeg vel også godt gå og ligne Konsulinde Holm i 40 dage endnu... plus/minus.
Baby står rigtigt, med hovedet nedad og har ikke mulighed for at vende sig mere. Det er jo godt. Men det betyder ikke at den er holdt op med at bevæge sig. Den roterer nemlig, som når vi andre drejer os rundt i piruetter. Læge og jordemoder er lidt uenige om størrelsen på baby. Jordemoderen mener den er et stort barn, lægen mener der er meget fostervand, og at det er det, der gør min mave stor. Jeg er sådan set ligeglad, jeg tror på, at man ikke får større børn end man selv kan føde, og vil i øvrigt bare gerne snart se det lille menneske, som er inden i mig.

Jeg er i øvrigt ved at lave min hjemmeside om. Hvis du ind imellem kigger der, så skal du ikke tage dig af, at der er nogle billeder af fremmede mennesker, eller at der står noget på latin her og der. Jeg kommer til det, det lover jeg :-)

Tørklæder - om at elske mennesker.

Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om debatten omkring tørklæder - religiøst betinget hovedbeklædning - i det danske folketing. Hensigten med at kirke og stat er adskilt er, så vidt jeg har forstået, at man ikke blander religion ind i politik, og ikke gør religion politisk. Asmar Abdol-Hamid vil gerne være aktiv i dansk politik, hun er en ung, velartikuleret kvinde, som tilfældigvis er muslim og ikke af dansk oprindelse. (at hendes politiske ståsted så ikke helt stemmer overens med det parti hun vil stille op for, er en helt anden historie...) Hun bærer tørklæde, for det er en del af hendes identitet - som tilfældigvis hænger sammen med den religion hun tilhører. Der må være mindst een dansk politiker, der bærer en halskæde med et kors i - den kristne kirkes symbol. Hvis frøken Abdol-Hamid ikke må bære sit tørklæde på folketingets talerstol, så må man vel heller ikke bære et kors samme sted...? Jeg er altså lidt forvirret....
Samtidig har vores familieminister givet kommunerne hjemmel til at afvise, at bruge dagplejemødre der bærer hovedbeklædning/slør. Men man kan ikke forbyde dagplejemødre at passe børn i rum, hvor de ryger når børnene ikke er tilstede, og hvor luften, møbler, gardiner, ting og legetøj derfor må indeholde skadelige partikler fra tobaksrøg. Føj for h...... Jeg ved godt hvilken dagplejemor jeg ville vælge hvis mit valg står mellem en ryger og en der bærer slør. Jeg synes vi er på vej ud på et skråplan, når medierne går så vitalt op i sådan en sag, men lader Mogens Camre omtale homoseksuelle som en befolkningsgruppe med et handicap, uden at sætte ham i den offentlige gabestok. Hver eneste gang han åbner munden beviser han, at han ikke elsker mennesker men kun sig selv. Behøver jeg at sige, at jeg synes at manden er en idiot...?

Kan den mon lave englehop allerede..?

Efter 12 forældresamtaler igår, med forældre fra min 1. klasse er jeg ret mørbanket. Og jeg har lige 12 til i eftermiddag. Så har jeg vist også gjort min pligt som dansklærer. Igår da jeg kom hjem fra arbejde, 12 timer efter jeg var taget afsted, ville jeg gerne have været direkte i seng. Men næh, nej, mutter, jeg skal danse salsa i din mave! Baby rumsterede kraftigt i flere timer (den var nok utilfreds med at være blevet ignoreret hele dagen...) Det er altså ikke fordi det er skægt at være gravid, at man får børn. Som jeg vist har sagt før, så er man nødt til at fokusere på produktet og forsøge at glemme processen, for hvem opsøger frivilligt halsbrand, overdreven træthed, søvnløshed, ømme muskler og led og uforudsigelige humørsvingninger...? Jeg har dog fundet ud af, at det er rigtig skønt at cykle, for benene får lov til at arbejde uden at skulle bære på alle de ekstra kilo. Men idag regner det... Buhu... Otte uger endnu, sprællebarn, så vil vi godt lige have et ansigt på ballademageren bag mit maveskind. Har du sat kryds ved d. 18. juni?

Fast eller variabel rente?

- Afdragsfrihed eller livrem og seler?
- Kurssikring eller is i maven?
Det er ikke ligemeget hvordan man låner 2.000.000 kr. Vi har netop idag været til møde i vores bank om hvilket slags lån vi skal have hos kreditforeningen. Og jo, vi fik da svar på en del ting, men svarene gav blot anledning til nye spørgsmål...
Heldigvis har dagen ikke kun budt på økonomiske hovedbrud, men også på en tilfreds jordemoder, som nok synes at min mave var lidt vel stor, men mente, at det skyldes at baby ligger højt og på tværs. Så er der heller ikke noget at sige til, at jeg ind imellem synes at vi ikke rigtig kan være her begge to. Vores barn vil opad! Hvorfor ligge og kigge nedad, når man kan ligge højt på strå i moars mave.

Aktioner eller argumenter.

Jeg læste på dr.dk i morges, at lærere på Frederiksberg i Kbh. aktionerer i fællesskab ved at udvise civil ulydighed og nægte at lave elevplaner, som ellers er en lovpligtig opgave. Bertel Haarder udtalte om dette, at han ikke lytter til aktioner, men gerne til argumenter. Jeg er egentlig ret positivt stemt overfor ideen bag individuelle elevplaner. Det er efter min opfattelse noget som lærere allerede har lavet i mange år. Nu er forskellen bare, at det skal dokumenteres. Og det kan der være meget godt i. Men, som en af mine kolleger sagde,: "Hvor er det ærgeligt, at det er noget Bertel har fået gennemført." Det er som om, at han får det til at gyse i os allesammen. Og endnu engang har DLF, efter min mening, været uforskammet passive da loven om individuelle elevplaner lov er blevet godkendt og vedtaget. For der er ingen der vil fortælle os hvordan en individuel elevplan skal se ud. Fra ministeriet er det blevet kastet videre til kommunerne, som har kastet det videre til skolelederene. Og skolelederene sender den videre til de selvstyrende teams, altså os lærere. "Find selv en måde at lave elevplaner på. Prøv jer frem" Med den "senden-aben-videre"-fremgangsmåde er man nemlig fri for at afsætte timer til at arbejdet rent faktisk bliver udført. Så enten skal vi lave elevplanerne i vores fritid, eller også skal vi tage tiden fra undervisningen. Jeg kender ikke nogen der vil klappe i hænderne ved tanken om at arbejde gratis, og jeg kender Bertel Haarders indstilling til, at man tager tid fra undervisningen. Det vil ikke hue ham! Der har du dit argument, Bertel. Du er undervisningsminister, du skal rent faktisk ikke være imod os, men spille med os. Du skal være garant for, at Danmark har gode skoler der leverer kvalificeret undervisning. Og det gør man ved at holde sig gode venner med lærerne, og sørge for at de har rimelige arbejdsbetingelser. Vi vil gerne lave dine lovpligtige elevplaner, men vi vil ikke sidde din arrogante indstiling til vores arbejde overhørrig. Prøv du at være lærer i den danske folkeskole af idag, bare en lille måneds tid. Vi gør et kæmpe stykke arbejde og engagerer os hver eneste dag. Vi har MASSER af argumenter, men du har ikke villet høre dem. -I hvert fald ikke ind til nu.

99 dage tilbage!

Jeg har nu været gravid i 181 dage, og har 99 igen. Når man stiller det op på den måde virker det helt vildt! Men på den anden side, så går tiden forrygende stærkt, og lige pludselig skal jeg på barsel, og så kommer den lille prins/prinsesse ud til os. Den er i øvrigt aldeles livlig. I bøgerne står der, at man skal holde øje med om den bevæger sig, og hvis man observerer mindre end 10 bevægelser på en dag, er det vigtigt at kontakte lægen eller fødestedet. Vores baby har allerede rundet de ti livstegn inden klokken er 10 om formiddagen, og jeg mærker den alle mine vågne timer. Dygtig! Og med under 100 dage tilbage er det lige som om vi nu kan se en ende på tykmaven. :-)

Frederiksbjerg - nu uden skrald.

Nu er skraldet endelig blevet hentet. Hvis skraldemændene skal strejke igen, så beder jeg ydmygst om, at det først bliver til næste vinter. Vi overlever ikke en varm sommer i 20 dages skraldelugt...

Kan du gætte hvem det er...

...af personerne på dette billede, der ikke er gravid? Svært, ikke? Nej, det er selvfølgelig Anders der ikke er gravid, og Lærke og jeg der er det!!! Næst efter glæden over selv at skulle have barn, kommer glæden over at ens gode venner skal have barn. Og så lige godt 2 måneder efter os! Ved I hvad, det bliver ikke bedre. Vi har lige været sammen på weekendtur i Sverige, på svensk ødegård, uden rindende vand og elektricitet. Og med gammeldags lokum! To tykke damer og deres stolte mænd. Jeg synes det er totalt fedt at være væk fra verden på den måde ind imellem, og Martin klarede den primitive del af weekenden til UG! Jeg tabte stort i hjerterfri og Lærke kørte med klatten i Matador, med hoteller på de to billigste grunde, og 30-40.000 kr i kontanter på bordet. Vi har desværre ikke et billede af Anders med "Den store graviditetsbog", som han ellers flittigt og medlevende slog op i adskillige gange fra fredag til søndag, men her er vi alle fire foran den svensk-røde ødegård. Der dog ikke var så øde, heldigvis. Asfaltvejen ligger lige godt 30 meter til højre, udenfor billedet :-)

Musikpolitiet giver op!

Dansk Melodi Grand Prix handler ikke længere om den gode sang eller om den dygtige solist. Hvis det stadig handlede om ovenstående, så havde James Sampson eller Annika Askman stået som vinder af finalen igår. Men Hr. og Fru Danmark har set, at sidste år vandt Lordi den internationale konkurrence, iført de mest outrerede rollespilskostymer, så "vi må hellere sende noget skørt afsted til Findland i år". Derfor representeres DK nu af en mand i glimmerkjole og med lyserød overdimensioneret hanekam. Jeg har ikke noget imod mænd i glimmerkjoler, men hvis de skal være vores bidrag til det internationale melodi grand prix, SÅ SKAL DE FANDME KUNNE SYNGE! Sorry, Peter Andersen, men der har du altså langt igen. Til gengæld havde du nok de pæneste ben, dansk melodi grand prix nogensinde har set!

Maven vokser.

Jeg kan næsten ikke huske mig selv med flad mave... Jeg kan ihvertfald ikke passe nogen af mine gamle bukser, med mindre der er elastik i taljen. Jeg er blevet en rigtig tyk-mutter.
Vi var til 20 ugers skanning i mandags. Baby har det godt, alt ser ud som det skal, den ligger rigtig og putter sig inde i min mave. Det er imponerende hvad skanningsjordemoderen kan få ud af skanningsbillederne. "Ja, her kan I så se nyrerne." Øh, ja, det kan vi vist kun når du fortæller os hvor de er... Vi tager hendes ord for at alt er i orden, og roser baby for at være meget samarbejdsvilig denne gang :-) Her lige et billede af mavsen.

Monday, sleepy monday.

Efter en weekend hvor vi har lavet absolut ingenting andet end det vi lige gad, er det svært at sætte sig op til endnu en uge på arbejde. I hvert fald lige ind til jeg kommer ud af sengen og får tændt for musikken. Nogen mennesker skal have kaffe om morgenen for at komme op i omdrejninger. Jeg skal have min musik. Music is my elusive drug. Uhm...

Nå, men idag er jeg så halvvejs i min graviditet. Vi skal ud på Skejby i eftermiddag. Maven ska skannes for anden gang. De skal se på blyppens hjerne og hjerte og sikre sig at alt er som det skal være. Hvis de bare skulle tjekke om der er liv i den, så kan de bare spørge moderen, der hver dag er vidne til den ene gymnastikopvisning efter den anden. Jeg tror den slår kolbøtter derinde...

Parkeringskonkurrence.

Jeg har en fornemmelse af, at mine kolleger på skolen har gang i en noget bizar parkeringskonkurrence. Da jeg i morges ved 8.30 tiden entrede lærerparkeringspladsen i vores dejlige vinrøde Toyota Carina, var der ikke plads. Til gengæld var der flere steder meget stor afstand mellem bilerne. Som om det gjaldt om at fylde mest muligt.... Nu har jeg så ytret ønske om at reglerne bliver ændret, således at målet ikke er at fylde mest, men at parkere mest hensigtsmæssigt. Se, det er nok i virkeligheden en langt mere krævende konkurrence...

Min nye bedste ven.

Jeg har købt en MacBookPro. En ny computer, der dufter skønt af nyt grej. Og som er hurtig og smuk på samme tid. Nu er det slut med en halvgammel computer der slukker når det paser den. Jeg er istedet blevet medlem af mac-familien.
Måske er der nogen der har lyst til at købe min gamle fladskærm...?

Har I hilst på Johanne?

Næh, jeg har jo helt glemt at præsentere hende! Her er hun så: Vores lille nye niece, født d. 7. december, lige til at elske som hun er. Hun ligger lige på tantes (lidt tykke) mave og snupper en lille lur. Er hun ikke bare dejlig ;-)

What to expect when you're expecting...

Det at være gravid er slet ikke som jeg havde forventet. På den anden side kan jeg snart ikke huske, hvad det var jeg engang forventede.... Vores kommende barn har allerede budt mig flere udfordringer end jeg havde forestillet mig den skulle have, på nuværende tidspunkt. For det første har det lille vidunder frataget mig en af mine absolutte yndlingsbeskæftigelser, nemlig at sove på maven. Det er slut nu, for det er simpelthen direkte ubehageligt. For det andet er jeg en stor tikkende humørbombe... Jeg bevæger mig mellem overstadig glæde og kældermørk tungsind. Gerne inden for et lille kvarter... Og for det tredje er det mig en gåde hvorfor alle trøjer og t-shirts til gravide skal være med slå-om snit. Jeg bliver altså ikke automatisk fiks i slå-om bluser fordi jeg er gravid. (Her melder en stor portion dyster tungsind sig velvilligt på banen...) Jeg må vist bare selv igang med symaskinen så jeg kan få noget kluns som jeg kan holde mig selv ud i.

Ellers går det nu meget godt. Kvalmen er væk. Den kommer kun snigende hvis jeg ikke passer spisetiderne. Mit hår er blevet kraftigt og stærkere (men ikke mere medgørligt af den grund) og mine negle er så flotte som aldrig før. Der skal også være fordele ved det her, jo.
By the way, så tag lige et kig på min søde mands weblog hvis du har lyst til at se hvordan det står til med vores hus i Søften. Vi var lige et smut derude igår og se på sagerne. Det bliver godt, ja det gør!