Det mest stillede spørgsmål for tiden synes at være: "Nå, hvor skal I så holde jul?". Vi skal hjem til svigermor. Stedet hvor der er all-inclusive børnebørns-service, god mad, potentielt hyggeligt og frem for alt juleglædeligt. Det er tredje gang jeg holder jul hos mine svigerforældre. Første gang bloggede jeg om det, med forventningen om, at jeg ville være overvældet ved at holde jul med 11 mennesker, når jeg er vant til at holde jul med en tre-fire stykker hjemme hos mine egne forældre. Det var også overvældende, og det føltes som om det var overstået på meget kort tid... Jeg husker at jeg var voldsomt bagud med gaveudpakningen da de andre begyndte at pakke gaver væk, for at få plads til kaffekopperne. Men det var OK, for jeg var sammen med Martin (og vidste, at jeg skulle fejre jul med min egen familie næste gang det blev jul...)
Det er efterhånden gået op for mig, at det ikke er en selvfølge at fejre jul med sin kæreste, heller ikke selvom man har været sammen i flere år. Martin og jeg har kun fejret en jul væk fra hinanden, og det var den første jul, hvor vi havde været kærester i halvanden måned. Siden har vi været samme sted juleaften. Argumenter som "jeg skal have min risengrød juleaften" eller "det er altså ikke rigtig jul hvis jeg ikke er hjemme hos min mor" er den slags jeg har hørt når jeg har spurgt folk hvorfor de dog ikke skal holde jul med deres kæreste. Det har gang på gang fået mig til at tænke over, hvad en rigtig jul er. Og hver gang kommer jeg frem til, at det ikke kommer an på gås, flæskesteg eller and, citronfromage eller ris á la mande. Det er ligemeget om vi får gaver før eller efter, hvilke salmer vi synger rundt om træet, eller om vi overhovedet synger. En rigtig jul er ikke hvad, men hvem. Hvis bare jeg er sammen med min mand og min søn, så kan vi for min skyld spise pizza. Det ville stadig være en rigtig jul. I år glæder jeg mig allermest til at se min skønne Oles øjne, når han ser det tændte juletræ. Det er priceless. Det er glæde og kærlighed.