30 december 2005

Baghjul!

Efter nogle utroligt afslappende juledage i familiens skød og nogle dejlige hjemmedage med Martin og hans familie og alt for meget god mad, skulle dagen idag bruges til at tage lidt hånd om kroppens velbefindende. Min gode ven Lasse og jeg måtte en tur i suppen og derefter i sauna. Det er ikke helt forkert når jeg siger, at vores blege vinternumser var nærmest selvlysende i genskæret fra den smukke hvide sne, men det var godt til os. Halvanden time i skiftevis meget koldt havvand og i en meget varm sauna gør godt, giver energi og ind imellem en svimletur... Lækkert!

Efter sådan en tur kan man alt. Det var måske derfor jeg foreslog at vi kørte i Bilka for at handle ind til vores storslåede nytårsaftensmenu. Klokken tre om eftemiddagen. Jeg var nok blevet lidt for kåd, eller også havde jeg slugt for meget saltvand... Der var SORT af mennesker i Bilka! Folk holdt uautoriserede steder på parkeringsområdet, indkøbsvogne var der ikke for mange af og det var alt i alt en lille smule kaotisk. Inden vi gik ind blev vi enige om, at vi også ville være glade når vi kom ud igen, at det skulle være en dejlig tur i Bilka. Og sådan blev det så. Det lille husholdningsplastickort sagde godt nok "av av" efter at være blevet præsenteret for de 603, 75 som Bilka-eskapaden endte med at stå os i. Det er jo sidst på måneden.... men pengene bliver først hævet til næste år, jo!!!! Så vi glæder os til krebsehalecoctail, oksetyksteg med brunede kartofler og chokoladekage med flydende indre og vanilieis imorgen aften. Og Queenies nytårstale, naturligvis. Herfra skal der i hvert fald lyde et godt nytår til alle. Raket raket!!

22 december 2005

Den sidste gang af alting.

Igår var det sidste gang jeg deltog i en juleafslutning på ÅDAS, sidste gang jeg spiste julemorgenmad med mit stamhold, sidste gang med alt muligt. Det er ligesom temaet det næste halve år... mit sidste semester på ÅDAS... Jeg er så glad for at gå på seminaret, så glad for alle de dejlige mennesker jeg har mødt der. Bare jeg ikke nogensinde skal sige at det er sidste gang jeg skal være sammen med dem. Tak for en god juleafslutning. Og en festlig fredagsbar, som sædvanligt :-)

20 december 2005

Julen nærmer sig... -og jeg har snart juleferie!

Det er som om det ikke er gået helt op for mig at juleaften rent faktisk indfinder sig om blot 4 dage... Det kan have noget at gøre med at vejret ikke er super-julet. I hvert fald er vores hjem julet. Det er der sørget for.

Igår havde vi på mit sløjdhold den første runde hvor vi fortalte om vores tanker om den store eksamensopgave vi skal lave. Den hedder en 40-timers projekt og det indebærer at vi har brugt minimum 40 timer på det stykke arbejde vi nu vil lave. Nogen vil lave en esse, andre vil lave et pokerbord/skrivebord/spisebord, og en tredje vil lave en barneseng. Jeg har besluttet mig for at lave en sykasse. En kasse på ca. 17x35x35 cm. med tre "lag" og en masse fine detaljer. Tegninger bliver tegnet og tegnet om og jeg har sådan lyst til at gå igang med det lige nu! Men jeg tror jeg skal lave mig en prototype i noget billigt træ før jeg går i gang med de dyre, fine træsorter...

- Hov, vi har forresten anskaffet os en HardDisk/DVD optager. DET ER SMART!!! Hvordan er det dog lykkedes os at leve uden sådan en i så lang tid??? Man kan begynde at se et program man er i gang med at optage, man kan redigere i sine optagelser, klippe alle reklameblokkene ud, brænde optagelser ned på en DVD-skive og gemme dem. Således er vi nu snart i hus med begge julekalendre fra i år. Og det bedste af det hele er, at man ikke løber tør for bånd! Vi kan i realiteten optage ALLE de film der kommer mellem jul og nytår uden at skulle bekymre os om hvorvidt der er plads på båndet og om der snart skal skiftes bånd. DET ER SMART! Og så er den superbrugervenlig, med dansk menu, så selv jeg kan finde ud af at betjene dyret. Jeg siger det igen: DET ER SMART!

08 december 2005

Det lakker mod enden.

Dagens papirpost indeholdt en støttemeddelelse fra SU-styrelsen. Den viste mig at min SU ophører planmæssigt til sommer... Hvad er jeg for en kylling? Jeg kan flytte fra by til by, tage på den ene og den anden højskole, men jeg bryder mig ikke om at gøre min uddannelse færdig og forlade seminariet. Det betyder vel at jeg holder af stedet og menneskene der. Men det gjorde jeg jo også på højskolerne, og da jeg boede i Odense... ARGH!!!! Måske er det fordi jeg slet ikke synes jeg er færdig med at lære at at være lærer. Der er så meget mere jeg kunne lære, så meget mere jeg synes jeg bør vide før jeg får overdraget ansvaret for at lære børn at læse, f.eks. Vel egentlig et udtryk for, at jeg tager det at være lærer meget alvorligt. At jeg vil gøre det så godt som overhovedet muligt. Jeg vil så nødigt skuffe nogen. Jeg ser mig omkring på mine medstuderende og vurderer dem i en kollegasituation og kommer frem til at jeg ikke vil undvære nogen af dem... Ku vi ikke bare lave vores egen skole, en hel flok nyuddannede lærere?

03 december 2005

Gåsestegen er til bageren sendt...

...andestegen laver vi selv. Vi er i gang med at stege vores første andesteg, og vi er meget spændte på resultatet. Frøken Jensen guider os igennem jomfrustegningen så godt som hun nu kan, og vi kigger nysgerrige ind gennem ovnlågens glas. Den har det hedt derinde. Men når vi nu ikke har plads til en frossen and i fryseren, så må vi jo opbevare den i ovnen... Det er ikke sådan med bankogevinster.
Jeg skal have ringet til præstesekretæren ved Bryndum Kirke på mandag for at "bestille" en dato til vores bryllup. Vi håber på at der ikke er andre der har fundet på at blive gift på den dato som vi går kredser om.

Jeg skal aflevere problemformulering til min bacheloropgave på fredag, d. 9. december, og har efterhånden indkredset mit emne til at omhandle en undersøgelse og en diskussion om hvorvidt min hypotese, at sløjd er et basisfag i skolen og i indlæringssammenhæng, holder. Nu har jeg noget forholdsvis konkret at arbejde ud fra, og så skal jeg bare have læst en ordentlig røvfuld faglitteratur i min juleferie. Godt den ikke er særlig lang i år...

Og så har min kusine Ghita fødselsdag idag. Tillykke med det!