Jeg var engang trommeslager i et band der hed "Kvindebandet af 8. marts 2002", eller "Vi er ikke tykke, vi ser bare sådan ud!" En ganske kort, men glorværdig periode i mit liv, hvor jeg gik på højskole i Toftlund og udlevede mine musiker-drømme. Og drak mange øl! Dengang syntes livet, lykken og kærligheden at være nogle abstrakte, men dog håndterbare størrelser, og udtrykket "Go with the flow" gennemsyrede både måden vi tænkte musik på og måden vi levede livet på.
Nu synes jeg, at "go with the flow" er mere en overlevelsesstrategi end en "way of life". Den ene dag tager den anden, livet, lykken og kærligheden er sat i rammer og system, og hvis man ikke vil blive skør af alle de ting man gerne ville nå men ikke når, så er det ret belejligt bare at "go with the flow". Erkende, at der er grænser for hvad man kan udrette, når man skal gå på arbejde, hente og bringe børn, lave mad, vaske tøj, gøre rent, handle ind og være mor og hustru. Der er aftner hvor jeg tager mig tid til at åbne en øl og sætte mig i sofaen foran flimmeren og forsøger at få tiden til at stå stille. Det ender for det meste med, at jeg kun drikker det halve af øllen, hvorefter jeg sidder og blunder til det, der nu måtte være i fjernsynet. So much for adult life!
8. marts er kvindernes internationale kampdag. Men jeg har bestemt, at hver og en af mine dage skal være kampdage. Kampen for at gøre noget for mig selv. Kampen for retten til at være en smule selvisk. No going with the flow, but going with MY flow. Hvis jeg øver mig længe nok kan det være, at det holder op med at være en kamp, og i stedet bliver en helt naturlig del af min tilværelse. Første kamp er at holde fast i, at løbeprogrammet begynder på lørdag. For jeg er altså lidt tyk, det ser ikke bare sådan ud....