Jeg glemte helt Gustav

Randi og Jakob fik jo da en søn i tirsdags. Hvordan kunne jeg glemme det? Har ikke set vidunderet endnu, men han var en stor krabat ved føslen. 4100 gram og 56 cm. Det varer ikke længe før han selv kan gå i køleskabet efter mælk til mors kaffe.... Og så har jeg glemt at bekendtgøre, at man nu kan skrive kommentarer til min blog uden at skulle være medlem af blogger.com. Spil ind med dine tanker, jeg glæder mig til at høre fra dig.

Jeg lever stadig

..på trods af ti dages græsenke-tilstand. Jeg står ikke model til det her en anden gang. Ti dage uden Martin, uden arbejde, uden faste gøremål. Jeg var ved at blive vanvittig i øjeblikke. Kun en druktur, 5 blockbuster DVD'er (tøsefilm af værste skuffe, hold op, jeg havde ondt af mig selv...) og min mors trofaste opkald for at høre om jeg klarede mig, har holdt mig oven vande. Og i morgen henter jeg Martin i Billund Lufthavn. JEG GLÆDER MIG HELT UBESKRIVELIGT!!!! Lasse var her idag, til kaffe og EfB-Bif. Rart med lidt adsprædelse inden den sidste ensomme nat. Gad vide om jeg overhovedet kan sove...

Sidste år ved denne tid gik vi sammen her.

Ja, den hurtige vil vide at det er den første linie i en gammel Sanne Salomonsen sang der hedder "Uden Dig" og er fra "Sanne"-albummet (det rød-orange...) Sidste år var Martin og jeg i København sidst i juli og her fotograferede vi os selv ved Rosenborg. Nu er han i Taipei med Vocal Line på koncertturné, og jeg kan vist godt - uden at overraske nogen - indrømme, at jeg savner ham helt forfærdeligt. Meget mere end jeg troede jeg ville. Og der går en hel uge inden han kommer hjem til mig igen. Jeg skal slet ikke begynde at tænke på hvordan jeg skal få tiden til at gå, for så begynder jeg så småt at gå i panik. Strandbabe er det vist ikke så sjovt at være i det danske sommervejr for tiden. Og penge har jeg ingen af, så savne-shopping er også udelukket. Mine forældre kommer dog på tirsdag for at adsprede mig lidt. Men de er jo ikke Martin...

Imorgen har jeg dog én meget vigtig mission: Tina Dickows nye plade "In The Red" udkommer, og hun holder autograf session i Stereo Studio i morgen eftermiddag. Det må jeg simpelthen ikke gå glip af!!! Ny plade med autograf på udgivelsesdagen, det bliver ikke bedre. Så er der noget at stå op til :-)

Fenja og Niels fik en datter

Selma blev født igår, onsdag d. 20/7 2005, 3730 gram og 53 centimeter lang. En stor, dejlig og velskabt pige med masser af mørkt hår på hovedet og et godt lille sovehjerte. Jakob og jeg har lige været ude på patienthotellet og se til dem og de har det godt, både mor og far og baby. Hun er helt vidunderlig! Nem og selskabelig og så ligner hun vist mest sin far. Hun småsov i mine arme og vidste slet ikke at hun ved sin blotte tilstedeværelse satte dybe spor i sin "moster". Hver en bevægelse blev set og gemt i hukommelsen om hende, hver en lyd. Man bliver vist ikke på noget tidspunkt træt af at se på spædbørn. De er et mirakel, tænk at det kan lade sig gøre at lave noget så perfekt som en barn. Jeg er så glad på Fenjas og Niels' vegne.

Selma er født præcis 19 år efter at min mormor døde. Den dato der i 19 år har stået for noget meget trist i mine minder skal nu være Selmas fødselsdag - en festdag! Min mormor var et dejligt menneske, både efter hvad jeg selv husker og hvad jeg har fået fortalt. Hun var klog på livet, og hun så min begejstring for musik. Jeg tror nok at hun ønskede at jeg skulle have hendes båndoptager efter hendes død. Den holdt ud til længe efter. Vi fik altid lov til at få både pålægchokolade og cacao til eftermiddagskaffe ude hos "momor", og i haven havde hun det bedste klatretræ i verden - i hvert fald i vores verden. Jeg var 7 år gammel da hun døde, og min kusine Nina og jeg havde ens hårbånd på til begravelsen. Jeg husker min mors tårer og køreturene ud til Varde Sygehus hvor vi besøgte momor de sidste uger af hendes liv. Jeg husker hvad vi hørte af musik i bilen og jeg husker at jeg ikke ville med ind og se hende efter hun var død. Det er både godt og skidt at jeg ikke var ældre da vi mistede hende. Jeg kan ikke huske at jeg følte sorg eller smerte, men jeg er på den anden side ked af at jeg ikke nåede at lære hende bedre at kende. Nu får jeg i stedet lov til at lære Selma at kende. Verden er cirkulær, vi mister og får, mister og får. Gammelt liv ebber ud og nyt liv får plads i verden. Jeg håber jeg selv en dag kan få lov at bidrage til cirkulariteten.

Koncert-update

Søndag i sofaen. Jeg spiller edderkop på Martins bærbare mens han ser skiftevis Tour de France og British Open. Om godt halvanden time går Sanne Salomonsen på scenen ude på Vestereng til Grøn Koncert, og jeg er selvfølgelig på plads på en af de første rækker til den tid. :-) Men Bongodrengene kunne vi godt lige undvære idag. Ellers har de sidste 8-9 dage budt på musik i verdensklasse. Først Elton John lørdag d. 9. juli, en Elton i storform på en meget lun sommeraften. Siden min far købte "The Very Best of Elton John" som mandelgave en jul for mere end 15 år siden (og i øvrigt selv vandt den...) har jeg været hooked på klaverbokseren. Ham og Sanne har nok været det mest spillede på mit stereoanlæg. No doubt! Det var en dejlig koncert med et velspillende band og en lidt hot percussionist. Nam nam. Han spillede det han skulle spille og jeg fik selvfølgelig yndlingsnummeret "Saturday Night" på en sunny saturday night. Det er altid en fornøjelse at høre Elton John live, og nu har jeg haft fornøjelsen tre gange.

Mandag tog vi til Kbh. og i Tivoli for at høre Mariah Carey. Jeg var spændt på hvad hun kunne levere. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet. Kvinden som spænder over 5 oktaver gav den som super hot diva, og kunne tage de der sindsyge overtoner så rent som på nogen plade!!!!!! Hun sang i det hele taget overraskende rent hele vejen igennem. Det var en fantastisk oplevelse, og hårene på armene var længe om at lægge sig igen derefter. Jeg kan ikke udtrykke min hele begejstring for oplevelsen, så jeg kapitulerer her i forsøget.

I går var jeg så i byen med drengene. Peter og Jakob fra højskolen og jeg var på Train og høre Mike Andersen Band. Det var en swing-blues oplevelse af de absolut bedre. Jakob lænede sig ind til mig på et tidspunkt og trak mig ud af min boble i det han sagde: "Man glemmer jo helt verden udenfor når man lytter til det her". Og jeg kunne kun give ham ret. Det er ikke sidste gang jeg har hørt Mike Andersen Band.

Og så venter vi stadig på at Fenjas baby vil ud og se verden. Status er 12 dage over tid, så jeg kan gå hen og blive pseudomoster hvert øjeblik det skal være. Fenja, vi tænker på dig og glæder os til at byde baby velkommen til.

Nu er det vist tid til at smutte ud til Grøn Koncert. Sanne på landevejen er altid værd at se, og gerne mere end én gang. Måske ses vi derude....?

ARGH!!

Uha, jeg har meget jeg gerne vil ud med idag.

Fjernsynet kørte i baggrunden hele formiddagen igår. Bush og frue var i Danmark. Det er fuldstændig vildt så mange mennesker der skal i sving for at passe på Amerikas præsident. Journalisterne fik besked på at gå roligt omkring i de områder de overhovedet havde lov til at gå i. Hvis de gjorde pludselige bevægelser ville der blive skudt efter dem... Anne Mette Rasmussens arbejdsplads fik besøg af Laura Bush, og her blev alle børnenes tasker gennesøgt inden besøget. Selv ungernes madpakker... Det virker totalt hysterisk. Men det er åbentbart nødvendigt. Vi tænker måske ikke over det til hverdag, men flere af vores egne folkevalgte politikere har livvagter med sig. Statsministeren har helt sikkert, Bendt Bendtsen og Per Stig Møller sikkert også. Og Pia Kjærsgård skal sikkert bare pippe en lille smule før hun bliver bevilget en livvagt. Hvorfor kan politikerne ikke gå i fred? De mennesker, som ved et demokratisk valg er blevet udvalgt til at varetage styrringen af landet bør kunne udføre deres opgave uden at skulle frygte for deres sikkerhed. Jeg bliver vred! Jeg synes det er primitivt når unge mennesker deltager i en demonstration der kalder sig "Død over Bush". Det siger sgu mere om de unges intelligenskvotient end om den amerikanske præsident. Hvorfor er det, at nogle mennesker foretrækker at tale med næverne frem for med ord? Hvad er det for nogle mennesker der opdrager deres børn til at blive sådan nogle voksne? Jeg bliver altså bare så vred!

Igår var også dagen hvor det blev besluttet at London skal være vært ved OL i 2012. Martin og jeg besluttede allerede for et år siden at vi ville til OL i 2012 hvis det kom til London, så glæden i det lille hjem var stor. Idag sprænges der bomber i den brittiske hovedstad. "Vi ønsker verden et godt G8-topmøde" BUM!!!!!!!! Et topmøde, hvor emnerne var bekæmpelse af fattigdom, gældssanering, handelsmuligheder for Afrika og miljø. Dejligt bløde politiske emner. Og så springer bomberne. Efter et par timers gisnen om hvorvidt der var tale om terror eller ej kom det frem at der var fundet spor af sprængstof på et af åstederne. Terrorister har altså igen formået at sætte dagsorden. Som en journalist på tv sagde: "Terrorisme lever af opmærksomhed, og det var ikke på dagsordenen til G8 i Skotland." Nu er det i alle medier. Den lille sorte plet der hedder terror vokser sig større og grusommere jo mere den bliver omtalt. Jeg bliver vred! Jeg bliver så edderspændt rasende vred!