En mere.

Kære far.
Jeg venter mig. Du skal være bedstefar igen. Midt i april 2012 kommer der et nyt lille barn til verden som er lidt af mig og lidt af Martin, men mest af sig selv. Det er fantastisk at det kan lade sig gøre igen. Tænk at være så heldig at kunne få tre børn.
Vi glæder os. Og savner dig. For midt i al glæden bor også sorgen over, at du ikke er her til at byde den lille ny velkommen. At du ikke er her til at klappe mig blidt på skulderen, og med stolthed i stemmen sige: "Godt klaret, min pige." At du ikke kan give Martin hånden og oprigtigt ønske ham tillykke, så han bliver helt varm i hjertet. At du ikke kan sidde med den lille ny og være den fantastiske bedstefar du var, da du levede. Jeg savner dig så det gør ondt! Jeg savner dig så det sortner for øjnene. Jeg savner dig så meget at jeg næsten ikke kan rumme det. Bedstefar i himlen. Bedstefar, som passer på os. Den bedste bedstefar noget barn kunne få.
Du vil altid være min far. Og du vil altid være børnenes bedstefar. Det kan ikke engang døden tage fra os. Døden kan tage alle de stunder vi skulle have haft sammen, ansigt til ansigt. Men i virkeligheden er døden bare en jaloux stodder, der tror den får del i noget vigtigt når den tager dem vi elsker. Men minderne og kærligheden får døden aldrig med.

Kim Larsen, som vi har hørt så mange gange på vores køreture mellem Tarp og Esbjerg, har en sang der hedder "Døden er kun en illusion". Heri synger han blandt andet: "Der er nogen der siger man aldrig ses igen. Det tror vi ikke på, gør vi vel!" Hvis man tror på himmerige, så er der noget om det. Men det, han mener, kan også være noget andet. Jeg mærker jo dig hos mig hver dag. I de små ting, i det tilfældige, i tankerne, i mine handlinger. Du er min styrke, min ranke ryg når jeg underviser. Du er der i min tro på mig selv når jeg gør noget der er svært. Du er der, både når jeg elsker livet og når jeg synes alt går mig imod. Vi er sammen hver dag. For du elsker mig stadig hver dag. Du får mig til at føle mig som noget helt specielt.

Så kære far. Livet skal hyldes. Endnu et lille Brink Krøger- barn skal se dagens lys og gøre vores liv mere rigt. Jeg skal fortælle ham eller hende om den bedstefar, som ikke længere er levende blandt os men er mere end levende i vores hjerter. Som er med os. Altid.

Jeg er verdens mest utjekkede mor!

...for jeg glemte alt om, at der var tilmelding til gymnastik for Ole i onsdags. Siden april måned har han spurgt hvornår han skulle til gymnastik igen. Og vi har forsøgt at forklare ham, at der først er gymnastik igen til efteråret. Og hvad laver moderen så den aften der er tilmelding? Hun bager kager (læs: plejer sine egne interesser/hobbies) Hun løber en tur (læs: tænker kun på egen sundhed...) Først da jeg nåede forbi Præstemarkhallen kom jeg i tanke om... GYMNASTIKTILMELDING!! Og så spurtede jeg hjem! Det resulterede i den hurtigste kilometertid nogensinde for mig, men derudover kom jeg hjem til et tilmeldingswebsite der kunne melde om udsolgt til Oles hold. Han kunne dog få lov at komme på venteliste.... Hurra! Så nu tager vi i svømmehallen mandag eftermiddag i stedet. Det lader til at Ole har stillet sig tilfreds med den løsning. Men fra nu af, bliver vigtige datoer og tidspunkter ALTID skrevet op!

Hokus pokus!

Jeg er ret fascineret af alternativ behandling. Da jeg gik på højskole i Køng på vestfyn stiftede jeg for første gang bekendtskab med zoneterapi. Det var ret nyt for mig at man kunne gøre noget ved sine dårligdomme ved at trykke forskellige steder under fødderne... Og da min underviser inviterede gæsteinstruktører og foredragsholdere, der kunne en masse hokus pokus med at kigge ind i både fortid og fremtid, oplevede jeg nogle ret fantastiske ting. Jeg blev bl.a. befriet for et spyd der havde dræbt mig i et tidligere liv. Det sad i min ryg og gav mig sådan nogle sitrende fornemmelser. Efter at ham den synske fyr "trak spydet ud" af min ryg har jeg ikke haft den slags sitren i ryggen. En anden vi havde besøg af, kunne se min fremtid. Hun fortalte mig, at der ville gå lidt over tre år før jeg mødte ham der skulle være far til mine børn. Tre år og fire måneder senere mødte jeg Martin. Det er da skørt at nogen kan se sådan noget....

Nå, til sagen! Idag har jeg besøgt en akupunktør, som hævder at han nu, med en nål i hver af mine fødder har kureret min migræne. For 6-7 år siden hjalp selv samme akupunktør mig af med en langvarig seneskedehindebetændelse i min højre hånd.  Og jeg håber sådan at han også har gjort kål på migrænen. Mage til møgtilstand skal man lede længe efter. Men jeg kan nok ikke sige noget om resultatet før om et halv til et helt år. Men jeg tror på, at det ikke er helt åndsvagt, det der akupunktur. I'm a believer!

Gevinsten

Jeg har altid holdt af mit navn, og aldrig gået og ønsket at hedde noget andet. Jeg er Ida. Det har jeg altid været. For nogle år siden fik jeg mulighed for at se nogle af min morfars gamle ting, og blandt andet også hans kalendre fra de sidste år han levede. Der var noter om vejret (han var landmand, så vejret var ikke helt ligemeget...) om at huske at hente og bringe familiemedlemmer, om hvem der have været på besøg, og andre almindelige ting. Og der, på en tilfældig side i en kalender fra begyndelsen af 80'erne står der pludselig: "Besøg af Ida og Rune" Jeg kan ikke huske min morfar, og jeg har kun et enkelt minde om ham, som jeg er sikker på, er mit eget, men at se at han havde skrevet mit navn i sin kalender var meget bevægende for mig. Her følte jeg at jeg blev forbundet med ham. Han havde mit navn i sit hjerte.

Nu kommer vi til det, der måske er lidt skørt. Lidt noget pjat. Men alligevel noget jeg har rigtig svært ved. Det er den der gevinst. Som jeg skrabte mig til på min skrabejulekalender til jul (en af de få fornøjelser der var ved julen 2010)  50 kr. Udemærkede ægte danske menneskepenge. For fire julekugler på et stykke pap. Der er bare det ved det der stykke pap, at min far købte den til mig og har skrevet mit navn bagpå. Sansynligvis den sidste gang han nogensinde skrev mit navn. Hvis jeg vil have min gevinst, så skal tipstjenesten have det der stykke pap med min fars håndskrift på..... Og det kan jeg ikke give dem. Min far har skrevet mit navn på kort og i breve hundredevis af gange. Men den sidste gang er langt mere værd end halvtreds kroner. Lorte tipstjeneste! (der dog har givet mig til d. 30. september 2012 til senest at indløse den, hvis jeg skulle ombestemme mig...) Lorteverden! (der dog lige her, hvor jeg er, viser sig fra en utroligt sommerlig og smuk side...) Lortelort! Jeg savner min far. Han ville have vidst hvad han skulle sige til dén sag. Det ville nok være noget med at jeg sku se at få den indløst, for de gode minder sidder ikke i et stykke pap, men i hjertet.
Øv.
Øv, fordi jeg godt ved at han har ret.
Øv, fordi han ikke er her mere.
Øv, fordi det stadig gør alt for ondt at prøve at forstå det.

Ferie.

Eleverne er sendt på sommerferie, og jeg skal først se dem igen d. 10. august. Festen er overstået, øllerne er drukket, tømmermændene er på retur, og jeg er så småt ved at forstå at jeg rent faktisk også har sommerferie. Det er en vidunderlig fornemmelse.
Men nu skal jeg jo undvære mine kolleger hele ferien. Og det er faktisk den eneste ulempe ved at have sådan en lang (og dejlig) sommerferie. Jeg er ansat det sted i verden hvor alle de bedste og skønneste mennesker også er ansat. Hvor heldig kan man være! Jeg føler mig i hvert fald utrolig priviligeret.  Det er dejligt at føle sig holdt af af de mennesker man tilbringer sin arbejdshverdag med. Så herfra skal lyde et tak for en god fest, og et tak, fordi I er så skønne, alle I lærere på Gammelgårdsskolen.

Det er svært at være trist...

... når man har to meget glade, aktive og smilende børn som man kan kalde sine egne. Der er en grund til, at man glemmer fødselssmerterne og besværet ved en graviditet. Man glemmer det fordi man skal have flere børn. Og man skal have flere børn, fordi de kan være så utroligt meget godt for hinanden. Mine to pragteksemplarer er helt vilde med at lege sammen, spise sammen, sove sammen, være sammen. Hvis Eva er ked af det, så kommer Ole og skubber mig væk med ordene: "Jeg skal nok trøste Eva". Og Eva elsker at tumle med sin storebror, nogen gange så vildt, at jeg synes det er for meget. Men jeg forsøger at holde mig lidt på afstand, så længe jeg kan se at legen er god og de begge hygger sig. Nogen gange drømmer jeg om at være barn igen, bare for at mærke, hvordan min bror og jeg havde det sammen som børn. Og for at genkalde mig, hvordan sorgløshed og minimum af ansvar føles :-)

Før vi fik børn tænkte jeg, at vi skulle have flere end én, for børnenes skyld. Men i efterrationaliseringens ulideligt klare lys kan jeg se, at beslutningen om flere børn er udelukkende egoistisk: Hvem andre end mine børn kan få mig til at smile og le, så jeg føler mig varm og let om hjertet...?

SEJR!!!

Jeg synger i det sejeste kor! Vi har i den forgangne weekend deltaget i kor-konkurrencen ved AAVF her i Århus. Og sørme om ikke vi gik hen og vandt førstepladsen og præmien på 25.000 kr! :-)  Det var en kæmpestor oplevelse, og en vildt fed følelse at være del af et supertjekket ensemble.

Her er en optagelse af vores konkurrenceprogram. Det er dårligt billede og dårlig lyd, men det giver da et lille indtryk af hvad vi leverede. Vi er simpelthen flyvende!

32 med fuld musik.

I går blev jeg 32 år (eller tolvogtyve, som det jo også hedder) Jeg elsker at have fødselsdag. Og dagen sluttede med kor - en seance med Peter Kunz for at optimere vores visuelle udtryk når vi skal synge til kor-konkurrencen på AAVF. Det var fedt og det bliver fedt. 

I tråd med mit løfte kommer der selvfølgelig et fødsels"dagens". Det er en Hugo Boss kjole, købt på udsalg (naturligvis, jeg er jo offentligt ansat), røde woolford strømper og mine skønne sorte Gabor sko med lille hæl. Jeg har også et stort magueritte-smykke på, men det kan man ikke så godt se. Og så står jeg i vores dejlige park, som lige nu bare bliver mere og mere grøn og skøn.

Idag har jeg fri. Og hvor er det pænt af Prins William og Prinsesse Catherine at vælge at blive gift på min fridag. TV-brylluppet nydes i fulde drag.

Det første "dagens"

Så kører bussen! Sikke hurtig jeg kom ud af starthullet, hva! ;-) Tak til Randi for fotoassistance.

Kan man være smart og moderne når man er udearbejdende småbørnsmor? Altså, jeg ved ikke med moden, men jeg syns selv jeg er smart.Og for nu at følge "dagens"-reglerne, så skal jeg jo da også lige skrive lidt om hvad jeg har på. T-shirten (kalder man det egentlig stadig det?) er fra Blend Det er tusindvis af små sorte pailetter der er med til at skrive: HOW ARE YOU . Bukserne er fra H&M. Støvlerne (totalt yndlingsstøvle) er af mærket Simply og har en lille hæl. Armbåndet er fra hjemmeværkstedet. Læg venligst mærke til læder-match-effekten. Der syns jeg virkelig jeg gjorde et fashion-do.
Jeg forventer kommentarer fra alle fashionistas der læser med. Også dem der ikke synes de ved så meget om mode. Kritik af alle slags modtages. Jeg har brede skuldre, der kan tage det. Og jeg ved hvor der står en tøjcontainer, hvis dommen er, at det er helt håbløst....

Mode

Jeg forstår mig ikke på mode. Og jeg imponeres til stadighed af, at nogen kan finde ud af at følge den. Jeg kommer som regel med på nogle af de ting der er moderne, men først efter at det har været moderne i halve og hele år. Og nogen ting bliver aldrig en del af min garderobe. Jeg surfer ind imellem rundt på nettet og finder modeblogs, og jeg kender da også et par stykker der har dedikeret deres blog til deres passion. F.eks. Nina og Kirstine. Især er kusine Ninas blog medvirkende til at jeg ind i mellem forsøger mig med helt ny stil - som er moderne ;-)

På de her modeblogs får man tit et billede af "dagens outfit". Det er sgu da sjovt :-) Så kan man se, hvordan helt almindelige kvinder, med helt almindelig indkomst finder ud af at klæde sig efter moden. De kan jo da ikke have råd til alle de dyre mærker fra catwalken, så der må også være håb for mig. Men bare for sjov skyld tror jeg at jeg vil prøve at tage nogle "dagens outfit"-billeder, for som mor til to, med fuldtidsarbejde, hus, mand og bil er det jo da begrænset hvor modebevidst jeg har tid til at være. Men lad det være et eksperiment. Og tilgiv mig hvis der går lang tid inden der kommer nogle billeder. Jeg kommer ind i kampen når jeg kommer ind i kampen.... :-)

Tid. Billedtid.

Tiden går forbi mig, føler jeg. Den ene dag tager den anden. Det er lidt snobbet, egentlig. Bare sådan at passere uden lige at stoppe op og hilse på. Give sig tid. Men sådan er det måske bare med dage. De er selvoptagede.

Jeg synes ikke jeg er selvoptaget. Men måske virker jeg ind imellem sådan på folk. Til en fest forleden var der en rigtig sød kollega der spurgte mig om hvordan jeg havde det. Hun sagde at hun tænkte på mig og håbede at jeg havde det godt. Og så var jeg ellers et kvarter - mindst - om at svare hende. Et kvarter hvor jeg talte om mig selv.

Og hvad talte jeg så om? Min far. Min mor. Min bror. Vores familie. Min egen lille, forholdsvis nye familie. Hvad fanden skulle jeg ellers tale om? Mine trygge baser, de steder der giver mig glæde og godhed, rygstød og selvtillid. Min mor foreslog mig for snart længe siden at jeg skulle finde nogle billeder af far og have hængt op i huset. Det er gjort nu. Han hænger her over skrivebordet - i flere eksemplarer - og kigger på mig. Jeg har forskellige favoritter, alt efter dagsform og humør, men der er to jeg er mest glad for. På det ene står min mor og far med Ole mellem sig. Ole er vel omkring 1 år, de står i haven, og det er et billede af en glad, tryg dreng og hans to stolte og lykkelige bedsteforældre. Det er et feel-good-billede. Det kigger jeg på når jeg har det godt, for så får jeg det endnu bedre.

På det andet billede sidder min far i havestuen. Han kigger direkte ind i øjnene på mig og ser alvorlig, men samtidig mild ud. Det er det billede jeg kigger på, når jeg har dårlige dage, når jeg har vigtige ting jeg skal spørge ham om, når der er noget i forskudsopgørelsen jeg ikke forstår, eller når jeg bare savner ham. Han fortæller mig at det nok skal gå. At jeg skal stole på mig selv, for jeg ved godt hvad der er det rigtige at gøre. At jeg bare skal tjekke den og den rubrik, regne sammen på mine lønsedler og huske at få rettet renteudgifterne, hvis vi omlægger lån. At jeg er klog og dygtig, sjov og god, at han er stolt af mig og ønsker mig det allerbedste. At jeg altid vil være hans elskede datter.

Sorgen bliver efterhånden mere difus, synes jeg. Men den er ikke formindsket. Jeg har jo al den kærlighed som min far skulle have haft. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme af med den, eller hvor jeg skal gøre af den. Den er ikke med åben modtager, den er til ham. Det gør ondt. Stadigvæk. Og tiden, den skulle jo siges at læge alle sår. Men når den bare flyver forbi som den snob den er, så ved jeg da ikke lige hvor alvorligt den tager sin opgave... Den skulle lige tage at stoppe op og dufte lidt til roserne. De bliver nemlig stadig vandet med tårer.

I får lige feel-good-billedet. Det andet beholder jeg for mig selv.

Kampdag.

Jeg var engang trommeslager i et band der hed "Kvindebandet af 8. marts 2002", eller "Vi er ikke tykke, vi ser bare sådan ud!" En ganske kort, men glorværdig periode i mit liv, hvor jeg gik på højskole i Toftlund og udlevede mine musiker-drømme. Og drak mange øl! Dengang syntes livet, lykken og kærligheden at være nogle abstrakte, men dog håndterbare størrelser, og udtrykket "Go with the flow" gennemsyrede både måden vi tænkte musik på og måden vi levede livet på. 

Nu synes jeg, at "go with the flow" er mere en overlevelsesstrategi end en "way of life". Den ene dag tager den anden, livet, lykken og kærligheden er sat i rammer og system, og hvis man ikke vil blive skør af alle de ting man gerne ville nå men ikke når, så er det ret belejligt bare at  "go with the flow". Erkende, at der er grænser for hvad man kan udrette, når man skal gå på arbejde, hente og bringe børn, lave mad, vaske tøj, gøre rent, handle ind og være mor og hustru. Der er aftner hvor jeg tager mig tid til at åbne en øl og sætte mig i sofaen foran flimmeren og forsøger at få tiden til at stå stille. Det ender for det meste med, at jeg kun drikker det halve af øllen, hvorefter jeg sidder og blunder til det, der nu måtte være i fjernsynet. So much for adult life!

8. marts er kvindernes internationale kampdag. Men jeg har bestemt, at hver og en af mine dage skal være kampdage. Kampen for at gøre noget for mig selv. Kampen for retten til at være en smule selvisk. No going with the flow, but going with MY flow. Hvis jeg øver mig længe nok kan det være, at det holder op med at være en kamp, og i stedet bliver en helt naturlig del af min tilværelse.  Første kamp er at holde fast i, at løbeprogrammet begynder på lørdag. For jeg er altså lidt tyk, det ser ikke bare sådan ud....

Et valentineskys.

Jeg er ked af et idag.
Min blog giver ikke et sandfærdigt billede af hvordan jeg har det, sådan overordnet. Jeg tænker på min far hver dag, men det er ikke med tårer i øjnene hele tiden. Det er der ikke tårer nok til i et menneske. Men idag fandt jeg det kort han havde skrevet til Oles 3 års fødselsdag. Og idag fik gensynet med hans elegante og minimalistiske håndskrift mig til at græde. Så så jeg billeder af ham fra i sommer. Og kom til at græde igen. Fik lyst til at se en af de film vi så sammen i biografen. Jeg tør slet ikke gå op og stikke næsen i det halstørklæde jeg har af hans, som dufter så helt vidunderligt af far.
Jeg sidder bare i sofaen og rokker lidt frem og tilbage. Glædes over den tid jeg havde ham. Bander over alle de ting jeg gerne ville have at han skulle have oplevet sammen med mig, mor, Rune, Martin og vores børn. Ville ønske han var her når jeg skal tage vigtige beslutninger. Min fars mening er der ingen andre der kan give mig. Min fars kærlighed er der ingen andre der kan give mig. Det var godt jeg fik så meget af den mens han var her.

Jeg har opdaget, at jeg græder bedst alene. Når man græder i andres selskab er der en forventning om at man holder op igen på et tidspunkt. Sådan inden for rimelighedens grænser. Når jeg er alene har min sorg og mit savn ingen grænser, og dermed heller ikke tårerne. I morges, da jeg fandt fødselsdagskortet og blev ked af det, var vi dog alle fire hjemme. Ole spurgte: "Hvad er du ked af mor?" Jeg svarede ham at jeg var ked af at bedstefar var død og at jeg savnede ham. Min søde, dejlige dreng lægger armene om halsen på mig og siger: "Så vil jeg give dig et kys." Midt i sorgen er der i sandhed noget at leve for.

Jeg er så glad for at vi blev gift!

...så min far kunne opleve dette!

Jeg tror min far var lige så spændt som jeg var. Han var i hvert fald stolt!
Se bare her.

Jeg savner ham sådan.

Status 2010

En gammel ven, som jeg idag ikke længere har kontakt med, yndede at gøre status over sit liv ved nytårstide, så tilbage på året der var gået og gav sig tid til at opsummere på hvad han havde sagt og gjort. Det er en praksis jeg egentlig ikke rigtig bryder mig om, med mindre man tilknytter et fremadskuende element til sin "statusopgørelse". Hvad skulle formålet ellers være med et tilbageblik?

Status på mit år 2010 kan opsummeres på forskellige måder: 1 stk berigelse, da jeg fødte vores dejlige datter Eva, d. 29. januar. Og 1 stk tab, da min far døde d. 23. november. Det er meget sort-hvidt opstillet. Og lige nu overskygger tabet de glæder vi ellers har oplevet i 2010. Men det er ikke det der fylder mest. Det har vores år været for glædesfyldt til. Vi har en dejlig dreng, der, det øjeblik han blev storebror, har elsket sin lillesøster ubetinget. Der er ingen som de to skønne børn, der kan hygge sig sammen og få hinanden til at grine. Ole er en fantastisk bror.  Det har han fra sin fantastiske far.

Jeg kom i en ny mødregruppe. Det er altid en smule angstprovokerende at blive sat sammen med nye mennesker, som man ikke selv har valgt. Men det viste sig jo, at være 4 dejlige kvinder med nogle lækre unger, som jeg har tilbragt mange skønne timer med, både på trilleture i omegnen og over kaffebordet. Kvinder snakker meget. Og Gudskelov for det! Al den snak giver andre perspektiver på tilværelsen. Det kan vi alle have gavn af at få en gang imellem. Tak Helle, Betina, Randi og Lisette. Jeg har igen ikke bare fået en mødregruppe. Jeg har fået fire nye veninder.

Da jeg begyndte på arbejde igen efter endt barsel kom jeg tilbage til et job indeholdende en skøn og dygtig 2. klasse, nogle søde musikklasser og ikke mindst en stor flok dejlige kolleger, som sagde, at de havde savnet mig, og mente det. Dem skal jeg tilbage til når jeg er kommet ovenpå igen efter at Ole og Eva har været syge og jeg har haft tid for mig selv. Det er rart at tænke på.

Med Evas ankomst til verden blev min far og mor bedsteforældre igen. Min far, der var holdt op med at arbejde og var gået på pension, nød hvert øjeblik han var sammen med hende og med Ole. Der faldt en ubeskrivelig ro over ham når han sad med Eva i armene eller gik tur med Ole på legepladsen. Han var rent ud sagt skide stolt over, at være bedstefar! En af de opgaver jeg har fået tildelt i 2010 er, at gøre mindet om min far levende hos mine børn. De skal kende ham gennem fortællingerne om ham. Jeg havde håbet, at det var en opgave jeg først ville få om mange år, men sådan skulle det ikke være.

Min Martin nåede at blive min igen i 2010. Siden december 2007 har han, mere eller mindre frivilligt haft en arbejdsbyrde, der virker helt urimelig når man ser tilbage på den. En ting er, at hans arbejdsplads lå i Herning. Det ville havde været ok, hvis han så var færdig med sit arbejde når han kom hjem, men der var altid liiiige et eller andet der skulle laves, en deadline der nærmede sig alt for hastigt eller nogle opgaver som andre ikke havde passet og som så blev tørret af på... Martin. Han er rigtig dygtig til det han kan. Han er bare ikke dygtig til at sige nej... Heldigvis er han god til at skrive ansøgninger, så i 2010 var der endelig bid. Nu er han webkoordinator i Vejle Kommunes Tekniske forvaltning. Og ja, det er så i Vejle, men han har fri når han har fri! Det er helt nyt for os. Også at han har fri kl. 16 og dermed allerede er hjemme kl. 17 :-)

Det bedste ved 2010 er, at jeg har oplevet mange små lykkefyldte stunder. Når Eva og jeg har hentet Ole i børnehaven,  hun sidder i barnevognen og han drøner afsted på sin løbecykel, og solen skiner ned på os tre. De dage og ture har der været mange af. Og det er på de ture jeg ind imellem har følt mig helt og aldeles gennem-lykkelig. Jeg har følt mig stærk og smuk, følt mig som en rigtig god mor og hustru, som et rigtig godt menneske.  Disse øjeblikke skal være fundamentet for mine forhåbninger for 2011. Jeg vil gerne nå hen til den følelse igen. Jeg vil gerne nærme mig det menneske igen. Nu bare med flere erfaringer i rygsækken.  Min far kommer ikke tilbage. Men det gør jeg. Lige nu er jeg svag og sorrig. Men jeg bliver stærk igen. Og smuk. Jeg gør hvad jeg kan for at være en god mor, og jeg elsker min mand - om muligt, højrere end jeg nogensinde har gjort. Jeg skal nok komme tilbage. Det skal bare have sin tid.

Godt nytår, og glædeligt 2011.

Tillykke!

Så kom Mary og Frederiks tvillinger til verden! Og det blev selvfølgelig "en Ida og Rune" - altså først en dreng og så en pige. Vi var dog noget større da vi blev født. Næsten et kilo større, hver.
Jeg glæder mig allerede til barnedåben :-)

Et stjerneskud.

Jeg så et stjerneskud her til aften da Eva og jeg kørte hjem fra Skejby. Med medicin til natten i tasken og endnu en sygdom til samlingen - Eva har, udover lungebetændelse, også influenza A (H1N1), som både Martin og Ole også har haft - var vi i udkanten af Søften, da et stort og klart stjerneskud fór over himlen lige foran os. Det var tegnet. Nu vender det.