25 juni 2011

Ferie.

Eleverne er sendt på sommerferie, og jeg skal først se dem igen d. 10. august. Festen er overstået, øllerne er drukket, tømmermændene er på retur, og jeg er så småt ved at forstå at jeg rent faktisk også har sommerferie. Det er en vidunderlig fornemmelse.
Men nu skal jeg jo undvære mine kolleger hele ferien. Og det er faktisk den eneste ulempe ved at have sådan en lang (og dejlig) sommerferie. Jeg er ansat det sted i verden hvor alle de bedste og skønneste mennesker også er ansat. Hvor heldig kan man være! Jeg føler mig i hvert fald utrolig priviligeret.  Det er dejligt at føle sig holdt af af de mennesker man tilbringer sin arbejdshverdag med. Så herfra skal lyde et tak for en god fest, og et tak, fordi I er så skønne, alle I lærere på Gammelgårdsskolen.

21 juni 2011

Det er svært at være trist...

... når man har to meget glade, aktive og smilende børn som man kan kalde sine egne. Der er en grund til, at man glemmer fødselssmerterne og besværet ved en graviditet. Man glemmer det fordi man skal have flere børn. Og man skal have flere børn, fordi de kan være så utroligt meget godt for hinanden. Mine to pragteksemplarer er helt vilde med at lege sammen, spise sammen, sove sammen, være sammen. Hvis Eva er ked af det, så kommer Ole og skubber mig væk med ordene: "Jeg skal nok trøste Eva". Og Eva elsker at tumle med sin storebror, nogen gange så vildt, at jeg synes det er for meget. Men jeg forsøger at holde mig lidt på afstand, så længe jeg kan se at legen er god og de begge hygger sig. Nogen gange drømmer jeg om at være barn igen, bare for at mærke, hvordan min bror og jeg havde det sammen som børn. Og for at genkalde mig, hvordan sorgløshed og minimum af ansvar føles :-)

Før vi fik børn tænkte jeg, at vi skulle have flere end én, for børnenes skyld. Men i efterrationaliseringens ulideligt klare lys kan jeg se, at beslutningen om flere børn er udelukkende egoistisk: Hvem andre end mine børn kan få mig til at smile og le, så jeg føler mig varm og let om hjertet...?