Zzzz....

Ole synes ikke det er så sjovt at sove om natten for tiden... Til gengæld sover han glimrende om dagen - lange stræk, så jeg bliver helt forvirret... Min verden indeholder ikke så meget andet end tanker om søvn, grød og vasketøj, så de kloge blogs må nok vente lidt...

Og så alligevel. Nu skal der være valg d. 13. november, på Oles fem måneders dag og hans mor og fars 5 års kærester-dag. Bum bum, lynvalg, god for nogen, skidt for andre. Det er blevet svært og en anelse frustrerende at være borgerlig vælger i dette land. Det ser nemlig ikke rigtig ud til at man kan stemme på et borgerligt parti uden at give inddirekte stemmer til Dansk Folkeparti. Jo, Ny Alliance proklamerer, at de ikke vil samarbejde med Pia K. og hendes kumpaner. Men hvad står Ny Alliance for? Det har jeg så lige godt 14 dage til at finde ud af. Ellers må jeg jo tilslutte mig de socialistiske balademageres fløj...

Surprise...

Vi skulle have været til bryllup igår. Martins søster Anne og hendes Christian skulle giftes. Det blev de ikke. Næh, vi blev i stedet vidner til en kirkelig velsignelse, for de unge mennesker var sgu gift i forvejen. Og det var præsten der, i sin tale til dem om at de var livets lys og livets salt, overbragte hele selskabet nyheden om, at de var blevet gift på Læsø rådhus i april. Meget raffineret... Min stakkels svigermor tabte både næse og mund og var nær ved også at tabe lille Johanne som sad på skødet af hende. Næsen og munden kunne jeg ikke gribe, men jeg skyndte mig at gribe barnet. Christian sad med et "undskyld-svigermor-men-det-var-sådan-vi-helst-ville-det"-udtryk i øjnene, mens præsten talte videre om kærlighed og ægteskab. Jeg ville sgu heller ikke selv turde at sige det til min mor og svigermor, hvis Martin og jeg var blevet gift på rådhuset uden dem som vidner.

Nå, men selv om der ikke var nogen vielse, kun en velsignelse, så var der ellers bryllupsfest for alle pengene bagefter. Ole var ikke med, han blev passet hjemme af sin bedstemor og bedstefar. De havde en rigtig hyggelig eftermiddag og aften sammen. Oles far og mor var henholdsvis toastmaster og praktisk gris til festen. Og selvfølgelig gæster. Det var meget hyggeligt.
Og så var min kusine Ghita jo med, som Martins fætter Tores kæreste. Det tog lige lidt tid før jeg holdt op med at undre mig over, hvad hun dog lavede til en fest i Martins familie... ;-) Sådan er det vist at komme dobbelt i familie.

ANTM - noget om drømme

At Nå Til Målet. Aldrig Noget Til Mig. Americas Next Top Model. Alt Nydes Til Musik. Nogle piger drømmer om at blive model. Jeg ser med stor fornøjelse Americas Next Top Model på TV3, for jeg synes det er så spændende at se hvordan de klarer sig når de står foran et kamera. Måske fordi jeg selv er lidt af en linselus, og inderst inde godt selv kunne tænke mig at være hende der står i det smarte tøj og poserer i blitzlys. Og hvor er jeg så nu? Jeg sidder hjemme i rækkevillaen, på barselsorlov, forstadsfrue, hjemmegående husmor.
At Nå Til Målet. En god ven lærte mig engang at stoppe op ind i mellem og spørge mig selv: Er det det her du vil? Er det det her du drømte om? Og det er jo meget godt at stille sig kritisk analyserende overfor det liv man lever. Men jo ældre jeg er blevet, jo mindre entydige er svarene på disse spørgsmål blevet. Spørgsmålene må stilles på ny, i andre formuleringer: Hvad var det jeg drømte om? Og blev det som jeg drømte det ville blive? Jeg har i 10 år (mindst) glædet mig til at jeg skulle være mor. Tænkt på hvordan det ville være, hvordan jeg ville gøre ting, opdrage mit barn, o.s.v. Og forstå mig nu ret: Det er stort at blive forældre, og ikke noget man skal gå ind til med letsindighed, hvis man kan undgå det. Man bliver sgu lige pludselig voksen og ansvarsfuld... Men samtidig er det lidt det samme som at komme i 3.g: Som 1.g'er tænkte jeg tit at det bare var for sejt af være 3.g'er, og hvor ville det bare blive cool når man selv var "de store". Og hvad var det så? Ikke så spor meget anderledes. Jeg kunne i hvert fald ikke mærke nogen nævneværdig forandring.
Og nu er jeg mor. Som jeg har drømt om så længe. Er det så ligesom jeg drømte det ville være? Ja og nej. Jeg elsker min søn helt ubeskriveligt. Det er svært at beskrive hvad moderkærlighed er, og hvad det gør ved kvinder (og mænd, der hedder det jo bare faderkærlighed :-)) Men samtidig er jeg jo stadig mig. Linselusen, skrålhalsen, sløjdlæreren. Jeg er stadig mig, men jeg bliver aldrig den samme igen. Forvirrende? Ja. Det er det. Måske kan det beskrives bedst således: Jeg er alt det jeg var før, men det er altsammen blevet rykket en tak. Nu er jeg nemlig mor først. Intet over, intet ved siden af.
"Goddag, mit navn er Ida, jeg er Oles mor". Det er ikke som jeg drømte det ville være. Det er bedre.