Nyt år - tak.

Nej, nu er mit liv altså ved at udvikle sig til en farce... Jeg er igen indlagt med Eva, som har lungebetændelse. Faktisk havde hun også lungebetændelse sidst vi var her, og hun er nok ikke kommet ordentligt ovenpå. Fik jeg sagt: Hu-fucking-rra!!

Måske får vi lov at komme hjem i eftermiddag, og så være "åbent indlagt", således at vi skal herind et par gange om dagen til medicingivning og tjek. Men nu har hun feber igen, så jeg tror ikke på noget som helst før det rent faktisk er sket.  Og arbejde. Ja, det er fredag idag og hverdagen begynder igen på mandag. Men Eva er ikke rask på mandag. Hendes imunforsvar er på ingen måder klar til at hun kan komme i dagpleje på mandag. Ole er muligvis heller ikke klar. Han hoster som en gammel mand der har røget fyrre smøger hver dag hele sit liv. Og bliver forpustet ved den mindste aktivitet. Og får åndenød. Fik jeg sagt: Hu-fucking-rra!!! 

Jeg tror på karma. Jeg tror på at der er en mening med de ting vi udsættes for. Og måske er der nogle højere magter der har en plan med os, med mig. Måske kan jeg se meningen med det hele om nogle år. Lige nu er jeg bare glad for, at jeg ved at jeg dybest set er et glad menneske. For smilet - det oprigtige, ærlige, glade smil - er godt nok lidt svært at finde frem lige nu. Der må gemme sig gode ting til min familie og til mig i 2011.

Første måned

Det er lillejuleaften. Det er en måned siden.
Martin og jeg og børnene er "flyttet ind" på Skejby Sygehus, børneafdeling A2, stue 108. Ole og især Eva er ramt af noget virus, som er svært at komme af med, især for en baby på snart 11 måneder. Eva og jeg har været her siden d. 19. december. Vi er her også imorgen og Juledag med. Jeg har pyntet stuen med flagranker og andet julepynt, og mine skønne svigerforældre har også bidraget til julestemningen med pynt og julegodter og ikke mindst uvurderlig støtte og mange besøg. Men selv ikke den mest ukuelige optimist kan se sig fri for at være påvirket af syge børn. Især ikke sine egne syge børn. Der er nok at græde over. Så det gør jeg. Når børnene sover.

Begyndelsen.

Det sidder øverst i brystet, lige over hjertet. Sorgen. Som en knude, en sten der tynger og ikke går væk lige foreløbig. Jeg kender ikke denne sorg i forvejen, jeg var kun en lille pige på 7 år da min mormor døde i 1986, og alt jeg husker fra dengang er køreturen til Varde i mørket, min mors tårer og at min kusine Nina og jeg havde ens hårbøjler på til begravelsen. Jeg kender ikke til den sorg der hører til det, at miste et elsket menneske for altid.

Jeg kender kærestesorgen. Det at miste en andens kærlighed, eller tage sin kærlighed fra et andet menneske. At forlade eller blive forladt. I mine teenageår skrev jeg utallige digte om kærligheden, og hvad dertil hører. Det var dybt og smukt og indfølt. Jeg vidste godt at hjerte rimer på smerte. Når man går fra en kæreste kan man føle sig som det mest usle menneske på jorden. Tænk at man kunne gøre det mod ham! Tænk at han nu sidder og er ulykkelig over at have mistet kærligheden. Men kærlighed er heldigvis for det meste lig med glæde og lykke, og kærestesorg går væk igen, når en ny kærlighed bliver givet en chance.

Min far er død. Jeg ved det godt. Jeg var der jo. Jeg så det. Jeg så ham ligge og ligne sig selv, bortset fra den farve menneskehud får når mennesker dør. Jeg ved det godt. Og alle spørger til mig, til min familile og til min mor. "Hvordan har I det, hvordan går det, klarer din mor sig?" Jeg taler om ham, om det korte sygdomsforløb, om hans død. Og jeg er glad for den varme og omsorg der bliver vist mig. Også selvom den ind imellem river mig ud af en glad hverdag og tilbage i det sorte hul, som denne sorg er. Jeg ved godt at min far er død. Men jeg forstår det jo ikke. Eller hvad? Måske er knuden i brystet begyndelsen på erkendelsen af, at jeg aldrig skal se ham igen.
Det er her kærestesorgen adskiller sig fra sorgen over et dødsfald. Kærester kommer og går. Når man forlader eller bliver forladt af en kæreste, så indebærer det at man får muligheden for, med tiden, at forelske sig i et andet menneske, og modtage dette menneskes kærlighed. Men jeg får ikke en ny far. Jeg vil slet ikke have en ny far. Jeg vil have min far, for jeg savner ham så usigeligt!

Jeg tror ikke at savnet nogensinde forsvinder helt. Men jeg håber at knuden i brystet gør med tiden. Jeg var til julefrokost med alle mine skønne kolleger i fredags, og det var altså lige hvad jeg trængte til: Øl, snaps, skøre bemærkninger, vilde danse, GLÆDE over at være lige der, hvor jeg var. Blandt mennesker, der fortalte mig at de havde savnet mig. Mens jeg var på barsel med Eva, og nu, mens jeg var fraværende fordi far døde. Der er nogen der savner mig når jeg ikke er der. Heldigvis går der jo mange år inden jeg skal herfra - se bare her. Jeg er simpelthen for glad for livet til at kunne blive mindre end 90 år. Men det var min far også...

Sur sur sur...

Jeg er af natur et grund-glad menneske. Derfor er det også helt naturligt, at jeg ikke har skrevet i ti dage. For jeg har faktisk været glad i ti dage. Men idag er jeg sur! Vred og sur. Og jeg kan ikke forklare hvorfor eller sige præcis hvem eller hvad jeg er sur på. Og DET er frustrerende! Mest fordi jeg kommer til at vrisse af mine børn og af Martin. Det har jeg ikke lyst til. Jeg kan bedst lide mig selv når jeg er glad. Så det håber jeg at jeg er igen imorgen.

Hvordan har du det?

Ja.
Jeg står op om morgenen fordi mine børn vågner og skal have mad at spise og have tøj på. De smiler og griner, og det bliver jeg glad af. Eva kan nu gå ved én hånd og kan stå selv i halve til hele minutter. Ole kan tælle til tyve og er helt vild med flyvemaskiner. Han har helt styr på F14, 16, 18 og Blackbirds. Hvad ved jeg om sådan noget... Julen indfinder sig så småt på matriklen. Jeg har, stik mod alle traditioner jeg er vokset op med, allerede købt juletræ og sat det ind i stuen. Det kribler i fingrene for at gå i gang med at pynte op til jul, men når jeg så sidder med kassen med pynt går jeg i stå og kan ikke finde ud af hvor jeg skal begynde. Det er som om der ikke er noget af det der er godt nok....

Igår var jeg et smut på skolen, for at snakke lidt om hvordan jeg skal komme i gang igen uden at blive helt bims, og så for at være med til at rydde op i vores musiklokale. Det var dejligt at se de mange kendte ansigter, for ethvert kendt ansigt er på en måde en trøst. Og oprydningen med drengene var dagens latterdosis. Ikke så meget føle-snak. Bare fjollede kommentarer og godt humør. Jeg har mange gode kolleger. Venner. Det er rart at tænke på at jeg går på arbejde samme sted som mine gode venner.

Og så gik det jo hverken værre eller bedre end at jeg mødte nogle af børnene fra min klasse på gangen. De blev åbentlyst glade for at se mig. Nogle af dem vidste ikke helt hvordan de skulle "møde mig", men det forstår jeg da så udemærket. En af drengene fik spurgt: "Savner du din far?" "Ja, det gør jeg", fik jeg svaret. Og det gør jeg. Men jeg mærker det ikke som et ubærligt savn endnu. Sorg er en forunderlig ting. Jeg har hørt folk fortælle, at de savner så det gør helt ondt. At sorgen føles stærk og sort, uoverskuelig. Jeg bliver bare træt. Jeg sover så snart jeg lukker øjnene om aftenen. Jeg har ikke grædt i flere dage. Det er som om der ikke er flere tårer lige nu. Jeg kan heller ikke sådan rigtig lytte efter når folk fortæller om deres egne nære og kære, der har været syge eller er døde. Det er ikke trøst at fortælle sin egen sygehistorie til et menneske i sorg. Det er trøst at få mig til at grine. Det er trøst at lægge hånden på min skulder og smile til mig - sige:"Du ser sgu godt ud, Ida", selv om jeg ved det ikke passer (jeg ligner for tiden noget katten har slæbt ind). Det er trøst at være sammen med andre uden at skulle sige noget, bare være tilstede. Det er trøst at synge - jeg var til kor igår, og det var DEJLIGT!

Min far ville ikke have brudt sig om at jeg satte mig i et hjørne og græd snot over hans død. Min far var stolt af at jeg kunne klare mig selv, men også stolt af at jeg kunne bede om hjælp, når jeg fornemmede at mine egne evner ikke rakte. Min fars anerkendelse var den jeg helst ville have. Hvis min far var stolt af mig, så blev det ikke bedre.
Så hvordan har jeg det?
Jeg er lykkelig og stolt over at være min fars datter.

En smuk dag

Et blomsterhav. Ufatteligt mange blomster.
En fyldt kirke. Overfyldt, faktisk.
En tale, der fortalte hvilken vidunderlig mand min far var. 
Sneklædte Bryndum, koldt, men stille, og med enkelte solstrejf på de helt rigtige tidspunkter.
Faktisk mærkede jeg ikke at jeg frøs før alle havde været forbi os for at hilse på.

Jeg forstår det stadig ikke. Jeg ved godt at det var min far der lå i kisten. Jeg var med til at bære ham ud til graven og jeg så at kisten blev sænket ned. Jeg hørte at præsten sagde de ord man siger ved jordpåkastelsen og at hun sagde min fars navn. Men jeg forstår det ikke helt dybt inde i mit hjerte.

Jeg kan ikke forstå at min far ikke igen skal med Ole på legepladsen. Jeg kan ikke forstå at han har købt skrabejulekalendere til os for sidste gang. Jeg kan ikke forstå at han aldrig mere ringer for lige at høre til mig. Jeg kan ikke forstå at han ikke kommer til at se Eva gå. Jeg kan ikke forstå at min mor fra nu af skal vågne alene i det store hus i Tarp. Jeg er tom indeni, for jeg forstår det ikke.

Livet er et kort sekund. Livet er en morgengave. Tænk at livet koster livet.
I have become comfortably numb.

Til far.

Jeg troede der var så mange dage
Så mange dage var der tilbage

Og pludselig er alting forbi
Og tiden blir uendelig

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hører dig sige, som du har sagt det så tit
Vi tar en dag ad gangen, imorgen er der atter en dag.

Og hvor er du? Jeg savner dig nu
Dit hjerteslag gjorde natten til dag.

Så lys og så let, din latter, dit åndedræt
Nu er alt så tung. Min sjæl er forgrædt

Jeg tror jeg vågner om lidt
og hører dig sige, som du har sagt det så tit
Vi tar en dag ad gangen, imorgen er der atter en dag.


Min elskede far er død.
Livet går videre.
Men aldrig som før.

Jeg husker alt fra min bryllupsdag. Nervøsiteten, spændingen, forventningens glæde. De dejlige smil, latteren og al den kærlighed Martin og jeg havde sammen og modtog fra vores gæster. Min far var den første der fik at vide at vi gerne ville giftes. Jeg skulle jo spørge ham om han ville føre mig til alters. Det ville han, og det var en vidunderlig oplevelse at gå med ham den korte vej fra kirkens våbenhus og op til Martin. Han havde fået et råd der lød: "Gå langsomt. Nyd det!" Så det gjorde vi. Og min far var så glad og stolt. Det var en stor og fantastisk dag for os alle sammen.

Nu ligger min far på Odense Universitets Hospital. Han fik en hjerneblødning i søndags. Min mor var heldigvis hjemme og fik med det samme ringet efter en ambulance. Men blødningen var stor og voldsom. Han ligger i dyb søvn og med en maskine der trækker vejret for ham. Ingen kan sige noget om hvordan tingene vil udvikle sig. Der er en sygeplejerske hos ham nat og dag.

Min far er en prægtig mand. Et ord man ikke rigtig bruger om mennesker mere. Ikke desto mindre. Selv med rør og slanger alle steder er han prægtig. Vi taler til ham, fortæller ham hvad der sker og hvem der kommer og besøger ham og os. Jeg prøver ind i mellem at synge for ham, men stemmen knækker over og tonerne vil ikke ordentligt ud.

Mit største lyspunkt i alt dette er, at der ikke er noget usagt mellem min far og jeg. Kun kærlighed, beundring og respekt. Min far har forsøgt at lære mig at være stærk og bevare overblikket. Se de store linjer. Så det prøver jeg, også selv om de store linjer kun rækker en halv dag frem. Mor, Rune og jeg må være ukuelige optimister. Ingen skal komme og sige, at det er håbløst, for så længe far lever, er der håb.  Vi har fået mange hilsner og mange mennesker tænker på far og på os. Det varmer. Virkelig. Det bringer tårer frem, men det varmer.

Den kære Gud og skaber, den mindste orm er nær
han føder fugl og markens lilje klæder.
Dog menneskenes børn har han allermest kær.
Gud ånder på øjet når det græder.

Tu-tu-tusindben!

Føler mig for tiden som en der øver sig i at gøre flere ting på en gang. Jeg er lige begyndt på arbejde igen efter barsel og jeg er nødt til at skrive ALT ned, som jeg skal huske. Samtidig er min kære mand hjemme med Eva og stiller mange spørgsmål til hendes hverdag. Ting som jeg ikke før har skullet sætte ord på, skal jeg nu gerne kunne beskrive kvalificeret, og helst inden kl. 7 om morgenen hvor jeg forsøger at komme ud af døren og på arbejde. I det hele taget foregår der enormt mange ting hjemme hos os inden kl. 07.00. Den anden dag nåede jeg at lappe et punkteret barnevognshjul før morgenmaden... 

Det er dejligt at være tilbage på skolen. Jeg er kommet tilbage til søde kolleger og spændende samarbejder. To nye klasser til musik og så selvfølgelig tilbage til min egen 2. klasse, som bare er fantastiske. De hører efter (for det meste...) og går til skolearbejdet uden at kny. De arbejder koncentreret i længere tid og de kan sgu alle sammen læse. Det er bare nogle dejlige unger!

Min eneste fritidsinteresse tager også meget tid og fokus. Jeg kom i august med som 2. alt i et a capella kor der hedder Naura. Vi skal synge efterårets første koncert på torsdag til ForskerFight på universitetet, og jeg har altså lige et stykke vej igen inden jeg kan det hele udenad... Men det er sjovt og dejligt at hjernecellerne er grundigt på arbejde ind i mellem. Det er et kor med lavt handicap, hvis man kan bruge golf-termer om den slags. Jeg glæder mig til at prøve at synge koncert med de andre, og der er heldigvis flere koncerter i kalenderen inden jul.

Og apropos jul, så har svigermor allerede bedt om en ønskeseddel, så nu er hovedet lagt i blød... For hvad skal man ønske sig når man har den dejligste mand og to vidunderlige børn, et spændende job og nok af sjove ting at give sig til...?
Nyt undertøj.

Back to work - næsten.

Jeg glæder mig til at komme tilbage til mit arbejde når min barsel er slut. Hvor meget jeg glæder mig, fik jeg bekræftet fra fredag middag til lørdag middag på Odder Parkhotel, til pædagogisk weekend med mine lærerkolleger. Hvor var det sjovt, hvor var det hyggeligt og hvor var det dejligt at blive mødt med kram og "neeeej, er du her også, hvornår kommer du tilbage, vi savner dig!". Så ved man at man har noget dejligt at komme tilbage til :-)

Memory Lane

Jeg var til jubilæumsfest på min gamle folkeskole i lørdags, i anledningen af at den fyldte 50 år. Jeg var selv elev på skolen det år der var 25 års jubilæum, lige begyndt i børnehaveklassen. Jeg husker det som en stor ting, ikke mindst fordi mit minde fra det er erindringen om, at stå i en skolegård, omgivet af hundredevis af børn der alle var højere og større end mig.... Nu er der så gået endnu 25 år, og det er 15 år siden jeg selv gik ud af 9. klasse. Skolen synes fysisk mindre end dengang jeg var elev, men sådan er det vist for alle, der genser stedet. Min gamle klasselærer havde gemt et album med billeder af os, og ting vi havde lavet og oplevet. Bl.a. en julehistorie som jeg havde skrevet, som indeholdt et lille stykke om alle mine klassekammerater. Der var også en underskriftindsamling fra drengene i klassen. De ville gerne have lov til at bo i samme hytte på vores lejrskole til Bornholm, og ikke blive delt op og blandet sammen med drengene fra vores to parallelklasser. "Flere af undertegnede er villige til at sove på gulvet for at vores ønske kan blive opfyldt...." Det blev vist som drengene gerne ville have det :-)

Til festen i lørdags var der bare så mange kendte ansigter, som også var blevet 15 år ældre. Massevis af minder og "kan du huske dengang" summede i luften. Gamle lærere, gode gamle venner, skolekærester og en enkelt tidligere svigermor er bare nogle af de mennesker jeg nåede at snakke med i løbet af aftenen. Det var en vellykket fest, og det var sgu bare så hyggeligt! Der var liveband og dans, men jeg havde slet ikke tid til at danse, jeg havde brug for at snakke med folk. Og det føltes som om der slet ikke var tid nok til alle. Jeg fik for eksempel ikke en ordentlig lang snak med Sine, min barndomsveninde. Hun bor alt for langt væk, og når vi begge to er hjemme i Tarp på samme tid, så skal vi altid alt mulig andet. Det må vi forsøge at lave om på! Da hun først sad der ved siden af mig, kunne jeg virkelig mærke hvor meget jeg savner at have jævnlig kontakt med hende. Det er blevet bedre med Facebook, men det er ikke det samme som at være sammen i samme rum. Sine, du er savnet og nu må vi blive bedre til at få tiden i Tarp til at slå til, også til hinanden.

Det kan være angstprovokerende at tælle i år, for jeg synes jo ikke at det kan være rigtigt at der er gået 15 år siden jeg gik ud af dørene på Bryndumvej 14-16 for sidste gang. Men da jeg gik hjem fra festen lørdag nat (for jeg blev der næsten til lukketid!) følte jeg mig ung, smuk og fyldt op af glæde og genopfriskede, gode minder, dejlige smil og hjertelig latter. Den sidste jeg sagde farvel til var Kasper fra min klasse, som jeg var kærester med i børnehaveklassen (for 25 år siden....) Han er lige så sød idag som han var dengang. "Tak for i aften, det var dejligt at se dig. Vi ses lige pludselig". Sikke en dejlig afslutning på en fantastisk aften! Jeg smilede hele vejen hjem i seng.

Sko!

Jeg elsker sko! Og jeg elsker ikke mine fødder. Jeg ville ønske at jeg havde helt gennemsnitlige, almindelige fødder, men den gen-pøl jeg er fisket op af, har givet mig en bred størrelse 41 "dame"-fod at gå gennem livet på. Derfor er jeg altid på jagt efter skomærker der kan rumme mine fødder uden at jeg får knyster, vabler og uudholdelige smerter, og som samtidig yder mig bare lidt moderigtig retfærdighed. Jeg har ejet de fodformede sko jeg skulle eje. Nu vil jeg have smarte, sofistikerede og sexede sko, tak! Og hvilken jagtmark er bedre end internettet? Ik nogen, faktisk...
Desværre er det jo sådan med internettet, at man ikke lige har mulighed for at prøve selve skoen... Det er  faktisk heller ikke helt vildt nemt at finde ud af hvor skoene bliver solgt i fysiske butikker. Og hvis der er et nederlag jeg kan undvære, så er det at sidde herhjemme med et par sko, købt på nettet, der er for små eller for smalle. Så hellere sidde i en butik og knurre lidt af skosælgeren.

Så er der prisen.... Jeg tror - efter timers research - at f.eks. Lloyd sko måske er noget jeg kan passe. Eller Gabor, eller Angulus. Og et par koster lige lidt mere end min søns vintergarderobe. Suk... Men på den anden side, hvis de passer og giver mig god fodkomfort, så er pengene vel godt givet ud.

Så imens jeg lægger penge til side til opgradering af mine fødders sexapeal, kan jeg jo surfe og drømme.... f.eks. om de her sko og støvler :-) Det er ikke sikkert de er moderne, men jeg synes de ser fantastiske ud!

Bakgear.

Eva bakker rundt i vores hus. Hun kan komme op og balancere på hænderne og knæene og så står hun der lidt og rokker frem og tilbage til hun klasker maven i gulvet igen. Så kommer hun op og står lidt igen, og det kan hun få halve timer til at gå med. Hver gang hun klasker i gulvet bakker hun lidt. Og hun ender de mærkeligste steder i huset, som her, under trappen. Dygtig pige!

 

Den lille frække Frederik

-har næsten fra dag et været en yndet trøstesang i vores lille familie. Det kommer sig af, at det var den jeg lige fik ind på lystavlen en gang jeg kørte hjemad med en vrælende 4-5 måneder gammel Ole i bilen. Det virkede overraskende nok på drengen, og siden har det været den der trøster når Ole er ked. Den anden dag var det så Eva der blev ked. Ole slog en latter op (sikkert fordi han ikke lige vidste hvad han ellers skulle gøre), men mor og far så strengt på ham og fortalte, at Eva altså var ked af det, og det skulle man ikke grine af. Man skulle trøste hende i stedet. Så satte drengen sig i sofaen og begyndte at synge. Nyd den sidste bid af seancen her :-)

Rød er det nye sort.

Nyt design på bloggen. Trængte pludselig sådan til lidt rødt. Ikke fimset rød, ikke rød i antydningens kunst. Nej, rødt til overflod. Værsgo!

Det er dyrt at leve...

...og dumt at regne på hvor dyrt! Jeg så idag på min netbank, at vi nu har afdraget 51.000 kr på vores 8 gange så store banklån. Bagefter var jeg så dum at regne på hvor mange penge vi har indbetalt for at kunne afdrage de 51.000 kr. Og så fik jeg sådan lyst til at blive bankdirektør, for tanken om at  kunne stikke min store grådige hånd dybt ned i andre folks lommer uden at blive sat fast for tyveri, var godt nok meget tiltalende i et rigtig langt øjeblik... Vi har sluppet 134.500 kr. for at kunne afdrage 51.000 på vores lån. Øv, det er mange penge. Det er lige til at få mavepine over. Jeg ved godt at man ikke skal græde over spildt mælk, og at hvor der handles, der spildes. Men vi kunne være tage på en lang og fantastisk ferie for de penge. Have inviteret alle vi kender til en storslået fest. Holdt fælles barsel i laaaang tid. I stedet kan vi nu gå ud og tælle murstenene i vores hus og regne lidt på hvor mange af dem der reelt er vores ejendom. Jeg bryder mig meget lidt om at skylde penge væk. Men måske skal jeg lære at gøre som min kære svigerinde og vælge at se det hele som tal på et stykke papir. Nej, nu går jeg sgu ud og tæller!

Room with a view

Det kan godt være at jeg bander lidt indvendig når min dejlige søn synes det skal være morgen allerede kl. 05.00, men det er okay, når udsigten man står op til er denne her. Blodbøgen i vores park er sprunget ud og er bare mega flot. Billedet her yder den slet ikke retfærdighed overhovedet. Og så er den bare smukkest i morgensol.

Den unge mand på billedet her er dog ret ligeglad med morgensol og bøgetræer, han har nemlig fået lov til at se Teletubbies på fars iPod - MENS han spiser morgenmad....

Det er fjollet, jeg ved det godt.
At gå med solbriller indendøre, når jeg f.eks. er i Rema med baby Eva og handle. Hvis man nu var en kendt skuespiller eller sanger, eller noget andet posh, så var det måske ok med solbriller indenfor. Det giver lidt privatliv og skaber en vis mystik og utilnærmelighed omkring personen der bærer solbrillen. Men jeg er hverken kendt eller berømt...
 
Det er pinligt, synes Martin.
For jeg har købt de største 70'er briller (til billig pris i H&M), og de dækker ikke bare øjnene, de dækker øjenbrynene og det øverste af kindbenene. "De briller klæ'r dig altså ikke særlig godt, pusling!"

Det er belastende.
At jeg ikke kan gå uden for en dør for tiden uden at have dem på. For de er ikke i brug for at skærme for solen. De sidder på min næse fordi birketræerne smider deres pollen lige for tiden. Så brillerne skærmer for at pollen og kløfingre kan komme i nærheden af mine sarte øjen-slimhinder. Øv, hvor er det altså belastende!! Tænk, at jeg i en alder af 30 år skulle blive pollenallergiker. Det væltede ind over mig første gang sidste forår og ingen kan forklare hvorfor jeg pludselig får pollenallergi. Da jeg var barn havde min fætter Alex allergi. Hver sommer sad han med solskærm på hovedet og løbende øjne. Jeg har ingen solskærm. Jeg har mine king-size solbriller. Der er lidt Victoria Beckham over dem, men det er vist også det eneste flaterende der er at sige om dem! Jeg har besluttet at udsætte min start på mit nye løbeprogram. Det er alligevel for mærkeligt at skulle løbe rundt i Søften i sportstøj og solbriller i gråvejr... Det må vente til birketræerne er færdige med deres pollenkasteri.

At klæde sig ud.

Jeg filosoferer lidt over tøj for tiden. Nina, min kusine, leverer dagligt et indblik i stil og mode på sin blog. Hun har fingeren på modepulsen, men det er ikke altid jeg forstår tendenserne.... ;-) Hendes seneste indlæg er et citat: "At være velklædt er lidt ligesom at være forelsket" Og det er der da vist noget om! I hvert fald føler man sig noget mere uovervindelig og selvsikker når tøjet sidder - om man så må sige - lige i skabet. Det er der ikke ret meget af mit der gør for tiden. Eller, jo, det gør det måske, men jeg føler mig ikke spor godt tilpas. Der er en mave der skal skjules, der er bryster der skal kunne være der uden at det bliver vulgært, der skal kunne ammes uden at det hele flashes, og den opgave skal jeg forsøge at løse med det der er i skabet. Og det er ikke altid nemt, men det lykkes til tider. Og når det lykkes er det en stor fornøjelse for mig at se på andre mennesker på gaden og tænke: "Aj, jeg ser da trods alt bedre ud i tøjet end hende der..."

Og hvad laver billedet af mig som Madonna-look-a-like så i dette blogindlæg? Jo, det skal jeg sige dig. Der er tøj der kun duer til særlige situationer, men som er det, der giver det sidste pift, det ekstra rygstød, det særlige mod til at gøre noget specielt. Klæder skaber folk. Og billedet er et hyggeligt minde om at optræde og være på. Noget som jeg holder meget af men gør alt for lidt. Så nu hvor jeg går hjemme skulle jeg måske ind i mellem skrue højt op for noget go musik, klæde mig lidt ud og trykke den af med en hårbørste i hånden. Eller som transvestitter siger når de skifter fra herretøj til dametøj: "Jeg klæder mig ikke ud, jeg klæder om."

Ungpigevokal

Elsker Sanne! Elsker Sneakers! Martin fandt lige noget gammel film med Fru Salomonsen på YouTube, fra før hun blev mit idol. Ved faktisk ikke om det endda er fra før jeg blev født.... Nå, men det jeg ville sige er, at Eva og jeg helt sikkert bliver nødt til at høre Sneakers i morgen fra vi står op til vi skal i seng (eller til Martin og Ole kommer hjem og vi skal se Teletubbies eller Wall*E)  Vi skal danse til "Ta med mig" og nyde Sannes lækre, skarpe og præcise ungpigevokal. Vi skal skråle med på "Johnny på havet" og drømme os med "Sui-Sui" på togtur. Vi skal nyde det gode, gamle. Der er ikke nogen større RockMama i DK, og har ikke været det. Men jeg vil helst huske Sanne som jeg så hende til min første Sanne-koncert på Pejsegården i Brædstrup. På "1997"-turnéen, med numre som "Den lille løgn" og en cover-version af Lenny Kravitz' "Are you gonna go my way". Eller på "New York minute" turnéen hvor jeg fik chancen for at give hende et kram og fortælle hende at jeg syns hun var for skøn. "Åh, i lige måde, skat", var det svar jeg fik tilbage. Den Sanne vil jeg huske og holde af. Og præsentere min lille pige for.

"Du er tyk, mor"

Ja, det sagde han sgu, knægten! Med et af de helt store smil smørret ud i hele det lille barneansigt stod min søn og pegede på mig mens han sagde: "Du er tyk, mor!" "Ja, mor var tyk da Eva var inde i mors mave, ikke også", prøvede jeg. "Nej, du er tyk, mor!" Hmm! Det ved jeg ligesom godt... Efter en graviditet hvor jeg virkelig forsøgte at spise sundt for at holde tallene på vægten nede på et rimeligt niveau og alligevel endte med næsten tyve plus-kilo på fødekontoen, er der selvfølgelig en del overskudsvægt der er blevet hængende. Lad os regne lidt på det: Et stk. baby på 4120 gram, et stk moderkage på godt 700 gram, antageligt lidt vand i kroppen, lad os sige 500 gram.... Så er vi på 5,32 kilo ud af kroppen. Det efterlader mig med ca. 14 kilo i overskud, rundt regnet (ha ha...) De syv forsvandt på mystisk vis i løbet af de første 3-4 uger, helt uden anstrengelser. Nu står jeg så tilbage med 7 kilos overvægt, som (baseret på erfaring) IKKE forsvinder af sig selv, ligegyldigt hvor meget jeg ammer min lille skønne datter. Jeg ved godt at jeg skal gøre en indsats, og jeg har betalt for ti klip i DGI-huset så jeg kan komme til "Mor i form - på bold" med min svigerinde om torsdagen. Men derfor behøver mit afkom jo ikke at påpege det åbentlyse... At min mave hænger ud over bukselindingen og minder mig om, at der er lang vej til de 70 sylfide-kilo og de ti kilometer jeg løb lige før jeg blev gravid med Eva. Heldigvis elsker min søn mig betingelsesløst, plusvægt eller ej. Måske er det det, der motiverer ekstra når jeg strimler hvidkål til salat i stedet for at bage kage. ;-)

...og close.

Ole er forresten ikke den eneste der kan det med sjove ord og vendinger. Vi griner hver gang vi kører forbi Designa Køkken i Tilst, ved Bilka. De har nemlig en reklame på deres butiksrude hvor de reklamerer med at deres køkkener har "Softluk og close." En skøn pleonasme som man bare bliver i godt humør af ;-)

Mor sagt.

Der kommer så mange skønne ord og sætninger ud af vores søns mund for tiden. "Sveskeduen betyder f.eks. vinduesviskerne eller at bruge vinduesviskerne i bilen. Vi får også tit vores egne ord at høre, og de kan lyde både kloge, absurde fjollede og urimelige når de kommer ud af munden på en dreng på 2 1/2 år. Som når han f.eks. med alvorlig mine siger til sit legetøj: "Du ska høre efter!"
Det er også en fornøjelse når han oplever nye ting og kommer til at holde af dem. Som når han har lært noget ny musik at kende og bliver helt hysterisk når der bliver slukket, hvor efter han råber: "NEEEJ, høre mor sagt!!!" Barnet mener naturligvis at han gerne vil blive ved med at høre musik af en af de største komponister nogensinde: W. A. Mozart.  Mor sagt.

Jeg bliver over 90 år.

Inspireret af Lea fra min skønne fitnessloge tog jeg lige testen her - på DRs hjemmeside - for liiiige at tage et kig ind i fremtiden. Det viser sig at jeg bliver 94,8 år. Hvis jeg skulle gå hen og blive så gammel, så tror jeg lige jeg vil opstille et par kriterier:

• Jeg vil blive gammel med stil! Ikke nogen spinlonkjoler og nylonstrømper med ål i til mig. Jeg vil være den skønneste golden-girl i oldekollet! - Mest for min egen skyld :-)
• Jeg vil kunne bevæge mig rundt ved egen hjælp. Tage bussen ud og besøge mine børn, som på det tidspunkt vil være 60+ begge to. Jeg vil kunne være med når mine børnebørn holder barnedåb og fødselsdage for mine oldebørn. Jeg vil kunne gå i teatret uden at skulle have specielt anvist plads. Jo, måske køber jeg to billetter, så der også er en til min stok, ligesom Simon Spies.... :-)
• Jeg vil være elsket, ikke kun af min familie, men også af en partner. Hvis Martin bliver 99,8 år eller derover, så har vi heldigvis hinanden, men hvis jeg en dag skal leve uden ham, så vil der forhåbentlig dukke en anden op som jeg kan dele livets mange glæder med. Skulle det omvendte ske, at det er Martin der må leve uden mig, så ønsker jeg det samme for ham. Og det ved han godt. (Det bliver nok ikke noget problem for kongen af de billige point... :-) Jo, måske, hvis klaverfingrene kalker til...)

Min mor har i snart 25 år været del af den ældste generation i sin familie. Jeg tror man føler et vist ansvar for at ting bliver sagt, gjort og videreført når man er "den ældste".  Jeg er vokset op med at min mor har sagt, gjort og videreført og til stadighed gør det. Jeg er ikke bange for den dag min mor dør, for jeg er ikke nervøs ved en dag at skulle være "den ældste". Jeg kan til gengæld blive helt slået ud ved tanken om at skulle undvære hende. I testen er der et spørgsmål der lyder: Har du to eller flere tætte venner? Og det har jeg. Men jeg har også min mor, og hun er så meget mere end en tæt ven. Hun er min mentor og min fortrolige. En dag skal jeg leve uden hende. Det er livets lod. Og det må jeg så lære at gøre når den tid kommer.
For år tilbage blev jeg sur og irriteret på mig selv når jeg hørte en af min mors vendinger komme ud af min mund. Nu bliver jeg stolt når Martin kigger på mig og siger: "Ida, det der kunne din mor have sagt!"

Eva Brink Krøger, 29.01.10

 

Jeg fødte vores datter igår kl. 12.56. Hun vejede 4120 gram og målte 54 cm ved fødslen. Hun er så fin og sød og nem, og vi har det rigtig godt alle fire. Vi blev udskrevet kl. 16.00 igår og har haft en god første nat herhjemme. Jeg fødte igen uden smertelindring og syns efterhånden at jeg er ret hård til det der med naturlige fødsler :-) Denne gang tog fødslen lidt over 13 timer fra vandet gik torsdag aften. 

Det er altså dejligt at blive mor!

"Du har overstået 98% af din graviditet"

Så er der 6 dage til terminen. Ole blev født fem dage før termin, men det tror jeg at jeg helt skal lade være med at tænke på, for så bliver jeg da først gnaven og vranten hvis der så ikke sker noget inden imorgen.... hvilket der ikke er tegn til overhovedet!
Nå, men vi skal da også bare i byen imorgen i stedet, når jeg nu ikke skal føde. Veninde Mette har fødselsdag og har inviteret. Så sker der da lidt.

Spiser flødeboller...

Og nu har jeg næsten spist en hel kasse mini-flødeboller selv... Tror min far fik 3 af dem til eftermiddagskaffen. Men med 13 dage til terminen er jeg efterhånden ved at være revnende ligeglad med hvad jeg putter i hovedet. Det skal bare tilfredsstille den sult- eller sukkertrang jeg lige har.
Ole har falsk strubehoste igen. Det er hårdt at passe ham når man selv er elefant-størrelse og mest af alt har brug for at hvile med fødderne opad. Håber at han kan komme i dagpleje imorgen. Det må natten vise.....

Godt nytår!

Det bliver et fantastisk 2010. Min søn ligger og leger på gulvet mens han synger den ene børne/julesang efter den anden - lange sange som han sikkert ikke forstår meningen af, men som han kan gengive næsten ordret. Min datter ligger i min mave og kommer snart ud til os. Min datter... Det er helt underligt at sige. Jeg skal være på barsel en stor del af året, så jeg kan måske også få tid til nogle hobby-projekter. Og et nyt årti er jo ikke at kimse af :-) En gammel ven lærte mig at man ved nytårstide skal se tilbage og gøre status. Det bryder jeg mig faktisk ikke så meget om mere. Jeg vil hellere se fremad og gøre status. Hvor er vi henne? Hvor er vi på vej hen? Hvad skal vi gøre for at opnå det, vi ønsker os allermest? Lige nu skal jeg ikke gøre andet end at vente på at naturen går sin gang. Om kort tid er jeg mor til to. :-)