Jeg husker alt fra min bryllupsdag. Nervøsiteten, spændingen, forventningens glæde. De dejlige smil, latteren og al den kærlighed Martin og jeg havde sammen og modtog fra vores gæster. Min far var den første der fik at vide at vi gerne ville giftes. Jeg skulle jo spørge ham om han ville føre mig til alters. Det ville han, og det var en vidunderlig oplevelse at gå med ham den korte vej fra kirkens våbenhus og op til Martin. Han havde fået et råd der lød: "Gå langsomt. Nyd det!" Så det gjorde vi. Og min far var så glad og stolt. Det var en stor og fantastisk dag for os alle sammen.

Nu ligger min far på Odense Universitets Hospital. Han fik en hjerneblødning i søndags. Min mor var heldigvis hjemme og fik med det samme ringet efter en ambulance. Men blødningen var stor og voldsom. Han ligger i dyb søvn og med en maskine der trækker vejret for ham. Ingen kan sige noget om hvordan tingene vil udvikle sig. Der er en sygeplejerske hos ham nat og dag.

Min far er en prægtig mand. Et ord man ikke rigtig bruger om mennesker mere. Ikke desto mindre. Selv med rør og slanger alle steder er han prægtig. Vi taler til ham, fortæller ham hvad der sker og hvem der kommer og besøger ham og os. Jeg prøver ind i mellem at synge for ham, men stemmen knækker over og tonerne vil ikke ordentligt ud.

Mit største lyspunkt i alt dette er, at der ikke er noget usagt mellem min far og jeg. Kun kærlighed, beundring og respekt. Min far har forsøgt at lære mig at være stærk og bevare overblikket. Se de store linjer. Så det prøver jeg, også selv om de store linjer kun rækker en halv dag frem. Mor, Rune og jeg må være ukuelige optimister. Ingen skal komme og sige, at det er håbløst, for så længe far lever, er der håb.  Vi har fået mange hilsner og mange mennesker tænker på far og på os. Det varmer. Virkelig. Det bringer tårer frem, men det varmer.

Den kære Gud og skaber, den mindste orm er nær
han føder fugl og markens lilje klæder.
Dog menneskenes børn har han allermest kær.
Gud ånder på øjet når det græder.