30 september 2005

Dullegrej

Har netop idag modtaget en lille pakke fra Aller Press, 2500 Viby Sj., med små prøver på lækkert clinique dullegrej. Jeg er så nem at lokke når det gælder "Super tilbud - prøv tre numre af Bazar og få eksklusive Clinique produkter i lækker kosmetikpung" Jeg er som fluer omkring honning. Men havde du spurgt mig for bare 6-7 år siden, da jeg blev student, om jeg nogensinde ville blive en pyntepige, så havde du fået et rungende NEJ! Jeg var ikke spor piget eller feminin, og det der med make-up og modetøj, det kunne de smarte duller bare holde for sig selv når de nu ikke havde noget vigtigere at gå op i. Idag er sagen en helt anden... Jeg har nærmest en hel udstilling stående af diverse cremer der kan både det ene og det andet, hårplejemidler med så og så gode egenskaber, parfumer, neglelakker, ørenringe, halskæder; you name it, I got it. Ja, jeg har også en øjencreme og endda en læbepleje creme. Ikke bare en Labelo-pomade, næh, en rigtig Helena Rubinstein læbecreme... Jeg er vist det man kalder en luksus-junkie når det gælder dullegrej. Hvis ikke vores kamera var gået til i turen ned i Varde Å (se forrige indslag) så ville jeg have foreviget samlingen og delt den med dig. Det må du have til gode. -Og ha så en rigtig god weekend.

18 september 2005

Den blå loge

Jeg faldt i Varde å igår... Plump! Logen var på kanotur i forbindelse med den årlige logefest. Torben, Jakob og jeg sejlede i fin stil og var blevet lidt kåde, og så, lige med et lå vi i vandet og pjaskede. Det var lidt koldt, men det var nu endnu mere koldt at gå op til min fætter Alex´ hus for at få tørt tøj på. Jeg frøs resten af aftenen og sad pakket ind i et tæppe. Jeg er aldrig faldet i vandet før, men en gang skal jo være den første. Og det blev så igår.
Ellers ikke noget nyt rigtig... Jeg har vildt travlt og er begyndt til både pilates, kor og på et hjemmesidekursus. Jeg ser også Martin en gang i mellem....

04 september 2005

Gode venner


Har I set ham? Er han ikke sød? Det er Anne og Christians søn Magnus som er 8 måneder og et par dage. Her er vi på opdagelse i mormor og morfars have og har fundet nogle fine blomster som vi bare må kigge lidt nærmere på. Flaget er hejst i baggrunden, for Magnus' mor har fødselsdag og udenfor billedet står grillen og steger de saftigste bøffer til de voksne. Magnus må nøjes med kartoffel og gulerodsmos og måske en enkelt godbid fra fars tallerken. Sikke en dejlig dag. Magnus og tante Ida hygger max når muligheden er der. Vi synger små sange og øver os i at gå på de små yndige fødder og mærker græsset mellem tæerne. Vi hvisker sammen, og hvis tante Ida er heldig falder der også et lille hygge-møs af ind imellem. For vi er nemlig venner, gode venner. På en sommeraften hvor tiden står stille og vi ingenting skal nå, er det de små øjeblikke der bliver de største. Magnus altså, du gør din tante skruk og får hende til at ønske sig en lille en som dig...

02 september 2005

Min far er den bedste i verden

Ja, det er rigtig nok, min far er den bedste far i verden. Han er lun og tør på en vidunderlig vestjysk underspillet måde. Min far er ikke en brallerrøv som jeg selv kan være ind imellem (det må jeg have fået fra min mor....), næh, han er hyggelig, rolig og sjov! Intelligent og kærlig. Og så har han humor.
Martin gjorde mig opmærksom på en hjemmeside, som du kan tage et kig på når du har god tid og gerne vil underholdes lidt. Den hedder www.farhumor.dk og indeholder diverse citater og kommentarer, sagt af fædre i det ganske danske land. Der er nogle lårklaskere ind imellem :-) Her fik jeg også bekræftet at min far ikke er spor plat. Tænk at der er voksne mænd der stadig synes at det er sjovt at få børn og andre voksne til at hive dem i fingeren når de skal prutte...