Jeg var til jubilæumsfest på min gamle folkeskole i lørdags, i anledningen af at den fyldte 50 år. Jeg var selv elev på skolen det år der var 25 års jubilæum, lige begyndt i børnehaveklassen. Jeg husker det som en stor ting, ikke mindst fordi mit minde fra det er erindringen om, at stå i en skolegård, omgivet af hundredevis af børn der alle var højere og større end mig.... Nu er der så gået endnu 25 år, og det er 15 år siden jeg selv gik ud af 9. klasse. Skolen synes fysisk mindre end dengang jeg var elev, men sådan er det vist for alle, der genser stedet. Min gamle klasselærer havde gemt et album med billeder af os, og ting vi havde lavet og oplevet. Bl.a. en julehistorie som jeg havde skrevet, som indeholdt et lille stykke om alle mine klassekammerater. Der var også en underskriftindsamling fra drengene i klassen. De ville gerne have lov til at bo i samme hytte på vores lejrskole til Bornholm, og ikke blive delt op og blandet sammen med drengene fra vores to parallelklasser. "Flere af undertegnede er villige til at sove på gulvet for at vores ønske kan blive opfyldt...." Det blev vist som drengene gerne ville have det :-)
Til festen i lørdags var der bare så mange kendte ansigter, som også var blevet 15 år ældre. Massevis af minder og "kan du huske dengang" summede i luften. Gamle lærere, gode gamle venner, skolekærester og en enkelt tidligere svigermor er bare nogle af de mennesker jeg nåede at snakke med i løbet af aftenen. Det var en vellykket fest, og det var sgu bare så hyggeligt! Der var liveband og dans, men jeg havde slet ikke tid til at danse, jeg havde brug for at snakke med folk. Og det føltes som om der slet ikke var tid nok til alle. Jeg fik for eksempel ikke en ordentlig lang snak med Sine, min barndomsveninde. Hun bor alt for langt væk, og når vi begge to er hjemme i Tarp på samme tid, så skal vi altid alt mulig andet. Det må vi forsøge at lave om på! Da hun først sad der ved siden af mig, kunne jeg virkelig mærke hvor meget jeg savner at have jævnlig kontakt med hende. Det er blevet bedre med Facebook, men det er ikke det samme som at være sammen i samme rum. Sine, du er savnet og nu må vi blive bedre til at få tiden i Tarp til at slå til, også til hinanden.
Det kan være angstprovokerende at tælle i år, for jeg synes jo ikke at det kan være rigtigt at der er gået 15 år siden jeg gik ud af dørene på Bryndumvej 14-16 for sidste gang. Men da jeg gik hjem fra festen lørdag nat (for jeg blev der næsten til lukketid!) følte jeg mig ung, smuk og fyldt op af glæde og genopfriskede, gode minder, dejlige smil og hjertelig latter. Den sidste jeg sagde farvel til var Kasper fra min klasse, som jeg var kærester med i børnehaveklassen (for 25 år siden....) Han er lige så sød idag som han var dengang. "Tak for i aften, det var dejligt at se dig. Vi ses lige pludselig". Sikke en dejlig afslutning på en fantastisk aften! Jeg smilede hele vejen hjem i seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar