Begyndelsen.

Det sidder øverst i brystet, lige over hjertet. Sorgen. Som en knude, en sten der tynger og ikke går væk lige foreløbig. Jeg kender ikke denne sorg i forvejen, jeg var kun en lille pige på 7 år da min mormor døde i 1986, og alt jeg husker fra dengang er køreturen til Varde i mørket, min mors tårer og at min kusine Nina og jeg havde ens hårbøjler på til begravelsen. Jeg kender ikke til den sorg der hører til det, at miste et elsket menneske for altid.

Jeg kender kærestesorgen. Det at miste en andens kærlighed, eller tage sin kærlighed fra et andet menneske. At forlade eller blive forladt. I mine teenageår skrev jeg utallige digte om kærligheden, og hvad dertil hører. Det var dybt og smukt og indfølt. Jeg vidste godt at hjerte rimer på smerte. Når man går fra en kæreste kan man føle sig som det mest usle menneske på jorden. Tænk at man kunne gøre det mod ham! Tænk at han nu sidder og er ulykkelig over at have mistet kærligheden. Men kærlighed er heldigvis for det meste lig med glæde og lykke, og kærestesorg går væk igen, når en ny kærlighed bliver givet en chance.

Min far er død. Jeg ved det godt. Jeg var der jo. Jeg så det. Jeg så ham ligge og ligne sig selv, bortset fra den farve menneskehud får når mennesker dør. Jeg ved det godt. Og alle spørger til mig, til min familile og til min mor. "Hvordan har I det, hvordan går det, klarer din mor sig?" Jeg taler om ham, om det korte sygdomsforløb, om hans død. Og jeg er glad for den varme og omsorg der bliver vist mig. Også selvom den ind imellem river mig ud af en glad hverdag og tilbage i det sorte hul, som denne sorg er. Jeg ved godt at min far er død. Men jeg forstår det jo ikke. Eller hvad? Måske er knuden i brystet begyndelsen på erkendelsen af, at jeg aldrig skal se ham igen.
Det er her kærestesorgen adskiller sig fra sorgen over et dødsfald. Kærester kommer og går. Når man forlader eller bliver forladt af en kæreste, så indebærer det at man får muligheden for, med tiden, at forelske sig i et andet menneske, og modtage dette menneskes kærlighed. Men jeg får ikke en ny far. Jeg vil slet ikke have en ny far. Jeg vil have min far, for jeg savner ham så usigeligt!

Jeg tror ikke at savnet nogensinde forsvinder helt. Men jeg håber at knuden i brystet gør med tiden. Jeg var til julefrokost med alle mine skønne kolleger i fredags, og det var altså lige hvad jeg trængte til: Øl, snaps, skøre bemærkninger, vilde danse, GLÆDE over at være lige der, hvor jeg var. Blandt mennesker, der fortalte mig at de havde savnet mig. Mens jeg var på barsel med Eva, og nu, mens jeg var fraværende fordi far døde. Der er nogen der savner mig når jeg ikke er der. Heldigvis går der jo mange år inden jeg skal herfra - se bare her. Jeg er simpelthen for glad for livet til at kunne blive mindre end 90 år. Men det var min far også...