Hvordan har du det?

Ja.
Jeg står op om morgenen fordi mine børn vågner og skal have mad at spise og have tøj på. De smiler og griner, og det bliver jeg glad af. Eva kan nu gå ved én hånd og kan stå selv i halve til hele minutter. Ole kan tælle til tyve og er helt vild med flyvemaskiner. Han har helt styr på F14, 16, 18 og Blackbirds. Hvad ved jeg om sådan noget... Julen indfinder sig så småt på matriklen. Jeg har, stik mod alle traditioner jeg er vokset op med, allerede købt juletræ og sat det ind i stuen. Det kribler i fingrene for at gå i gang med at pynte op til jul, men når jeg så sidder med kassen med pynt går jeg i stå og kan ikke finde ud af hvor jeg skal begynde. Det er som om der ikke er noget af det der er godt nok....

Igår var jeg et smut på skolen, for at snakke lidt om hvordan jeg skal komme i gang igen uden at blive helt bims, og så for at være med til at rydde op i vores musiklokale. Det var dejligt at se de mange kendte ansigter, for ethvert kendt ansigt er på en måde en trøst. Og oprydningen med drengene var dagens latterdosis. Ikke så meget føle-snak. Bare fjollede kommentarer og godt humør. Jeg har mange gode kolleger. Venner. Det er rart at tænke på at jeg går på arbejde samme sted som mine gode venner.

Og så gik det jo hverken værre eller bedre end at jeg mødte nogle af børnene fra min klasse på gangen. De blev åbentlyst glade for at se mig. Nogle af dem vidste ikke helt hvordan de skulle "møde mig", men det forstår jeg da så udemærket. En af drengene fik spurgt: "Savner du din far?" "Ja, det gør jeg", fik jeg svaret. Og det gør jeg. Men jeg mærker det ikke som et ubærligt savn endnu. Sorg er en forunderlig ting. Jeg har hørt folk fortælle, at de savner så det gør helt ondt. At sorgen føles stærk og sort, uoverskuelig. Jeg bliver bare træt. Jeg sover så snart jeg lukker øjnene om aftenen. Jeg har ikke grædt i flere dage. Det er som om der ikke er flere tårer lige nu. Jeg kan heller ikke sådan rigtig lytte efter når folk fortæller om deres egne nære og kære, der har været syge eller er døde. Det er ikke trøst at fortælle sin egen sygehistorie til et menneske i sorg. Det er trøst at få mig til at grine. Det er trøst at lægge hånden på min skulder og smile til mig - sige:"Du ser sgu godt ud, Ida", selv om jeg ved det ikke passer (jeg ligner for tiden noget katten har slæbt ind). Det er trøst at være sammen med andre uden at skulle sige noget, bare være tilstede. Det er trøst at synge - jeg var til kor igår, og det var DEJLIGT!

Min far ville ikke have brudt sig om at jeg satte mig i et hjørne og græd snot over hans død. Min far var stolt af at jeg kunne klare mig selv, men også stolt af at jeg kunne bede om hjælp, når jeg fornemmede at mine egne evner ikke rakte. Min fars anerkendelse var den jeg helst ville have. Hvis min far var stolt af mig, så blev det ikke bedre.
Så hvordan har jeg det?
Jeg er lykkelig og stolt over at være min fars datter.