Tyk og lykkelig.

Kom til at læse gamle mails fra Martin idag... Fra før vi blev kærester og fremad. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg var tiltrukket af ham, for jeg mente ikke at han var min type. Men hvor ved man fra, hvilken type menneske der kan gøre ens liv lykkeligt og fuldkomment? I lørdags, til min kusines bryllup kunne jeg pludselig huske følelsen i maven fra da jeg selv stod og sagde ja til Martin for både Gud og mennesker. Den lykkeligste dag i mit liv. Det vil i hvert fald sige, til dato... Jeg har en stærk fornemmelse af, at vores bryllupsdag snart må vige pladsen som den lykkeligste dag, til fordel for vores første barns fødselsdag. Tænk, at vi om meget kort tid får lov til at møde det lille menneske, der indeholder (forhåbentlig) det bedste fra os begge to. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal forvente. Og det er også lige meget, for det vigtigste er, at jeg skal dele oplevelsen med Martin. Det kan godt være, at han ikke var min type, men han er den skønneste mand i verden! Og han bliver verdens bedste far til vores barn. Intet mindre.