Nogle mennesker er gode til at læse et kort på hovedet, andre er nødt til at have det lagt rigtigt i forhold til verdenshjørnerne. Nogle er gode til at finde vej, og finde tilbage af den vej de er kommet. Andre er totalt afhængige af at blive guidet og må spørge om vej igen og igen. Og endnu andre tager bare tingene som de kommer, og tager de uforudsete oplevelser med sig, som flyder i kølvandet på det at fare vild. Disse mennesker ser det bare ikke som at fare vild, de ser at der findes en anden vej. Man kunne synes at det er en letsindig eller eventyrlysten væremåde, men jeg tror at man bliver et gladere menneske hvis man ikke altid følger den lige vej. Jeg er selv slem til at sige til Martin at han kører omveje, og han kører ikke omveje med vilje, men fordi han tror at hans vej er den nærmeste (det er de ikke, det er altid mine der er de korteste...) Men tænk hvis vi bare gav pokker i benzin-priser og klokkeslet og bare tog en tur ud i det blå.
Jeg synes at alle kan lære noget af min fætter Jens, som sku til Århus i 9. klasses praktik, blev sat på toget med alskens formaninger og gennemgange af hvor han skulle skifte tog og stå af og så videre. Jens er ikke kendt for altid at høre efter, men han klarer sig altid. Og drengens sidste kommentar til familien før togdørene lukker i, er: "Jeg ringer når jeg kan se Eifeltårnet". Når vi kan sige det, så lever vi i nuet og for eventyret. Min søde fætter har sgu humor!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar