Tid der gik, kompetencer vi fik.

Min kollega Lotte fortalte idag, at hun på ingen måde savnede seminarietiden. Vi gik der samtidig og kender nogle af de samme mennesker fra vores fire år på ÅDAS. Hun elskede praktikken og gad ikke tilbage på seminariet, hvor jeg havde det lige omvendt, og skulle bare have praktikken til at gå, så jeg kunne komme tilbage på seminariet og have en hverdag med mine kammerater på mit stamhold og i de forskellige fag. Lottes bedste dag var dimisionsdagen, for så var hun færdig med sin uddannelse og behøvede ikke komme på seminariet mere. For mig var det sidste halve år på seminariet en lang, vemodig turné af ting som jeg vidste, jeg skulle gøre for sidste gang. Det vidner mine blogs fra foråret 2006 også tydeligt om. Jeg ser tilbage på min seminarietid med stor glæde og varme. De mennesker jeg mødte og de aftryk de satte i mig. Det menneske alle mine seminarieoplevelser har gjort mig til. Jeg ville ikke have undværet en eneste kaffepause, frokostdiskussion, fredagsbar, forfest, studietur eller bytur som jeg havde i forbindelse med seminariet. Den faglige læring jeg oplevede på seminariet var altid det sekundære, for jeg kunne ikke andet, end lade de menneskelige relationer være det primære.
Og hvad gør det så ved mig som lærer? Er Lotte og jeg så to fundamentalt forskellige lærere? Ikke nødvendigvis. Lotte underviser de store klasser og er knalder-dygtig til det. Jeg underviser i indskolingen og synes at jeg er blevet en habil indskolingslærer. Nogle dage ville jeg gerne bytte, og være dansklærer i en 8. eller 9. klasse i stedet for i min 3. klasse. Men det er godt nok ikke mange dage ud af et skoleår. Og Lotte bryder sig vist mest om at være der, hvor hun er nu... Min pointe (for jeg har nemlig en pointe med dette indlæg) er, at vi måske nok former os efter den arena vi bliver sat i, men at vores følelser for arenaen kommer helt an på, hvad vi skal bruge den til. Eller hvad vi med tiden kan se, at vi kan bruge den til. For Lotte var seminariet et middel til at nå målet: At blive lærer. For mig var seminariet også et middel til at begynde med, men det udviklede sig til at være et mål for mig, at "være" på seminariet. Jeg bestemte mig simpelthen for, at hvis jeg skulle være der i fire år, så kunne jeg lige så godt få det maksimale udbytte ud af situationen, og det betød stimulation af alle sanser, ikke bare lysten til at blive lærer. Det er faktisk også sådan jeg forsøger at arbejde i min 3. klasse. At alle sanser skal i brug ved indlæring, for de unger skal være i skolen i mange år. Lottes 8.-9. klasser skal imidlertid nå et mål, nemlig at bestå afgangsprøven, og derfor er Lotte en supergod udskolingslærer, fordi hun har målet meget mere for øje, end jeg har. Jeg beundrer hendes drive, hendes arbejdsomhed og hendes faste gang mod målet. Men jeg er glad for, at jeg ikke er i hendes sko, for de ville slet slet ikke passe mig.