Der er stille i huset.

Ole sover. Efter at vi omkring juletid bøvlede voldsomt med at lægge ham i seng, er situationen vendt 180 grader. Det der før kunne tage halve og hele timer, tager nu 5-10 minutter. Uden en eneste tåre. Havde jeg vidst dengang, at det kunne være så nemt at putte ham til nat, så havde vi kunnet spare os selv for timer med et grædende og kaldende barn i sengen og på armen. Men man er så klog bagefter... Drengen ville bare have sin mor, og falde i søvn mens han følte sig tryg. Det gælder vel for os alle sammen, det med at være tryg.

Jeg kan godt se, at hovedparten af alle mine blogindlæg handler om mit barn... Men det er jo det der fylder min hverdag. Og han er da sød, ikke?