Der er bare nogle lyde der for altid vil minde mig om bestemte ting. Lyden af min forlovelsesring mod de lakerede jernstænger i bussen minder mig for eksempel om min mor når hun hentede min bror og jeg i Tovværksfabrikkens børnehave og vi traskede op til busstoppestedet (eller spænede fordi vi havde klattet tiden væk), steg på bussen og kørte hjem.
Vi måtte ikke sidde bagest i bussen, for det brød mor sig ikke om. Hun blev køresyg, sagde hun. Og jeg forundredes over at hendes fingre kunne sige sådan en klingrende lyd når hun tog fat om en af stængerne for at kunne holde balancen, når bussen holdt ind til siden for at sætte folk af og tage folk på. Nu kan mine fingre også sige den lyd. Er det ikke forunderligt? Er jeg virkelig allerede kommet dertil? Når jeg bliver gift med Martin er jeg 27 år, ligesom min mor var da hun blev gift med min far. Jeg bliver lærer, ligesom hende. Bliver vi kopier af vores forældre, som Ida spurgte Palle i Krøniken i søndags? Bare jeg ikke også skal have tvillinger ligesom min mor...
Hov, jeg har forresten købt en symaskine. Det er da husmoderligt, hva! Jeg er sgu nok alligevel ubemærket kommet dertil...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar