Laster.

Alle mennesker har midst én last. Nogle mennesker ryger, andre har en svaghed for sko, og andre igen går i byen hver weekend fordi de ikke kan lade være. Og min last er chokolade. Mørk, kakaomættet chokolade. Og masser af det. Når jeg kommer hjem imorgen kl. lidt i tre har jeg overlevet mine første to uger som lærer. Støttet til min mor i telefonen, min kæreste i de mange kram og kys jeg har haft hårdt brug for, og støttet til chokolade. I forargelige mængder. Det er HÅRDT at være ny lærer. Rigtig hårdt. Jeg har aldrig i mit liv været så helt-ind-til-benet-træt over flere dage, som jeg er nu. Man kan kalde det praksischock. Det er et helt igennem dækkende ord for det jeg har oplevet de sidste fjorten dage. Men takket være mørk chokolade er jeg stadig ovenvande. Hvad sker der så, når virkeligheden går op for den vordende brud? Når hun pludselig indser, at hun skal kunne være i sin brudekjole om 15 dage. Så forsøger hun sig med en kold tyrker. "For jeg er jo da viljestærk, jeg kan da sagtens undvære chokolade." Yeah, right! Jeg måtte bukke under for et kvarter siden, og slukøret traske over til "Hos Mik" og købe mig en rød Bounty. Jeg har rygrad af kogt spaghetti! Det giver en rimelig god fornemmelse af hvordan narkomaner og junkier må have det. Måske skal jeg gøre lige som alkoholikere der forsøger at blive tørlagt: Beslutte, at jeg de næste 24 timer vil forsage chokolade. Og når de 24 timer er gået kan jeg måske love mig selv endnu 24 timer uden mit lykkebringene choko-fix. Det er næsten ikke til at bære. Men når jeg nu forsøger mig her op til en weekend, så er der måske håb. Så kan jeg altid drømme om et intravenøst chokolade-drop... Mmm.....