"Du er tyk, mor"

Ja, det sagde han sgu, knægten! Med et af de helt store smil smørret ud i hele det lille barneansigt stod min søn og pegede på mig mens han sagde: "Du er tyk, mor!" "Ja, mor var tyk da Eva var inde i mors mave, ikke også", prøvede jeg. "Nej, du er tyk, mor!" Hmm! Det ved jeg ligesom godt... Efter en graviditet hvor jeg virkelig forsøgte at spise sundt for at holde tallene på vægten nede på et rimeligt niveau og alligevel endte med næsten tyve plus-kilo på fødekontoen, er der selvfølgelig en del overskudsvægt der er blevet hængende. Lad os regne lidt på det: Et stk. baby på 4120 gram, et stk moderkage på godt 700 gram, antageligt lidt vand i kroppen, lad os sige 500 gram.... Så er vi på 5,32 kilo ud af kroppen. Det efterlader mig med ca. 14 kilo i overskud, rundt regnet (ha ha...) De syv forsvandt på mystisk vis i løbet af de første 3-4 uger, helt uden anstrengelser. Nu står jeg så tilbage med 7 kilos overvægt, som (baseret på erfaring) IKKE forsvinder af sig selv, ligegyldigt hvor meget jeg ammer min lille skønne datter. Jeg ved godt at jeg skal gøre en indsats, og jeg har betalt for ti klip i DGI-huset så jeg kan komme til "Mor i form - på bold" med min svigerinde om torsdagen. Men derfor behøver mit afkom jo ikke at påpege det åbentlyse... At min mave hænger ud over bukselindingen og minder mig om, at der er lang vej til de 70 sylfide-kilo og de ti kilometer jeg løb lige før jeg blev gravid med Eva. Heldigvis elsker min søn mig betingelsesløst, plusvægt eller ej. Måske er det det, der motiverer ekstra når jeg strimler hvidkål til salat i stedet for at bage kage. ;-)