"Vi holder med Tyskland, Ida" - en sportsupdate.

Det er sommer. Jeg har ferie.
Det er sommer. Det er 2008 = EM i bold = Wimbledon = Tour de France = OL i Beijing.
I aften spilles finalen i EM. "Vi" holder med Tyskland, for hele Martins drømmehold består af tyske spillere.
Igår blev vores danske tennis-tøs, Caroline W. slået ud af Wimbledon. Øv øv, det var træls. Heldigvis kan man glæde sig over, at Maria Sharapova fik bank i torsdags, for så slipper vi for at høre på hendes ulidelige stønnen hver gang hun slår til bolden. Vi siger tak ;-)

Og så venter touren lige om hjørnet. I år får vi lov at se den skønne dannebrogstrøje i feltet. Det kalder jo i den grad på nationalfølelsen. Om "vi" kommer til at holde med Nicki Sørensen når han cykler rundt på de franske landeveje, det vil vise sig når Martin får begyndt på sit tour-managerspil. Jeg har også engang spillet med i et tour-managerspil. Min taktik var, at jeg kun købte cykelryttere med sjove navne.... Det er vist overflødigt at fortælle, at jeg ikke vandt. Men Martin plejer at være ret skrap til det der manager-noget.

Nu vi er ved sport, så har jeg fået fikset min cykel lidt op, og har været ude at cykle lidt, for første gang siden jeg fødte. Man kan altså godt glemme hvordan det er man gør... Men nu er der altså ikke nogen undskyldning længere. Ole fik også en cykelhjelm i fødselsdagsgave, så nu skal vi have købt en barnestol til jernhesten. Så kan vi tage på tur i sommervejret. Jeg glæder mig allerede.

Varme...

For et år siden var det også ret varmt ved denne tid. Jeg kan huske det, fordi jeg havde elefantstørrelse og bare gerne ville føde. På fredag bliver vores søn et år. Jeg synes stadig ind imellem at jeg har elefant(unge) størrelse, og tid er der bestemt ikke blevet mere af. Men glæden over hver dag at få et smil fra Ole, den opvejer alle nætterne med for lidt søvn og ærgelserne over det jeg igen ikke nåede. Så hvad ønsker jeg mig for Ole på hans fødselsdag? Lykke og held i livet, og så lige en time ekstra i døgnet, til hans mor :-)

Tre-dages-fri.

Jeg elsker at have fri. Jeg savner at gå hjemme. Jeg elsker solskin. Pinse rocks!!! Så håber jeg bare, at det også bliver godt vejr på lørdag, når Poul og Malene skal giftes. Det bliver hyl!

Min sol! Min stjerne!

Vi havde den store ære at lægge stue til en huskoncert med Morten Kjær i går, søndag. Det var intet mindre end en udsøgt fornøjelse! Morten udsender sin første plade "Fra En Ny Altan" d. 28. maj på eget pladeselskab "Gule Plader". Den kan købes i pladebutikker og på www.mortenkjaer.dk
Jeg har ventet i flere år på, at Morten fik lavet sig en plade, og nu kommer den endelig! Og jeg synes den er intet mindre end fantastisk! Jeg spår rent faktisk (og ønsker rigtig meget), at det går hen og bliver stort for Morten. For det første er han en fremragende sanger og for det andet skriver han nogle unikke sange på dansk. Jeg elsker Morten og det han kan! Tusind tak fordi du lagde vejen forbi vores stue og gjorde mine øregange bløde.

Vi fornemmer et musikalsk talent.

Så fik de fingrene i nogle tangenter. Så kan jeg jo stå for at lære ham at slå søm i....

Hoppende bogstaver

Min mand og min søn har en fælles svaghed. Kærligheden til det skrevne ord. Martin har alle dage haft meget svært ved at gå forbi en avis uden liiige at skulle læse lidt i den. Og nu følger sønnike i faderens stolte fodspor. Ole læser dog ikke endnu - trods alt. Han river aviser, reklamer, blade og andet papir i tusind stykker med stor fornøjelse. Han kan spotte en avis på lang afstand. Det er som som bogstaverne hopper på både ham og hans far. For Oles vedkommende vil jeg håbe at glædens for bogstaver hænger ved. Han skal nok lære at læse, men læseglæde kan man ikke pådutte børn. Den skal komme af sig selv. Så vi fortsætter med Bamses Borte-borte, tit-tit bog. Han er ikke træt af den endnu....

Å åh!

Nu kravler han skisme! Så er det med at komme ned på alle fire og kravle rundt i hytten og elliminere potentielle farer og fjerne det han ikke må pille ved. For nu bliver han altså RIGTIG sur hvis man afskærer ham vejen hen til PS2'eren...

Martshund.

Min dreng bliver dygtigere til at være dreng hver dag. Han er begyndt at råbe til os, og forventer at vi råber tilbage, nærmest som om vi taler sammen. Så griner han over hele femøren og råber igen. Søde barn.

dum-di-dum, ja, så er overenskomsten vist også på plads. Udsigt til en ganske fin lønstigning for den danske lærerstab kan jo bringe smil frem på selv det sureste overlærerfjæs. Med det seneste halve års prisstigninger på visse fødevarer, så var det heller ikke for meget at give os mere i løn. Nogle lever for at spise. Andre spiser for at leve.

Apropos mad. Jeg er holdt op med at spise sukker og mælkeprodukter. Jep, jeg har spist min sidste ostemad og smovset min sidste hindbærsnitte. Jeg har købt en bog der siger, at kroppen ikke han bruge mælk og sukker til noget som helst, så nu skal det prøves. Jeg kan konstatere, at det har indflydelse på tallene på vægten. På godt 3 uger har jeg tabt to og et halvt kilo af mit fødefedt. Kun ved at droppe sukker og mælk. Ikke på den fanatiske måde, jeg fik kage til Martins fødselsdag for en uge siden, og et tyrkisk kaffebrød igår. Men det daglige sukker og mælkeindtag er droppet. Og jeg har det SUPER godt! Nu ku man så fristes til at spørge: Hvordan kan man holde op med at indtage sukker og mælk? Jo, man lader bare være. Man samler al den viljestyrke man kan finde inde i sig selv, og så lader man være. Spiser frugt, rosiner, mandler, nødder og andet godt når sukkertrangen melder sig. Og man holder ud de første 3-4 dage, for de er nemlig de værste. Det er ligesom når man er gravid. Så siger man også nej tak til alkohol. For barnets skyld. Nu siger man bare nej tak for sin egen skyld. Men det kan sjovt nok være meget sværere.
Jeg skal i hvert fald af med tre kilo mere, og hvem ved, måske bliver det en vane, at holde sig fra mælken og det søde.

Og nu hvor det er første marts, og officielt forår, er det helt på sin plads at ønske alle god Martshund. Rune, du har hermed tabt igen. For Gud ved hvilket år! Kom nu ind i kampen, bros!

Grampri og kaffe.

Der' grampri i aften. Jeg vil derfor ikke gøre som jeg plejer, og gå i seng før kl. 21.30, men sidde oppe og se det, sammen med min mand, og lege musikpoliti. Man må jo nyde de gratis glæder man kan, når man som jeg er på dagpenge, og ikke har råd til særlig megen viften med ørerne... Jeg vil i øvrigt lige, i den forbindelse, endnu engang sige tak til min svigerinde og svoger for den gode mælkeskummer jeg fik i julegave. Nu kan jeg drikke caffe-latte herhjemme ved mit eget spisebord, til omkring 3 kroner glasset, alt incl. istedet for at give mellem 30 og 45 kroner for en næsten magen til på en fancy cafe i city. Så vi tænder for musik-konkurrencen og jeg laver mig en latte og nyder en lørdag aften i sofaen med Martin. Skønno!! (det siger vi alt for lidt....)

Der er stille i huset.

Ole sover. Efter at vi omkring juletid bøvlede voldsomt med at lægge ham i seng, er situationen vendt 180 grader. Det der før kunne tage halve og hele timer, tager nu 5-10 minutter. Uden en eneste tåre. Havde jeg vidst dengang, at det kunne være så nemt at putte ham til nat, så havde vi kunnet spare os selv for timer med et grædende og kaldende barn i sengen og på armen. Men man er så klog bagefter... Drengen ville bare have sin mor, og falde i søvn mens han følte sig tryg. Det gælder vel for os alle sammen, det med at være tryg.

Jeg kan godt se, at hovedparten af alle mine blogindlæg handler om mit barn... Men det er jo det der fylder min hverdag. Og han er da sød, ikke?

Luksus.

Det er vild luksus at sove 8 timer i træk. Det viste jeg ikke før jeg blev mor. Og når man ikke får lov at sove mere end max 2 timer ad gangen, så bliver man efterhånden skør. Ole har siden julen været en rigtig nattetyran. Vågen hver time til halvanden, hvorfor ved jeg ikke. Men nu har vi vendt skuden. De sidste to nætter har han sovet hhv. 5 og 7 timer i træk. Takket være en tålmodig og vedholdende indsats, og stor inspiration fra www.sovecoach.dk, er vi nu på vej ind på rette spor. Det gamle ordsprog med ro, renlighed og regelmæssighed er slet ikke så tosset. En forudsigelig dagsrytme, faste putteritualer, både i seng og barnevogn, og vores stålsatte overbevisning om, at tiltagene var de rigtige at gøre, har foreløbig givet os to rolige nætter. Vi venter lige et par uger med at kalde det en evt. succes. Men det tegner lovende :-)

Julen nærmer sig

Vi skal holde jul i Tarp. Hjem til mor og far, hvor alt er som det altid har været. NOT! Intet er som det har været før. Nu er de bedsteforældre, og det er Martin og jeg der er mor og far. Min bror og jeg plejer at stå for at pynte juletræet. I år skal jeg lære at klargøre juleanden, mens drengene klarer træpyntningen.
Den mest julede julesmåkage jeg ved, er mors kagefigurer. Stjerner, hjerter, juletræer, grise, mænd og koner. I år er det bare ikke min mor der har bagt dem. Det er mig. Oles mor. Jeg blev voksen den dag jeg stod med kagerulle og udstiksforme, og var hende der lavede kagefigurer til min familie. Det er skisme ikke for sjov. Jeg blev voksen lige med et, og jeg vil huske det øjeblik for altid.
Men størst af alt bliver, at holde juleaften sammen med vores søn. Selv om han nok er fløjtende ligeglad med gaver og julemad, og sikkert synes at papiret er det mest spændende, så glæder Martin og jeg os helt vildt! Vi kommer selv fra gode, dejlige familier. Nu er det os der skal skabe en god og dejlig familie, med de traditioner der hører til det at være en sådan.
Alle julegaver er købt, der er 4 dage tilbage, nu er det bare at vente. :-)
Glædelig jul!

Min søn er et halvt år og min mand er glad!

Det er den 13. december. Det er min fætter Alex's fødselsdag (tillykke!). Det er min søns halve års fødselsdag. Og det er et år siden vi så ham første gang, på en monitor på Skejby Sygehus. Det er utroligt hvad der sker på et år. Ole er den gladeste julenisse nord for ækvator. Han kan sidde og lege selv, men vil helst lege med mor, og helst "borte-tit-tit" -lege. Han er begyndt at række ud efter mig, og det er slet ikke til at stå for. Han rækker ikke helt ud efter far endnu, men far er også afsted fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Martin har nemlig fået nyt arbejde fra 1. december, som webmaster hos BoConcept i Herning. Det er en en køretur på lidt mere end en time hver vej. Så det er tidligt afsted og sent hjemme. Men det betyder ingenting, når han er glad når han tager afsted og glad når han kommer hjem. Det var fint at have arbejde i Århus centrum, men jeg tror hans evner og hans væsen bliver brugt og værdsat bedre i hans nye job. Det er i hvert fald en fornøjelse at være en glad mands hustru. :-)

"Jeg ringer når jeg kan se Eifeltårnet"

Nogle mennesker er gode til at læse et kort på hovedet, andre er nødt til at have det lagt rigtigt i forhold til verdenshjørnerne. Nogle er gode til at finde vej, og finde tilbage af den vej de er kommet. Andre er totalt afhængige af at blive guidet og må spørge om vej igen og igen. Og endnu andre tager bare tingene som de kommer, og tager de uforudsete oplevelser med sig, som flyder i kølvandet på det at fare vild. Disse mennesker ser det bare ikke som at fare vild, de ser at der findes en anden vej. Man kunne synes at det er en letsindig eller eventyrlysten væremåde, men jeg tror at man bliver et gladere menneske hvis man ikke altid følger den lige vej. Jeg er selv slem til at sige til Martin at han kører omveje, og han kører ikke omveje med vilje, men fordi han tror at hans vej er den nærmeste (det er de ikke, det er altid mine der er de korteste...) Men tænk hvis vi bare gav pokker i benzin-priser og klokkeslet og bare tog en tur ud i det blå.
Jeg synes at alle kan lære noget af min fætter Jens, som sku til Århus i 9. klasses praktik, blev sat på toget med alskens formaninger og gennemgange af hvor han skulle skifte tog og stå af og så videre. Jens er ikke kendt for altid at høre efter, men han klarer sig altid. Og drengens sidste kommentar til familien før togdørene lukker i, er: "Jeg ringer når jeg kan se Eifeltårnet". Når vi kan sige det, så lever vi i nuet og for eventyret. Min søde fætter har sgu humor!

Gran - Træ?

Ole har fået en trækusine her sidst i oktober. Cecilia skal hun hedde. Hun er datter af min fætter og hans kone og altså Oles trækusine. Det har vi i hvert fald altid kaldt det i min familie. I min folkeskoleklasse grinte de altid af mig og sagde: "Det hedder da grankusine, ikke trækusine."
Og nu har jeg sat mig for at finde ud af hvad der er hvad.
For det første: Det hedder ikke gran men grand. Det må komme fra det franske grand som betyder stor. Det hænger sådan sammen, at mine forældres søskende og ægtefæller, som er mostre, morbrødre, farbrødre, faster, onkler og tanter til mig, er Oles grandonkler og grandtanter. Og så må mine fætre og kusiner vel være Oles grandfætre og grandkusiner. Men hvor kommer begrebet træfætter og -kusine så fra? Det er såmænd sydvestjysk og betyder både det samme og noget helt andet. I dette dokument kan du se forklaringen. Vores brug af ordet træfætter og -kusine er altså til dels en hjemmstrikket størrelse. Men derfor blir jeg nu alligevel ved med at bruge det som jeg gør nu.

Zzzz....

Ole synes ikke det er så sjovt at sove om natten for tiden... Til gengæld sover han glimrende om dagen - lange stræk, så jeg bliver helt forvirret... Min verden indeholder ikke så meget andet end tanker om søvn, grød og vasketøj, så de kloge blogs må nok vente lidt...

Og så alligevel. Nu skal der være valg d. 13. november, på Oles fem måneders dag og hans mor og fars 5 års kærester-dag. Bum bum, lynvalg, god for nogen, skidt for andre. Det er blevet svært og en anelse frustrerende at være borgerlig vælger i dette land. Det ser nemlig ikke rigtig ud til at man kan stemme på et borgerligt parti uden at give inddirekte stemmer til Dansk Folkeparti. Jo, Ny Alliance proklamerer, at de ikke vil samarbejde med Pia K. og hendes kumpaner. Men hvad står Ny Alliance for? Det har jeg så lige godt 14 dage til at finde ud af. Ellers må jeg jo tilslutte mig de socialistiske balademageres fløj...

Surprise...

Vi skulle have været til bryllup igår. Martins søster Anne og hendes Christian skulle giftes. Det blev de ikke. Næh, vi blev i stedet vidner til en kirkelig velsignelse, for de unge mennesker var sgu gift i forvejen. Og det var præsten der, i sin tale til dem om at de var livets lys og livets salt, overbragte hele selskabet nyheden om, at de var blevet gift på Læsø rådhus i april. Meget raffineret... Min stakkels svigermor tabte både næse og mund og var nær ved også at tabe lille Johanne som sad på skødet af hende. Næsen og munden kunne jeg ikke gribe, men jeg skyndte mig at gribe barnet. Christian sad med et "undskyld-svigermor-men-det-var-sådan-vi-helst-ville-det"-udtryk i øjnene, mens præsten talte videre om kærlighed og ægteskab. Jeg ville sgu heller ikke selv turde at sige det til min mor og svigermor, hvis Martin og jeg var blevet gift på rådhuset uden dem som vidner.

Nå, men selv om der ikke var nogen vielse, kun en velsignelse, så var der ellers bryllupsfest for alle pengene bagefter. Ole var ikke med, han blev passet hjemme af sin bedstemor og bedstefar. De havde en rigtig hyggelig eftermiddag og aften sammen. Oles far og mor var henholdsvis toastmaster og praktisk gris til festen. Og selvfølgelig gæster. Det var meget hyggeligt.
Og så var min kusine Ghita jo med, som Martins fætter Tores kæreste. Det tog lige lidt tid før jeg holdt op med at undre mig over, hvad hun dog lavede til en fest i Martins familie... ;-) Sådan er det vist at komme dobbelt i familie.

ANTM - noget om drømme

At Nå Til Målet. Aldrig Noget Til Mig. Americas Next Top Model. Alt Nydes Til Musik. Nogle piger drømmer om at blive model. Jeg ser med stor fornøjelse Americas Next Top Model på TV3, for jeg synes det er så spændende at se hvordan de klarer sig når de står foran et kamera. Måske fordi jeg selv er lidt af en linselus, og inderst inde godt selv kunne tænke mig at være hende der står i det smarte tøj og poserer i blitzlys. Og hvor er jeg så nu? Jeg sidder hjemme i rækkevillaen, på barselsorlov, forstadsfrue, hjemmegående husmor.
At Nå Til Målet. En god ven lærte mig engang at stoppe op ind i mellem og spørge mig selv: Er det det her du vil? Er det det her du drømte om? Og det er jo meget godt at stille sig kritisk analyserende overfor det liv man lever. Men jo ældre jeg er blevet, jo mindre entydige er svarene på disse spørgsmål blevet. Spørgsmålene må stilles på ny, i andre formuleringer: Hvad var det jeg drømte om? Og blev det som jeg drømte det ville blive? Jeg har i 10 år (mindst) glædet mig til at jeg skulle være mor. Tænkt på hvordan det ville være, hvordan jeg ville gøre ting, opdrage mit barn, o.s.v. Og forstå mig nu ret: Det er stort at blive forældre, og ikke noget man skal gå ind til med letsindighed, hvis man kan undgå det. Man bliver sgu lige pludselig voksen og ansvarsfuld... Men samtidig er det lidt det samme som at komme i 3.g: Som 1.g'er tænkte jeg tit at det bare var for sejt af være 3.g'er, og hvor ville det bare blive cool når man selv var "de store". Og hvad var det så? Ikke så spor meget anderledes. Jeg kunne i hvert fald ikke mærke nogen nævneværdig forandring.
Og nu er jeg mor. Som jeg har drømt om så længe. Er det så ligesom jeg drømte det ville være? Ja og nej. Jeg elsker min søn helt ubeskriveligt. Det er svært at beskrive hvad moderkærlighed er, og hvad det gør ved kvinder (og mænd, der hedder det jo bare faderkærlighed :-)) Men samtidig er jeg jo stadig mig. Linselusen, skrålhalsen, sløjdlæreren. Jeg er stadig mig, men jeg bliver aldrig den samme igen. Forvirrende? Ja. Det er det. Måske kan det beskrives bedst således: Jeg er alt det jeg var før, men det er altsammen blevet rykket en tak. Nu er jeg nemlig mor først. Intet over, intet ved siden af.
"Goddag, mit navn er Ida, jeg er Oles mor". Det er ikke som jeg drømte det ville være. Det er bedre.

Blå himmel og Ole 3 måneder

Ole er blevet stukket af lægen idag. Han græd det bedste han havde lært i 10-15 sekunder, og så var fars arme det bedste sted at være. Det er godt at han siger til når der er noget han synes er ubehageligt. Dygtig dreng!

Senere, da vi stod af bussen hjemme i Søften mødte vi tre landevejsriddere. De spurgte om vej til en købmand. Jeg har altid været fascineret af de mennesker, der lever på landevejen, med alle deres ejendele i en gammel barnevogn eller i en rygsæk. Tænk, som barn drømte jeg om at blive vagabond. Idag havde de tre frie fugle skønt vejr på deres vej ud i det blå. Og vi havde en skøn tur med barnevognen. :-)

Charmebøf!

Er han ikke bare lækker!